Om kunst og nu

Da jeg var lille, læste min mor højt for mig. Til at begynde med var det mest eventyr. H.C.Andersens Svinedrengen, Klods-Hans og Den lille pige med svovlstikkerne. Brødrene Grimms Rødhætte og Tornerose. Æsops Fabler og Thorbjørn Egners Dyrene i Hakkebakkeskoven. Jeg kan stadig sangen om hvordan man bager peberkager. Jeg græd da den gamle hund i Det lille hus på prærien-bøgerne døde. Da jeg blev lidt ældre, lyttede jeg til lydbånd. Dunderklumpen var både sød og uhyggelig, mens Prop og Berta mest bare var sjov. TYT-TE-BØV-SER, TYT-TE-BØV-SER skrålede jeg lystigt med. Jeg lånte de fleste af båndene på biblioteket. Derimod lyttede jeg til Dirch Passer og Kjeld Petersens sketch Tømmerflåden på plade, og det samme gjorde jeg med Cæsars frække sange, hvor især Verdens uheldigste mand satte sig fast.

I mit barndomshjem var der store plancher på væggene. Genoptryk af Linnés plantetegninger. Kaffen boede i en mangefarvet metaldåse med Bjørn Wiinblads hattemand på, spaghettien i en dåse med Cirkel-kaffe-pigen og frikadellerne blev rørt i en orange Margrethe-skål. Mine forældre hørte Shu-bi-dua og Kim Larsen, Bjarne Jes Hansen, TV2 og engang imellem Mikael Wiehe, så det kom jeg også til at høre en masse af. Hver morgen, inden jeg og min bror skulle i skole, blev der tændt for radioen, så man lige kunne få nyhederne med. I weekenden kørte den ofte hele dagen, med jazz og klassisk musik, og Carsten Overskov, der fortalte om store ting i verdenshistorien. På fjernsynet speakede Thomas Winding og en af de første tegnefilm vi så i skolen var Bennys badekar, lige inden vi skulle på sommerferie.

Jeg lærte hurtigt at læse, jeg var heldig der, og slugte alle de bøger jeg kunne komme i nærheden af. Jeg blev gode venner med Bent Hallers Kaskelotternes sang, Bjarne Reuters Man smider da ikke børn i skraldespanden, Michael Endes Den uendelige historie, Dennis Jürgensens Djævelens Hule og Cecil Bødkers Silas-bøger. Når jeg ikke læste historier, fortærede jeg alt hvad jeg kunne komme i nærheden af om dinosaurer, verdensrummet og overnaturlige ting. Jeg læste Valhalla-tegneserierne og var i biografen og se filmen. Jeg pløjede mig igennem jumbobøger og Anders And-blade. På computeren, først en Commodore 64, så en Amiga, så en PC spillede jeg International Karate, Speedball II og Civilization. Jeg var en ørn til banan-sparket i Microprose Soccer, og gennemførte aldrig The Secret of Monkey Island. Derimod gad jeg hverken spille Oswald eller Hugo, selvom man kunne styre det med telefonen i Eleva2eren.

Jeg gik til en helvedes masse sport. Fodbold, håndbold, springgymnastik, badminton, bordtennis. Med min familie spillede jeg Trivial Pursuit, Das verrückte Labyrinth og Afrikas stjerne, for nu ikke at glemme Davosajas. Jeg læste Sværd&Trolddom-bøger, jeg spillede rollespil og jeg var fuldkommen fortryllet da jeg for første gang så Tilbage til fremtiden. Jeg læste Tolkiens Ringenes herre-trilogi, forelskede mig i Hieronymus Bosch og Nanna på DR. Jeg så Alle elsker Debbie og Zig Zag,  Kim Schumacher i Labyrint og Søren Ryge i haven. Jeg blev ældre og faldt pladask for Picassos vanvittige eksperimenter og Tom Kristensens digte. Jeg læste Kant og spillede FIFA, lyttede til Pantera, Tom Waits, Dizzy Mizz Lizzy og sent om aftenen Erotica på P3. Jeg ønskede mig brændende en kopi af Ejnar Nielsens Og i hans Øjne saa jeg Døden, var med dramaholdet inde at se Holbergs Jeppe paa Bjerget, dansede til Ace of Base og Danseorkestret og skreg af grin over Gramsespektrum og Mikael Bertelsens De uaktuelle nyheder. 
 
Jeg så Festen og Bænken, I Kina spiser de hunde og Hannibal & Jerry. Nissebanden blev genudsendt, Vild med dans torpederede sendefladen og jeg flyttede til København. Der begyndte jeg at gå på Nationalmuseet og SMK når jeg havde dates eller besøg. Jeg læste Naja Marie Aidt, Lene Kaaberbøl og Morten Ramsland, savnede til Sort Sol, Peter Sommer og Radiohead og skrev i mørket. Jeg dykkede ned i essays af Christian Bundegaard og flænselæste Tor Nørretranders Mærk Verden. Jeg grinede af Anden, hadede Anna David og rystede på hovedet af krimier. Jeg delte Europa med kærester, så Roy Lichtenstein i Edinburgh, Otto Frello i Horsens og Oluf Høst i Rønne. Den Fynske Opera stod for en forestilling i Billund, event-stedet BoBWhat for en litteratur-oplæsning. Jeg stod svedende i mit vindue nytårsaften og kunne stadig huske lyden af vuvuzelaer, der havde understreget hele sommeren.

Jeg spillede Fallout og Skyrim, så Bjørn Wiinblad på Arken og hørte online landskamp fra Parken. Jeg morede mig med at lave memes og skrive historier, jeg lyttede til LOC, Marie Key og Spids Nøgenhat, mens Bondeknolden gik under min radar. På sengebordet lå Kaspar Colling Nielsens Mount København og Ernest Clines Ready Player One, på væggen hang Franz Marcs Two Cats, og på hylden stod håndlavet keramik. For en uge siden så jeg Stranger Creatures, for fem dage siden var jeg med mine forældre på Glyptoteket og se en udstilling med Gauguin.

For fire dage siden læste jeg artiklen Skattebetalt guldregn over kunstfondens egne kunstnere på Ekstra Bladet. For to dage siden læste jeg et interview med Eske Willerslev i Berlingske. Det har titlen Dannelse skal alle danskere besidde – om du er professor eller arbejdsmand. Ellers får vi et dumt samfund. Nu sidder jeg her. Ramt dybt af både Eske Willerslevs ord og det modbydelige angreb artiklen i Ekstra Bladet er. Og jeg ved ikke helt om jeg kan formulere alle de bekymringer jeg har. 

