Nyheder i juli 2014

Så er der igen gået lidt tid i forfatterburet, og der bliver ved med at ske ting hist og her - heldigvis for det. Ellers kunne man jo blive lullet ind i en falsk tryghedsfølelse. Jeg har langt om længe fået lektøren til Ambrosia/Live og den er lidt et tveægget sværd. På den ene side er den faktisk rigtig god - og på den anden side er der nogle ting, der får denne herres kæphest væk fra den lune stald og ud over stepperne. Hop med, om du lyster.

 

Inden da er der dog et par smånyheder. For det første har jeg redigeret Lyden af blade der falder fra omi-træet, der er med i Ny Dansk Fantasy 2014. Det var anden omgang tekstkigning, og det betyder at den burde være lige på trapperne - heldigvis. Det er en antologi, jeg ser meget frem til, da den kun indeholder otte noveller. Normalt er antologier på den anden side af de ti, så om det er manglende indsendelser, høj kvalitet eller historiernes længde, må hvile i fremtiden.

Ligeledes er en anden af mine noveller, En sang om vand, der er kommet med i antologien Mørke guders templer, også tilbage på sporet. Hele projektet blev ramt af et grelt teknisk uheld, og en overgang virkede det som om det hele gik i vasken. Heldigvis ikke. Hvornår den samling kommer ud, er dog stadig uvist.

Og så til lektøren:
Der er mange gode takter fra lektøren. Hun har helt fat i dobbeltheden bag udgivelsen og hvad der er ideen er med de to historier. De er 'velskrevne', og indholdsmæssigt er niveauet godt. Alt sammen noget, der egentlig burde sælge varen pænt til bibliotekerne. I stedet har den solgt moderat.
Men, og her kommer der et stort men. Hun ser sig nødsaget til (på 211 ord) at nævne at det er science fiction fem gange, tre gange alene i konklusionen. Ikke alene er det forkert (Ambrosia er en fantastisk fortælling), det er også ret mærkeligt. Især sætningen "man skal gide genren" (der også står i konklusionen), er helt hen i vejret, og som jeg skrev på facebook, lige da jeg havde fået lektøren: Ville man mon også have skrevet det ved en krimi? Eller ved en socialrealistisk roman?
Egentlig synes jeg ikke lektøren gør et dårligt arbejde, tværtimod virker det som om hun har læst bogen på dens egne præmisser. Det er i delefasen, at bedømmelsen lander på de frygtelige genre-ord. Noget der så langt fra var nødvendigt.
Dog er det spøjst at science fiction-mærkaten er så fremhævet. Jeg kunne nok forstå det, hvis Live var proppet med rumskibe, aliens og lyssværd ... men det er den ikke. Der er nogle få elementer (verdens undergang) der måske hører til i science fiction-genren, men det er også alt. Så ville jeg langt hellere have at den gode lektør havde holdt sig til den flotte formulering af dobbeltromanen, som hun faktisk giver: Dobbeltroman fra nutidsdanmark om verdens undergang og menneskeracens fortid.

Kæphesten er selvfølgelig genrespøgelset. Jeg er så pissetræt af det, for nu at tale nutidigt dansk. Ethvert værk fortjener at blive bedømt på sine kvaliteter som historie og efter hvilke tanker, det sætter i gang hos læserne. At hamre og banke løs på hvilken genre det er, er blot med til at slå endnu større skel mellem hvad der kan betragtes som god (rigtig?) litteratur og hvad der ikke kan. I al den tid jeg har skrevet har jeg prøvet at stille mig på barrikaderne i forsvar for det førstnævnte argument. Nu begynder jeg sgu at blive lidt træt. For det virker til, at lige meget hvor mange arrangementer, der bliver stablet på benene og på trods af et væld af forklaringer er der bare visse genrer, der, om ikke udskældes, så i hvert fald skal påpeges igen og igen som værende noget andet.

Det er også muligt at det er mig der er for fintfølende - det kan sagtens være tilfældet. Jeg tænker dog at det er markant. Og lidt skræmmende.

