Trailer 4 - uddrag fra "For Satan"

Til den fjerde trailer er jeg smuttet en tur over i den fantastiske fortælling, og har krydret den med en smule humor. Enjoy.

"Satan slog en buldrende latter op, og et par tårer løb brændende ned over hans kinder. Han snøftede et par gange, og sukkede så.

”Korrekt igen, Lennart. Jeg kan høre at du har styr på dine facts. Men der er bare et par problemer med det. Det første er, at selv Mørkets Fyrste bliver gammel, og kan få problemer med, øhm, de sangvinske safter”

”Potensproblemer?” spurgte lægen med tvivl i stemmen, og Satan rømmede sig

”Når du bliver så gammel som jeg er, så vil du kunne forstå det. Det er ikke fordi jeg fysisk ikke kan , hvis jeg skal. Men jeg har bare prøvet hvad der er at prøve. Det er blevet kedeligt, Lennart. Rigtig, rigtig kedeligt” sagde Mørkets Fyrste og sukkede martyrisk.

”Man kan kun voldtage så og så mange villige og uvillige kvinder, før det bliver den rene rutine. Jeg har prøvet alle ting, der er at prøve. Hvis du kan forestille dig det, har jeg allerede gjort det for hundredvis af år siden. Selv de ting, du ikke vil forestille dig, har jeg gjort” fortsatte dæmonen. Hans øjne hvilede på et punkt lidt til venstre for Lennarts kind.

”Til sidst gider man bare ikke mere. Hvorfor skulle man anstrenge sig? De sidste par århundreder har alle mine udløsninger været som vand der løber ud af en flaske, frem for champagne der fosser frem. Jeg er blevet for gammel til alt det der kopulering, Lennart. Det er bare ikke for mig længere”

Lægen prøvede at se oprigtigt deltagende ud, men det var svært for ham. Ideen om, at Satan ikke længere havde lyst til at vælte sig i kvindekød var lige så absurd som hvis nogen havde sagt, at tyngdekraften bare var en sindssyg ide, og nu måtte folk hellere til at holde sig fast, for næste mandag ville den holde op med at fungere.

”Jaja” sagde Satan.

”Jeg ved godt at det lyder langt ude. Men det er sandt. Hvorfor skulle jeg komme til dig og lyve? Det gør jeg nok af alle mulige andre steder”