Ekstra Bladet ønsker ikke at undersøge Kunstfondens metoder og udvalg. Ekstra Bladet ønsker udelukkende at så mistillid til alt hvad der har at gøre med kunst, det være sig lige fra værdien af kunst til kunstnerne selv. De puster tallene op, og gør det til et problem at der samlet, ja samlet, uddeles 500 millioner til alle kunstformer i Danmark, men det er ikke det værste. I kommentarsporet flyver det med hånlatter og vrede, og den ældgamle traver med at kunstnere er samfundsnassere af værste skuffe skydes lavt og hårdt. Ligeledes gør den liberalistiske kræmmertanke om at kan man ikke lave noget som andre gider købe, så er det bare synd. Det er en holdning man må have lov til at have, men på mig virker den automatiseret og perspektivløs.

Kunst (og kultur) er ikke kun forfattere, der får arbejdslegater, eller ballet, eller abstrakte malerier, eller danseteatere, eller eksperimenterende jazz. Kunst er det der konstant omgiver os, på alle tænkelige måder. Kunst kan være dybt, men kunst kan også være underholdning. Selv om jeg lige har skrevet 800 ord om mit liv, og nogle af de ting jeg kan huske der har haft indflydelse på mig, er det kun en brøkdel af den kunst og kultur jeg har mødt gennem mine næsten 40 år, jeg har nævnt. 

På et tidspunkt i interviewet siger Eske Willerslev følgende, hvor jeg synes han slår hovedet på sømmet:

"Den almene dannelse er forudsætningen for en humanisme. For at kunne se ud over sig selv og sine allernærmeste. Det er sgu væsentligt, når man bor i et demokrati og et velfærdssamfund. Men noget, der er blevet kompromitteret i de senere år, er vores ... ja, næstekærlighed vil jeg kalde det. Altså lysten til eller evnen til at løfte i flok. Det hele handler om mig-mig-mig – i stedet for at sige, at det er væsentligt, at hele samfundet bliver løftet. Og det er her, snusfornuften og købmandsskabet bliver et problem. Når alle i dag skal kunne godtgøre, at det, de laver eller investerer i, har et umiddelbart målbart output, så mister det sin mening at gøre noget godt for de syge, de arbejdsløse og narkomanerne. For er narkomanen ikke ude af sit misbrug eller den syge ude af kørestolen efter to år, så er det ikke umagen værd. Det avler en frygtelig kynisme (Berlingske Tidende, 24/7-16)"

Kunst er ikke målbart på samme måde som så meget andet. Eske Willerslev snakker om narkomaner og syge, men han kunne ligeså godt tale om kunstnere - for er en kunstner ikke brudt igennem inden to år, er det ikke umagen værd. Hvordan skulle man kunne lodde værdien af en verselinje, eller opførslen af stykket Kvinde kend din krop på Mungo Park på et menneskeliv? Hvor i et skema kan der afkrydses hvilke tanker Lukas Grahams 7 years eller filmen Sommeren '92 vækker i mennesker?

Min påstand er, at kan læseren af denne tekst nikke genkendende til bare en eneste af de ting jeg nævnte i min livsgennemgang, er de 500 millioner årligt mere end givet godt ud. Jeg er ikke universets målestok, og der vil helt sikkert være nogen der synes jeg har glemt at snakke om f.eks. scenekunst, skulpturer eller graffiti. De ting har ikke synderligt interesseret mig, men derfor mener jeg stadig der er brug for dem. Jeg er heller ikke en neo-hippie med skyklapper og manglende jordbindelse. Jeg hylder ikke kunsten som noget smukt og ophøjet, langt renere end forretning, men jeg ser den som et udtryk for noget væsentligt i mennesket. Kunsten omgiver os som intet andet i verden, og det gør den selv om vi knapt nok registrerer det. Kunsten fungerer som en sigte og som et medium til at forstå verden. Det er ikke alle der er kunstnere, men alle bruger kunst, ligesom alle bruger et toilet og en seng. Jeg ser det som er ved at ske med det danske samfund, den vilde mistænkeliggørelse og snusfornuft, som frygtelige ting, der i sidste ende vil ødelægge langt mere end de vil skabe. Der er brug for kunsten, ligesom der er brug for forretningen. Det er yin og det er yang. 

Hvis der er noget kunstnere forstår, så er det hvor vigtige penge er. Jeg ville ønske at pengene også forstod hvor vigtigt kunst er.

Køtere dør om vinteren

Min debutsamling, der kom ud november 2010, på forlaget Hexameter. Forsiden er illustreret af Sophie Ivara Vinther Andersen.

Uddrag af lektørudtalelsen:

"Jeg er ikke bekendt med andre novellesamlinger, der går samfundets syge eksistenser og de menneskelige prøvelser så meget på klingen, som nærværende novellesamling gør. En novellesamling for folk med stærke nerver og mod på både det fantastiske, såvel som det ekstremt realistiske. En novellesamling, som vender hver en sten i den menneskelige afgrund"

Den fulde lektørudtalelse.

Anmeldelser:                                                      

Janus Andersen, Den elektriske kanin - 11/12-2010
Zenia Johnsen, Litteratursiden - 20/12-2010
Bogrummet - 7/1-2011 
Himmelskibet nummer 28 
Michael Kamp, egen hjemmeside - 12/07-2011
Instagram, profilen Jane-Anett Mortensen - april 2016

Andet: 

Interview på Fantastiske Forfattere - 19/11-2010
Læs og lyt til titelnovellen på bogbidder.dk - 31/05-2011
Fanside på facebook for A.Silvestri
Køtere dør om vinteren på Goodreads.com 

Salg

P-bog
E-bog

Køtere dør om vinteren - indholdsfortegnelse

Kakao
Husker du - uddrag
Det år faldt sommerferien på en torsdag - uddrag
Sne
Og fuglene er sat fri
Pengetransport
Klor
Exsanguis - uddrag
Fuldbyrdet
Isolation
Brølende kronhjort ved skovsø - uddrag
Brune bamse
Lille frøken Himmelblå - uddrag
Kæreste
Sudoku - uddrag
Køtere dør om vinteren - uddrag
Grund - uddrag
Èclair - uddrag
Alma Mater - uddrag
Kædebrev - uddrag
Strejfer - uddrag
Dødsriget
For Satan - uddrag
Detour
Sfinks - uddrag
Blot lyd - uddrag
Fader Vor
Farverig besjæling
Splitscreen - uddrag
Porno - uddrag
Kontaktbureau

Silvestri Go! - nyheder og arbejde - om Fantasticon, priser, radarer og noveller

Det er måneder siden jeg sidst har skrevet på min blog, og verden er gået amok i lastbiler og japanske mobildyr. Grunden til den lange pause er at jeg har været nede under kulkælderen. Det har ikke været nogle sjove måneder, og jeg er langt fra mig selv igen. Jeg ved ikke helt om jeg bliver det.

Mens jeg har været væk, er der sket en del ting i mit forfatterteater - de kommer, sjovt nok, lige her. Og så er der ikke andet end at sige Silvestri Go!

