Februars arbejde 2015

Da jeg stod op her til morgen, var det allerede lyst udenfor. Der var fugle, der amatørisk forsøgte sig med kvidder, men de har heldigvis et par måneder endnu at løbe på, for helt godt var det ikke. Solen skinnede, gaderne var tomme og på den måde forsvandt februar bag mig. Hvis vi er rigtig heldige, har årets anden måned også pakket vinteren ned i tasken og er draget til andre himmelstrøg. Selv om det undertiden var en noget mørk vinter, lykkedes det mig dog at holde fingrene på tasterne.

 

I februar skrev jeg videre på min roman, men det blev også til en enkelt novelle:

Her er der tegnet ottetaller (6300 ord, fantastisk fortælling)

Et satans arbejde (arbejdstitel, 72300 ord indtil videre) 

Novellen Her er der tegnet ottetaller, tager os med til en lejlighed i en af forstæderne. Kaare Stoltze, politimand, er blevet tilkaldt af makkeren Augusta Wikland. De nikker til hinanden, konkurrenter som de er, og Augusta overlader lejligheden til Kaare. Hvad der møder ham er otte kvindelig, en knust rude og blodige håndaftryk. Så nu er det store spørgsmål: Kan Kaare finde ud af hvad der er sket i lejligheden hurtigere end Augusta?

Det er også blevet til et par Skår til. Inden længe er der nok til at jeg kan forsøge mig med en mosaik.

Håndskrift (om et uskrevet brev, en efterskole og en første gang)

Gallerispil (om to klassiske komponister, en rektor og et røvhul)

I februar måned oversatte jeg novellen Itu, der er med i antologien Universets mørke, til engelsk og den regner jeg med at sende ind til en amerikansk konkurrence, hvor de leder efter meget aparte tekster. Den har fået den engelske titel Riven. I løbet af marts regner jeg med at oversætte Ukrudt, der er nomineret til Niels Klim-prisen. Jeg fik ligeledes skrevet et digt til bogstavet H - der senere på året nok dukker op i en slags samling af forskellige digtere, der gør Halfdan Rasmussen kunstnen efter ... eller rettere prøver på det. Al kødets gang har også været igennem en massiv andenredigering og nu tror jeg ikke der er så meget mere at gøre ved den. Jeg håber blot at den falder i smag, når den inden alt for længe kommer ud. Hvornår ved jeg ikke helt endnu.

Marts måned bliver forhåbentligt måneden, hvor jeg bliver færdig med Et satans arbejde. Det bliver måneden, hvor jeg anmelder en bog inde på Metrord og forhåbentligt måneden, hvor jeg kan anvende en stille uge på at kaste mig over endnu et romanprojekt, der er halvfærdigt. Ligeledes regner jeg med at redigere en ordentlig røvfuld noveller - og når den slags sker, så kan I nok gætte jer til hvad der lurer på horisonten. Alt godt, læs meget og må dagene blive meget længere.

Trailer 87 - uddrag af Og fuglene er sat fri

Noveller er en sjov størrelse. Selv om de i længde ikke er enorme, kan de alligevel optage en del tankevirksomhed - deres korthed er nemlig både et plus og et minus. Noveller er gode fordi man kan fokusere på en enkelt ide, men de er også vanskelige fordi man skal være helt sikker på at alting spiller rigtigt sammen. På lidt plads er der ikke overbærenhed nok til fejl i novellens eget univers - f.eks. at komme til at kalde hovedpersonen to forskellige ting, eller glemme om det er om morgenen eller om aftenen, historien udspiller sig. Og så er der noveller som Og fuglene er sat fri.

Der er ikke rigtig nogen fortalt historie i novellen. Den er blot en række stemninger, men på sær vis dukker historien alligevel op. Is, vinter, sommer, varme.  Et eller andet dukker i hvert fald op, men måske er det ikke en historie. Det kan egentlig blot være følelsen af noget vigtigt eller væsentligt er gået tabt eller er blevet fundet her. Da jeg skrev novellen tilbage i 2008, var det ud fra et billede på nethinden af en mand, der i voldsom fart skøjtede væk fra noget mørkt. For så at vende tilbage til det. Hele novellen kan læses i min debutsamling fra 2010, Køtere dør om vinteren, og det håber jeg I vil gøre.

