Velkommen tilbage ombord, både til letmatroserne og de faste passagerer. Det er tre uger siden vi sidst udforskede bølgen den blå, men heldigvis vendte vi sunde og raske tilbage fra den tur, der markerede indgangen til 2016's sejladser. Indtil videre har vi besøgt så herlige steder som en rørende slægtsfortælling fra Andeby, været en flue på væggen i ventetidshjemmet Hjertely, besøgt en sjælekonstruktør, løbet med fistelstemmer, hørt Gud, raset mod parnasset og fået et lille kig ind i kaptajnen på dette skibs sjæl. Nu stævner vi atter ud på det dybe Tekstocean og i dag skal vi langt tilbage, helt til dengang hvor jeg stadig havde langt hår og sitet digte.dk ikke var lukket ned. Så kast fortøjningerne og lad os sætte kul under motoren.
Tiden på digte.dk har jeg allerede berørt i et tidligere indlæg, men det kan ikke skade at fortælle lidt mere om den tid. Digte.dk blev lidt af et evigt eksperimentarium for mig. Jeg både hadede og elskede at være derinde. Elskede, fordi kunne jeg få afløb for alle de sære ord og vendinger, der insisterede på at krybe rundt i mit kranium, og hadede det, fordi jeg brugte alt for lang tid på at forvente at andre folk ville kommentere mine skriblerier. Vi taler her 2005-2006, et stykke fortid der sjovt nok virker
fjernere på mig end 1990erne gør. En af de ting der automatisk fulgte med digte.dk, var at man lærte om et sted der hed Underskoven. Et forum, hvor man kunne komme og læse sine skriverier op. Jeg var fyldt med følelsen af at være skidedygtig, og trangen til at udbrede mig til flest mulige, så jeg begyndte at dukke op i Magstræde, hvor lyriksessionerne blev afholdt. Det var sjovt, og det var godt for mig at være der i en periode. Jeg fik trænet mine oplæsninger, blev sikker på hvordan man agerer foran et publikum og mistede heldigvis også et par kanter af selvfedheden. Dog, som vi nærmede os 2010, kom jeg der mindre og mindre, og til sidst holdt jeg helt op. Det var der mange grunde til. En af dem selvfølgelig at jeg nu primært skrev prosa. En anden at jeg begyndte at have rigtig travlt med helt andre ting.
I løbet af de mange oplæsningsår fik jeg kontakt med en masse andre, der ikke bare skrev, men også læste op, lavede musik, malede, komponerede, udgav og en helvedes masse andet. En kreativ bikube fyldt med lige dele honning og stik; tag ikke fejl, nogle gange var et velplaceret stik bedre end at blive druknet i honning, i hvert fald når man gerne ville udvikle sig. Rigtig mange af de kontakter har jeg den dag i dag, og det er altid rart at snakke med dem, når vi lige mødes. Et af de steder mange, der også læste op i Underskoven, frekventerede, hed Det Poetiske Bureau. Ud over at være meget aktiv på oplæserscenen, havde (og har) Det Poetiske Bureau også et forlag. Desværre blev de på et tidspunkt hjemløse, og indkaldte derfor nogle ordentlige håndfulde mennesker til at hjælpe dem - og jeg var en af dem.
Det Poetiske Bureau havde fundet et sted, hvor de ville reetablere sig. Det kostede 50.000 kroner, som de ikke lige havde. Derfor fik de den idé at udstede obligationer ... hvor hver obligation samtidig var et unikt kunstværk. På den måde kunne man trefoldigt gøre noget ikke bare for kunsten, men også for køberen og den individuelle forfatter/billedkunstner. Ud over salget blev der desuden indkaldt til en workshop - den video kan du se lige her. Jeg valgte at donere to af mine digte og et billeddigt, noget jeg lavede en hel del af den gang. Nu, for første gang siden 2011, hvor de kom til salg, har du mulighed for at læse dem offentligt. Som altid vil jeg elske en kommentar, et share eller et like (eller måske to?)
