Tekstoceanet - Korshængt (Påsketekst)

Så er der faktisk gået en måned siden sidste gang vi steg ombord og satte ud på det dybe vand. Nu er det forår, farvandene er isfri og vi har kun brug for en let vindjakke til at tage brodden af Kong Vinters sidste famlende forsøg. Samtidig er det også påske, og en så mørk og lidelsesfuld højtid bliver vi næsten nødt til at stævne ud til 2011. Så løft blikket mod horisonten mens vi glider ud på endnu en tur på Tekstoceanet.

 

I 2011 havde jeg mere eller mindre permanent lagt digtene bag mig, og fokuserede i stedet for på prosa. Det skulle samtidig blive et ret stort år for mig, da både Faderens sønner og Pandaemonium udkom der, men det punkt jeg vil tale om ligger før udgivelserne, nemlig i foråret. Jeg var i en meget produktiv fase, da jeg lige var debuteret og ideerne stod bare på række. Samtidig var det langsomt ved at gry for mig, at jeg blev nødt til at være meget mere opsøgende mht. oplæsninger og lignende. Derfor lovede jeg mig selv at være åben for det meste, ikke mindst det jeg ikke havde prøvet før.

Jeg har tidligere skrevet om Juleevangeliet, der blev læst i Kristuskirken. Allerede dengang blev vi enige om at gentage succesen, og det skulle vise sig at blive meget hurtigt. I anledning af påsken indbød den daværende præst Alice Sprotte en håndfuld digtere/forfattere (bl.a. René Sandberg, Thurston Magnus og Steffen Baunbæk) til hver især at betragte korsfæstelsen fra forskellige vinkler. Pontius Pilatus, Maria Magdalene, Judas var blandt de udvalgte, og selv fik jeg de romerske soldater, der stod vagt ved korsets fod, og inden da ikke havde været Guds bedste børn (pun intended). Vi havde alle fået at vide, at det vi skrev ikke skulle være rart - tværtimod skulle det være mørkt, modbydeligt og sorgfuldt, ganske som skærtorsdag og langfredag er det. Meget vel, tænkte jeg, og gik i gang med at researche Biblen.

Noget af det første jeg fandt ud af var at de to soldater virkelig var nogle svin. Helt igennem ubehagelige fætre. Det næste jeg fandt ud af var at Judæa af romerne blev betragtet som en udørk og det at være udsendt der var nærmest en straf. Med de to ting rumsterende i knolden, vidste jeg at jeg blev nødt til at portrættere dem som grådige, racistiske, hadefulde, hånende og fremfor alt, respektløse. For på det tidspunkt var der masser af såkaldte messiaser, og hvorfor skulle en romersk soldat se Jesus som noget særligt? For dem var han blot endnu et meget menneskeligt menneske, der døde med lort flydende ned ad inderlårene. Teksten blev grum, den blev nasty og den blev virkelig virkningsfuld.

Alligevel var det med hjertet i halsen at jeg skulle læse den op i Kristuskirken på Nørrebro. Det at stille sig op i et kirkerum og berette noget, der kunne betragtes som blasfemi, var meget grænseoverskridende. Derfor blev jeg også rigtig glad, da min tekst efterfølgende medførte at flere af de normale kirkegængere gerne ville diskutere og snakke med mig. De var især fascineret af den tanke, at ja, selvfølgelig var Jesus ikke på nogen måde guddommelig for romerne. Det var en, der ikke tidligere havde strejfet dem. Hele arrangementet var virkelig godt, sådan et af dem man altid vil huske, ikke mindst fordi den efterfølgende samtale var rigtig frugtbar. Hvad det vil sige at tro, og det syn man har på verden blev vendt. Dermed ikke sagt, at der ikke var nogen, der nok blev stødt over noget af det vi læste op.

 

Nu kunne historien ende her, men der er lige en ekstra krølle. I går (25/3-16) læste jeg op i Brøndsalen på Frederiksberg. Jeg var blevet specielt inviteret af René Sandberg til netop at læse mit stykke med de romerske vagter op, da det hang sammen med en koncert, hvor sangene tog udgangspunkt i Jesu tanker. Derfor trådte jeg ind på scenen, smed mit medbragte sværd fra mig og gik i gang. Omkring en side inde i teksten rejste tre damer på forreste række sig, pakkede deres tasker og sure ansigter og forlod oplæsningssalen. Først var jeg lidt ked af det, men efterfølgende slog det mig at hvis en tekst kunne provokere så meget, må der være noget i den. Du kan finde teksten nederst og selv vurdere om jeg går over stregen. Jeg postede også et billede på instagram, lige efter jeg havde været på:

Så har jeg lige været på og det fik tre ældre damer til at udvandre. De brød sig vist ikke om teksten fra de romerske soldater ved korsets fod. Så skulle de bare vide hvem der havde bestilt den ... #udvandring #brøndsalen #oplæsning

A photo posted by A . Silvestri (@authorsilvestri) on Mar 25, 2016 at 6:53am PDT

Så kan vi atter se molen, hvor mågerne sidder på deres bundgarnspæle og betragter os i deres evige søgen efter mad. Jeg håber du nød denne tur, som nok tog os gennem mere kontroversielle farvande end vanligt, men den stille sø er ikke altid den mest eventyrmættede. Der er stadig en del destinationer på sejlplanen, så jeg håber du stadig er frisk på at lade vinden fange sejlene når Tekstoceanet kalder igen. Indtil det sker, er du meget velkommen til at lægge dine kommentarer i ris og ros-boksen under roret.

Korshængt

Novellerne i Kærlighedsfrugt

I oktober sidste år udkom min novellesamling Kærlighedsfrugt på forlaget Kandor. Det kan du læse mere om her, eller ved at kigge på bogens side her på bloggen. Den er blevet anmeldt et par steder, alle anmeldelserne er meget positive og den formåede også at være nomineret til Årets Horrorudgivelse 2015, så alt i alt må den siges at være en succes, i hvert fald når det kommer til indhold. Salg kniber det noget mere med, og det er vist ret symptomatisk.

For et par uger siden snakkede jeg med en læser, og han sagde at det virkelig var fedt, når forfatteren tog sig lidt tid til at forklare noget om de individuelle noveller i en samling. Det kunne jeg kun give ham ret i, så derfor får han sit ønske opfyldt nu. Værsåartig, en gennemgang af Kærlighedsfrugts noveller. Enjoy!