Junis arbejde 2014

Så er jeg blevet solskoldet og derefter brun. Jeg har været en tur på Bornholm og er kommet hjem igen. Og der står kolde øl i køleskabet og løbeture på programmet. Men nok om det der fandens privatliv. Til forfattergerningen! I forhold til resten af året har jeg slappet af i juni måned, men det er heldigvis ikke det samme som at ligge på den lade side. Det er blevet til en del skriblerier:

Det grå guld (fantastisk fortælling/humor, skrinlagt ved 2800 ord)
Vi savner dig (sms-novelle, realisme)
Udyr (7800 ord, horror)
Hjertely (3400 ord, horror)

I novellen Udyr er vi i Nødebo, omkring år 1700. Skovløberen Marsk har forskanset sig i en lade sammen med sine tre døtre. Udenfor skraber og knurrer det. Der er blevet spildt masser af blod, og der vil blive spildt endnu mere. Alligevel har Marsk håb for fremtiden. Han skal bare holde ud i omkring et år endnu. Så bliver alting godt.

Hjertely er en ret forunderlig sag. Tag et styk horror-element (varulv), en location (ventetidshjem), en tidsperiode (1970-75) og en dansk forfatter (Henrik Pontoppidan). Bland det hele sammen og det du så står med er en sært skræmmende pastiche over den altid modbydelige Naadsensbrød fra 1887. Stilistisk var den et helvede at skrive, men jeg er meget glad for resultatet.

Siden sidst jeg skrev har jeg også forsøgt mig lidt mere ud i youtube og videoer - efter sigende skulle det være rart for ens læsere at kende lidt til personen bag bøgerne. Det er indtil videre blevet til to videoer - en hvor jeg kort fortæller noget om Pandaemonium og en, hvor det handler om at løbe og skrive. Du kan se dem lige her:

Pandaemonium-video, on location
Løbevideo

Apropos Pandaemonium faldt jeg over dette på et bibliotek - det er godt at se at der findes biblioteker, og bibliotekarer derude, som tager deres kunders læsevaner alvorligt. Der skal være nok til alle!

"Brød og Pandaemonium til folket!"

Med de ord vil jeg runde af for nu. I juli kommer jeg til at arbejde videre på anden del af Odd - den har ligget stille længe, da der var andre projekter. Men med lidt held er jeg færdig med del 2 inden årets udgang - og så er der blot the endgame tilbage. God sol og høj bægerføring til jer alle!

Trailer 73 - uddrag af Transfusion

De sidste mange trailers har været fra min kommende horror-samling, og også denne. Lige nu ligger manus hos forlaget, der er i gang med at vælge noveller ud. Der skal vælges en tredjedel fra og det bliver spændende, hvad der falder for kødøksen. Så længe jeg ikke ved det, kan jeg heldigvis blive ved med at poste kandidater. Så derfor:

Der er mange grimme ting her i livet, og de værste er ikke monstre fra afgrunden eller noget, der gemmer sig i skabet. Det er de helt banale og basale ting mennesker gør ved hinanden. I Transfusion er Mia spænet ud i natten, fordi hun ikke længere kan holde til de ting, hendes far gør ved hende. Dog ved hun at der et sted findes en mand, der kan hjælpe. Gamle Karl, der bor lige uden for byen. Han skulle efter sigende have sine helt egne metoder til at komme den slags utøj til livs. Transfusion er fra sidste år og en virkelig sørgelig og grim fortælling om hvad man kan blive nødt til at gøre for atblive sine dæmoner kvit.

"Pigen tøvede, før hun trak vejret dybt ned i lungerne og skridtede ned ad gangen. Karl faldt ind bag hende. De tunge joggingbukser kunne ikke skjule, at hun havde en velformet røv. Han smilede for sig selv. Det var dejligt at det mest var de unge piger der kom. Ikke at han havde noget imod en dreng eller en rigtig voksen indimellem, for forandringens skyld. Der var bare noget helt specielt ved de unge piger.

Da han nåede frem til stuen, havde hun allerede sat sig i den gamle brokadesofa med benene trukket op under sig. Langsomt drejede han stolen, så han kunne se på hende, og satte sig så ned med et suk.

”Den gamle krop er ikke hvad den har været, men det kan du heldigvis hjælpe med. Hvad hedder du?”

”Mia,” sagde hun og famlede ved sin taske. ”Må jeg ryge her?”

”Nej, den slags kan der ikke være tale om. Ved du ikke, at det er dårligt for dig?”

Hun trak bare på skuldrene uden at sige noget. Hendes tomme hænder søgte trøst i hinanden. Karl sugede hende ind. Det var enten det ene eller det andet. Den påklædning havde han set for mange gange til ikke at klassificere hende. Han tog et sats.

”Hvor længe har din far rørt ved dig?” spurgte han.

