Om kunst og nu

Da jeg var lille, læste min mor højt for mig. Til at begynde med var det mest eventyr. H.C.Andersens Svinedrengen, Klods-Hans og Den lille pige med svovlstikkerne. Brødrene Grimms Rødhætte og Tornerose. Æsops Fabler og Thorbjørn Egners Dyrene i Hakkebakkeskoven. Jeg kan stadig sangen om hvordan man bager peberkager. Jeg græd da den gamle hund i Det lille hus på prærien-bøgerne døde. Da jeg blev lidt ældre, lyttede jeg til lydbånd. Dunderklumpen var både sød og uhyggelig, mens Prop og Berta mest bare var sjov. TYT-TE-BØV-SER, TYT-TE-BØV-SER skrålede jeg lystigt med. Jeg lånte de fleste af båndene på biblioteket. Derimod lyttede jeg til Dirch Passer og Kjeld Petersens sketch Tømmerflåden på plade, og det samme gjorde jeg med Cæsars frække sange, hvor især Verdens uheldigste mand satte sig fast.

I mit barndomshjem var der store plancher på væggene. Genoptryk af Linnés plantetegninger. Kaffen boede i en mangefarvet metaldåse med Bjørn Wiinblads hattemand på, spaghettien i en dåse med Cirkel-kaffe-pigen og frikadellerne blev rørt i en orange Margrethe-skål. Mine forældre hørte Shu-bi-dua og Kim Larsen, Bjarne Jes Hansen, TV2 og engang imellem Mikael Wiehe, så det kom jeg også til at høre en masse af. Hver morgen, inden jeg og min bror skulle i skole, blev der tændt for radioen, så man lige kunne få nyhederne med. I weekenden kørte den ofte hele dagen, med jazz og klassisk musik, og Carsten Overskov, der fortalte om store ting i verdenshistorien. På fjernsynet speakede Thomas Winding og en af de første tegnefilm vi så i skolen var Bennys badekar, lige inden vi skulle på sommerferie.

Jeg lærte hurtigt at læse, jeg var heldig der, og slugte alle de bøger jeg kunne komme i nærheden af. Jeg blev gode venner med Bent Hallers Kaskelotternes sang, Bjarne Reuters Man smider da ikke børn i skraldespanden, Michael Endes Den uendelige historie, Dennis Jürgensens Djævelens Hule og Cecil Bødkers Silas-bøger. Når jeg ikke læste historier, fortærede jeg alt hvad jeg kunne komme i nærheden af om dinosaurer, verdensrummet og overnaturlige ting. Jeg læste Valhalla-tegneserierne og var i biografen og se filmen. Jeg pløjede mig igennem jumbobøger og Anders And-blade. På computeren, først en Commodore 64, så en Amiga, så en PC spillede jeg International Karate, Speedball II og Civilization. Jeg var en ørn til banan-sparket i Microprose Soccer, og gennemførte aldrig The Secret of Monkey Island. Derimod gad jeg hverken spille Oswald eller Hugo, selvom man kunne styre det med telefonen i Eleva2eren.

Jeg gik til en helvedes masse sport. Fodbold, håndbold, springgymnastik, badminton, bordtennis. Med min familie spillede jeg Trivial Pursuit, Das verrückte Labyrinth og Afrikas stjerne, for nu ikke at glemme Davosajas. Jeg læste Sværd&Trolddom-bøger, jeg spillede rollespil og jeg var fuldkommen fortryllet da jeg for første gang så Tilbage til fremtiden. Jeg læste Tolkiens Ringenes herre-trilogi, forelskede mig i Hieronymus Bosch og Nanna på DR. Jeg så Alle elsker Debbie og Zig Zag,  Kim Schumacher i Labyrint og Søren Ryge i haven. Jeg blev ældre og faldt pladask for Picassos vanvittige eksperimenter og Tom Kristensens digte. Jeg læste Kant og spillede FIFA, lyttede til Pantera, Tom Waits, Dizzy Mizz Lizzy og sent om aftenen Erotica på P3. Jeg ønskede mig brændende en kopi af Ejnar Nielsens Og i hans Øjne saa jeg Døden, var med dramaholdet inde at se Holbergs Jeppe paa Bjerget, dansede til Ace of Base og Danseorkestret og skreg af grin over Gramsespektrum og Mikael Bertelsens De uaktuelle nyheder. 
 
Jeg så Festen og Bænken, I Kina spiser de hunde og Hannibal & Jerry. Nissebanden blev genudsendt, Vild med dans torpederede sendefladen og jeg flyttede til København. Der begyndte jeg at gå på Nationalmuseet og SMK når jeg havde dates eller besøg. Jeg læste Naja Marie Aidt, Lene Kaaberbøl og Morten Ramsland, savnede til Sort Sol, Peter Sommer og Radiohead og skrev i mørket. Jeg dykkede ned i essays af Christian Bundegaard og flænselæste Tor Nørretranders Mærk Verden. Jeg grinede af Anden, hadede Anna David og rystede på hovedet af krimier. Jeg delte Europa med kærester, så Roy Lichtenstein i Edinburgh, Otto Frello i Horsens og Oluf Høst i Rønne. Den Fynske Opera stod for en forestilling i Billund, event-stedet BoBWhat for en litteratur-oplæsning. Jeg stod svedende i mit vindue nytårsaften og kunne stadig huske lyden af vuvuzelaer, der havde understreget hele sommeren.