Jeg ved faktisk ikke hvordan det endte med obligationerne, men jeg ved at Det Poetiske Bureau helt sikkert overlevede, og i disse tider står for forskellige arrangementer rundt omkring. Ligeledes ligger deres butik/forlag i Møllegade på Nørrebro. Det kan sagtens være at der stadig er obligationer til salg, så hvis du har lyst til at erhverve dig en original Silvestri, så har du måske stadig chancen. Hvis du er interesseret i lyrik, er en del af Det Poetiske Bureaus profil også at udgive verdenskendte digtere, så de er klart et blik værd.
Så vender vi atter snuden mod de hjemlige himmelstrøg, hvor de første gnister af forår sætter sig som smykker i vores skæg og bakkenbarter. Jeg håber du bliver ved med at følge mig på min blog, og at du får lyst til at læse mine bøger - det er et enligt og fromt ønske fra denne kaptajn. Måske når vi endnu en udflugt med den gamle krydser inden februar siger farvel, men det er kun et måske, da maskinen skal tjekkes for fejl. Dog, vær klar når fløjten lyder, for så snupper vi endnu en tur på det vidunderlige Tekstocean. Splitte mine (og dine) bramsejl!
 |
| Sådan så digte.dk ud dengang. |
I løbet af de mange oplæsningsår fik jeg kontakt med en masse andre, der ikke bare skrev, men også læste op, lavede musik, malede, komponerede, udgav og en helvedes masse andet. En kreativ bikube fyldt med lige dele honning og stik; tag ikke fejl, nogle gange var et velplaceret stik bedre end at blive druknet i honning, i hvert fald når man gerne ville udvikle sig. Rigtig mange af de kontakter har jeg den dag i dag, og det er altid rart at snakke med dem, når vi lige mødes. Et af de steder mange, der også læste op i Underskoven, frekventerede, hed Det Poetiske Bureau. Ud over at være meget aktiv på oplæserscenen, havde (og har) Det Poetiske Bureau også et forlag. Desværre blev de på et tidspunkt hjemløse, og indkaldte derfor nogle ordentlige håndfulde mennesker til at hjælpe dem - og jeg var en af dem.
Det Poetiske Bureau havde fundet et sted, hvor de ville reetablere sig. Det kostede 50.000 kroner, som de ikke lige havde. Derfor fik de den idé at udstede obligationer ... hvor hver obligation samtidig var et unikt kunstværk. På den måde kunne man trefoldigt gøre noget ikke bare for kunsten, men også for køberen og den individuelle forfatter/billedkunstner. Ud over salget blev der desuden indkaldt til en workshop - den video kan du se lige her. Jeg valgte at donere to af mine digte og et billeddigt, noget jeg lavede en hel del af den gang. Nu, for første gang siden 2011, hvor de kom til salg, har du mulighed for at læse dem offentligt. Som altid vil jeg elske en kommentar, et share eller et like (eller måske to?)
Jeg ved faktisk ikke hvordan det endte med obligationerne, men jeg ved at Det Poetiske Bureau helt sikkert overlevede, og i disse tider står for forskellige arrangementer rundt omkring. Ligeledes ligger deres butik/forlag i Møllegade på Nørrebro. Det kan sagtens være at der stadig er obligationer til salg, så hvis du har lyst til at erhverve dig en original Silvestri, så har du måske stadig chancen. Hvis du er interesseret i lyrik, er en del af Det Poetiske Bureaus profil også at udgive verdenskendte digtere, så de er klart et blik værd.
Så vender vi atter snuden mod de hjemlige himmelstrøg, hvor de første gnister af forår sætter sig som smykker i vores skæg og bakkenbarter. Jeg håber du bliver ved med at følge mig på min blog, og at du får lyst til at læse mine bøger - det er et enligt og fromt ønske fra denne kaptajn. Måske når vi endnu en udflugt med den gamle krydser inden februar siger farvel, men det er kun et måske, da maskinen skal tjekkes for fejl. Dog, vær klar når fløjten lyder, for så snupper vi endnu en tur på det vidunderlige Tekstocean. Splitte mine (og dine) bramsejl!