Pigens hænder stoppede deres mekaniske karrussel. Under hoodiens tykke hætte rev en lok hår sig løs og faldt ned i panden. Den duvede frem og tilbage. Hun sank.

”Siden jeg var otte,” sagde hun. Karl var overrasket over stemmens styrke. Når først sandheden blev smidt på bordet, var det normen at den blev sagt ganske spagt. Det var styrke i hende her. Så meget bedre.

”Rører han kun ved dig, eller gør han mere?”

”Han gør det hele,” svarede hun og rettede hovedet op, så hætten gled fra ansigtet. Hendes øjne var brune. Der var ingen spor af makeup. Hun var yngre end han havde regnet med. Han skød hende til at være omkring seksten. Der sad stadig en smule hvalpefedt ved hagen og ørerne. Det ville være væk om et par år. Måske før, hvis alting gik som det skulle.

En skarp lyd fik dem begge til at se op. Ovenpå var noget faldet på gulvet. Karl skød på en gammel vase. De var ved at vågne. Nyt blod gjorde dem ofte urolige. Eller spændte. Han havde svært ved altid at mærke forskel.

”Er her nogen?” spurgte hun.

”Nej, der er kun os to her. Der står sikkert et vindue åbent. Det er ikke noget, du skal bekymre dig om. Mia, du er kommet til mig fordi du gerne vil have hjælp?”

Hun nikkede hurtigt. Hendes ene hånd famlede ved tasken. Cigaretterne.

”Hvad vil du gerne have at jeg gør?”

”Du skal slå ham ihjel,” svarede hun. ”Slå ham så meget ihjel at han ikke engang kan begraves.”

Karl klikkede med tungen.

”Det kan jeg ikke,” sagde han med en hovedrysten. ”Jeg slår ikke folk ihjel. Det eneste jeg kan gøre, er at de får det bedre. Så de selv kan gøre hvad de skal.”"

Nyheder i juni

Så er der kun en uges tid til sommerferien, men heldigvis giver det også plads til en enkelt update om hvad der sker her i menageriet. Som vanligt er der skriveprojekter alle steder, men i forhold til maj måned har jeg kunnet tage det roligt. Det har også været nødvendigt, da jeg har haft masser af rettearbejde og afgangsprøver med mine 9.klasser.

For omkring en måneds tid siden blev jeg kontaktet af Peter Q. Rannes, centerlederen på Hald Hovedgaard, hvor jeg tidligere på året var på skriveophold. Hvert år holdes der Store Bogdag med et specielt tema, og i år er det science fiction, under overskriften Fremtiden kommer. Grunden til at han kontaktede mig var at han gerne ville have mig med som tovholder på dagen, så i skrivende stund er jeg med til at bygge programmet op. Det er sjovt og anderledes at prøve, og min mailboks er varm. Programmet bliver løbende opdateret, men allerede nu er det fastlagt at Kaspar Colling Nielsen skal holde Bogdagstalen. Det foregår den 9.august og jeg håber mange vil lægge vejen forbi det jyske. 

Sidste weekend var der Fantasticon, og der medvirkede jeg i et panel om Stereotyper i science fiction og fantasy. Nu skal det ikke forstås som stereotyper i dur med the comic relief, men mere over i køns- og racedebat. Jeg delte panel med Karin Tidbeck, Lars Ahn Pedersen og guest of honor Rochita Loenen-Ruiz. Der var ingen tvivl om at det var et stort og vigtigt spørgsmål for Rochita og Karin - selv fik det mig til at tænke over ganske andre ting. Et problem var at langt det meste litteratur blev skrevet ud fra den hvide, vestlige mands synsvinkel/punkt ... også selv om man ikke var det. Bagefter tænkte jeg på hvad man gør, hvis man tilfældigvis er en hvid, vestlig mand. Skal man så gøre noget andet alligevel? Et andet punkt der kom op at vende var at man skulle sætte sig ind i hver eneste figur/karakter/person i en novelle, for at kunne skrive den ordentligt. Der havde jeg en alternativ holdning, der gik på at hvis en fortællings mål var at viderebringe en ide, kunne figurerne sagtens indtage en meget passiv rolle, ja næsten være lavet af pap. Det faldt ikke i god jord, men heldigvis har jeg tænkt videre på det, og i fremtiden vil der komme et indlæg der tager det under behandling.

