Tekstoceanet - Poetiske obligationer (digte+grafik)

Velkommen tilbage ombord, både til letmatroserne og de faste passagerer. Det er tre uger siden vi sidst udforskede bølgen den blå, men heldigvis vendte vi sunde og raske tilbage fra den tur, der markerede indgangen til 2016's sejladser. Indtil videre har vi besøgt så herlige steder som en rørende slægtsfortælling fra Andeby, været en flue på væggen i ventetidshjemmet Hjertely, besøgt en sjælekonstruktør, løbet med fistelstemmer, hørt Gud, raset mod parnasset og fået et lille kig ind i kaptajnen på dette skibs sjæl. Nu stævner vi atter ud på det dybe Tekstocean og i dag skal vi langt tilbage, helt til dengang hvor jeg stadig havde langt hår og sitet digte.dk ikke var lukket ned. Så kast fortøjningerne og lad os sætte kul under motoren.

Tiden på digte.dk har jeg allerede berørt i et tidligere indlæg, men det kan ikke skade at fortælle lidt mere om den tid. Digte.dk blev lidt af et evigt eksperimentarium for mig. Jeg både hadede og elskede at være derinde. Elskede, fordi kunne jeg få afløb for alle de sære ord og vendinger, der insisterede på at krybe rundt i mit kranium, og hadede det, fordi jeg brugte alt for lang tid på at forvente at andre folk ville kommentere mine skriblerier. Vi taler her 2005-2006, et stykke fortid der sjovt nok virker

Sådan så digte.dk ud dengang.

fjernere på mig end 1990erne gør. En af de ting der automatisk fulgte med digte.dk, var at man lærte om et sted der hed Underskoven. Et forum, hvor man kunne komme og læse sine skriverier op. Jeg var fyldt med følelsen af at være skidedygtig, og trangen til at udbrede mig til flest mulige, så jeg begyndte at dukke op i Magstræde, hvor lyriksessionerne blev afholdt. Det var sjovt, og det var godt for mig at være der i en periode. Jeg fik trænet mine oplæsninger, blev sikker på hvordan man agerer foran et publikum og mistede heldigvis også et par kanter af selvfedheden. Dog, som vi nærmede os 2010, kom jeg der mindre og mindre, og til sidst holdt jeg helt op. Det var der mange grunde til. En af dem selvfølgelig at jeg nu primært skrev prosa. En anden at jeg begyndte at have rigtig travlt med helt andre ting.

I løbet af de mange oplæsningsår fik jeg kontakt med en masse andre, der ikke bare skrev, men også læste op, lavede musik, malede, komponerede, udgav og en helvedes masse andet. En kreativ bikube fyldt med lige dele honning og stik; tag ikke fejl, nogle gange var et velplaceret stik bedre end at blive druknet i honning, i hvert fald når man gerne ville udvikle sig. Rigtig mange af de kontakter har jeg den dag i dag, og det er altid rart at snakke med dem, når vi lige mødes. Et af de steder mange, der også læste op i Underskoven, frekventerede, hed Det Poetiske Bureau. Ud over at være meget aktiv på oplæserscenen, havde (og har) Det Poetiske Bureau også et forlag. Desværre blev de på et tidspunkt hjemløse, og indkaldte derfor nogle ordentlige håndfulde mennesker til at hjælpe dem - og jeg var en af dem.

Det Poetiske Bureau havde fundet et sted, hvor de ville reetablere sig. Det kostede 50.000 kroner, som de ikke lige havde. Derfor fik de den idé at udstede obligationer ... hvor hver obligation samtidig var et unikt kunstværk. På den måde kunne man trefoldigt gøre noget ikke bare for kunsten, men også for køberen og den individuelle forfatter/billedkunstner. Ud over salget blev der desuden indkaldt til en workshop - den video kan du se lige her. Jeg valgte at donere to af mine digte og et billeddigt, noget jeg lavede en hel del af den gang. Nu, for første gang siden 2011, hvor de kom til salg, har du mulighed for at læse dem offentligt. Som altid vil jeg elske en kommentar, et share eller et like (eller måske to?)

Jeg ved faktisk ikke hvordan det endte med obligationerne, men jeg ved at Det Poetiske Bureau helt sikkert overlevede, og i disse tider står for forskellige arrangementer rundt omkring. Ligeledes ligger deres butik/forlag i Møllegade på Nørrebro. Det kan sagtens være at der stadig er obligationer til salg, så hvis du har lyst til at erhverve dig en original Silvestri, så har du måske stadig chancen. Hvis du er interesseret i lyrik, er en del af Det Poetiske Bureaus profil også at udgive verdenskendte digtere, så de er klart et blik værd.