Hr. Shetanis sjældne fugle

Samlingens første novelle blev oprindeligt skrevet til Drengelitteraturkonkurrencen, der løb over et par år, men kom ikke med i antologien. Da jeg skulle vælge min første novelle, altså den der var mest gyser, stod valget mellem denne og en fortælling om en haj i en svømmehal. Jeg valgte Shetani af to grunde. For det første var det en stærkere historie, og for det andet dækkede den den del af horror, der har tråde i det mytiske. Og så rammer den en helt anden trope, der er meget udbredt i den skræmmende litteratur. Hvilken vil jeg lade være op til dig at finde ud af ;)

Paintball

Jeg tror egentlig at Paintball er samlingens ældste novelle, da jeg allerede havde et udkast til den tilbage i '08. Hvor Shetani er børnegys, er Paintball ungdomsgys, og når jeg tænker på den kalder jeg den altid min 'Dennis Jürgensen'-novelle. Som de fleste andre horrorinteresserede i min alder, læste jeg meget DJ som yngre, og det har sat sig sine spor. Derfor indeholder novellen også både humor og grimhed. Og så er den blandt andet med til at monstergenren også bliver repræsenteret.

Fingerleg

Novellen Fingerleg kom til verden i 2012, og er en af de få noveller, jeg havde helt færdig, før jeg satte mig ned for at skrive. Ideen kom simpelthen løbende og hægtede sig fast. Jeg var ude for at læse op på en bar, og inden vi begyndte drak og hørte folk musik som vanligt. Jeg bemærkede en gruppe, der sad klods op ad de store højttalere, uden at det rørte dem. Jeg stirrede, og så opdagede jeg at de brugte tegnsprog. En hel gruppe døve. Klik-klik-klik sagde historiemaskineriet, og ud kom en færdig fortælling. At den oven i købet arbejder med krimigrenen af horror var kun fint.

I forstæderne løber man

Jeg har altid elsket denne titel, da den virkelig har noget uundgåeligt over sig, en modus operandi. Samtidig tager jeg udgangspunkt i noget meget hverdagsagtigt, nemlig det at løbe. I forstæderne arbejder med noget weird fiction og noget socialrealisme, og det er nok i den, de første virkelige horror-tegn dukker op. Ikke på den grimme måde, men den ubehagelige, snigende vis, hvor man ikke helt ved hvad der kommer til at ske.

Hest

Det er sjældent jeg 'genbruger'mine noveller, når jeg udgiver nye samlinger, men Hest er undtagelsen der bekræfter reglen. Den vandt Fantastiks novellekonkurrence i 2011, men havde kun været trykt i bladet Himmelskibet. Derfor mente jeg at det kun var på sin plads at den nåede ud til et bredere publikum. Hest ser jeg som en blanding mellem et eventyr og folkeovertro, og i den begynder horror virkelig at fortrænge gyseren. Noget uundgåeligt og unfair er på spil, der er mørkt, der er skov og der er skygger. 

Ved lejlighed

Jeg bruger ofte det helt almindelige liv i mine fortællinger, og det er blandt andet også grunden til at jeg har en tendens til at navngive mine figurer ganske jævnt – for så kan det jo være hvem som helst, ikke mindst læseren selv. Ved lejlighed er en sær størrelse, da den rent tropemæssigt stikker i alle mulige retninger, og man kan med held kalde den flere forskellige ting … så det vil jeg lade være op til læseren. Dog tager den udgangspunkt i følelsen af ensomhed, noget mange mennesker kender mere til end de egentlig har lyst til.

I løngangen

Det er ingen hemmelighed at jeg har en svaghed for klassiske setups, og i denne historie er det en bar. Vores hovedperson drikker sine øl, er journalist og en dag kommer en svedende løber ind på baren. Mens han hurtigt destruerer et par bajere, begynder han at fortælle en historie, sin historie, og den skal man helst være fuld for at tro på. I løngangen handler om andre verdener end denne, om det der lurer lige på den anden side af et usynligt forhæng, og sørme også om eksistentiel angst. Og så er der noget rugende og fortættet over den, der nok minder mest om noget af det tidlige King.

En tragedie

Kærligheden og det gotiske er en standard i horror-litteraturen, og med En tragedie tager jeg fat i begge dele. Ung kærlighed, distance, en lang rejse og et mere end venligt nik til Skruen strammes af Henry James er hovedingredienserne i novellen. Jeg ønskede at fortælle noget skræmmende, snigende, uden at gøre brug af overdreven vold eller effekter, og det synes jeg virkelig jeg har formået med denne fortælling, der af mindst en læser er blevet udnævnt til samlingens uhyggeligste. En tragedie sikrer også en ekskursion til en enorm, men lidt glemt undergenre af horror.

Labyrinthine

Det måtte ske, og denne fortælling er en homage til Lovecraft, og ikke bare det, den er en homage til den specifikke novelle The shadow out of time. Hvis du ikke har læst den, gemmer der sig en treat. Da jeg skrev den, ajourførte jeg mig hele tiden med oplægget, og derfor antog jeg også en adjektiv-rig fortælleform, når det kom til at beskrive. Med det sagt er fortællingen helt sin egen, sat i en setting hvor programmering og computere er i fokus, og på den måde kan man godt sige at jeg også får sneget lidt science fiction ind.

Drag

For mig hænger musik og horror uløseligt sammen, og derfor blev jeg nødt til at skrive denne fortælling. Den er også den eneste af novellerne, der ikke udspiller sig i Danmark, men det var nødvendigt at transmogriffe den til USA. I den følger vi hovedpersonen Angelique, der alle dage har været den bedste, men nu må sande at en konkurrent er kommet til. Det kan Angelique ikke li', og så må konkurrenten jo skaffes af vejen. Drag er en ubehagelig historie, der gemmer sig under en let fernis. Den rammer mange forskellige troper, og nu er der vist ingen fare for at vi ikke er nået til horror-land. Nåhja, og så leger den også lidt med køn.

Svigermors skarpe tunge

Parforhold er vanskeligt, især når man har det lidt svært med sin svigermor, men elsker kæresten. Det er sådan Simon har det. Det værste ved hans svigermor er at hun altid kommer med gamle ting til dem. Genbrug. Arvestykker. Sågar en stabel originale margrethe-skåle med brændemærker og afskallet maling. Heldigvis ved Simons kæreste godt hvordan han har det med svigermor, så hun forkæler ham ved at lave frikadeller. Og sikke nogen frikadeller det er. I denne novelle leger jeg meget med forventninger, med overtro og faktisk også lidt med ulækkerheder.