Siden april måned har jeg skrevet tre noveller og en håndfuld løse småtekster

Den rette behandling (11700 ord, realisme) NH
Fast arbejde (6500 ord, humor)
Fyraftensbajer (4300 ord, fantastisk fortælling/realisme)

Den rette behandling (en Næsten her-novelle) finder sted på et hospital, hvor den nyuddannede Annea straks bliver sat i arbejde. Hendes første patient er oppe i årene, midt i halvtredserne, og har lungebetændelse. Hun blander en fremragende medicin, men på grund af en nødsituation glemmer hun at synge de magiske formularer over ham. Alligevel virker det som om han får det bedre. Hvordan kan det nu være?

Det er noget lort at være Simon. Han har en god uddannelse, men der er ingen, der har brug for ham. Så han er indlagt til endnu en motivational speaker, der skal lære ham at skrive det helt rigtige CV. Midt i det hele går han på WC, og da han atter træder ud af båsen, står der midt på de hvide fliser en langskægget dværg, der har en helt særlig opgave, hvor han har brug for en modig mand. Resten må du læse i Fast arbejde.

Vi går alle rundt med uudlevede drømme,fornemmelser og lyster i maven. I Fyraftensbajer er vores hovedperson taget på bar med kollegerne, da en meget smuk (og ung) mand træder ind. Det får det til at pirke til den homoseksuelle nerve, og selv om kollegerne en for en tager hjem, bliver hovedpersonen siddende, drikker øl og rykker langsomt tættere på den unge mand. Visse drømme kan kun opfyldes i rette tid.

Fantasticon 
I juni var der Fantasticon i Valby Bio, og jeg var oprindeligt blevet inviteret til at medvirke i fire paneler. Det endte med at blive to - et om den gotiske krimi, en genre forlaget HHP måske burde have taget patent på, og et panel med meget forskellige folk om det at blande genrer. Sidstnævnte panel var meget godt besøgt og vi fik på angelsaksisk snakket en del om hvad man gør som forfatter med læsernes forventninger. Er det bedre at holde sig til ét område, så ens navn kan forbindes til en speciel genre eller type bøger, eller er det hæmmende for det kreative? Selv er jeg jo i den anden grøft, og forsøger at gøre noget nyt med hver udgivelse jeg får, og med hver novelle - og koncensus var, at det kunne virke fremmedgørende på læserne. Under alle omstændigheder var det en god snak, og for en gangs skyld en der satte fokus på forfatterhvervet.

For femte gang var jeg nomineret til Niels Klim-prisen, denne gang i kategorien novelle. Jeg mente at det var et stærkt felt i år, og så derfor ingen chance for at min Itu ville vinde, men jeg tog fejl. Det blev nemlig min sære og eksperimenterende novelle fra antologien Universets mørke, der gik af med sejren. Nu står min pris ved siden af de to andre - og det er med slet skjult glæde i stemmen at jeg nu kan sige at jeg har vundet i alle tre kategorier. Der er også en fjerde, oversat novelle, men om jeg når til den, må tiden vise. Tak til alle jer der stemte på mig :)

Et behind-the-scenes fra den kommende ungdomsgyser Lad de døde hvile

Efter Fantasticon har der været en del snak frem og tilbage, om hvorvidt det egentlig var en god convention. Et af bidragene kom fra Simon Petersen på sitet nummer9.dk. Her har han lavet en tegneserie, der især snakker om alle de problemer der var ved Fantasticon. Jeg vil ikke selv blande mig (i dybden) i striden om hvorvidt han har ret i sin kritik eller ej, blot sige at Fantasticon ikke er en tegneserie/comic-con, men en med fokus på litteratur - og derfor drejer det sig om nogle andre ting. Der mangler også i høj grad frivillige.  Og nej, det var ikke en slet skjult bashing, hvor jeg implicit siger at tegneserier ikke kan være litteratur. Med det sagt var det noget pauvert med fremmødet. Ofte var der halvtomme sale, og det er rigtig trist. Til gengæld var Fantasticon for første gang (efter hvad jeg ved) i de større medier, da Bogmarkedet bragte en klumme om festivalen, inden de gik på sommerferie.

Nye noveller
Under min absence er der sket det fantastiske, at den længe ventede Mørke guders templer, endelig udkom. I den har jeg novellen En sang om vand med, og det var sjovt at kigge på en af sine noveller, der har været to-tre år undervejs. Den er nu stadig ret god, så tag et kig. Tidligere på året fik jeg også tilsagn om at jeg var med i en amerikansk antologi. Den er nu udkommet, bærer titlen New Legends og mit bidrag hedder Locking horns. Det er en oversættelse af min novelle Et horn i siden fra 2012. Lidt i samme tråd er jeg kommet med i yderligere to antologier, nemlig Lidenskab og lysår, der er den ellevte i Lige under overfladen-serien. Mit bidrag hedder I fædrelandets tjeneste. Som det sidste får jeg også en novelle med i det nystartede forlag Enter Darkness' horror-antologi Hvis jeg overlever natten. Mit bidrag hedder In uteri.

På radaren
Lige nu har jeg en del ting i støbeskeen - og jeg har også en del, som faktisk er ude af støbeskeen.

Først og fremmest udkommer min anden SMS-novelle, Kolde facts, snart på smspress.dk. Det er horror, og den beskæftiger sig med hvordan helt firkantet viden kan være uhyggelig - og så har jeg endda også fået lov til at lægge lidt stemme til. Jeg regner med at kunne afsløre forsiden snart.

Efter at have arbejdet på den i mange år er min roman Et parforhold skrevet færdig. Den består af 41 kapitler (plus det løse), hvor hvert kapitel er skrevet i en speciel stil - det være sig et skuespil eller en sangtekst. Emnet er, sjovt nok, parforholdet og tilmed et moderne af slagsen, hvor det hele ryger ad helvede til ... det er vist meget normalt. Lige nu er manus i cirkulation, og jeg håber virkelig at det bliver antaget, da det så kan være med til at slå endnu en nagle i tanken om at fantastiske forfattere 'ikke kan skrive'. Det er en stor roman, på den anden side af 90.000 ord.

Tidligere på året strøede jeg om mig med tanken om at opsamle på alle de noveller, jeg har haft med i antologier. Nu er den første bog i hvad der, forhåbentligt, bliver en række novellesamlinger næsten færdig og har fået titlen Sand og sten, stål og glas. Som den eneste af samlingerne på tegnebrættet er det en genre-samling, og det drejer sig om science fiction. Den består af otte noveller, hvor de syv tidligere har været udgivet, mens titel-novellen er nyskrevet. Forsiden burde snart være tilgængelig, og samlingen udkommer sandsynligvis i år.

Som den sidste ting vil jeg nævne min roman Et satans arbejde. Den handler om Asger, der er flyttemand, og får tilbudt det noget særegne job at flytte en del af Helvede til Jorden. Jeg førsteredigerede den tidligere på året, og regner med at bruge noget af min ferie på at omskrive og tilvirke. Det bliver også en stor roman - lige nu, før redaktion, er den på 135.000 ord.