"Det er vinter. Det er altid vinter, når han mindst venter det. Det har været vinter, så længe han kan huske. Den vinter er som et nøgleben i hans bryst og en lammelse af hans kød. Vinter er som et ekstra navn i forlængelse af hans eget og mere sandfærdige navn, et udråbstegn, der fryser ham fast i snestormens sjældne lys af erindring, der endnu ikke helt er blevet et minde.

Han står på skøjter hen over overfladen på en blank sø og i isen, under hans knivbesatte fødder, kan han se en spinkel hånd række op gennem kulden i en forkrampet gestus. Kun det yderste led på tre af fingrene når igennem isen, men han skærer dem over med sine skøjter for ikke at se dem.

Blodet på isen ligner rust og isen er et spejl, hvor hans eget ansigt griner dødningeagtigt tilbage til ham. Han kan se sine knogler tydeligere og tydeligere, som kiloene rasler af ham og årene sætter sig fast med sekundlim i hver en åben sprække og fold.

Fuglene svæver højt højt oppe. Det er vinter. Det har været vinter så længe han kan huske. Der har altid kun været én vinter.

Og det er sommer, med vinden i lungerne og glød i huden, der føles som ville den helst rive sig løs fra kødet og stige højere op mod solen. Der ville den indsuge så meget varme som muligt, inden jorden drejer og kulden atter indtager sin retmæssige plads.

Hun stirrer så langt borte ind i dagen, at han et øjeblik ikke tror at hun kan være virkelig; han ser hende som et væsen af lys der er fanget i den dødelige verden og for at leve må hun klynge sig til ham og smage hans hede og liv for selv at kunne fastholde sin form.

Hendes læber er salte, men der er langt til havet og hendes bryster glider roligt frem og tilbage, da han lukker sine øjne og lukker sig ind i hende. Det er en åben port til et så sjældent land, at solen altid må stirre på det.

Hun er så varm, så optændt, så flimrende og flakkende at hans sjæls stemme angst skriger, at han brænder op hvis han bliver for længe. At ingen mand kan tåle hende uden at blive til aske. Og det er sandt.

De brænder sig ind i hinanden, sætter et mærke med glødende tænger og lugten af brændt kød nagler sig fast til vinden og bæres væk over de levende, gule marker sammen med de dykkende og stigende fugle. Det er sommer. Der har altid været mange somre. Men kun denne sommer."

Flere nyheder i februar 2015 - med ny video, prisnominering og anmeldelse

På trods af at februar er årets korteste måned, er der alligevel sket så meget, at det er blevet tid til endnu en update. Det er dejligt, når tingene går så hurtigt og spændende i forfatterlivet. Den konstante fremdrift skaber nemlig energi, selv om den egentlig burde fjerne den.

 

I januar fortalte jeg om Niels Klim-prisen og bad jer alle sammen om at stemme på de forfattere, der faldt i jeres smag. Jeg havde tre tekster på den lange liste, og i går blev årets short-list åbenbaret og det er med stolthed at jeg kan fortælle, at jeg har hele tre tekster med i det endelige opløb.

I kategorien novelle har jeg teksten Den allersidste dans fra antologien Undergang og novellen Ukrudt fra antologien De sidste kærester på Månen. Det er et spændende felt, og jeg skal beslutte med mig selv, om jeg skal trække en af teksterne for at forbedre mine vinderchancer. Hvad siger du? Og hvilken af teksterne skal jeg evt. trække?

I kategorien kortroman har jeg teksten Live med fra dobbeltromanen Ambrosia/Live. Feltet her er mindre, men jeg glæder mig til at læse mine konkurrenter. 

Afstemningen starter den 1. marts og løber en måned. Jeg håber virkelig at du har lyst til at stemme, ikke bare på mig, men i det hele taget. Du kan se alle de nominerede ved at følge linket. Med lidt held vil de nominerede tekster (i hvert fald i novellekategorien) blive tilgængelige i en kort periode. Følg med mens jeg updater.

Sidste år lavede jeg en kort video, hvor jeg filmede min arbejdshule. Nu har jeg konstrueret en ny af slagsen (en video, ikke en arbejdshule), der både er længere og pænere. I den fortæller jeg om de forskellige "stationer" jeg bruger i mit arbejde med mine tekster og hvem ved, måske synes du det er spændende eller det kan være, du kan bruge noget af det selv.