Kærlighedsfrugt

I titelnovellen drejer det sig om kærlighed og seksualitet, om den utrolige tiltrækning, der bare kan opstå ud af ingenting. Det var en novelle jeg meget hurtigt havde på plads, og jeg kan huske at da jeg tænkte plottet til ende var det med et par panderynker af ubehag. Kærlighedsfrugt arbejder også med flere troper, det er vist en tendens jeg har, men nu bliver der ikke længere lagt fingre imellem. Den er grafisk, den er grim og hvis man har fobi over for kryb og lignende, vil denne fortælling med garanti blive hængende længe i erindringen.

Transfusion

Som forfatter ved man godt, at man af og til overskrider nogle grænser, og det tror jeg tæller dobbelt for netop horror-genren, fordi den beskæftiger sig med det grimme og forbudte. Transfusion er en af de historier, der roder godt og grundigt op i et tabu, og forklarer det på en helt nye måde. I fortællingen er fokus på samtale, på et gammelt hus og en masse ting i skyggerne, så det gotiske får også lov til at komme på visit igen. Der er noget dæmonisk over Transfusion. Noget, hvor man ikke helt ved om det er godt eller dårligt.

Sammen

Samlingens sidste novelle, og også meget klart horror. Billedsiden er enorm, alting bliver forklaret og udpenslet, det eneste der mangler er en altoverskyggende grund. Og er det ikke netop sådan ægte rædsel er? Aldeles grundløs? Eller synes den bare grundløs, lige indtil man opdager den virkelige grund, der gør alting endnu mere slemt? Sammen er eksperimenterende, men for mig står den også som et lækkert punktum for Kærlighedsfrugt.

Så nåede vi igennem. Jeg håber du har fået lyst til at læse novellesamlingen, eller i hvert fald et par af novellerne. Du kan købe den ved at følge linket, eller låne den på dit bibliotek. Og hvis du har lidt tid, må du gerne skrive en kommentar – måske om hvilken novelle du bedst kunne lide, og hvilken du ikke kunne. Vi forfattere lever nemlig af feedback ;) Pas på dig selv derude!

The Refuge Collection

For et par dage siden smed jeg et link op på min facebook-side. Det fortalte meget kort at jeg nu havde fået en novelle udgivet, som var en del af et koncept ... og så ikke meget mere end det. Dette indlæg vil til gengæld gå meget mere i dybden - så jeg håber du hænger på :)

De sidste par år har jeg forsøgt mig med at komme ud over landets grænser. Det har jeg ikke haft meget succes med, og har fået en del knubs på vejen. De fleste redaktører på blade og magasiner har bare takket nej, enkelte har kaldt mine tekster røvkedelige og forkrampede, og så er der et par stykker, der har taget noget ind. Det har været meget som at starte helt forfra, bare i en meget større andedam, hvor der er rigtig mange fisk og flertallet af dem har tænder (og bazookaer). Der befinder jeg mig stadig, men if at first you don't succeed, try, try and try again. Ved et tilfælde faldt jeg over et australsk projekt der gik under titlen Refuge. Det var stadig i opstartsfasen, og de ville gerne have et par forfattere, der ikke kom fra den engelsktalende del af verden. Så jeg meldte mig.

The head honcho, manden der stod og står for det hele, Steve Dillon modtog min mail og udbad sig noget jeg havde skrevet på engelsk, inden han gav mig et svar. Jeg sendte ham min korte tekst Alchemy, der udkom i Massacre Magazine 3 i 2014, og efter han havde læst den, bød han mig velkommen ombord. Jeg var virkelig glad, for det var fedt at kunne sende noget, der øjeblikkeligt overbeviste modtageren om at jeg var god nok til at medvirke. Og nu til selve Refuge.

Illustreret af Chris Roberts

Refuge er en shared-world serie, hvor alle forfatterne (og illustratorerne) skriver om det samme sted, og bruger hinandens historier til at skabe et realistisk flow. Hvor Refuge ligger, er ikke helt klart. Om det er et drømmeland, Skærsilden, en mental udørk eller bare glemt, fortælles der intet om, men hvad der er helt sikkert er at det ikke er så rart et sted. Refuge er en havneby, rimelig stor og fyldt med alle mulige forskellige mennesker. De fleste af historierne er horror eller weird, eller en blanding mellem disse. Der er både tråde til Lovecraft og Barker :)

Steve og jeg aftalte, at min historie skulle være klar tre måneder senere - det passede også ind i udgivelsesplanen for de første af historierne. De første kom drypvis, men efterhånden blev de samlet i bøger af seks historier. Hver fortælling blev sat til salg for en lille penge, og overskuddet gik til godgørende formål, det samme skete for opsamlingerne. Som forberedelse læste jeg alle de historier, der kronologisk var gået forud for min, og det var både underholdende og hårdt arbejde. Underholdende fordi kvaliteten virkelig var høj og hårdt arbejde, fordi jeg hele tiden måtte tage noter for at sikre kontinuiteten. Flere ideer boblede i mit hoved, men endelig lagde jeg mig fast på en, der fik titlen The Farmer's Tale.

En af de specielle ting ved Refuge er arkitekturen - den er nemlig ekstremt uhomogen, og bygninger af vidt forskellig herkomst står ved siden af hinanden. Derfor valgte jeg at lade min hovedperson Erik bo i et gammeldags bindingsværkshus og være dansk ... eller, det tror han nok han er. Ligeledes var jeg fascineret af selve jorden, for den havde de andre forfattere ikke rørt ved. Undervejs ændrede den titel til The Watcher's Tale, hvilket passede bedre. Historien blev længere end jeg troede, men jeg nåede det inden for deadlinen, og det var med hjertet i halsen at jeg sendte den til Australien.

