Trailer 80 - uddrag af Kaffe,sort

En af de spændende ting, når man for alvor begynder at sætte en samling noveller sammen, er selve udvælgelsen. Jeg starter altid ud med en helvedes masse og en for en ryger de så ud, indtil jeg står med nogle rigtig gode kandidater. I denne histories tilfælde var det noget ganske andet, der var på færde. Jeg syntes at jeg manglede en novelle, der handlede om både noget uundgåeligt og som samtidig matchede det altoverskyggende tema i Optisk bedrag. Det kom der novellen Kaffe,sort ud af.

I Kaffe,sort handler det hele om Johannes, der er 91 år gammel og ser ud som om han burde være død for mindst 10 år siden. Han sætter sig ved en fremmeds bord på en café og hiver en pose kammerjunker frem af en sportstaske. Han bestiller kaffe og Grand Marnier, og begynder så at snakke. Og snakke, og snakke og snakke. Johannes' samtalepartner er blot en statist for den enorme mængde ord, Johannes skal af med. Optisk bedrags tema er at alt afhænger af de øjne der ser, og læsere har beskrevet netop denne novelle som både "nedtrykkende" og "livsbekræftende". Du må selv dømme. Uddraget er helt fra starten af.

"Da han taler til mig, ser jeg op fra min kaffe, lægger avisen til side og ved, at han skal dø. Hans ansigt er som hvidt papir, hans ånde løs i kødet. Det han havde spurgte mig om, var ikke noget vigtigt, ikke noget stort. Det var en af den slags spørgsmål vi alle bruger fra tid til anden. Mest over for folk vi ikke kender eller prøver at nærme os. De spørgsmål vi stiller til vores familie og venner er ofte mere intime.

Jeg kender ham ikke, men ved at han skulle dø. Ikke om mange år, eller ved en ulykke. Han skal dø lige om lidt, fordi det er hans tid. Han sætter sig ned over for mig, kæler for sit papkrus med benede hænder og stirrer ud gennem de lidt fedtede ruder. Noget gult sidder i hans skæg, rester af et morgenmåltid. Tøjet hænger fra hans magre skuldre, på samme måde som det med garanti har hængt på en bøjle, inden han tog det på.

Noget knitrer. Først tror jeg, det er min avis, men jeg tager fejl. Han bærer rundt på en sportstaske. Den har han sat på bordet ved siden af os. Det knitrer under polyesterflapper. Så tager han rundt og gyldent op, og propper det i munden. Kammerjunker. Jeg kan lige se firmaets logo og navn på det yderste af posen. Der er huller mellem hans tænder. Tunnelåbninger i hans hoved.

”Har du lyst til at snakke?” spørger jeg. Skubber avisen lidt længere væk fra mig. Viser på den måde, at jeg vil høre, hvis han vil tale.

Kort flakker øjnene. De er hængemulede, tilvandede. Smutsten i smult vande. Så kommer nikket. Velovervejet, grundigt. Han tager en tår af kaffen. Bløder kagerester i munden op med sort. Hans læber er leverfarvede. De smasker.

Nu, hvor jeg har fået hans ja, læner jeg mig tilbage i stolen. Der er ikke mange gæster på caféen. Det er for tidligt på dagen. Metodisk går han sine lommer igennem. En for en lægger han genstande mellem os. Et nøgleknippe, fyldigt, den slags der dikterer lyden af en pedels gang. En sammenrullet notesbog. Moleskine. Den tidlige forfatters anker i verden. Ved siden af notesbogen en kuglepen med filtspids. Sort. En pung, tyndslidt i kanterne. En pakke cigaretter af et mærke, der er svært at få i Danmark mere. En kromfarvet Ronsonlighter fyldt med skrammer og ridser. Han ser undskyldende ud. Som er det sørgeligt, at han ikke har mere at give. Mimisk løfter han fingeren. Er kommet i tanke om noget.

Da han let bøjer hovedet, kan jeg se at resterne af hans hår er en eksplosion med bart epicenter. En munks tonsur. De få strå, han sirligt har redt over tonsuren er grågule og skøre. Mere som et barns end en oldings. Fra sit bryst fisker han en halskæde frem. Dens led er spinkelt sølv, vedhænget er kors på en blå cirkel. Den slår metallisk, da han lægger den oven på nøglerne.

Jeg applauderer hans samling ved at drikke min kaffe. Den er sød af saccharin, jeg bærer altid pillerne på mig i en lille dåse. Folk har ikke den slags i deres hjem. Caféer glemmer at købe det ind.

”Jeg er 91 år gammel. Ser jeg sådan ud?” begynder han. Stemmen er mørk, som den masse, der lige nu lægger sig til rette i hans mavesæk.

”Ja. Hvert eneste år er tydeligt. De løber som fletværk i din hud,” svarer jeg, mens jeg pakker avisen helt væk. Folder den sammen, først på langs, så på tværs, og stikker den ned i min mappe. Jeg har al tid i verden.

”Jeg hedder Johannes. Jeg har boet i København hele mit liv. Faktisk i den samme lejlighed, hvis man ser bort fra den tid, hvor jeg sprang soldat,” fortsætter han. Jeg sætter mig bedre til rette. Strækker benene, og træder mine sko af. Det er sommer i dag, så jeg kommer ikke til at fryse. Det er vigtigt at have det komfortabelt."