På selvsamme Fantasticon var jeg nomineret til Niels Klim-prisen med hele tre noveller i to kategorier. Desværre tabte jeg i begge kategorier (novelle og langnovelle) og det var ikke særlig fedt at få øvet sit "god-taber-fjæs", men det er jo sådan tingene nogle gange falder ud. Heldigvis synes jeg at de tre vindere alle havde skrevet gode tekster, og så er det lidt lettere at æde et nederlag. Der er altid næste år. Tillykke til Peter Adolphsen, Jesper Goll og Majbrit Høyrup.

Mere positivt (for mig) er Massacre Magazine #3 kommet ud, og i det har jeg den korte novelle Alchemy med. Jeg er stille og roligt, ved siden af alt det danske, begyndt at skrive på engelsk, simpelthen fordi det er der fremtiden ligger. Til hver en tid foretrækker jeg at skrive på dansk, men markedet er bare så meget større på engelsk. Hvis du har lyst til at læse hele bladet, der forresten indeholder noveller fra folk rundt omkring i Europa, så kan du finde det på Amazon.

Så er tiden kommet til mit smertensbarn. Det er nu 50 dage siden Ambrosia/Live kom ud, og der er stadig ikke kommet en eneste anmeldelse eller en lektørudtalelse. Det er en ekstremt tom følelse at sidde med og får mig til at stille en hel del spørgsmål til alt det her forfattergøgl. Alligevel, fordi klynk sjældent bringer noget med sig, har jeg lavet en video og smidt på youtube. Den fortæller lidt om bogen, og forhåbentlig kan den vække folks nysgerrighed.

Majs arbejde 2014

Den sidste forårsmåned er rundet af og med den også en del af mine projekter. I løbet af maj var jeg nødt til at have en tjekliste, for hele tiden at huske mig selv på hvad det nu var jeg skulle lave. Tasterne har glødet - både dem i stuen og dem i arbejdsværelset. Nu hvor sommeren kommer anmasende er det nemlig fedt at have to skrivestationer. Så er der nemlig altid en, hvor man ikke får solen lige i fjæset. Maj var så fyldt med arbejde, at jeg den 30. maj endnu ikke havde skrevet en novelle. Heldigvis var jeg færdig med de andre projekter der, så i en raptus (godt med nogle gamle ord) producerede jeg to noveller i løbet af de sidste to dage. Det er vist ikke noget der sker igen lige med det samme.

Solnedgange (1400 ord, realisme)
Al kødets gang (35400 ord, horror, kortroman)
En hundekunst (3200 ord, fantastisk fortælling)

Solnedgange er et blidt stykke prosa, der handler om flere solnedgange. Og om to mænd, der tager en stille gåtur på stranden for at oparbejde appetit til desserten på badehotellet.

I En hundekunst møder vi den lokale skadedyrsbekæmper, der også virker som hundefanger. Vi får historien fortalt over en dram, og det er ikke helt sikkert at han selv tror på den. Men det er noget med en hund, en død ejer og lige lidt for lang tid.

I løbet af maj måned var jeg ude og lade munden løbe et par gange. Første gang var i Næstved den 22. maj sammen med Michael Kamp. Han har skrevet et fantastisk indlæg om præcis hvordan det var den aften, så jeg vil blot sige at jeg kom godt hjem, selv om det var ude på de små timer.

To dage senere, den 24. maj, stod jeg så i Odense, i anledning af zombiefestivalen. Det er første gang jeg har prøvet at være hovednavnet et sted, men det ville da være en fed løgn hvis jeg påstod at det ikke var ganske behageligt. Op til festivalen havde jeg brugt en del tid på at finpudse mit foredrag om Den litterære zombie - et ikke alt for let område, da zombien som de fleste nok ved er født ud af filmmediet. Jeg skulle holde foredraget to gange, og det gik rigtig godt. Ikke mindst fordi det publikum, der var mødt op, var meget interesseret i hvad jeg havde at fortællle. Undervejs vaklede de levende døde rundt i gaderne, og jeg fik med egne øjne set at ægte zombier tydeligvis overlever på en blanding af frisk kød og fadøl. Med lidt held kommer der snart nogle billeder fra selve arrangementet. Ellers kan man følge med her på deres facebook-gruppe. Jeg synes dog kun det er fair, at jeg nævner de to andre oplægsholdere - Steen Christiansen, der fortalte om zombiernes kulturhistorie og Camilla Roed Hollensen, der underholdt med et studium i fankulturen bag zombier. De var begge dygtige og klart værd at høre på.

