Trailer 72 - uddrag af Paintball

Mens jeg stadig venter på billeder fra Odense Zombie Festival og gør mig klar til at skrive et massivt indlæg om hvad jeg har syslet med i løbet af maj, kommer endnu en trailer til samlingen. Samlingen er færdigredigeret og ligger nu hos forlaget. Det bliver spændende at se hvad der sker med den.

I Paintball møder vi holdet Copenhagen Wolves i den afgørende kamp om danmarksmesterskabet. De er oppe mod Randers Demons, og de føler sig ganske sejrssikre. Men det er ikke en normalt omgang paintball de skal spille. Det er en helt ny type game, hvor selve banen også arbejder imod dem. Alt går godt. Det er en spændende kamp, selv om kuglerne er lidt tungere end de plejer at være. Og folk måske bliver liggende lidt for længe, når de er blevet skudt. Og der ikke helt er så mange tilskuere. Paintball skrev jeg i 2008, og er nok den af mine horror-noveller jeg selv tænker ligger tættest på Dennis Jürgensens skrivestil. Den er grim, den er "sjov" og den har en twisted pointe. Om den også kommer med i samlingen, er en helt anden fortælling.

"Han holdt vejret, og spejdede ud over banen. En af hans modstandere var nede i knæ, og bevægede sig krabbende fra spånpladehus til spånpladehus. Han havde hovedet vendt væk fra Lasse, der langsomt, på hug, bevægede sig frem. På tværs af banen skød der røde laserlys, der blev fanget i de stødvise fontæner. Det gjorde udsynet forvirrende, men ikke ødelæggende, hvis han holdt sig til fontænernes system.

Demons-spilleren rykkede stadig langsomt fra dække til dække, løftede geværet og skød et par skud i den modsatte retning af Lasse. Det lød ikke som om, at nogen blev ramt. Lasse talte langsomt indeni sig selv, mens laserlyset fejede over banen. Der lød en skyllende lyd, og en vandfontæne rejste sig. Laserlyset blev delt i vandet, og skød i alle retninger. Sekundet efter rejste han sig, og trykkede af.

Med et smæld fløj kuglerne ud af geværets munding og slog ind i ryggen på Demons-spilleren. En halvkvalt smertenshyl lød fra ham, før han tumlede forover og landede næsegrus i træflisen.

De nye kugler gjorde nas. Ikke bare ondt som de normale, men rigtig ondt. Det føltes næsten som om, man blev skudt rigtigt. Lasses egen skulder værkede stadig, efter han var blevet ramt, og han var sikker på at han havde et enormt blåt mærke under tøjet.

Malingen i kuglerne var sølvskinnende. Først havde han undret sig over farven, men så var det gået op for ham, hvorfor de havde valgt netop den. Lyset, både det fra projektørerne, og laseren blev reflekteret i malingen. Det gjorde ganske enkelt en person lettere at ramme. Var man først begyndt at dø, ville man sandsynligvis blive ved med det.

”Skidegodt, Lasse,” hvislede en sløret stemme ved siden af ham. På trods af hjelmen vidste han, at det var Janus.

”Det var sjette gang han gik ned. Det her game er simpelthen the bomb, mand,” fortsatte Janus, mens han gik på hug, og med et klik åbnede ammunitionsrummet på sin gun. Der lå kun et par af de tunge skud i den.

Uden at det var nødvendigt at sige noget, åbnede Lasse også sit gevær, og hældte en god håndfuld kugler over i Janus'. Hurtigt satte de sig med ryggen til hinanden, mens de lukkede rummene igen.

”Jeg sneaker. Deres kaptajn er herrevulnerable. De ved ikke hvad fanden de skal gøre uden ham,” hvislede Janus og smed sig ned på maven.

Han nåede ikke mere end et par meter frem, før en række skud piftede hen over hovedet på ham, og med en voldsom lyd slog ind i spånpladevæggen. Han nåede kun lige at få hovedet ned, men hans position var opdaget. Lasse kunne ikke gøre det mindste, da endnu et skud slog ind i kammeratens hjelm. Han kunne høre Janus bande, dels af ærgrelse, dels af vrede.

Med et lød der en høj klikken, og derefter endnu en, efterfulgt af en murrende summen. Et eller andet varmede op, men før Lasse kunne finde ud af, hvad det var, fik han svaret foræret. Skarpe vindstød stod ind over banen. De var så voldsomme, at det fik hans dragt til at blafre omkring lårene. Det var store ventilatorer."