Fire dage senere kom svaret. Det var en virkelig fed historie, der var kun nogle få rettelser og tilskrivninger og jeg havde fået flettet byen og de andre historier rigtig godt ind. Min historie ville blive sendt til yderligere en redaktør, og der ville komme en illustration. Så jeg omskrev en smule, lyttede til redaktøren og her for lidt over en uges tid siden var den så færdig. Nu er den ude på flere platforme, men du kan blandt andet købe den på smashwords for 99c. Som en lille anekdote var det ubeskriveligt at arbejde sammen med et verdensomspændende team. Jeg havde skrevet historien i Danmark, min redaktør sad i Australien, min anden redaktør (tak, Lee Murray) i New Zealand og, viste det sig, min illustrator (tak, Chris Roberts) sad i Iowa. Snak om at være kommet uden for landets grænser ;)

Men Refuge er så meget mere end mig og min lille historie. Den er en shared-world med over tredive bidragsydere. Den har sin egen enorme hjemmeside. Der kommer hele tiden nye historier og illustrationer, hele overskuddet går til nødlidende,  og hvis du vil være med til at udbrede kendskabet til samlingen kan du tilmelde dig thunderclappet, der løber af stablen her på søndag. Projektet er allerede blevet nævnt i større medier, en af novellerne er prisnomineret og der er virkelig ved at danne sig kendskab til hele projektet. Jeg håber du har lyst til at støtte det gode initiativ.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg har fået fornyet blod på tanden med at forsøge mig på engelsk. Samarbejdet under Refuge har været upåklageligt, og følelsen af bare at være velkommen er stor. Det håber jeg at opleve igen i fremtiden.    

Nomineret til Niels Klim-prisen 2015

Siden 2011 er Niels Klim-prisen blevet uddelt (se de tidligere vindere her). Det er en science fiction-pris, der har fokus på de kortere former. Derfor er de fire kategorier også novelle, langnovelle, kortroman og oversatte (kortformer). Hvert år bliver der samlet en longlist med alle danske science fiction-udgivelser, så alle har en mulighed for at læse op og efterfølgende stemme. De tekster der får flest stemmer går videre til shortlisten, hvor alle og enhver også kan stemme. Med andre ord er Niels Klim-prisen meget demokratisk og jo flere der stemmer, jo bedre.

Jeg er så heldig at være nomineret i kategorien novelle med min fortælling Itu, der er en del af antologien Universets mørke der udkom på HHP, og det er med stor glæde (og lidt frygt) at jeg noterer mig nok det stærkeste felt nogensinde i den kategori. Glæde fordi det vidner om at kvaliteten af dansk science fiction er på vej op, og frygt fordi mine chancer for at vinde bliver så meget mindre.

Itu er et eksperiment, der til dels bunder i at jeg har hørt på alt for mange mennesker, der er vrede på science fiction. En af de hyppigste anker  er at science fiction-forfattere ikke forholder sig til deres tekst - altså ikke handlingen, men teksten selv. At de ikke er bevidst om grammatik, tid, tegnsætning og konstruktion. Ikke dermed ment de er dårlige til at stave, men de giver sig ikke tid til at overveje hvordan deres tekst skal præsentere deres historie (var anken). Da jeg skulle skrive Itu tænkte jeg at jeg ville gå direkte ind i den klandring og forholde mig i ekstrem grad til min tekst. Det endte så med at teksten og fortællingen begyndte at påvirke hinanden så kraftigt, at begge dele blev plastiske. Forvredne, løsslupne og fremfor alt entropiske. I Itu styrter orden til kaos, både på fortællingens, tekstens og endog fortolkningens plan. Ja, det lyder sgu lidt højrøvet, men Itu er også bare en ubehagelig historie alle og enhver kan læse ... og jeg ved at den allerede har givet mindst en person mareridt. Hvis man godt kan li' at snaske i teksten, kan man allerede finde de første tegn på tekstens dekonstruktion i de første afsnit.

Jeg har valgt at lægge min fortælling op her, så du kan læse den og (håber jeg selvfølgelig) stemme på den. Hvordan gør man det? Man følger dette link og derefter instrukserne. Du kan stemme til og med den 30. marts. Tak.
¨

Itu - Nomineret Til Niels Klim-prisen 2015

Februars arbejde 2016 - om Ulysses, tatoveringer, støtteprojekter og småfiktioner

Hurra! Årets sidste vintermåned er nu aldeles færdig, og jeg har været rigtig glad for at februar havde 29 dage i år, for ellers havde der under ingen omstændigheder været tid eller plads til alle mine projekter. Der har været mange dage, hvor jeg bogstaveligt talt er løbet for at kunne nå hvad jeg skulle, og følelsen af det er en blanding mellem euforiserende og udmattende.

  

Ofte skriver jeg noveller uden som sådan direkte at have et sted, eller øjeblikkeligt formål til dem. Det var anderledes i denne måned, da alt hvad jeg skrev hurtigt kom i brug.

The watcher's tale (7800 ord, horror, engelsk)

Om blod og blæk (2900 ord, horror)

February Fiction (29 x ca. 100, alle genrer)

Novellen The watcher's tale er på engelsk, og som sådan noget jeg kun gør meget sjældent. Den er skrevet til et joint world-projekt, kaldet Refuge som den britisk-fødte australier Steve Dillon står for. Det er en charity, et godgørende projekt, der især støtter flygtninge. Min fortælling handler om Erik, der kigger på ting, smager ting og hører ting. Han har en gård lidt uden for byen, der hedder Refuge, og en dag da han er inde med varer, gennemrystes alting af et jordskælv, og med et går alle hans sanser fuldkommen amok.

Om blod og blæk er en weird horror-fortælling om Thomas, hvis morfar gennem hele hans barndom fortalte om atramento, blækket i tatoveringer, ikke som noget farve, men som noget mærkeligt levende. Da han bliver smidt ud hjemmefra, springer han på et tog og ender i den anden ende af Europa, i den italienske havneby hvor hans morfar fik lavet en helt speciel tatovering. Der går han på udflugt efter svar, og finder så mange at de omdanner sig til spørgsmål igen.

February Fiction var et tiltag, hvor man hver dag i februar skulle skrive en kort tekst. Reglerne var simple. Det måtte max. være 100 ord langt, og der skulle tilstræbes en begyndelse, en midte og en slutning. Teksten skulle udgives online. Det lykkedes mig at skrive alle 29, men desværre udgav jeg dem på twitter, hvor de ikke fik så meget opmærksomhed. Da jeg selv synes der er mange gode imellem, har jeg valgt at oprette en side til dem alle her på min blog. Den kan du tage et kig på ved at følge linket .. og her kommer også en enkelt smagsprøve :) 

Tryk for at gøre større.