Det løse
Mens de andre ting løber og løber, er jeg også ved at runde mit undervisningsmateriale om horror af, jeg har mange jern i ilden med at arrangere forskellige oplæsninger og sessions for blandt andet Dansk Horror Selskab og jeg ligger i dialog med et galleri om spændende sager. Ligeledes kunne det også godt se ud som om jeg i fremtiden bliver involveret i et computerspil - men mere om det, når der er mere at fortælle. Og så kan det faktisk være at Odd snart bliver støvet af ...

Tak fordi du læste med - jeg håber du har lyst til at skrive et par ord. Du er også meget velkommen til at følge med på min Instagram, hvor jeg opdater dagligt.

Kontakt og booking

Jeg kommer gerne ud og læser op af mine bøger. Derudover holder jeg også oplæg/foredrag om hvordan jeg arbejder med det at skrive og hvad det generelt vil sige at være forfatter. Ligeledes er jeg velbevandret i mange genrer, ikke mindst de fantastiske, og har et stort kendskab til dansk litteratur fra de fleste perioder.

• Den nære oplevelse
• En ting er at sidde i en sal sammen med en masse andre mennesker og høre på en oplæsning. Noget helt andet er at hyre en forfatter til en aften hjemme i egen lejlighed, til en konfirmation, en temaaften eller noget helt fjerde. Se forfatteren ind i øjnene, mens denne læser en fortælling, eller fortæller om forfatterlivet. Oplevelsen kan skræddersys efter dine ønsker, både med hensyn til tekstvalg og sted.

• Foredrag og oplæsning 
• Forfatterforedrag. Jeg fortæller om mit arbejde med noveller kontra romaner. Iblandet her er de nye muligheder med e-bogsmarkedet, forskellige konkurrencer der kan få up-and-coming forfattere til at finde deres første udgivelse og om hvordan det er at tackle det at skrive med et normalt arbejde ved siden af. 
• De fantastiske genrer. Et oplæg om hvad de fantastiske genrer er, hvor skillelinjerne mellem horror, science fiction og fantasy går, og om hvordan de tre genrer taler til forskellige ting i os. Efter en kort historisk indføring, vil foredraget blive krydret med konkrete eksempler både fra verdenslitteraturen og fra den danske undergrund, der i disse tider spirer og vokser. 
• Science Fiction. Genren er på vej frem, i særdeleshed på den visuelle front. Der sker dog også ting rent litterært, blandt andet er Niels Klim-prisen opstået for at markere de bedste, danske science fiction-udgivelser. Et foredrag kan indeholde gennemgang af de forskellige undergenrer i science fiction, filosofien bag science fiction, hard vs soft science fiction for bare at nævne nogle få muligheder. Har du/I et specielt ønske, kan der med garanti skræddersys et oplæg til de behov. 
• Horror i alle afskygninger. Mange tror, at horror er noget børn og unge læser, men intet kunne være længere fra sandheden. Horror er en ufatteligt spændende genre, der leger med konventioner og virkelighed, på en måde som især den voksne læser vil kunne sætte pris på. Ligeledes er horror så meget mere end spøgelser og monstre. Måske er der en lille portion sandhed i at horror slet ikke er en genre, men en følelse. Foredraget vil, ud over den rene genresnak, også se på horror et rent biologisk behov.
• Zombies Galore. Zombier er det nye sort, og som forfatter til den største zombieroman på dansk i nyere tid, deler jeg ud af min viden om emnet. Det kan dreje sig om alt fra skriveteknik til historien bag de levende døde. Hvilken del af zombie-mytologien der skal tales om er helt op til dig/jer. 
• Ingen køkkenvask, tak. Et foredrag om den anden slags realisme. Ofte tager dansk realisme udgangspunkt i parforholdet eller de følelser, der vækkes i forbindelse med store kriser. I min realisme er der ofte andre ting på spil, hvor jeg tager udgangspunkt i helt almindelige mennesker, der er ganske aparte på deres egen måde. Manden, der lægger stemmer til pornofilm. Flyttemanden, der får en åbenbaring midt under en flytning. Forretningsmanden, der løber tør for mening. Blot få af de eksempler, jeg vil hive frem under mit foredrag. 

• Workshop
• Jeg fortæller om min egen skrivemetode, heriblandt min metode til at give hovedplots styrke gennem sideplots, giver træningsøvelser og individuel feedback.

•  Eget valg
• Har du selv en ide til et undervisningsforløb, eller en tema-aften, hvor du kan bruge mig, er du meget velkommen til at henvende dig på min mail. Til daglig underviser jeg i folkeskolen, og er meget bekendt med didaktik og undervisning.

Honorar aftales individuelt. Kontakt authorsilvestri@gmail.com.

A.Silvestri
Heinesgade 3, 2 tv.
2200 København N.

Aprils arbejde - om digterstatuer, kødædende planter og mærkværdige hybrider

April fortsatte i samme spor som marts, og det var ikke mange pauser jeg kunne holde mig. Med en mail, der nonstop flød over af beskeder og meget lange arbejdsdage, blev skrivetiden koncentreret på meget lidt tid. Heldigvis havde jeg nogle meget klare fortællinger i hovedet, så derfor var det 'blot' at få dem skrevet ned. Jeg var også en del ude af huset, til enten møder eller arrangementer. Så, det må være intro nok - lad os dykke ned i materien :)

I april blev det til tre noveller, hvoraf den ene er en lang historie jeg har arbejdet på i to måneder.

Sømløs catwalk (17300 ord, horror)
Som de fleste andre (3800 ord, fantastisk fortælling)
Et skibsforlis (4000 ord, horror)

Sømløs catwalk handler om mode, og ikke mindst om det nye danske designer-håb Clement Buhr. Han er fyldt med gode ideer, bæredygtige materialer og en billet til at spise kirsebær med de store. Et naturtalent med nål og tråd, og samtidig noget så sjældent som et godt menneske får han sin sag for, når han finder ud af hvordan modeverdenen egentlig fungerer. Der er ofte afregning ved kasse 1, og man har bare at have den rette valuta.

Novelle Som de fleste andre er et eksperiment, hvor jeg blander autofiktion med horror. Derfor er hovedpersonen også en, der måske ikke helt er mig, men fandens tæt på. Den handler om at indse sig selv, og derefter finde ud af hvor meget man kan tage fejl med hensyn til indsigt. Og ja, der er forbudt Lovecraftian viden med i fortællingen også.

Sidste skriv i april er novellen Et skibsforlis, hvor jeg arbejder med hjemstavnslitteratur. Vi er i 1915, Jylland, og Alan har besluttet sig for at han vil til Amerika. Han er gårdens næstældste, og derfor vil hans bror Bjarne automatisk arve. Det er den ene del af historien. I den anden er Alans skib blevet ramt af noget frygteligt stort, og er ved at gå ned. Alan har reddet sig ombord i en jolle, men der er noget eller nogen, der lurer i dybet under ham.

