Akja. Her kommer så et uddrag af den gysertekst, der var lige ved og næsten god nok til at komme med i Tellerups nyligt afsluttede gyser-konkurrence. Da jeg skrev teksten, skævede jeg til de gode gamle Tales From The Crypt, med et motiv der handler om at man får som man fortjener.
"”Kan du ikke lukke døren ordentligt” råbte faren, og hans stemme brød irriteret ind i Kaspers verden.
Kasper drejede hovedet, og så over på ham. Hans øjne var opspilede og med en skramlen faldt begge klapstole til jorden.
”Så svar mig dog” råbte faren igen, men vaklede tydeligvis mellem at forlade bilen og gå over til udhuset. Så fik han øje på Kaspers blik og valgte at tage et skridt frem.
”Du ser ud som om du har set et spøgelse” sagde han halvmuntert, men Kaspers ansigtsudtryk fik hans smil til at glide af ansigtet.
”Felix” sagde Kasper og pegede mod døren, der stadig stod helt åben.
Et sekund lignede faren et spørgsmålstegn. Så kneb han øjnene sammen.
”Har den overlevet?” spurgte han ildevarslende.
Kasper rystede på hovedet.
”Hvordan kan det så være den?”
”Den var derinde” svarede Kasper, og farven begyndte at vende tilbage i hans kinder.
”Det lyder jo fuldkommen åndssvagt, Kasper. Tror du ikke bare, at det var vinden, der greb i døren” svarede faren, og tog endnu et skridt frem.
Da hans krop rykkede sig en smule i forhold til bilen, kunne Kasper med et se taget lige over førersædet. På det stod en kat. Den så mærkelig ud, som om en eller anden havde hørt om noget det hed en kat, og derefter prøvet at genskabe den ud fra beskrivelsen. Der var kun pels tilbage nogle få steder. De stak frem som tuer i et moselandskab. Huden lå stramt over knoglerne, så stramt at Kasper kunne se kraniets konturer. Det var Felix. Det kunne han se på det tydelige M i resterne af den pels, den havde i panden"
"”Kan du ikke lukke døren ordentligt” råbte faren, og hans stemme brød irriteret ind i Kaspers verden.
Kasper drejede hovedet, og så over på ham. Hans øjne var opspilede og med en skramlen faldt begge klapstole til jorden.
”Så svar mig dog” råbte faren igen, men vaklede tydeligvis mellem at forlade bilen og gå over til udhuset. Så fik han øje på Kaspers blik og valgte at tage et skridt frem.
”Du ser ud som om du har set et spøgelse” sagde han halvmuntert, men Kaspers ansigtsudtryk fik hans smil til at glide af ansigtet.
”Felix” sagde Kasper og pegede mod døren, der stadig stod helt åben.
Et sekund lignede faren et spørgsmålstegn. Så kneb han øjnene sammen.
”Har den overlevet?” spurgte han ildevarslende.
Kasper rystede på hovedet.
”Hvordan kan det så være den?”
”Den var derinde” svarede Kasper, og farven begyndte at vende tilbage i hans kinder.
”Det lyder jo fuldkommen åndssvagt, Kasper. Tror du ikke bare, at det var vinden, der greb i døren” svarede faren, og tog endnu et skridt frem.
Da hans krop rykkede sig en smule i forhold til bilen, kunne Kasper med et se taget lige over førersædet. På det stod en kat. Den så mærkelig ud, som om en eller anden havde hørt om noget det hed en kat, og derefter prøvet at genskabe den ud fra beskrivelsen. Der var kun pels tilbage nogle få steder. De stak frem som tuer i et moselandskab. Huden lå stramt over knoglerne, så stramt at Kasper kunne se kraniets konturer. Det var Felix. Det kunne han se på det tydelige M i resterne af den pels, den havde i panden"