Heldigvis nåede jeg også ud af huset et par gange i løbet af februar. Først gang var den 2. februar, hvor jeg sammen med 17 andre oplæsere deltog i en synkronoplæsning af Ulysses af James Joyce på Frederiksberg Hovedbibliotek. Det var ret fedt, og ret sært, og heldigvis var Manfred Christiansen der til at optage både lyd og billede. Derfor kan du få begge dele. Øverst er det mig der læser op, nederst kan man høre det sært maniske kaudervælsk, der næsten er forståeligt. Eller, sagt på normalt dansk, det er sådan det lyder når 16 mennesker læser op i munden på hinanden. Mente du ikke 18? Nej. For de sidste to stod ude i forhallen, mens vi andre 16 fyldte det store rum ud 

Som I kan se, står jeg lidt og gynger frem og tilbage. Det er der faktisk en grund til. Hvert kapitel i Ulysses er skrevet i en unik stil, og kapitel 15 (som jeg læste fra), er skrevet som et skuespil. Derfor blev jeg nødt til hele tiden at være i bevægelse, hvis det blev nødvendigt at fare frem, gestikulere, råbe, løbe på stedet eller alle mulige andre ting. Alle oplæserne var på en fuld klokketime, og i løbet af den tid nåede jeg at være over 20 forskellige figurer. Denne oplæsning står helt sikkert som en af mine vanskeligste til dato, men også en af de sjoveste ... men jeg kan godt afsløre at man er en smule tør i halsen efter 60 minutters non-stop Joyce.

Min anden optræden lå i den anden ende af februar, meget passende. Det var lykkedes mig at få et samarbejde mellem tatovørforretningen Wicked Workshop og Dansk Horror Selskab op at stå, en oplæsnings/signeringsevent i horrorens tegn, og en del af KBH Læser-festivalen. Eventet strakte sig fra klokken 11 om formiddagen til 22 om aftenen, og du kan se hvad du gik glip af lige her. Der var signeringer ved John Kenn Mortensen, og oplæsninger ved Michael Kamp, Patrick Leis og Steen Langstrup. Selv gik jeg på som den sidste, og læste Om blod og blæk op - den, der var skrevet specielt til lejligheden. Det virkede som om publikum virkelig synes den var fed, for min applaus var massiv og vedholdende. Desværre er der ingen optagelse af netop den fremførsel, men i det mindste er der et billede eller to

Fra venstre: A.Silvestri, en fanboy, Patrick Leis og Steen Langstrup.

Det var virkelig unikt at læse op i en tatovør, for hele det lille rum gav bare en ekstra bid uhygge til de fire fortællinger. Det gjorde absolut heller ikke tingene værre, at der var kommet så mange som der kunne være. Hvem ved, måske gentages succesen på et tidspunkt. Det har i hvert fald fået mig til at tænke i alternative oplæsningslocations - for hvorfor dog ikke inddrage det rum man står i? Hvis man vil se flere billeder, kan de findes på min Instagram.

Phew - så nåede vi i mål. Det var godt at få min måned ned på skrift, og jeg håber du/I har lyst til at smide et ord eller to. Ellers er der vel ikke så meget mere at sige end at jeg håber vi går en lys og varmere tid i møde. Ciao!

Tekstoceanet - Drømmer du ("Novelle" skrevet til at blive fremført)

Det er allerede fjorten dage siden vores sidste krydstogt, og for at sikre at I får noget for pengene, de af jer der har købt årskort, må vi hellere sigte efter nye horisonter. Tiden er modnet til endnu en udflugt på Tekstoceanet, omend vi denne gang er i meget smult vande. Vi skal kun lidt over et år tilbage, og i forhold til mange af vores andre sejlture, er det jo virkeligt at blive i de hjemlige farvande. Uden at sige mere, så lad os kaste os ud i det.

I løbet af vinteren 2014 kom jeg, gennem mit medlemskab af Dansk Horror Selskab, i kontakt med et eventbureau, der meget gerne ville lave noget med horror. De havde mange gode ideer, men vaklede lidt mere på udførslen. I løbet af nogle møder, hvor både forfattere og filminstruktører var med, blev der snakket form, og til sidst lagde vi os fast på en art hybridshow. Der skulle læses to horror-fortællinger op og der skulle fremvises to kortfilm. De fire dele skulle kædes sammen af en skuespiller, klædt på til lejligheden, og omgivelserne skulle være tilpas rædselsdekorerede. Det endte med at vi mødtes en håndfuld i mit ydmyge domicil, fik os nogle øl og begyndte at udvikle en struktur - blandt andet på det skuespilleren skulle sige. Oprindeligt lod vi os inspirere en del af den gamle Vampira-indledning, men i sidste ende valgte vi at gå efter noget mere seriøst. Hvordan det hele løb af stablen og hvorledes tingene blev modtaget, kan du læse i det her gamle indlæg, hvor jeg især snakker om de andres bidrag.

Men hvad med mit eget? Da jeg læste til lærer i Vordingborg for hvad der føles som en dimensionsforskydning siden, var jeg en del af en teatergruppe, der primært mødtes for sjov, men også nåede at være ude at optræde en enkelt gang. Før det, mens jeg trådte mine barnesko på Lolland, var jeg altid en del af drama-holdet, og nåede at være med i en hel del skolekomedier. Med andre ord lå det dramatiske meget til mig tidligere, og det er noget jeg også bruger den dag i dag. Omkring årsskiftet sidste år var jeg presset på tid - der var et par manuskripter, der skulle renskrives og nyt der skulle nedfældes, og jeg havde egentlig ikke tid til at skrive nyt. Så en aften tænkte jeg: Nej, det skal fandeme være løgn.

Eftersom folk havde købt billetter til eventet, det foregik under stor ramasjang og i en biografsal, kunne jeg ikke tillade mig ikke at levere noget skræddersyet. Det skyldte jeg mit (og de andres) publikum. Derfor satte jeg mig ned og skrev teksten Drømmer du - der tager udgangspunkt i den situation lytterne ville være i. Den skulle tale direkte til dem, og den skulle handle om mørke og en biografsal. Da lyset var sådan placeret, at jeg næsten var usynlig for publikum (med vilje), havde jeg kun min stemme at spille på ... og det gjorde jeg så.

I mørket lagde jeg ud med min normale stemme, et roligt tempo og et par spørgsmål til tilhørerne. Efterhånden som jeg nåede videre i teksten, blev min stemme mere og mere forvrænget, raspende og hviskende. Defekt og maskinel, mørk og forpustet. Jeg tror det gik fint, men jeg ved stadig ikke hvad folk syntes om det. Jeg performede teksten to gange. Første gang med en mikrofon der virkede. Anden gang med en mikrofon der ikke virkede. Alligevel formåede jeg at råbe salen op. Den kraftige stemme kan jeg vist takke mine mange år som lærer for.