Brøndsalen på Frederiksberg - Digterstatuer

Tilbage i 2012 fandt jeg på et koncept. Jeg havde oplevet ved digtoplæsninger at de enkelte digte druknede i mængden, så derfor udtænkte jeg Digterstatuer, en bunke oplæsere, der hver især stod som statuer indtil de blev aktiveret af publikum. Jeg præsenterede konceptet ved en sammenkomst, men så skete der så mange andre ting, og jeg glemte alt om det. Det ændrede sig i slutningen af 2015, hvor jeg blev spurgt om konceptet måtte anvendes til en udstilling. Selvfølgelig svarede jeg ja, og jeg var også så heldig at få lov til at være en af statuerne.

Troels Boberg læser op #litteratur #oplæsning #troelsboberg

A video posted by A . Silvestri (@authorsilvestri) on Apr 3, 2016 at 5:43am PDT

Eventet hændte den 3. april. De indkaldte digtere var meget forskellige, og talte blandt andet Janus Kodal, Ole Perregaard, Michael Dyst, Jesper Rugård, Tine Demandt, Troels Boberg og Kirsten Marthedal. Hver skribent havde til eventet fundet/skrevet seks tekster. Oplæsningerne kørte over tre timer, hvor der hver halve time var udskiftning. Publikum tog imod ideen med kyshånd, og langt de fleste af oplæserne havde meget travlt. Selv oplevede jeg et par tilhørere, der insisterede på at høre alle mine seks kreationer. Konceptet blev så stor en succes, at der lige nu arbejdes på en fortsættelse.

Visioner - science fiction-oplæsning

Hvis der er noget, der er en sjældenhed, er det en oplæsning udelukkende af science fiction. Den 17. april var jeg inviteret til at læse op sammen med Kenneth Krabat og Gudrun Østergaard, i Valby Kulturhus. De ting vi læste op af var meget forskellige, og strakte science fiction vidt. Selv nåede jeg omkring et af mine Skår fra sidste år, og også en af de små tekster, jeg skrev til FebruaryFiction.

Efter oplæsningerne indledte Manfred Christiansen en paneldebat om visionerne i science fiction, om hvad vi som forfattere hver især forsøger at opnå med vores skrivning, og han trak ligeledes ligheder og forskelle mellem vores tekster frem. Vi endte med at gå over tiden, fordi publikum var spørgelystent, og når der sker sådan noget, må man sige at det var en succes. Til sidst fik vi hver især en kurv som tak for at have læst op - og det var en af de rigtige gode kurve, for blandt båndpasta og italienske mandelkager, stod intet mindre end en Venus fluefanger. Den kødødende plante er nu blevet en del af min skrivestue, og man skulle være en sølle horror-forfatter, hvis man ikke er svært tilfreds med det.

De andre ting

April var præget af flere sløjfer, der skulle bindes. Arbejdet som formand for S-styrelsen i Dansk Forfatterforening er ret travl, og der er mange ting at holde øje med. Med det sagt synes jeg det er spændende at være mere på indersiden af en forening. Jeg har sendt manuskriptet til min kortroman Live (fra Ambrosia/Live) til et teater med henblik på om det kunne blive et stykke til scenen, omskrevet en horror-novelle så den blev en smule længere, arbejdet videre på undervisningsmaterialet til horror og så selvfølgelig skrevet en ordentlig håndfuld noter til kommende projekter.

Jeg ved ikke hvad den næste tid bringer. Lige nu er jeg meget langt nede, og har vanskeligt ved at se formålet med de ting jeg skriver. Jeg er desillusioneret, men mest sørgmodig. Alle de sandheder mit indlæg om eksemplarer bragte med sig var nogle jeg vidste på forhånd, men optimistisk havde formået at holde fra livet. Nu trænger virkeligheden sig på. 

Tekstoceanet - Det var et okay tøbrud (prosa-tekst)

Velkommen tilbage, trofaste såvel som nye passager her på skibet. Rederiet har været travlt, så derfor er det næsten en måned siden vi sidst skød ud over bølgen den blå. I mellemtiden er det blevet et sandt forår, Tekstoceanet duver frem og tilbage som en særlig docil budding og om et øjeblik sætter vi kursen mod nogle pænt fjerne områder. Som gengangerne her på de saltede brædder ved, kan fjerne områder ligge langt tilbage, både i tid og sted, og hvorfor dog nøjes med en af dem. Lad os så komme afsted!

 

I mange tidligere indlæg har jeg snakket om digte.dk, og det er nok meget tydeligt, at det nu hedengangne site betød rigtig meget for mig, da jeg begyndte at skrive. Vi er faktisk så langt tilbage som 2004, og hold da kæft hvor er det en evighed siden. Jeg var 26 år gammel, var lige begyndt at arbejde som lærer og havde ingen anelse om hvor det her med ord skulle bære mig hen. Det eneste jeg vidste var at jeg elskede at skrive dem. 

Jeg havde været på digte.dk et par år, og producerede jævnt et digt eller to om dagen. Jeg forsøgte mig med forskellige ting - system-digte, akrostikon, diverse typer rim og lignende, og allerede dengang elskede jeg et udfordre mig selv med noget nyt. Det var en enorm lærings- og legeplads, og jeg er overbevist om at mange af de ting jeg lærte dengang stadig sidder som latent viden. Alle mine digte ændrede dog ikke på det faktum at det blev tydeligere og tydeligere, at jeg fortalte historier fremfor at vise stemninger. Der var røde tråde i mine digte, hvor der i mange andres var følelseskaos. Alt pegede på at prosaen lå lige for. Og det gjorde den også.

I samme periode opdagede, og genopdagede, jeg to af Englands forfattere. Det var Douglas Adams, hvis Håndbog for vakse galakse-blaffere jeg havde læst som barn og Terry Pratchett. Jeg slugte Hitchhikers påny, jeg dykkede ned i Dirk Gently's Holistic Detective Agency og jeg læste mig en pukkel til om Adams på nettet. Pratchett var mere ny for mig, for selvom jeg havde læst hans Tæppefolket og Gnomernes flugt, havde han ikke efterladt noget varigt mærke på mig. Det ændrede sig drastisk da jeg begyndte at voldlæse Discworld-romanerne. Jeg pløjede mig igennem dem, hentede nye forsyninger i Fantask og læste så videre. Det, der virkelig ramte mig, var sproget. Den måde hvorpå nogle helt almindelige ting blev vendt på hovedet, og så pludselig virkede absurde eller vildt underholdende. Den kærlighed til sproget der bare drev fra siderne. Det assimilerede jeg, det må vist være det bedste ord, og jeg tænkte at her var noget jeg virkelig gerne ville efterstræbe. Noget sjovt, der samtidig havde lidt brod. 