Jeg spillede Fallout og Skyrim, så Bjørn Wiinblad på Arken og hørte online landskamp fra Parken. Jeg morede mig med at lave memes og skrive historier, jeg lyttede til LOC, Marie Key og Spids Nøgenhat, mens Bondeknolden gik under min radar. På sengebordet lå Kaspar Colling Nielsens Mount København og Ernest Clines Ready Player One, på væggen hang Franz Marcs Two Cats, og på hylden stod håndlavet keramik. For en uge siden så jeg Stranger Creatures, for fem dage siden var jeg med mine forældre på Glyptoteket og se en udstilling med Gauguin.

For fire dage siden læste jeg artiklen Skattebetalt guldregn over kunstfondens egne kunstnere på Ekstra Bladet. For to dage siden læste jeg et interview med Eske Willerslev i Berlingske. Det har titlen Dannelse skal alle danskere besidde – om du er professor eller arbejdsmand. Ellers får vi et dumt samfund. Nu sidder jeg her. Ramt dybt af både Eske Willerslevs ord og det modbydelige angreb artiklen i Ekstra Bladet er. Og jeg ved ikke helt om jeg kan formulere alle de bekymringer jeg har. 

Ekstra Bladet ønsker ikke at undersøge Kunstfondens metoder og udvalg. Ekstra Bladet ønsker udelukkende at så mistillid til alt hvad der har at gøre med kunst, det være sig lige fra værdien af kunst til kunstnerne selv. De puster tallene op, og gør det til et problem at der samlet, ja samlet, uddeles 500 millioner til alle kunstformer i Danmark, men det er ikke det værste. I kommentarsporet flyver det med hånlatter og vrede, og den ældgamle traver med at kunstnere er samfundsnassere af værste skuffe skydes lavt og hårdt. Ligeledes gør den liberalistiske kræmmertanke om at kan man ikke lave noget som andre gider købe, så er det bare synd. Det er en holdning man må have lov til at have, men på mig virker den automatiseret og perspektivløs.

Kunst (og kultur) er ikke kun forfattere, der får arbejdslegater, eller ballet, eller abstrakte malerier, eller danseteatere, eller eksperimenterende jazz. Kunst er det der konstant omgiver os, på alle tænkelige måder. Kunst kan være dybt, men kunst kan også være underholdning. Selv om jeg lige har skrevet 800 ord om mit liv, og nogle af de ting jeg kan huske der har haft indflydelse på mig, er det kun en brøkdel af den kunst og kultur jeg har mødt gennem mine næsten 40 år, jeg har nævnt. 

På et tidspunkt i interviewet siger Eske Willerslev følgende, hvor jeg synes han slår hovedet på sømmet:

"Den almene dannelse er forudsætningen for en humanisme. For at kunne se ud over sig selv og sine allernærmeste. Det er sgu væsentligt, når man bor i et demokrati og et velfærdssamfund. Men noget, der er blevet kompromitteret i de senere år, er vores ... ja, næstekærlighed vil jeg kalde det. Altså lysten til eller evnen til at løfte i flok. Det hele handler om mig-mig-mig – i stedet for at sige, at det er væsentligt, at hele samfundet bliver løftet. Og det er her, snusfornuften og købmandsskabet bliver et problem. Når alle i dag skal kunne godtgøre, at det, de laver eller investerer i, har et umiddelbart målbart output, så mister det sin mening at gøre noget godt for de syge, de arbejdsløse og narkomanerne. For er narkomanen ikke ude af sit misbrug eller den syge ude af kørestolen efter to år, så er det ikke umagen værd. Det avler en frygtelig kynisme (Berlingske Tidende, 24/7-16)"

Kunst er ikke målbart på samme måde som så meget andet. Eske Willerslev snakker om narkomaner og syge, men han kunne ligeså godt tale om kunstnere - for er en kunstner ikke brudt igennem inden to år, er det ikke umagen værd. Hvordan skulle man kunne lodde værdien af en verselinje, eller opførslen af stykket Kvinde kend din krop på Mungo Park på et menneskeliv? Hvor i et skema kan der afkrydses hvilke tanker Lukas Grahams 7 years eller filmen Sommeren '92 vækker i mennesker?

Min påstand er, at kan læseren af denne tekst nikke genkendende til bare en eneste af de ting jeg nævnte i min livsgennemgang, er de 500 millioner årligt mere end givet godt ud. Jeg er ikke universets målestok, og der vil helt sikkert være nogen der synes jeg har glemt at snakke om f.eks. scenekunst, skulpturer eller graffiti. De ting har ikke synderligt interesseret mig, men derfor mener jeg stadig der er brug for dem. Jeg er heller ikke en neo-hippie med skyklapper og manglende jordbindelse. Jeg hylder ikke kunsten som noget smukt og ophøjet, langt renere end forretning, men jeg ser den som et udtryk for noget væsentligt i mennesket. Kunsten omgiver os som intet andet i verden, og det gør den selv om vi knapt nok registrerer det. Kunsten fungerer som en sigte og som et medium til at forstå verden. Det er ikke alle der er kunstnere, men alle bruger kunst, ligesom alle bruger et toilet og en seng. Jeg ser det som er ved at ske med det danske samfund, den vilde mistænkeliggørelse og snusfornuft, som frygtelige ting, der i sidste ende vil ødelægge langt mere end de vil skabe. Der er brug for kunsten, ligesom der er brug for forretningen. Det er yin og det er yang. 

Hvis der er noget kunstnere forstår, så er det hvor vigtige penge er. Jeg ville ønske at pengene også forstod hvor vigtigt kunst er.