Nogle gange er det sjovt at kigge tilbage. Novellen Grund er en del af min novellesamling Køtere dør om vinteren, og er en af de tekster jeg har læst flest gange op. Den roder med ideen om, hvad der er vigtigt og væsentlig - og hvad der overhovedet ikke er det.
"Pulsen er helt reel, den smitter hans hjerte og hjerne med kemiske stoffer og det er sådan det skal være. Hans kone siger at han har fuldkommen mistet kontakten med virkeligheden, at han ved at mene det her er død fra halsen og opefter. Han har det okay med at hun ikke forstod ham og skred for en uge siden. Det har været den bedste uge i hans liv, for hun gav alt for meget mening. Alligevel har hun siden da sagt det samme over telefonen. For at være sikker på, at han har hørt det. Det har han, og han smiler blot stille, som en statue eller et maleri.
At mene meningsløsheden er en så vidunderlig ting, at hans hjerne synger sange med Beatles og Bjørk i et tempo der gør alting meget klarere. Meget renere. For når mængden af mening bliver stor nok, gør den alt forkert og aflåst. En skiltning på et historisk museum. Når folk spørger ham, hvorfor han gjorde det og det, ja så kan han smile ærligt og oprigtigt til dem og sige med klar stemme: „Fordi der ikke var nogen grund til det.“
Fordi folk vil altid have en grund, en grund er den grund som kan sikre at vi ved hvor andre mennesker står henne. Solidt eller vaklende. Gribende fat i hinanden og fortiden og fremtiden, så alle delene kan trækkes sammen ned. Folk forstår ham ikke længere. Hans hund forstår ham godt."
"Pulsen er helt reel, den smitter hans hjerte og hjerne med kemiske stoffer og det er sådan det skal være. Hans kone siger at han har fuldkommen mistet kontakten med virkeligheden, at han ved at mene det her er død fra halsen og opefter. Han har det okay med at hun ikke forstod ham og skred for en uge siden. Det har været den bedste uge i hans liv, for hun gav alt for meget mening. Alligevel har hun siden da sagt det samme over telefonen. For at være sikker på, at han har hørt det. Det har han, og han smiler blot stille, som en statue eller et maleri.
At mene meningsløsheden er en så vidunderlig ting, at hans hjerne synger sange med Beatles og Bjørk i et tempo der gør alting meget klarere. Meget renere. For når mængden af mening bliver stor nok, gør den alt forkert og aflåst. En skiltning på et historisk museum. Når folk spørger ham, hvorfor han gjorde det og det, ja så kan han smile ærligt og oprigtigt til dem og sige med klar stemme: „Fordi der ikke var nogen grund til det.“
Fordi folk vil altid have en grund, en grund er den grund som kan sikre at vi ved hvor andre mennesker står henne. Solidt eller vaklende. Gribende fat i hinanden og fortiden og fremtiden, så alle delene kan trækkes sammen ned. Folk forstår ham ikke længere. Hans hund forstår ham godt."