Alle gode gange fem - flere majnyheder

Selv om der stadig er en stor uge tilbage af årets femte måned, bliver nyhederne ved med at pøse ind.

For det første er jeg for femte gang i streg kommet gennem nåleøjet, og medvirker i sjette bind af Lige under overfladen-serien fra SFC. Årets titel bliver Fremmed stjerne og er titlen på Michael Kamps bidrag - en novelle, man nok bør glæde sig til. Mit eget bidrag bærer titlen Højdepunkt, og var oprindeligt tiltænkt en anden antologi, der desværre endnu ikke er blevet til noget. Efterhånden er der nogle navne i dansk science fiction, man skal bide mærke i. Lars Ahn Pedersen og Gudrun Østergaard er også med for femte gang i træk, mens Richard Ipsen, Flemming Rasch og Patrick Leis blænder distancen ved at have været med i alle seks bind! Samtidig er min femte deltagelse en milepæl for mig personligt, da det helt konkret betyder at jeg har fem-års jubilæum som udgivet forfatter, da min første antologi-deltagelse var i Lige under overfladen 2. For nu at gøre som Lars Ahn, vil jeg hurtigt gøre opmærksom på mine tidligere deltagelser:

I overfladen – LUO2 (2008): When The Musics Over
Den hemmelige dal – LUO3 (2009): Godnat
Ingenmandsland – LUO4 (2010): Matthæus 20:16
Den nye koloni – LUO 5 (2011): Glemmer du, så husker jeg alt


UPDATE 23/5 - For de observante vil det nu være tydeligt, at A.Silvestri ikke kan tælle og generelt stadig lider under en traumatisk oplevelse som tre-årig, der involverede en kugleramme, et kalahaspil og størstedelen af en formelsamling. Det er først NÆSTE år, jeg har femårs-jubilæum. Indtil da må jeg nøjes med at have nået det samme på et år mindre, end jeg selv troede ;)

I min sidste update fortalte jeg om Grufulde mørke, der havde fået sin første anmeldelse. Nu er der dumpet endnu en ind. Denne gang er det fra Himmelskibet, og om min novelle I et vindue har Thomas Winther følgende at sige:

" I novellen “I et vindue” følger vi en psykolog der skal forsøge at hjælpe nogle betjente med at håndtere de oplevelser de har haft på en bestemt sag.....Dette er nok den af samlingens historier, der har mindst med Lovecraft at gøre, men det ændrer ikke på at det er en rigtig god historie på den helt rigtige groteske måde."

Mens jeg har arbejdet på alle de andre ting, har jeg også hemmelighedskræmmet en smule. Jeg har bedrevet en novelle til en antologi, hvor bidragsyderne stadig er gemt bag slør. Jeg kan dog fortælle at novellen er meget Kafkask og modbydelig på den måde, som kun en verden i smulder kan være det.

Fortsat skriver jeg på min blodige novelle, og så er romanen rykket ind i kapitel otte.