Jeg kommer gerne ud og læser op af mine bøger. Derudover holder jeg også oplæg/foredrag om hvordan jeg arbejder med det at skrive og hvad det generelt vil sige at være forfatter. Ligeledes er jeg velbevandret i mange genrer, ikke mindst de fantastiske, og har et stort kendskab til dansk litteratur fra de fleste perioder.
A.Silvestri
Heinesgade 3, 2 tv.
2200 København N.
- Den nære oplevelse
- En ting er at sidde i en sal sammen med en masse andre mennesker og høre på en oplæsning. Noget helt andet er at hyre en forfatter til en aften hjemme i egen lejlighed, til en konfirmation, en temaaften eller noget helt fjerde. Se forfatteren ind i øjnene, mens denne læser en fortælling, eller fortæller om forfatterlivet. Oplevelsen kan skræddersys efter dine ønsker, både med hensyn til tekstvalg og sted.
- Foredrag og oplæsning
- Forfatterforedrag. Jeg fortæller om mit arbejde med noveller kontra romaner. Iblandet her er de nye muligheder med e-bogsmarkedet, forskellige konkurrencer der kan få up-and-coming forfattere til at finde deres første udgivelse og om hvordan det er at tackle det at skrive med et normalt arbejde ved siden af.
- De fantastiske genrer. Et oplæg om hvad de fantastiske genrer er, hvor skillelinjerne mellem horror, science fiction og fantasy går, og om hvordan de tre genrer taler til forskellige ting i os. Efter en kort historisk indføring, vil foredraget blive krydret med konkrete eksempler både fra verdenslitteraturen og fra den danske undergrund, der i disse tider spirer og vokser.
- Science Fiction. Genren er på vej frem, i særdeleshed på den visuelle front. Der sker dog også ting rent litterært, blandt andet er Niels Klim-prisen opstået for at markere de bedste, danske science fiction-udgivelser. Et foredrag kan indeholde gennemgang af de forskellige undergenrer i science fiction, filosofien bag science fiction, hard vs soft science fiction for bare at nævne nogle få muligheder. Har du/I et specielt ønske, kan der med garanti skræddersys et oplæg til de behov.
- Horror i alle afskygninger. Mange tror, at horror er noget børn og unge læser, men intet kunne være længere fra sandheden. Horror er en ufatteligt spændende genre, der leger med konventioner og virkelighed, på en måde som især den voksne læser vil kunne sætte pris på. Ligeledes er horror så meget mere end spøgelser og monstre. Måske er der en lille portion sandhed i at horror slet ikke er en genre, men en følelse. Foredraget vil, ud over den rene genresnak, også se på horror et rent biologisk behov.
- Zombies Galore. Zombier er det nye sort, og som forfatter til den største zombieroman på dansk i nyere tid, deler jeg ud af min viden om emnet. Det kan dreje sig om alt fra skriveteknik til historien bag de levende døde. Hvilken del af zombie-mytologien der skal tales om er helt op til dig/jer.
- Ingen køkkenvask, tak. Et foredrag om den anden slags realisme. Ofte tager dansk realisme udgangspunkt i parforholdet eller de følelser, der vækkes i forbindelse med store kriser. I min realisme er der ofte andre ting på spil, hvor jeg tager udgangspunkt i helt almindelige mennesker, der er ganske aparte på deres egen måde. Manden, der lægger stemmer til pornofilm. Flyttemanden, der får en åbenbaring midt under en flytning. Forretningsmanden, der løber tør for mening. Blot få af de eksempler, jeg vil hive frem under mit foredrag.
- Workshop
- Jeg fortæller om min egen skrivemetode, heriblandt min metode til at give hovedplots styrke gennem sideplots, giver træningsøvelser og individuel feedback.
- Eget valg
- Har du selv en ide til et undervisningsforløb, eller en tema-aften, hvor du kan bruge mig, er du meget velkommen til at henvende dig på min mail. Til daglig underviser jeg i folkeskolen, og er meget bekendt med didaktik og undervisning.
A.Silvestri
Heinesgade 3, 2 tv.
2200 København N.