I 1997 udkom den første Harry Potter-bog i Storbritannien. Der skulle gå tre år før den kom til Danmark. Derefter gik alting slag i slag. Det er næppe nødvendigt, at fortælle om den (berettigede) sejrsgang Potter-seen (eller Potter-aden) derefter foretog over det meste af verden. Unge og voksne læste som aldrig før, der var gigantiske køer ved boghandlerne og derefter biograferne. Læsevejledere over den ganske klode jublede, for nu ville selv de "svage drenge" også læse med. Ikke siden Ringenes Herre havde fantasy-genren fået sådan et hovedværk. Det skulle dog vise sig blot at være toppen af isbjerget.
Lige omkring samtidig (give or take a few) begyndte krimibølgen at rulle ind over det meste af Danmark og resten af Europa. Navne som Lisbeth Salander, Carl Mørck og Dicte Svendsen indgår nu på lige linje med flaskepost, gøgl og supermarked i de samtaler, der bliver ført rundt omkring i det danske land. Grunden til at disse navne er blevet så almindeligt kendte er, at disse figurer ikke blot optrådte i en enkelt bog, men i en hel serie. Det blev (og bliver) til rigtig mange sider, når serierne når op på 4-5-6 installeringer. Bølgen bragte nyt liv til en genre, der i mange år havde levet en lidt udskældt tilværelse og krimigenren udviklede sig eksplosivt fra den britiske whodunit-tradition til en mere forkromet, nutidig version, hvor bestialitet, grimhed og frygt blev rige faktorer. Genren er nu (på trods af snak om at bølgen har mistet momentum) så populær, at der findes dedikerede hjemmesider og de fleste biblioteker har specielle krimilister, så de læsehungrende ikke skal gå forgæves.
Mens Potter-feberen stadig var på sit højeste, begyndte andre af de fantastiske genrer at stikke hovedet frem. I 2005 ankom den første af Twilight-bøgerne, der fik en voldsom succes, ikke mindst gennem filmene. I 2008 blev den første Hunger Games-bog udgivet og for første gang i mange år blev der læst science fiction. Også HG blev lavet om til film. I 2011 skred 50 Shades of Grey ind på scenen og gav hele den erotiske litteratur et tiltrængt spark bagi. Den bliver nu også lavet til film. I skrivende stund er der mange lignende bøger, enten på vej eller allerede i boghandlerne. Gode kandidater til den næste virkelig store succes kunne være Divergent-universet eller The Maze Runner.
Men hvad har alle disse bøger så tilfælles? Rent fortælleteknisk en del, men det er noget helt andet, der er væsentligt. Det de har tilfælles er følgende: længde. Alle bøgerne er meget lange. De fleste gigantiske. Enorme. Opsvulmede, endog. Se blot:
Harry Potter-serien: 4000+ sider
Afdeling Q-serien: 2300+ sider
Twilight-serien: 2400+ sider
Hunger Games-serien: 1000+ sider
50 Shades-serien: 1600+ sider
Og det er det, jeg har valgt at kalde Harry Potter-effekten. I de sidste 15 år er der gået inflation i hvor store bøger skal være. Der er absolut intet galt med store bøger ... så længe de også bruger pladsen fornuftigt. Siger jeg at det ikke er tilfældet med de nævnte værker? Nej, det gør jeg ikke. Jeg spreder blot en tanke. Men der er dog et sted, hvor Harry Potter-effekten ikke gør gavn, men skade. Følgende udsagn er fra rigtige mennesker, enten hørt under møder, cons eller på facebook:
"Når folk låner en bog, skal den være stor. Ellers synes de ikke at de har læst en bog, og det er det, de gerne vil." - Bibliotekar på et af de københavnske biblioteker.
"Jeg kan godt forstå, hvorfor anmelderen siger, at det er en lille bog. Alt under 400 sider er noget man nupper som forret." - kvinde på facebook
"Jeg gider ikke læse korte bøger. Så lærer man slet ikke personerne at kende." - deltager på con.
Jeg kunne komme med flere udsagn, men disse tre er nok, for de viser den samme ting: Længde er i sig selv et aktiv, et positivt træk ved en bog. Og det er her, skaden indtræffer. For denne ene ting overskygger uhyggeligt mange andre og især ét meget klart faktum: En teksts værdi afhænger absolut ikke af dens længde. Den afhænger udelukkende af dens indhold. Desværre virker det til, at længden ikke alene er EN faktor, men faktorEN, der afgør værdi.
En ting er læserne, noget ganske andet er forfatterne. Også blandt de kreative mennesker, dem der leverer historierne, er der gået inflation i længde. Som nævnt i et af citaterne, skal en bog helst være lige omkring de 400 sider for at tælle. Faren ved dette er selvfølgelig, at en forfatter, der har skrevet en dejlig bog, der 'kun' er 250 sider lang, kan føle sig forpligtet eller blive overtalt til at gøre den længere. Jeg kan være bange for at HP-effekten er baseret på vekselvirkning mellem læsere og forfattere, der i sidste ende gør bøgerne længere end de strengt taget burde være.
Når længde er en værdimåler, holder folk op med at læse korte bøger. De stopper med at læse noveller. De stopper med at læse kortprosa. De stopper med at læse digte. Derigennem dømmer de en hel verden af forfattere og tekster ude, hvilket er et sørgeligt spild. Alle andre genrer end romanen bliver noget man læser i skolen eller lignende situationer. Det er sjældent et bevidst valg.
Derfor vil jeg bede enhver, der læser dette indlæg, om bevidst at vælge noget andet end en roman, næste gang de skal læse en bog. Ikke fordi det gør dem til et bedre menneske, eller et klogere menneske eller et mere oplyst menneske. Men fordi det er så vigtigt at kunne se skønhed (eller rædsler) i forskellige ting ... også i romanen.