I min farmors hjem var der en helt speciel pude. Da jeg var lille, tiltrak den mig ganske voldsomt. Sikkert fordi den havde et billede af en kat, og som et tidligere indlæg allerede har snasket rundt i, er de små kræ tæt på mit hjerte.
Men som så mange ting, gled puden i baggrunden efterhånden som jeg blev ældre. Andre ting blev væsentlige. Derfor, da jeg så den igen som voksen, forstod jeg at jeg havde mistet en af de mest uskyldige ting, jeg nogensinde havde haft. Barnets umiddelbare glæde over noget kært og hjertegribende. Ja, det er banalt, men nogle gange er det mest banale det, der indeholder den største sandhed. Det er så igen et banalt udsagn. Men jeg står ved det.
Men som så mange ting, gled puden i baggrunden efterhånden som jeg blev ældre. Andre ting blev væsentlige. Derfor, da jeg så den igen som voksen, forstod jeg at jeg havde mistet en af de mest uskyldige ting, jeg nogensinde havde haft. Barnets umiddelbare glæde over noget kært og hjertegribende. Ja, det er banalt, men nogle gange er det mest banale det, der indeholder den største sandhed. Det er så igen et banalt udsagn. Men jeg står ved det.