De to ting summede i mit kranium, dykkede ind og ud ad øjnene og satte sig så endelig på min næsebro og blev enige om et samarbejde. Jeg fik ideen til en kort fortælling på vej hjem fra arbejde, og jeg skrev den første sætning ned i min sorte kina-bog. Der sad den bare og strålede, indtil jeg kom hjem og så bankede jeg den ind på computeren. Det tog kun et kvarter. Femten minutter og så havde jeg skrevet mit første stykke prosa. En art historie, en fortælling med en hovedperson og samtidig var den faktisk meget sjov. Og så ventede jeg. På en helt anden og ivrigere måde end når jeg havde skrevet et digt. For dette her var nyt, det var særligt og det føltes stort. Og så begyndte kommentarerne at komme. En mente, at der var lidt Onkel Danny i det, en anden at det lød som en Troldepus-fortælling, en tredje anvendte ordet 'betagende'. Efter det var jeg hooked, og i en del år balancerede jeg mellem lyrik og prosa, indtil prosaen gik af med sejren.

Forfattere får ofte spørgsmålet Hvornår begyndte du at skrive? og det er sjældent der kommer et præcist svar. Når jeg får spørgsmålet, kan jeg sige "28. september 2004", i hvert fald når det drejer sig om prosa. Herfra hvor jeg står kan jeg godt se, at teksten har fejl, den kunne strammes op, gøres renere og mere flydende, smukkere, sjovere og alt muligt andet. Men jeg nænner det ikke. Det er min første prosatekst, og den skal have lov til at være præcis som den er. Med det sagt, kan du finde teksten i uredigeret form nederst, og jeg ville elske en kommentar eller to. Jeg håber du synes den stadig er lidt sjov. Og titlen? Det var et okay tøbrud ;) 

Puha, det var en lang tur, men heldigvis holdt vi hele tiden kysten på venstre hånd, så vi vidste hvor vi var. Lige fremme er næste havn, og der vil vi hvile os for en stund. Jeg har hørt at den lokale kro serverer både skipperlabskovs og sushi, så der er noget for enhver smag. Hvis du har lyst, kan du også snuppe dig en lur i en af kahytterne, eller blot trække vejret dybt ind og lade den friske luft fra Tekstoceanet finde vej ned i dine lunger. Under alle omstændigheder håber vi at du stadig er ombord, når vi fyrer op under maskinerne og atter pløjer os gennem Tekstoceanets bølger. Ohøj!

Det Var Et Okay Tøbrud

Seks eksemplarer

De fleste indlæg på facebook, på instagram og her på min blog er positive, ser fremad og elsker det at være forfatter. Derfor synes jeg også I skal have bagsiden af medaljen, hvad der også kan ske når man er forfatter. Jeg har vendt og drejet tingene i hovedet, men det er noget som jeg simpelthen ikke kan forstå. Måske beskriver jeg i virkeligheden et symptom. Jeg håber I vil læse lige indtil der ikke er mere, og måske komme med nogle bud. Tak.

----

Hej.

Mit navn er A.Silvestri. Jeg er 38 år gammel, bor på Nørrebro i København og er forfatter. Jeg har skrevet de sidste 15 år. Siden 2007 har jeg lavet mange ting:

Jeg har fået udgivet syv selvstændige værker, alle for voksne.
Tre romaner og fire novellesamlinger. Tilsammen over 3000 sider.
Jeg har medvirket med noveller og digte i 38 antologier.
Jeg har medvirket i 19 blade/magasiner, med alt fra noveller over nekrologer til langdigte.
Jeg har fået udgivet 11 enkeltstående noveller online.
Jeg har fået udgivet to SMS-noveller.
Tilsammen har jeg fået udgivet 135 noveller.
Jeg er alsidig, eksperimenterende og arbejder aktivt for at forbedre vilkårene for den fantastiske litteratur på dansk.
Over halvdelen af det jeg har skrevet er realistisk litteratur.
Jeg har siden 2010 optrådt til 79 forskellige events, oplæsninger, receptioner og foredrag.
Jeg har vundet tre priser, og været nomineret til yderligere fire.
Jeg har modtaget arbejdslegat fra Statens Kunstfond ad to omgange, og har modtaget oplæsningsstøtte fra samme Statens Kunstfond seks gange.
Jeg har fået udgivet fire tekster på engelsk.
Jeg har, ved siden af at være forfatter, fungeret som redaktør og udarbejdet undervisningsmaterialer.
Jeg er medlem af Dansk Horror Selskab, medlem af Dansk Forfatterforening og medlem af foreningen StORDstrømmen.
Jeg kører en blog, har en fanside på facebook og opdater dagligt min instagram med ting, der er relevante i forhold til mit forfatterskab.
Jeg har fuldtidsarbejde, og arbejder yderligere fem timer om dagen med mit forfatterskab. I weekender og ferier arbejder jeg fuldtid.
Jeg skriver minimum 500 ord om dagen, hver dag, alle dage.

I oktober 2015 udkom min syvende bog, novellesamlingen Kærlighedsfrugt på forlaget Kandor.
Den indeholder 14 noveller, der udforsker skellet mellem gys og horror, og den er illustreret af Christoffer Gertz Bech.

Bibliotekernes lektør tog godt imod den, og anbefalede den som køb hvis man manglede på horror-hylderne. Anmelderne har også været meget enige om at niveauet i samlingen er højt, novellerne er velskrevne og formår at bringe uhyggen i centrum, uden at det overskygger fortællingerne. Ligeledes er de enige om at den fortjener et stort publikum. Kærlighedsfrugt ender også med at blive prisnomineret til Årets danske horrorudgivelse.

Kærlighedsfrugt udkom i et oplag på 100 eksemplarer. Af de 100 er 54 solgt til bibliotekerne, der stadig drypkøber. Fire eksemplarer er gået til Årets Danske Horrorudgivelse-juryen. Seks eksemplarer er blevet solgt til private. Seks eksemplarer. Seks eksemplarer. Seks eksemplarer er blevet solgt til private! SEKS EKSEMPLARER!!!

Jeg er forvirret, såret og forundret, vred ind til marven, uforstående og rasende, men mest af alt er jeg opgivende. Hvordan er det overhovedet muligt at skrive i de fantastiske genrer til voksne i et land som Danmark, hvis dette er symptomatisk? Hvorfor fanden bakker de fans, der må være derude, ikke op om forfatterne? Hvordan skal forlagene klare sig, hvis der ikke er noget salg? Er vi så dårlige til at reklamere? Hvis mit CV stod bag en realistisk forfatter, f.eks. en der skrev om sommerhuse, skilsmisser og midtvejskriser, ville jeg så stadig sælge seks eksemplarer med de samme anmeldelser, eller ville det se helt anderledes ud? Hvad nu hvis det var krimier? Er det bare mig, der er så dårlig, at jeg slet ikke har opdaget hvad der egentlig sker omkring mig? Hvad fanden skal jeg stille op? Hvad er meningen med at bruge tusindvis af timer på at skrive en bog, der bliver købt af seks mennesker? Er jeg den eneste der sidder med så elendige salgstal? Hvis du har nogle svar, vil jeg elske at høre dem. For lige nu har jeg mest af alt lyst til at skride fra det hele.  