Det var en god aften og også en spændende måde at forsøge at bringe horror ud til folket på. Økonomisk løb det rundt, men det var ikke en god forretning, og det er nok en af grundene til at det ikke har gentaget sig siden. Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til at læse teksten op igen, men nu har jeg i hvert fald fortalt om den her, og nederst kan du finde en kopi. Den store tekst er selvfølgelig fordi man nødigt skulle rode rundt i ordene, når man er i gang. Åhja - en sidste ting. Bloody Friday-eventen markerede også anden gang jeg brugte min store fortællerbog - en prop jeg anvender når jeg læser fantastisk litteratur op.

Så nåede vi helskindede igennem dagens lille sviptur. Det var rart blot at tage en mindre tur; så slår den barske havblæst heller ikke så hårdt i kinderne. Lige om lidt er det forår, en prægtig tid, hvor vi ikke længere skal være bange for at sidde fast i isen og risikoen for at blive fanget af stædige sidevinde er så lille, at den er nærved borte. Jeg håber at du er frisk på endnu en tur på Tekstoceanet, når den tid kommer. Og husk, at du er mere end velkommen til at invitere dine venner ombord! Kast anker!

Performancetekst - Drømmer Du

Nyheder midt i februar - om KBH Læser, februaryfiction, horror og Metrord

Årets anden måned har rundet det skarpe hjørne, og er nu godt på vej mod foråret. Jeg bruger en masse tid i forfattervækstedet, hvor jeg snedkerer nye fortællinger og pudser de allerede eksisterende af. Imens jeg arbejder på nyt, sker der hist og her ting til mit forfatterskab (gad vide om man snart skulle få et fysisk et af slagsen) og februar har ikke ligget på den lade side.

Som jeg allerede nævnte i mit forrige nyhedsindlæg, har jeg haft grabberne godt nede i KBH Læser denne omgang, og er medarrangør på to events. Midt i planlægningen spurgte de gode folk bag KBH Læser om jeg ikke kunne tænke mig at være folde ud-mand, en del af serie i bladet, hvor forskellige folk udbreder sig om et ord, der har at gøre med mænd - enten konkret eller som en del af et ord. Ud over at du kan finde det i det officielle program, lagde KBH Læser det også ud på deres Instagram. Du kan læse det lige her.

DAGENS FOLD UD MAND: I forbindelse med festivalens tema, MÆND, har vi bedt en række mennesker, om at folde manden ud i et lille litterært benspænd der lyder: Find en ”mand” og fold ham ud. Gerningsmænd Verden er bygget på gerninger. Store, små, onde, gode. Det betyder ikke så meget, hvad de er, men at de bliver udført. Jeg er resultatet af en ubrudt række af gerninger, det samme er du, det samme er træerne og den billige paprødvin og skjorten på tilbud i Kvickly og den sårede kat, du erhverver dig på Inges kattehjem. Vrøvl. Verden er bygget af gerninger. Det er et mønster, der, set udefra, sikkert har en symmetrisk og gennemskuelig orden. Det er farverigt, en dej, der står til evig hævning, og hvorfra der bages verdener, uden at gær og mel og æg gør andet end kemisk at udboble mere liv. Vrøvl. Verden er bygget til gerninger. Hver gerning er et stillads, en stålskinne på et brækket ben, et skud perlende biokemi direkte ind i hjernens kinesiske børnearbejderfabrik, og et sted bag det hele sidder den oprindelige gerningsmand og gnider sig i hænderne, mens dennes forbrydelser får verden til at snurre fedtet, en karrusel fyldt med glimtende lys, men uden heste. Vrøvl. Verden er gerninger. Af Amdi Silvestri, forfatter #kbhlæser #kbhlaeser #mænd #gerningsmænd #amdisilvestri

A photo posted by Kbh læser (@kbhlaeser) on Feb 12, 2016 at 3:28am PST

Siden 2007 har jeg været anmelder på sitet Metrord, der anmelder selvudgiverlitteratur. I 2007 var der uhyggeligt brug for et sådan site, da det ellers var umuligt for selvudgivere at få en anmeldelse. I de mellemliggende 8-9 år er der sket rigtig meget, og spørgsmålet er om der er brug for sitet på samme måde som der var engang. Der er sprunget et sandt flor af anmeldere op, og de tager sig blandt andet også af selvudgiversegmentet. I hvert fald har jeg valgt at sige stop, og har trukket mig ud af anmelderkollektivet. Jeg har en masse andre ting, jeg hellere vil bruge min tid på. Siden juli 2007 er det blevet til 27 anmeldelser, og du kan læse min sidste anmeldelse lige her.

I løbet af januar reklamerede forfatteren A. Rune for et tiltag med hashtagget #februaryfiction. Reglerne for det var simple. Skriv en tekst under 100 ord, hver dag, hvor du tilstræber at teksten skal have en begyndelse, en midte og en slutning. Oprindeligt havde jeg tænkt, at det havde jeg for travlt til ... men da det blev den 1. februar, kunne jeg ikke dy mig alligevel. Det har så resulteret i, indtil videre, 15 små stykker tekst. Desværre var jeg så dum at vælge Twitter som min udgivelsesplatform, og det har betydet lige omkring 1½ læser. Derfor reklamerer jeg nu også her igennem. Hvis du har lyst til at læse, kan du finde min twitter lige her - eller hvis du synes det er irriterende, har jeg også efterfølgende lagt mine fiktioner ud på Pinterest. I hvert fald håber jeg du har lyst til at læse med.

Et eksempel på en #februaryfiction.

Der findes mange måder at vurdere om man er forfatter på. Selv synes jeg grænsen for at kalde sig forfatter går ved at have udgivet et enkelt, selvstændigt værk på et forlag man er økonomisk uafhængig af. Ligegyldigt hvad man mener om den sag, er der alligevel små hak op ad forfatterstigen, og for hvert trin eksisterer man en lille smule mere. Det skete her for nylig for mig, da jeg opdagede at jeg langt om længe figurerede på bibliografi.dks liste over forfattere!