Som nævnt i min sidste update, var der et par anmeldelser i Himmelskibet nummer 43 af antologier, hvori jeg medvirker. Om antologien Undergang har anmelderen Thomas Winther følgende at sige om min tekst Den allersidste dans (Jeps, den der er nomineret til årets Niels Klim-pris):

"Silvestris bidrag til samlingen er nærmest en symfoni der beskriver en dans af ødelæggelse imens verden går under. På bedste Silvestri-maner er det en mærkelig, men velkomponeret historie, og også et rigtigt godt eksempel på hvor forskellige bidragene til denne samling er."

Med de ord vil jeg runde af for nu. Der er blot en lang uge tilbage af februar og der er mange deadlines, men dem fortæller jeg mere om, når jeg kommer så langt. Alt godt og nyd det spirende forår.

Trailer 86 - uddrag af Ukrudt

Det hænder, at man får en ide til en historie. Det er egentlig kun en spæd en af slagsen; ikke meget mere end et par sider. Det er en god ide, men den kan ikke bære en lang fortælling. Selv om det slet ikke er sædvane her i biksen, kom historiens elementer endog til mig på engelsk. Derfor tænkte jeg selvfrølgelig: Nåhja, hvis det skal være sådan, så lad det være sådan og derfor skrev jeg den korte science fiction-tekst Garden of. Jeg forsøgte at sende den ind til et blad, men fik den tilbage. Den slags sker. Jeg lagde historien til side, både fysisk og mentalt, og vendte mig mod andre projekter.

Det blev februar 2014 og vanen tro havde SFC indkaldt til en science fiction-antologi. Da jeg altid plejer at sende flere noveller, havde jeg et par stykker klar, men jeg manglede en tredje. Så kom jeg i tanke om Garden of, der faktisk havde været en spændende ide. Derfor satte jeg mig til at oversætte den, gav den den danske titel Ukrudt og presto! - den voksede og blev over dobbelt så lang. Jeg sendte den ind sammen med resten, og som historien efterfølgende har vist, blev det den, der kom med i De sidste kærester på Månen. Og nu? Der er jeg i gang med at oversætte den tilbage til engelsk. Nogle historier er simpelthen ubehøvlede i kravet om opmærksomhed!

Min krop er en sol, min stamme dens system. Min hånd og trommen glider sammen. Rytmen forplanter sig gennem mig, gør hele min organisme til et instrument. Så åbner en af mine planeter munden og begynder at synge. De mørke toner skærer aftenluften i strimler, sangens ord om fremtid og håb og vilje.

Sent håber jeg på en søn. Tidligt på en datter. I mine drømme håber jeg på ingenting, fordi en del af mig mener at det er bedst sådan. Jeg har stået ved min hytte og betragtet nyslåede forældrepar, der med hinanden i hånden vandrede ud gennem palisaden og satte foden i den mættede kratbevoksning. De havde deres nyfødte på armen, barnet svøbt i en blanding af visne blade og klæde. Jeg har stået samme sted, eller siddet på hug ved ildstedet og set dem vende tilbage med tomme hænder, men med ansigter fyldt med smil, der grædende og glædende slettede alle andre følelser. Når det hænder, er de altid i nærheden af hinanden, fletter fingre og ord. Det er den lette søgen efter en allieret, der kan dele ens skyld inden den bliver for mægtig.

Men det er ikke alt. Jeg har hørt de dæmpede skrig fra babyer, der fortabte i en labyrint af sult og mørke, kaldte på deres mor. Værst er det, når minutterne bliver til timer og intet afsluttes. Det er en nådegave, når skrigene fortaber sig, indtil de ikke engang er en del af baggrundsstøjen. Så ånder jeg atter den frie mands luft og kan glemme for en stund.

Det bliver ikke Centassa, der kommer til at gå Den nyfødtes vandring. Det er min pligt, min ret som barnets fader, og som alle pligter og rettigheder vejer de tungt på mine skuldre, fordi jeg forstår dem. Jeg elsker Centassa, jeg elsker vores barn, jeg elsker at det er lykkedes hende og jeg at skabe noget sammen og jeg vil drømme erindringer frem om hvad der kunne have været et ægte og langt liv. Men det er ikke nok til at jeg vil glemme hvad der er nødvendigt at gøre.

