Blot Lyd er en gammel tekst, jeg omskrev, da jeg arbejdede med at få mine novellesamlinger færdige. Genren er vel nok socialrealisme, men den er ganske uvenlig og udelukkende skrevet med direkte tale. Nok om det - on with the text:
"Jeg er død. Og jeg valgte det selv. Det hele blev simpelthen alt for uoverskueligt, og alt for mørkt og trist. For ikke at nævne frygteligt kedsommeligt. Der var ikke nogen måde, hvorpå jeg kunne fortsætte. Ikke uden at jeg skulle holde op med at være tro mod mig selv, og det ved vi jo alle sammen at man helst skal være.
Det var nu ikke fordi, jeg ikke prøvede. Men det virkede bare ikke for mig. Al den laden som om og laden stå til. Jeg får kuldegysninger alene ved tanken om, hvor længe jeg egentlig holdt ud. Det har I selvfølgelig ingen anelse om.
Måske var jeg bare svag i ånden, eller svag i kødet, eller hvordan det nu er, den der lignelse går i Biblen. Faktum er, at jeg ikke er her mere. Hårdt og kontant. Uden mulighed for argumentation. Jeg kan godt lide det. Det er en sandhed, som er langt mere troværdig end nogen religions svar.
Det er noget, som man virkelig kan forholde sig til. Håndgribelighed. Det er egentlig modbydeligt sjældent, at det ord bliver brugt mere. Det indeholder også alt for mange stavelser. Fem af slagsen. Uha-da-da.
Hvis advokaten har gjort sit job ordentligt, så burde I alle kunne skæve op til mit lig, mens I hører dette her. At min kiste er sat på højkant, og at jeg er klædt i min yndlingstrøje bør ikke distrahere jer. Mine øjne er trods alt behørigt lukkede.
Det er noget, som I, mor og far, burde sætte stor pris på. Man skal holde på formerne, ligegyldigt hvad. Men jeg kommer mig selv i forkøbet. Alt har sin plads og sin tid. Som Biblen siger et eller andet sted.
For at svare på det spørgsmål, der ligger helt fremme i jeres bevidsthed, så er svaret nej. Det er ikke jeres skyld, at jeg tog mit eget liv. Det kan komme som et chok for jer, men der er ganske enkelt ikke en eneste af jer, som betyder så meget for mig, at I kan være grunden."
"Jeg er død. Og jeg valgte det selv. Det hele blev simpelthen alt for uoverskueligt, og alt for mørkt og trist. For ikke at nævne frygteligt kedsommeligt. Der var ikke nogen måde, hvorpå jeg kunne fortsætte. Ikke uden at jeg skulle holde op med at være tro mod mig selv, og det ved vi jo alle sammen at man helst skal være.
Det var nu ikke fordi, jeg ikke prøvede. Men det virkede bare ikke for mig. Al den laden som om og laden stå til. Jeg får kuldegysninger alene ved tanken om, hvor længe jeg egentlig holdt ud. Det har I selvfølgelig ingen anelse om.
Måske var jeg bare svag i ånden, eller svag i kødet, eller hvordan det nu er, den der lignelse går i Biblen. Faktum er, at jeg ikke er her mere. Hårdt og kontant. Uden mulighed for argumentation. Jeg kan godt lide det. Det er en sandhed, som er langt mere troværdig end nogen religions svar.
Det er noget, som man virkelig kan forholde sig til. Håndgribelighed. Det er egentlig modbydeligt sjældent, at det ord bliver brugt mere. Det indeholder også alt for mange stavelser. Fem af slagsen. Uha-da-da.
Hvis advokaten har gjort sit job ordentligt, så burde I alle kunne skæve op til mit lig, mens I hører dette her. At min kiste er sat på højkant, og at jeg er klædt i min yndlingstrøje bør ikke distrahere jer. Mine øjne er trods alt behørigt lukkede.
Det er noget, som I, mor og far, burde sætte stor pris på. Man skal holde på formerne, ligegyldigt hvad. Men jeg kommer mig selv i forkøbet. Alt har sin plads og sin tid. Som Biblen siger et eller andet sted.
For at svare på det spørgsmål, der ligger helt fremme i jeres bevidsthed, så er svaret nej. Det er ikke jeres skyld, at jeg tog mit eget liv. Det kan komme som et chok for jer, men der er ganske enkelt ikke en eneste af jer, som betyder så meget for mig, at I kan være grunden."