Så vender vi atter snuden mod de hjemlige himmelstrøg, hvor de første gnister af forår sætter sig som smykker i vores skæg og bakkenbarter. Jeg håber du bliver ved med at følge mig på min blog, og at du får lyst til at læse mine bøger - det er et enligt og fromt ønske fra denne kaptajn. Måske når vi endnu en udflugt med den gamle krydser inden februar siger farvel, men det er kun et måske, da maskinen skal tjekkes for fejl. Dog, vær klar når fløjten lyder, for så snupper vi endnu en tur på det vidunderlige Tekstocean. Splitte mine (og dine) bramsejl!

Obligations Dig Te

Billeddigt - Mistet

I min farmors hjem var der en helt speciel pude. Da jeg var lille, tiltrak den mig ganske voldsomt. Sikkert fordi den havde et billede af en kat, og som et tidligere indlæg allerede har snasket rundt i, er de små kræ tæt på mit hjerte.


Men som så mange ting, gled puden i baggrunden efterhånden som jeg blev ældre. Andre ting blev væsentlige. Derfor, da jeg så den igen som voksen, forstod jeg at jeg havde mistet en af de mest uskyldige ting, jeg nogensinde havde haft. Barnets umiddelbare glæde over noget kært og hjertegribende. Ja, det er banalt, men nogle gange er det mest banale det, der indeholder den største sandhed. Det er så igen et banalt udsagn. Men jeg står ved det.

Billeddigt - Cattleprod

Det var en sjælden eftermiddag, hvor jeg besøgte mine forældre. Fjernsynet kørte, men lige meget hvor jeg klikkede hen, var det blank underholdning af den værste skuffe. Big Brother, Doctor Phil, you name it. Alligevel blev jeg ved med at glo på det - men nu gennem en linse.


Billeddigtet fik titlen Cattleprod - altså sådan en metalstang, der kan give stød, og tvinger kvæg frem. Det var lidt den følelse, jeg sad med - at blive tvunget til at glo, apatisk. Min Gud døde ung, da jeg huskede fjernsynet som noget, der var en sjældenhed og noget, der virkelig gav mig noget at tænke over. Måske døde min Gud, da han skulle være på 24/7 i stedet for sine simple otte timer i døgnet, på en enkelt eller to kanaler.

Billeddigt - Rust

Fotografiet blev taget for et par år siden under en lejrskole. Lige den dag var vi på Natur Bornholm, der blandt andet har en "vandring gennem de geologiske lag". På billedet er en gruppe elever på vej ind i den første tunnel, der er lige dele sten og lava.


Selvfølgelig kunne jeg ikke undgå at se den meget direkte henvisning til Helvede, og det tilbagedrejede ansigt var nærmest en foræring. Ved hjælp af forskellige filtre i Paint Shop, fik jeg gjort alting dunklere og mere udtværet. Jeg er ret vild med at pigen kigger sig tilbage - for hvad er det hun kigger efter, lige inden hun bliver opslugt. Og hvorfor kigger de andre ikke?

En detour i arkiverne

Som faste læsere af min blog ved, så begyndte jeg mit forfattervirke inde på på sitet digte.dk. Siden da er stedet dødt, og selv om der er opstået alternativer, er det ikke noget der virkelig kan hive mig ind. En spændende feature ved det hedengangne site var dog billeddigte, og jeg nåede at lave omkring 200 af dem. Eftersom de bare ligger og sukker på min harddisk, vil jeg bruge den lækre plads på min blog til at bringe de bedste af dem tilbage i fokus. Derfor, without further ado, kommer her en ganske anden side af A.Silvestri:


Billedet er taget uden for AROS i Aarhus, og netop det at flagene var på halv, gjorde et eller andet ved min hjerne. Hvis man fokuserer sit blik på billedet, dannes der en 3D-effekt, der suger beskueren ind. Den korte tekst kan, i min hjerne, hverken være kortere eller længere. Det er et still, et øjebliksbillede, hvis man foretrækker det på dansk. Og forresten er titlen på "værket" - Båredekoration.

Det er sjovt for mig at hive gamle sager frem - ganske enkelt fordi jeg synes de er for gode til at gemme væk. Memory Lane har stadig sidegader, der er værd at udforske. Enjoy!