Nu skulle maj jo ikke kun bruges til congalines og gøren sig klog foran projektør. I løbet af måneden skrev jeg min kortroman, Al kødets gang, færdig og det var lidt af en mærkelig vandring. Officielt er genren gothic crime, men den er nok mere gothic end crime. På et tidspunkt kommer der et indlæg kun om den, men indtil videre kan jeg afsløre at jeg anvender nogle gode og kendte troper. Et gammelt hus, en arv, en senil mor og et gyngestativ i baghaven. Det ændrer dog ikke på at jeg ikke helt har set en historie som den i Al kødets gang. Måske vil mine fremtidige læsere være enige. Eller kaste med æg efter mig.

Jeg tænkte vi alle sammen havde brug for en lille snackpause.

Som nævnt i nogle tidligere indlæg, har jeg et stykke tid arbejdet med at redigere og omskrive en samling horror-noveller. Det stykke arbejde er nu færdigt, og forlaget modtog i sidste uge 18 noveller. Så mange skal der dog ikke være med - vi skal helt ned på en 12-13 stykker, så nu venter et stykke tid med udvælgelse. Indtil videre bærer samlingen dog stadig titlen Kærlighedsfrugt. Mange af mine trailers har i den seneste tid været om kandidaterne, så hvis du ikke kan styre din nysgerrighed, gemmer der sig lidt guf der.

Som den sidste ting har jeg i et stykke tid arbejdet for forlaget Valeta som udarbejder af undervisningsmateriale. I løbet af maj måned har jeg svedt over Heidi Fjelstrups nye novellesamling Pudder, der udkom den 1. maj (samtidig med Ambrosia/Live). At lave undervisningsmateriale er en god måde for mig at blande min lærererfaring med mine forfatterevner. Undervejs bragte nogle af novellerne mig ud i internettets afkroge efter spændende links, og det er sjældent noget jeg gider brokke mig over. Det er utroligt hvad man kan samle op ;)

Phew - så nåede jeg igennem. Juni er ikke så travl som maj, men der kommer til at ske nogle spændende ting alligevel. Jeg vil være at finde på Fantasticon 14/15.juni (stirrende begærligt på Niels Klim-prisen ... så er det sagt), der skal skrives en horror-novelle og så regner jeg med at udkomme i det engelske Massacre Magazine inden alt for længe.  

Trailer 72 - uddrag af Paintball

Mens jeg stadig venter på billeder fra Odense Zombie Festival og gør mig klar til at skrive et massivt indlæg om hvad jeg har syslet med i løbet af maj, kommer endnu en trailer til samlingen. Samlingen er færdigredigeret og ligger nu hos forlaget. Det bliver spændende at se hvad der sker med den.

I Paintball møder vi holdet Copenhagen Wolves i den afgørende kamp om danmarksmesterskabet. De er oppe mod Randers Demons, og de føler sig ganske sejrssikre. Men det er ikke en normalt omgang paintball de skal spille. Det er en helt ny type game, hvor selve banen også arbejder imod dem. Alt går godt. Det er en spændende kamp, selv om kuglerne er lidt tungere end de plejer at være. Og folk måske bliver liggende lidt for længe, når de er blevet skudt. Og der ikke helt er så mange tilskuere. Paintball skrev jeg i 2008, og er nok den af mine horror-noveller jeg selv tænker ligger tættest på Dennis Jürgensens skrivestil. Den er grim, den er "sjov" og den har en twisted pointe. Om den også kommer med i samlingen, er en helt anden fortælling.

"Han holdt vejret, og spejdede ud over banen. En af hans modstandere var nede i knæ, og bevægede sig krabbende fra spånpladehus til spånpladehus. Han havde hovedet vendt væk fra Lasse, der langsomt, på hug, bevægede sig frem. På tværs af banen skød der røde laserlys, der blev fanget i de stødvise fontæner. Det gjorde udsynet forvirrende, men ikke ødelæggende, hvis han holdt sig til fontænernes system.

Demons-spilleren rykkede stadig langsomt fra dække til dække, løftede geværet og skød et par skud i den modsatte retning af Lasse. Det lød ikke som om, at nogen blev ramt. Lasse talte langsomt indeni sig selv, mens laserlyset fejede over banen. Der lød en skyllende lyd, og en vandfontæne rejste sig. Laserlyset blev delt i vandet, og skød i alle retninger. Sekundet efter rejste han sig, og trykkede af.