Det kan virke som en lille ting, og det er det også. Alligevel føles det godt at have taget det smølfeskridt videre. Så mangler jeg bare at de får opdateret listen til at inkludere alle de ting jeg har været med i ;)

Sidst men ikke mindst er der virkelig ved at ske noget med horror i Danmark, og det er så vanvittigt fedt at ord ikke kan beskrive det. E-reolen har haft et kort oplæg om genren, og enkelte biblioteker, som f.eks. Gribskov Bibliotekerne har en fane med titlen Horror - for voksne ... en overskrift der ikke ville have været der for bare fem år siden. Jeg håber virkelig at den gode bølge fortsætter.

Så er der ikke mere for nu, men vi får se om det bliver til endnu en nyhedsupdate inden februar ruller af samlebåndet og det endelig er forår igen. Vi snakkes ved!

De nye nyhedsmedier - og hvad så?

Jeg elsker mit internet. Så, nu er det sagt. Det er en lang kærlighedshistorie, og den ender ikke lige med det samme. For et menneske som mig er internettet min private Athene, der skænker mig det jeg har brug for. En af de ting, jeg er storforbruger af, er nyheder. Jeg følger med de fleste danske steder, jeg tjekker de tyske, britiske og amerikanske sites ud og gør hvad jeg kan for at holde mig opdateret. Alle de nyheder gør mig også til et menneske med mange holdninger. Holdninger jeg oftest holder for mig selv.

En af de spændende ting, der er sket på det sidste i det danske nyhedsbillede, er de nye spillere som Birgitte Rahbek kalder dem i sin artikel i Berlingske. Blandt andet som konsekvens af udfasningen af papiravisen, har mange sandet at opmærksomheden og mulighederne ligger digitalt og på de sociale medier. Og det tror jeg de gør klogt i. Fremtiden er lige nu og her, og hvis de ikke hapser den, kommer de snart til at stå lidt forvirrede tilbage. En af de ting jeg vægter højt i min nyhedsfeed er kultur- og kunststoffet. Det kan ikke komme bag på nogen, forfatter und alles. Det kan heller ikke være overraskende, at jeg mildest talt ikke er imponeret af de danske mediers kulturdækning.

I de "gamle" nyhedsmedier (primært fjernsyn og aviser), bliver kun det øverste af kultursfæren overhovedet behandlet. De bøger, der anmeldes, er fra de store eller 'kunstneriske' forlag. De koncerter, der anmeldes, er med store og kendte bands. De forestillinger, der anmeldes er på de store teatre og/eller med kendte skuespillere. Det samme gør sig gældende med film. Ferniseringer dækkes uhyggeligt sjældent, det går lidt bedre med kunstudstillinger, men så er spaltepladsen proportionel med kunstnerens navn og/eller udstillingsstedet. Det er meget sjældent at de gamle nyhedsmedier tager en tur ned i det ocean, der er så meget dybere end den sikre overflade. Derfor bliver jeg så glad når nye medier dukker op, for måske vil de så gøre noget helt nyt.

Men hov, øffer pausegrisen. Måske er der en grund til at det er sådan?! Man må vel regne med at medierne kun dækker de kunstnere, der er interesse for og som er dygtige nok til at blive betragtet som professionelle. Som de fleste øfferter, er også pausegrisen fyldt med pis og lort. For nej, selvfølgelig er det ikke sådan. Det er medierne, der skaber interessen, så derfor kan medierne også vælge anderledes end de gør lige nu. Er der virkelig grund til at alle de store dagblade anmelder den samme koncert? Den samme bog? Har et portræt af den samme musiker, inden for den samme korte periode? Nej. Det med at være dygtig nok, hænger direkte sammen med eksponering. For at komme i betragtning til en vurdering, kræver det at kunstforbrugerne aner at en kunstner eksisterer. Først der vil spørgsmålet om det professionelle (og dygtige) komme ind. Og så håber jeg pausegrisen er lidt stille, for jeg kom ud på et sidespor.

Da jeg så de nye nyhedsmedier, tænkte jeg FEDT! Nu er der en chance for at de vil gøre tingene anderledes. Virkelig skille sig ud fra mængden, og satse på det, der også kan være en god historie. Det anderledes. Noget kunst, for helvede. I ugerne siden, har jeg fulgt et par stykker af dem, og jeg må sige at min entusiasme er gået hen og skrumpet til størrelsen på en mandlig vinterbaders udstyr.

Zetland, der i lang tid har udgivet ret fede journaliste singler, er i fuld gang med at opstarte et nyhedssite. I begyndelsen af februar blev deres opstilling afsløret, og til min gru bemærkede jeg et par ting. Tre af journalisterne skal beskæftige sig med kulturområdet. En har 'kunst, viden og ideologier', en har 'kultur og idéer' og en har 'musik'. For det første er der ingen, der beskæftiger sig rent med litteratur. Det er lidt vildt, især når man tænker på at musik har fået sin helt egen skribent. De andre to, kultur og kunst, er mildest talt brede i definitionen, men jeg tvivler på at nogen af dem lige drøner ud til en åben mikrofon på Mojo, eller lige ser hvad der foregår på den århusianske litteraturscene. Derimod har Zetland journalister specifikt til økonomi, politik, ret og jura og teknologi. På mig virker det som om der helt sikkert ikke kommer noget nyt, kulturelt indspark fra Zetland, når de går i luften. Selvfølgelig håber jeg at jeg tager fejl. Du kan finde hele listen på deres facebook-side.

 
Det ser lidt, men ikke meget, bedre ud med POV (Point of view). På den grimme front har kultur-stoffet ikke engang sin egen fane, men må dele den med medier, hvorimod Grønt har sin helt egen fane. Når man læser artiklerne igennem under kultur+mediefanen, mangler der også meget hurtigt noget stof, der direkte har at gøre med kunst og den udøvende af slagsen. Derimod bliver især den historie kulturfane hævet (og det rigtig godt gennem spændende indlæg om oversete og meget døde kunstnere), og der bliver også fortalt en masse om især de sociale medier. Det eneste der direkte har at gøre med kunst er (i skrivende stund), et band der har modtaget en pris (og den artikel handler mere om terror, reaktioner og igen historie) og en enkelt novelle, altså et regulært skønlitterært værk på et nyhedssite. Ellers er der ikke noget. Jeg har større håb for POV end for Zetland, når det kommer til at fokusere på kunst, men mit håb er stadig klejnt og forsagt. 