----

Jeg har fået følgende respons(opdateres løbende).

- Manglende eller dårlig markedsføring, hvor forfatteren selv (mig) kunne have gjort mere.
- Folk gider ganske enkelt ikke læse noveller - og genren hjælper heller ikke.
- Det er en ringe/forvirrende/midt-mellem-to-stole-titel (titel som i hvad bogen hedder), der ikke appellerer til stampublikum og ikke fanger nye kunder.
- Uden hyldetid i boghandlere er der ikke mulighed for impulskøb og lignende.
- Forbrugeren/køberen er ikke bevidst om kvalitet, kun om volumen. Det er lige meget hvor godt produktet er, bare man får meget papir for pengene.
- Det danske marked er meget småt for atypiske udgivelser.
- Folk skal lige opdage forfatteren (mig).
- Forfatteren (mig) skal skrive mere mainstream.

Nyheder i april - om anmeldelser, bibliotekspenge og arbejdslegat

Det er halvanden måneds tid siden jeg sidst skrev en række nyheder, men det er nu ikke fordi der har skortet på dem. De fleste af de store ting, der sker i øjeblikket, flyver blot under radaren og dem får I først at høre om senere. Dog har især Kærlighedsfrugt været godt om sig, og derfor kommer min novellesamling fra sidste år også til at stjæle det meste af dette indlæg.

12. og 13. marts var der Krimimesse i Horsens, og jeg var der i embeds medfør. Men jeg var der også fordi jeg var på shortlisten til Årets Danske Horrorudgivelse med min novellesamling Kærlighedsfrugt. Jeg var oppe mod fire dygtige forfattere, og jeg må indrømme at jeg fandeme blev skuffet, da jeg ikke vandt prisen. Det blev i stedet for Michael Kamp der løb med trofæet for romanen Samlerne, og stort tillykke til ham. Kamp er en af Danmarks dygtige horror-forfattere, og man skylder klart sig selv at læse mindst en af hans bøger. Efterfølgende fik alle de nominerede et par ord fra dommerne med på vejen, og om Kærlighedsfrugt sagde de følgende:

"Kærlighedsfrugt er et interessant bekendtskab, hvor man både bliver overrasket og glemmer, at det er horrorelementet, der er i centrum i de gennemførte og velskrevne noveller, der fortjener et stort publikum."

Jeg vælger at høre deres begrundelse som meget positiv, ikke mindst den del med at man som læser glemmer det egentlig er horror man sidder med. Det er 'bare' litteratur - og det er et sted jeg ønsker at al genrelitteratur kan komme til. Der hvor det er aldeles irrelevant hvilken genre værket tilhører.

Inden hver novelle er der lidt grafik ...

Forfatteren Anika Eibe har også en blog, hvor hun anmelder bøger. I marts var hun nået til Kærlighedsfrugt, og hun havde blandt andet følgende at sige i sin anmeldelse:

"Yrk! A. Silvestri er dygtig. Derom hersker ingen tvivl. Mange af novellerne er virkelig klamme og skræmmende og nogle af dem får man det helt fysisk dårlig af at læse."

Jeg havde lagt mærke til Anikas aversion mod blod og den slags i forvejen, så jeg var egentlig ikke overrasket over at det endte med at de væmmelige, og til tider udpenslende passager, trak ned for hende. Lidt ærgerlig var jeg dog over at det trak hele to ud af seks hjerter ned. Til gengæld var jeg meget glad for at hun brugte en del tid på at snakke om forside og den tegning, der er der mange gange i løbet af bogen. Det er forresten kunstneren Christoffer Gertz Bech der står for den.

Kærlighedsfrugt er også blevet anmeldt i Himmelskibet, og det er Thomas Winther der står for det. Han siger blandt andet:

"Samlet kan det siges at novellerne holder et højt niveau, og de passer sammen i denne samling, da de alle har samme dystre tone. ... Med den store produktivitet som Silvestri har, så håber jeg snart at vi får endnu en samling fra hans hånd."

Og så er der ikke mere om Kærlighedsfrugt. Der er til gengæld noget om noget helt andet.

Hver år uddeler Statens Kunstfond legater, hvor det tre-årige arbejdslegat er Den Hellige Gral. Rigtig mange af landets forfattere søger det tre-årige, ikke mindst fordi at hvis man ikke får det, er der automatisk en chance for at få det et-årige arbejdslegat. Jeg fik i 2015, og regnede egentlig ikke med noget, da jeg sendte ansøgningen i år. Det kunne jeg godt have gjort, for jeg er faktisk så heldig (eller dygtig, vælg selv), at jeg har fået igen i år. Det jeg laver er blevet vurderet godt nok til at det skal støttes. Det er en helt fantastisk følelse, og den bliver absolut ikke mindre af at det er et helt nyt udvalg, der har vurderet tingene i år. Samtidig synes jeg virkelig det er skidevigtigt at min kombination som voksenforfatter OG forfatter af fantastisk litteratur er modtager af et legat. Er vi heldige, kan det være de første spæde skridt til mere accept af de fantastiske genrer.

KBHs hovedbibliotek

Hvis man bare følger en smule med i nyhederne, ved man at de danske biblioteker er i tumult. Alt forandrer sig, omstruktureres, forværres (eller forbedres) og det har især ramt de fysiske bogsamlinger. Derfor var jeg også lidt angst, da jeg åbnede brevet fra Kulturstyrelsen med mine årlige bibliotekspenge. Heldigvis for mig var de steget, og med tilstrækkeligt meget til at jeg malede over den Fanden på væggen jeg havde været i fuld gang med at skitsere. A. Silvestri er nu at finde i tæt ved 2500 værker spredt ud over det danske land, og jeg har så sandelig ikke tænkt mig at stoppe nu. Som en sidste bemærkning synes jeg også det er vigtigt med bibliotekspengene. Som forfatter har man ikke mange sikre kilder til indkomst, men disse penge er der trods alt hvert år. Det kan nok ikke komme som nogen overraskelse, at Pandaemonium stadig skæpper meget godt i kassen. En roman på næsten 800 sider er ikke det værste at begynde sin roman-karriere med :)

Så, nu triller nyhedsbussen et andet sted hen, men jeg tror nok den kommer her forbi igen inden alt for længe. Indtil da, så pas på dig selv og læs mine bøger. Hvis du låner dem på biblioteket, er du også med til at sikre at jeg stadig får bibliotekspenge. Tak.  