Med et smæld fløj kuglerne ud af geværets munding og slog ind i ryggen på Demons-spilleren. En halvkvalt smertenshyl lød fra ham, før han tumlede forover og landede næsegrus i træflisen.

De nye kugler gjorde nas. Ikke bare ondt som de normale, men rigtig ondt. Det føltes næsten som om, man blev skudt rigtigt. Lasses egen skulder værkede stadig, efter han var blevet ramt, og han var sikker på at han havde et enormt blåt mærke under tøjet.

Malingen i kuglerne var sølvskinnende. Først havde han undret sig over farven, men så var det gået op for ham, hvorfor de havde valgt netop den. Lyset, både det fra projektørerne, og laseren blev reflekteret i malingen. Det gjorde ganske enkelt en person lettere at ramme. Var man først begyndt at dø, ville man sandsynligvis blive ved med det.

”Skidegodt, Lasse,” hvislede en sløret stemme ved siden af ham. På trods af hjelmen vidste han, at det var Janus.

”Det var sjette gang han gik ned. Det her game er simpelthen the bomb, mand,” fortsatte Janus, mens han gik på hug, og med et klik åbnede ammunitionsrummet på sin gun. Der lå kun et par af de tunge skud i den.

Uden at det var nødvendigt at sige noget, åbnede Lasse også sit gevær, og hældte en god håndfuld kugler over i Janus'. Hurtigt satte de sig med ryggen til hinanden, mens de lukkede rummene igen.

”Jeg sneaker. Deres kaptajn er herrevulnerable. De ved ikke hvad fanden de skal gøre uden ham,” hvislede Janus og smed sig ned på maven.

Han nåede ikke mere end et par meter frem, før en række skud piftede hen over hovedet på ham, og med en voldsom lyd slog ind i spånpladevæggen. Han nåede kun lige at få hovedet ned, men hans position var opdaget. Lasse kunne ikke gøre det mindste, da endnu et skud slog ind i kammeratens hjelm. Han kunne høre Janus bande, dels af ærgrelse, dels af vrede.

Med et lød der en høj klikken, og derefter endnu en, efterfulgt af en murrende summen. Et eller andet varmede op, men før Lasse kunne finde ud af, hvad det var, fik han svaret foræret. Skarpe vindstød stod ind over banen. De var så voldsomme, at det fik hans dragt til at blafre omkring lårene. Det var store ventilatorer."

Trailer 71 - uddrag af Sammen

Hej igen, folkens. Trailer nummer 71 i rækken bliver også fra horror-samlingen, som jeg i øjeblikket bakser med at få færdig. Nu hvor jeg er kommet lidt tættere på, ser det ud som om forlaget og jeg skal vælge et dusin ud fra omkring tyve kandidater. Det skal nok blive spændende!

Sammen var den sidste novelle jeg skrev i 2013, og ideen til den var mere en fornemmelse, end direkte et handlingsforløb. Den vækkede en del ubehag i mig, ikke fordi emnet som sådan var værre end andet, men fordi den slog mig som forkert, måske endog vanskabt. Da jeg redigerede den, vendte noget af følelsen tilbage og derfor er det vel passende at den kan komme med i samlingen. I novellen finder vi historiens jeg, der sidder i en cirkel på gulvet i en lade. Han er lænket sammen med ni andre mennesker. Otte af dem er stadig i live.

"Jeg er rolig. Vi er forbavsende rolige. Jeg kan huske en ræv jeg opdagede som dreng. Den var blevet fanget i en fælde, og havde forsøgt at gnave sit eget ben af, men havde ikke kunnet. Da jeg opdagede den, så den bare på mig med et resigneret blik, der mere end gjorde det klart at den var parat til at dø, at den på en måde længtes efter det. Jeg kunne have befriet den, men i stedet for smadrede jeg dens hoved med en sten. Min mor sagde altid at jeg var sådan en barmhjertig dreng.

Der er mørkt hvor vi sidder, men ikke så mørkt at vi ikke kan se hinanden. De har sat små dioder langs væggene og i loftet. De blinker i tilfælde mønstre, hvid, grøn, rød. Om vores læber er der størknet grød og savl. Vi er blevet fodret, vi skulle nødigt dø før tiden. Vores tøj er plettet af madrester, tårer og blod. En af kvinderne er begyndt at menstruere. Det får rummet til at lugte som et vandfad fyldt med penge og plomber. Jeg kender hende, på alle måder to mennesker kan kende hinanden, men alligevel er jeg mærkeligt kold. Lad hende bløde liv.