Det tredje sted, Føljeton, kan jeg ikke sige så meget om, da jeg ikke har undersøgt det nærmere (grundet deres betalingsordning). Hvis jeg skal gå ud fra Birgitte Rahbeks korte beskrivelse - Mediet

byder på to hovedingredienser. Den ene er seriejournalistik i form af føljetoner om udvalgte emner – aktuelt blandt andet robotter, Angela Merkel og vestlige vælgeres appetit på nye politiske partier - er der absolut intet der tyder på at vi skal forvente noget fokus på kunst fra Føljeton.

Som nævnt synes jeg det ser sort ud. De gamle medier vil fortsætte den vej, de indtil nu har kørt i mange år, og hvis man skal bedømme de nye medier på deres første par uger, er kunst slet ikke noget de rigtigt vil beskæftige sig med. Jeg havde håbet på noget ganske andet, og en flig af mig forbliver positiv. Kunst er måske det vigtigste vi overhovedet har - især for kunstens evne til at belyse alle andre sider og elementer af samfundet. Så derfor, søde nye medier, vil I ikke nok tænke kunsten med ind i jeres programerklæringer? Og helst på en måde, der både er gammel og nytænkende? Tak :)

Tekstoceanet - Poetiske obligationer (digte+grafik)

Velkommen tilbage ombord, både til letmatroserne og de faste passagerer. Det er tre uger siden vi sidst udforskede bølgen den blå, men heldigvis vendte vi sunde og raske tilbage fra den tur, der markerede indgangen til 2016's sejladser. Indtil videre har vi besøgt så herlige steder som en rørende slægtsfortælling fra Andeby, været en flue på væggen i ventetidshjemmet Hjertely, besøgt en sjælekonstruktør, løbet med fistelstemmer, hørt Gud, raset mod parnasset og fået et lille kig ind i kaptajnen på dette skibs sjæl. Nu stævner vi atter ud på det dybe Tekstocean og i dag skal vi langt tilbage, helt til dengang hvor jeg stadig havde langt hår og sitet digte.dk ikke var lukket ned. Så kast fortøjningerne og lad os sætte kul under motoren.

Tiden på digte.dk har jeg allerede berørt i et tidligere indlæg, men det kan ikke skade at fortælle lidt mere om den tid. Digte.dk blev lidt af et evigt eksperimentarium for mig. Jeg både hadede og elskede at være derinde. Elskede, fordi kunne jeg få afløb for alle de sære ord og vendinger, der insisterede på at krybe rundt i mit kranium, og hadede det, fordi jeg brugte alt for lang tid på at forvente at andre folk ville kommentere mine skriblerier. Vi taler her 2005-2006, et stykke fortid der sjovt nok virker

Sådan så digte.dk ud dengang.

fjernere på mig end 1990erne gør. En af de ting der automatisk fulgte med digte.dk, var at man lærte om et sted der hed Underskoven. Et forum, hvor man kunne komme og læse sine skriverier op. Jeg var fyldt med følelsen af at være skidedygtig, og trangen til at udbrede mig til flest mulige, så jeg begyndte at dukke op i Magstræde, hvor lyriksessionerne blev afholdt. Det var sjovt, og det var godt for mig at være der i en periode. Jeg fik trænet mine oplæsninger, blev sikker på hvordan man agerer foran et publikum og mistede heldigvis også et par kanter af selvfedheden. Dog, som vi nærmede os 2010, kom jeg der mindre og mindre, og til sidst holdt jeg helt op. Det var der mange grunde til. En af dem selvfølgelig at jeg nu primært skrev prosa. En anden at jeg begyndte at have rigtig travlt med helt andre ting.

I løbet af de mange oplæsningsår fik jeg kontakt med en masse andre, der ikke bare skrev, men også læste op, lavede musik, malede, komponerede, udgav og en helvedes masse andet. En kreativ bikube fyldt med lige dele honning og stik; tag ikke fejl, nogle gange var et velplaceret stik bedre end at blive druknet i honning, i hvert fald når man gerne ville udvikle sig. Rigtig mange af de kontakter har jeg den dag i dag, og det er altid rart at snakke med dem, når vi lige mødes. Et af de steder mange, der også læste op i Underskoven, frekventerede, hed Det Poetiske Bureau. Ud over at være meget aktiv på oplæserscenen, havde (og har) Det Poetiske Bureau også et forlag. Desværre blev de på et tidspunkt hjemløse, og indkaldte derfor nogle ordentlige håndfulde mennesker til at hjælpe dem - og jeg var en af dem.

Det Poetiske Bureau havde fundet et sted, hvor de ville reetablere sig. Det kostede 50.000 kroner, som de ikke lige havde. Derfor fik de den idé at udstede obligationer ... hvor hver obligation samtidig var et unikt kunstværk. På den måde kunne man trefoldigt gøre noget ikke bare for kunsten, men også for køberen og den individuelle forfatter/billedkunstner. Ud over salget blev der desuden indkaldt til en workshop - den video kan du se lige her. Jeg valgte at donere to af mine digte og et billeddigt, noget jeg lavede en hel del af den gang. Nu, for første gang siden 2011, hvor de kom til salg, har du mulighed for at læse dem offentligt. Som altid vil jeg elske en kommentar, et share eller et like (eller måske to?)

Jeg ved faktisk ikke hvordan det endte med obligationerne, men jeg ved at Det Poetiske Bureau helt sikkert overlevede, og i disse tider står for forskellige arrangementer rundt omkring. Ligeledes ligger deres butik/forlag i Møllegade på Nørrebro. Det kan sagtens være at der stadig er obligationer til salg, så hvis du har lyst til at erhverve dig en original Silvestri, så har du måske stadig chancen. Hvis du er interesseret i lyrik, er en del af Det Poetiske Bureaus profil også at udgive verdenskendte digtere, så de er klart et blik værd.

Så vender vi atter snuden mod de hjemlige himmelstrøg, hvor de første gnister af forår sætter sig som smykker i vores skæg og bakkenbarter. Jeg håber du bliver ved med at følge mig på min blog, og at du får lyst til at læse mine bøger - det er et enligt og fromt ønske fra denne kaptajn. Måske når vi endnu en udflugt med den gamle krydser inden februar siger farvel, men det er kun et måske, da maskinen skal tjekkes for fejl. Dog, vær klar når fløjten lyder, for så snupper vi endnu en tur på det vidunderlige Tekstocean. Splitte mine (og dine) bramsejl!

Obligations Dig Te