Marts arbejde 2016 - om færdiggørelse, oplæsninger og Krimimessen

Puha - det er godt at marts måned er færdig, for jeg tror simpelthen ikke det var muligt at proppe meget mere ind i den. Jeg har haft travlt for at sige det mildt, og jeg har mest af alt målt tiden i uger frem for dage. Derfor sidder jeg lidt med følelsen af at have stenet i en bil med næsen presset mod ruden og set landskabet fare forbi. Det er først nu jeg helt har taget mig tiden til at fordøje hvad jeg egentlig så og oplevede. Dog er der så mange ting, at jeg for første gang i bloggens historie vil forsøge mig med underoverskrifter ;)

I løbet af marts blev det kun til en færdigskrevet novelle, men til gengæld er jeg i fuld gang med en meget stor en af slagsen:

En lejlighed i Paradis (4700 ord, fantastisk fortælling)
Metro (skrinlagt ved 1100 ord, fantastisk fortælling)
Sømløs catwalk (10000 ord, horror?, i gang)

I fortællingen En lejlighed i Paradis møder vi Eskild Mann, der er skidehamrende hip, så meget med på noderne at han forsøger at skrive dem og fyldt med vigør og virkelyst. Det eneste irriterende er at  en mand iført gul beskyttelseshjelm med jævne mellemrum ringer på og undskylder al byggelarmen. For Eskild har absolut ikke hørt nogen byggelarm. Og han er stensikker på at der slet ikke bliver bygget i området.

MÆND i Dansk Forfatterforening.

Den første marts var der stort tjubang i Dansk Forfatterforening. Årets emne var MÆND, eventet var en del af KBH Læser og i den anledning havde vi indkaldte tyve forskellige optrædende, der inden for fem forskellige emner skulle udbrede sig. Det handlede om køn, spænding, fagbøger, science fiction og horror - alle områder, der enten handlede om de nye mænd, eller var genrer der har et ry for at appellere mere til mænd. Vi startede klokken 17 og kørte non-stop til 22, så der var virkelig tryk på. Jeg var tovholder på hele eventet, og der var mildest talt mange ting at holde styr på op til. Det kan være jeg skriver et særskilt indlæg om det på et tidspunkt. Ud over min funktion der, var det også mig der havde stået for afdelingerne om horror og science fiction. Til horror-delen læste Aske Munk-Jørgensen og Jesper Rugård op, mens Tom Kristensen fortalte om sine illustrationer. Science fiction-delen var besat af Stig W. Jørgensen, der lavede et fremragende oplæg om science fiction og mænd, af Manfred Christiansen der quizzede om hans designs af science fiction-forsider og Lars Ahn Pedersen, der læste op fra novellen Århundredets mand. Selv læste jeg et stykke fra min kortroman Live (fra Ambrosia/Live), og mit valgte stykke handlede om at selv en millimeter fra verdens undergang vil to mænd alligevel mentalt måle pikkemænd. Arrangementet var udmærket besøgt, og det var sjovt at opleve en blanding af etablerede og mere upcoming navne. Billeder af alle de oplæsende kan beskues på min instagram-profil.

Krimi-messen i Horsens

Jeg betragter ikke mig selv som krimi-forfatter, men da jeg sidste år fik udgivet kortromanen Al kødets gang på HHP, kom jeg i hvert fald i nærheden af det. Jeg var så priviligeret, at min forlægger
inviterede mig med til messen, sikrede et hotelværelse til mig og ydermere også skaffede mig en plads i programmet. Det var så lidt strengt, at det var meget først på dagen, og turen fra København var lang, men frem kom jeg. Bibliotekaren Jacob Krogsøe interviewede mig om netop Al kødets gang, og undervejs nåede vi omkring moderne gotik, salgstal og horrors vilkår i Danmark. Resten af tiden på messen brugte jeg til at snakke med en masse folk, kigge forbi forlaget DreamLitt og lave et par snit i et kommende projekt, drikke øl, tabe til Michael Kamp i afgørelsen om hvem der skulle vinde Årets Danske Horrorudgivelse (som I nok kan forstå græd jeg bagefter og krammede Kærlighedsfrugt ind til mig), drikke kaffe, og snakke snakke snakke med alle mulige, ikke mindst førnævnte Jacob og forfatteren Martin Schjönning, der efterfølgende forfattede et ret væsentligt indlæg, som enhver med interesse i i dansk horror bør læse. litteratur bør læse. Jeg fik prøvet at spise middag med forfattere, hvis navne de fleste danskere kender, der blev taget horror-billeder der ikke blev til noget og alt i alt var det en sjov oplevelse. En af de fedeste ting overhovedet er dog at der er et sideløbende horror-program på Krimimessen, og efterhånden bløder de to områder over i hinanden. Der er et slægtskab mellem de to genrer, som gerne skal yderligere anerkendes i de kommende år.  

Brøndsalen på Frederiksberg - Mens vi venter på noa 

14 forskellige billedkunstnere var gået sammen om at fællesudstille i Brøndsalen på Frederiksberg, under navnet Mens vi venter på noa, men et så stort rum kunne også bruges til en masse andre ting. Der var et meget flot program, og derfor nåede jeg i løbet af påsken og ugen efter at optræde der hele to gange. Her hører du kun om første gang, da den anden optræden hører april til ;) I første ombæring var jeg blevet indkaldt som guest star under en koncert med bandet Mysterier, hvor jeg skulle læse en helt speciel påsketekst op. Den kan du faktisk læse lige her, i mit sidste Tekstocean-indlæg. Det gik ganske godt, men undervejs var der tre der udvandrede i noget der lignede protest. Det har jeg aldrig oplevet før. Dog tænker jeg at enhver tekst der kan anspore noget sådan må have et eller andet. Ideen med at læse op i et rum omgivet af musik og billedkunst var rigtig god, og den føjede noget dybde til, som mange oplæsninger ellers kan mangle.

De andre ting

Ud over de mange optrædener, var marts fyldt med knuder, der skulle bindes. Jeg sendte det endelige manuskript til min kommende sms-novelle Kolde facts til forlaget, jeg redigerede min kommende opsamlingssamling og sendte den til forlaget (et andet af slagsen) , jeg førsteredigerede min roman Et satans arbejde jeg skrev færdig sidste år og så må man heller ikke glemme, at jeg blev valgt som formand for den skønlitterære bestyrelse i Dansk Forfatterforening - en helt ny dimension, der virkelig kommer til at æde en del af min tid.

Så nåede vi igennem, og det var dejligt. I april venter en del arbejde. Der er en horror-novelle, der skal skrives til og om til en konkurrence, der er noget undervisningsmateriale der skal udbygges og så håber jeg at komme i gang med at omskrive Et satans arbejde. I hvert fald er der nok at lave. Pas på jer selv derude.