Der går trapper ned på begge sider af os. De er høje og fører op til gangbroer under loftet. Det ved jeg, ikke fordi jeg kan se dem, men fordi jeg selv har solgt stedet. Måske tror de ikke, at jeg genkender det hullede cementgulv og rustne armatur, men min hukommelse er der intet galt med. Fik jeg en mulighed, ville jeg kunne slippe ud herfra, intet problem. Men jeg får ingen chance. Jeg kommer til at dø her, sammen med alle de andre.

Lige nu er her stille. Så tyst, at lydene fra udenfor sniger sig ind under de tunge skydedøre og minder os om at verden er større end vores cirkel. Vinden tuder ildevarslende, sand sprøjter kradsende mod bygningens sider. Varsler, vi varsler, siger elementerne, men jeg hører ikke efter. Vi hører ikke efter. Tiden til varsler er opbrugt. Vi er nået det punkt, som varslerne skulle have holdt os fra. Nu er de blot staffage, en ihukommelse af at intet har nogen som helst mening.

Manden ved min højre side er Niels. Hans hjerne er i færd med at tørre på min skulder, mens jeg tænker. Den lugter af jern og oregano, en fremmed, men ikke utiltalende duft. Som han dog gjorde modstand og kæmpede. Forsøgte at opildne os til samarbejde og oprør. For lige omkring en evighed siden var han tillidsmand. Nu er der kun en ting jeg har tillid til. At alting hører op på et tidspunkt."

Nyheder i maj

Selv om vi ikke engang er halvvejs gennem måneden, er der heldigvis allerede et par nyheder. So feast you eyes upon:

Den 22. maj vil Michael Kamp og jeg forene vores metierer og holde oplæg samt oplæsning på Hovedbiblioteketet i Næstved. Der kommer til at være snak om de udskældte genrer (science fiction, horror, fantasy) og fra min side af i hvert fald en snas fra Ambrosia/Live. 50 kroner er alt hvad du skal bløde for at nyde aftenen i vores selskab - det kunne være så meget værre! Arrangementet er foranlediget af foreningen Stordstrømmen.

I det hele taget bliver det en travl uge for mig. Som nævnt i et tidligere indlæg, skal jeg den 24. snakke om zombier i Odense. Men det er fedt at komme væk fra skriverstolen nogle dage!

Lige inden vinteren slap grebet i os, vandt jeg en flash fiction-konkurrence i det engelske online-blad Massacre Magazine. Siden da har jeg fulgt dem on/off, og for et par uger siden så jeg at de søgte efter noveller med temaet 'Road Kill'. En ide boblede halvfærdig i mit hoved, men brød så alienlike igennem (denne metafor dedikeret til dig, H. R. Giger. Rest in peace.) og jeg skrev den korte fortælling Alchemy på en aften. Heldigvis kunne de rigtig godt lide den på bladet, så nu bliver den en del af Massacre Magazine #3, der kommer her den 1. juni. Hurra for det!

For ottende år i træk har Science Fiction Cirklen udvalgt de novelller, de gerne vil have med i den årlige antologi. Endnu engang var jeg heldig, og de valgte at tage min novelle Ukrudt med. Novellen handler om nogle kolonister, der kæmper en ulige kamp mod den fjendtlige planet, de er landet på. Det er ikke atmosfæren eller dyrene, der er problemet. Det er selve vegetationen, der ikke har tænkt sig at dele. Antologien får titlen De sidste kærester på Månen, og udkommer sandsynligvis i august måned. 

Ikke mere nu - men der kommer nok yderligere inden længe.

Ambrosia / Live

Det er ingen hemmelighed at min femte bog kom på gaden her først på måneden. Den 7/5-14 var der reception for værket og nu kommer så den lange ventetid, inden anmeldelser og forhåbentlig en lektør ruller ind. I mellemtiden skal I dog ikke snydes for at høre lidt mere om hvad Ambrosia/Live er for en satan.

Begge forsider. Bagsider. Præsentationer. Noget.

