Trailer 71 - uddrag af Sammen

Hej igen, folkens. Trailer nummer 71 i rækken bliver også fra horror-samlingen, som jeg i øjeblikket bakser med at få færdig. Nu hvor jeg er kommet lidt tættere på, ser det ud som om forlaget og jeg skal vælge et dusin ud fra omkring tyve kandidater. Det skal nok blive spændende!

Sammen var den sidste novelle jeg skrev i 2013, og ideen til den var mere en fornemmelse, end direkte et handlingsforløb. Den vækkede en del ubehag i mig, ikke fordi emnet som sådan var værre end andet, men fordi den slog mig som forkert, måske endog vanskabt. Da jeg redigerede den, vendte noget af følelsen tilbage og derfor er det vel passende at den kan komme med i samlingen. I novellen finder vi historiens jeg, der sidder i en cirkel på gulvet i en lade. Han er lænket sammen med ni andre mennesker. Otte af dem er stadig i live.

"Jeg er rolig. Vi er forbavsende rolige. Jeg kan huske en ræv jeg opdagede som dreng. Den var blevet fanget i en fælde, og havde forsøgt at gnave sit eget ben af, men havde ikke kunnet. Da jeg opdagede den, så den bare på mig med et resigneret blik, der mere end gjorde det klart at den var parat til at dø, at den på en måde længtes efter det. Jeg kunne have befriet den, men i stedet for smadrede jeg dens hoved med en sten. Min mor sagde altid at jeg var sådan en barmhjertig dreng.

Der er mørkt hvor vi sidder, men ikke så mørkt at vi ikke kan se hinanden. De har sat små dioder langs væggene og i loftet. De blinker i tilfælde mønstre, hvid, grøn, rød. Om vores læber er der størknet grød og savl. Vi er blevet fodret, vi skulle nødigt dø før tiden. Vores tøj er plettet af madrester, tårer og blod. En af kvinderne er begyndt at menstruere. Det får rummet til at lugte som et vandfad fyldt med penge og plomber. Jeg kender hende, på alle måder to mennesker kan kende hinanden, men alligevel er jeg mærkeligt kold. Lad hende bløde liv.

Der går trapper ned på begge sider af os. De er høje og fører op til gangbroer under loftet. Det ved jeg, ikke fordi jeg kan se dem, men fordi jeg selv har solgt stedet. Måske tror de ikke, at jeg genkender det hullede cementgulv og rustne armatur, men min hukommelse er der intet galt med. Fik jeg en mulighed, ville jeg kunne slippe ud herfra, intet problem. Men jeg får ingen chance. Jeg kommer til at dø her, sammen med alle de andre.

Lige nu er her stille. Så tyst, at lydene fra udenfor sniger sig ind under de tunge skydedøre og minder os om at verden er større end vores cirkel. Vinden tuder ildevarslende, sand sprøjter kradsende mod bygningens sider. Varsler, vi varsler, siger elementerne, men jeg hører ikke efter. Vi hører ikke efter. Tiden til varsler er opbrugt. Vi er nået det punkt, som varslerne skulle have holdt os fra. Nu er de blot staffage, en ihukommelse af at intet har nogen som helst mening.

Manden ved min højre side er Niels. Hans hjerne er i færd med at tørre på min skulder, mens jeg tænker. Den lugter af jern og oregano, en fremmed, men ikke utiltalende duft. Som han dog gjorde modstand og kæmpede. Forsøgte at opildne os til samarbejde og oprør. For lige omkring en evighed siden var han tillidsmand. Nu er der kun en ting jeg har tillid til. At alting hører op på et tidspunkt."