Det bedste fra fem års antologier - afrunding

Jeg er nået til vejs ende og turen viste sig at strække sig længere end fem år. Det er tilsammen blevet til 23 antologier og dermed også mine 23 favoritter. På en måde er 2008 meget lang tid siden, men samtidig er det ingenting. Det er et blik over skulderen og en klar erindring. Jeg har hørt mange historier om det fantastiske miljø i Danmark, og en af dem, jeg har hørt mest, er hvordan det så meget sølle ud med nyskreven fantastik på dansk ... i hvert fald indtil omkring 2007, hvor de første antologier meldte sig på banen.



En af de ting jeg lagde mærke til undervejs i læsningen var at mange af de repræsenterede forfattere sidenhen er sprunget ud med selvstændige værker. Nogle af dem med fantastik, andre med realistiske romaner, børne/ungdomslitteratur eller/og krimier. Ligeledes har jeg oplevet en gradvis forbedring af novellernes niveau med visse statistiske skæverter - f.eks. er en af de første Lige under overfladen-antologier meget stærk. En god del af forfatterne går igen, og der er også forbedringer at spore over hele linjen. Antologier som Vampyr og Pix er skræmmende stærke.

Romaner kunne jeg snakke længe om, men det vil jeg undlade. I stedet for vil jeg præsentere en liste med de novellesamlinger, der er udkommet inden for det samme tidsrum som det jeg har behandlet i mine forrige indlæg. Det er overvældende mange, og et slag på tasken siger, at der siden 2007 er udkommet over 750 (syv hundrede og halvtreds!) noveller inden for de fantastiske genrer. Selvfølgelig er der forskel på kvalitet, men det er der alle steder. Mange af bøgerne kan købes i normale boghandlere, men jeg har oftest linket til diverse forlag, da det, i de fleste tilfælde, ganske enkelt er billigere at købe dem direkte. Er der en * ved bogen, er det fordi den kun er "halvt" i de fantastiske genrer.
 
Teddy Vork - Hvor skyggen falder (2008). Forlaget Tellerup.
Nikolaj Højberg - Vandringer i mørke (2009). Forlaget KANDOR.
Thomas Strømsholt - De underjordiske (2010). H. Harksen Productions.
Richard Ipsen - Drømmetid (2010). Science Fiction Cirklen. 
Flemming R. P. Rasch - Minerne på Orthomyx (2011). Science Fiction Cirklen.
Mikala Rosenkilde - Legetøj (2011). Forlaget Replikant. 
Helle Aarøe Nissen - Urmunden (2011). Science Fiction Cirklen. 
Kaspar Colling Nielsen - Mount København (2011). Gyldendal.
Michael Kamp - Moln - jorden husker (2011). Forlaget Tellerup.
Jonas Wilmann - Frygt-filerne (2012). Forlaget KAOS.
Manfred Christiansen - Galaktiske forestillinger (2012). Science Fiction Cirklen.
Lars Ahn Pedersen - Månebase Rødhætte (2012). Science Fiction Cirklen.
Gudrun Østergaard - Tidsfordærv (2012). Science Fiction Cirklen.
Kristoffer J. Andersen - Dansk tusmørke (2013). Forlaget KANDOR. 
Mikkel H. Carlsen - Kakerlakmennesket (2013). Forlaget Valeta.
Jonas Wilmann - Udkantshistorier (2013). Forlaget KAOS.
Nikolaj Højberg - Se hvad jeg siger, hør hvad jeg gør (2013). Forlaget KANDOR.
Brian P. Ørnbøl - Kredsløbsforstyrrelser (2014). Forlaget Valeta. *
Teddy Vork - Sprækker (2014). Forlaget KANDOR.
Jonas Wilmann - Frygt-filerne II (2014). Forlaget KAOS.

Skal man se på dansk fantastik nu, så har den det godt. Der kommer masser af nye noveller, hvert år er der nye antologier og heldigvis også nye forfattere. Det jeg kunne ønske var så at opleve at disse genrer også får en større udbredelse. En god historie er en god historie, lige meget hvem der har skrevet den eller hvilken ramme de har valgt at skrive den indenfor. Især håber jeg at mange skoler og gymnasier får øjnene op for blandt andet disse antologier, da rigtig mange af novellerne direkte kan anvendes i undervisningen. Og måske, bare måske, vil elever, der præsenteres for en vision om fremtiden, en verden fyldt med undere eller et skræmmende kig ind i menneskesindet også med tiden, og som voksne, læse disse historier. Bedst af alt uden helt at vide hvilken genre det er. For i virkeligheden er det jo helt og aldeles ligegyldigt.

Tak fordi du læste med. Nederst er en liste over de noveller jeg valgte.
 -------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------