'

I 1960'erne (og sikkert før det) herskede kiosklitteraturen i Danmark. Det drejede sig oftest om amerikanske historier, skrevet af mere eller mindre ukendte forfattere. Kvaliteten af historierne var meget svingende, men oftest langt bedre end kvaliteten af papiret, der var lige til at udvandre til Ukraine over. En helt speciel afart af disse bøger havde to forfattere. Derfor måtte der også to forsider til. Og som om det ikke var nok, skulle man også vende bogen, når man ville læse den anden historie. De to historier/forfattere havde som regel intet at gøre med hinanden, ud over et nødtørftigt genresammenfald og kunne uden problemer læses hver for sig. På en og samme tid fandt jeg det genialt og banalt. Det var fedt at man kunne præsentere to forfattere i den samme bog, men det var tåbeligt at deres historier ikke rørte hinanden. Tanken om at det måtte man gøre noget ved, ramte mig første gang tilbage i starten af århundredet. Og så, i slutningen af 2012, dukkede den op igen, fordi jeg var så heldig at finde en brik jeg manglede.

Helt tilbage i 2007 skrev jeg en lang fortælling om en meget stor, gravid kvinde, der bliver fundet indeni Yding Skovhøj. Det var en af mine første historier med et bredt persongalleri, forskellige mennesketyper og flugtende plot. Den blev færdig ... og så lå den der og kiggede på min harddisk. Jeg kunne rigtig godt lide den, og ikke mindst de historieelementer jeg havde anvendt. I 2012 skete det så, at jeg skrev kortromanen Live. Jeg var også ret vild med den histories elementer, og så var det at det slog mig hvorfor. Jeg havde nemlig brugt dem før. Men på en helt anden måde. I kortromanen Ambrosia. De to historier var forvrængede spejle af hinanden.

Pausegris. Hvad er en histories elementer? Det er de byggesten, der udgør en fortælling. Tag nu f.eks. Rødhætte. Elementerne i den historie er bl.a. en ydre fjende, en levering, et område der er let at fare vild i, en ung pige og en god morale. Det er alt sammen fint nok. Elementerne i Rødhætte kommer i den rækkefølge vi kender og ender selvfølgelig med at vi har lært noget alle sammen. Men kunne man forestille sig at skrive en fuldkommen anderledes historie med Rødhættes elementer? Ikke kun udskifte et enkelt element med et andet, men jonglere med dem og så se resultatet? Lægge mere vægt på et lidt overset område og nedtone et af de store områder? Det kunne man nok. Måske ville det blive godt, måske dårligt, måske let, måske svært. Ville historien adskille sig så meget fra Rødhætte, at læseren umiddelbart ikke ville opdage at det var Rødhætte i kejserens nye fåreklæder (høhø)? Det er ikke til at sige. Men nu tilbage til Ambrosia/Live.

Ambrosia deler 90% af sin histories elementer med Live, men de to historier er vidt forskellige. Både i tone, i opbygning, i skrivestil og i genre. Det ændrer ikke på, at når man har læst den ene historie, vil den helt automatisk spøge, mens man læser den anden. Derfor er der i virkeligheden slet ikke to historier i Ambrosia/Live - der er faktisk fire. Hov, hvad er nu den af, spørger du. Jo, nu skal du bare høre. De to første historier er de to individuelle kortromaner. Men så er der også historien Ambrosia/Live fortæller. Hvad så med nummer fire? Enkelt. Det er historien Live/Ambrosia fortæller. Bogen kan læses flere gange, og heldigvis for det. Måske er der slet ikke fire historier, men bare en stor fortælling? Det vil jeg lade være op til læseren.

Slut med alt det højpandede snak og tilbage til det første afsnit af det her indlæg. Min ide var at bruge layoutet, den fysiske bog, til noget, der også havde med historierne at gøre. Det synes jeg bliver opfyldt gennem de fællesnævnere, historierne har. De vil gerne have noget at gøre med hinanden. For at illustrere den pointe, fik jeg heldigvis min kammerat, tegneren Wols, til at lave en række tegninger. I stedet for normale afsnitsdelere (***), er der nogle pæne illustrationer. Og når du er færdig med den første fortælling, venter der en overraskelse. Det vil selvfølgelig være synd at sige hvad det er, så jeg håber du selv får øje på det.

For at dette indlæg ikke skal blive for langt, så vil jeg runde af med håbet om at I læser mit nye udspil (helst med fornøjelse) og har lyst til at købe bogen. Den fås både som e-bog og paperback (med flapper!) og kan også købes direkte hos forlaget Valeta. Og vil I gerne vide mere, har jeg oprettet en side dedikeret til bogen, lige her på min blog. Kom hid, kom glad.