Jeg vil ikke stå ventende ved min hytte, eller hvile på hug ved ildstedet. Jeg vil bære mit barn i favnen, gå langs de sikre stier, indtil jeg når frem til lunden. Min mund vil være fuld af kød fra de små egerndyr, blod vil løbe fra min hud og dække mine læber. Da kan jeg ikke røres. I lunden vil jeg lægge mit barn i skyggen af det rødgrønne yatavan-træ, sige et par ord ud i luften og derefter vende det ryggen. På min vej tilbage mod landsbyen vil jeg gøre mine ører døve for den kraftige raslen fra træet, når dets sylespidse blade i langsom pantomime nærmer sig mit eget kød og blod. Ingen muskel vil fortrækkes i mit ansigt, hvis jeg fornemmer bladhanget gennembryde mit barns hud. Kun en ting vil være for andre at se; tårerne på mit ansigt, og ikke en af dem vil være af glæde.

For hver generation vokser vi os stærkere, men også færre. På et tidspunkt vil det blive anderledes. En gang i fremtiden vil vi være stærke nok, og når den dag oprinder, håber jeg blot at mine efterkommere er mangfoldige nok til at overleve planeten. Da jeg var barn, kun lige kommet ud af bleen og ind i sproget, blev jeg fortalt at over to tusind mennesker havde rejst den lange vej for at komme til dette sted. Vi landede, byggede vores hytter og døde. Det er den fortælling mine forældre gav mig.

Som med alderdom og blød hud tror jeg ikke rigtig på dem. Et tal så højt som to tusind er noget vi forestiller os. Jeg tror på at tallet findes, at det kan bruges til at vise hvor mange træer, hvor mange regndråber og hvor mange stjerner der er, men jeg ved at det intet har at gøre med mennesker. Ingenlunde så stort et antal er for os. I hele landsbyen tælles der 143. Flere kvinder end mænd.

Et fåtal er immune, en del er i færd med at blive det. Men vi kan ikke tage nogen smutveje. Vi er få, vores familier er for nært beslægtede. Avlede vi kun iblandt os selv, ville børnene blive forkerte. Defekte. Slet ikke i stand til at føre kampen videre. Derfor er rumskibet stadig i omløb omkring planeten.

Februars nyheder 2015

Det er blevet den tid på måneden, hvor det er nødvendigt at fortælle lidt om hvad der er sket på skrivefronten. Heldigvis er der en masse nyt at fortælle, så skænk dig en kop mokka eller skaf dig fluks en ny af de grønne fra køleren. Der er intet værre end en tør hals, nu hvor du er gæst.

 

Siden starten af året har jeg arbejdet sammen med event-bureauet Enjoy Locally om at stable en noget anderledes horrorevent på benene. Heldigvis har jeg ikke været alene, men delt læsset med forfatteren Lars Kramhøft, filminstruktørerne Sohail A. Hassan og Phillip Th. Pedersen, skuespilleren Maja Muhlack og multikunstneren Sally Andersen Ward. Til sammen har vi skabt en kombination af en oplæsning og en filmfremvisning, komplet med aftenens vært og en behørig oppyntning. Det sker alt sammen her på fredag den 13. og hvis alt flasker sig, bliver det blot den første af mange events. Du kan købe billet ved at følge linket. Min del af eventet bliver en oplæsning af en opdateret tekst, der er som skræddersyet til indersiden af din lunger. Jeg krydser virkelig fingre for at det bliver en succes, da det så har en mulighed for at bringe flere af horror-genrens udøvere frem i lyset ... og det er der virkelig brug for.

I løbet af den sidste uges tid er det blevet til to udgivelser. Novellen Itu (som du kan læse et uddrag af her) er med i antologien Universets mørke fra H. Harksen Production og novellen En hundekunst er i Himmelskibet nummer 43. Det er lidt sjovt, da begge fortællinger har ideen om tid som et væsentligt punkt, men ellers adskiller sig meget fra hinanden. Itu er eksperimenterende i form og ret så ulækker, hvorimod En hundekunst er helt nede på jorden og en smule sørgmodig. Desuden er det første gang jeg optræder i Himmelskibet, uden min novelle har været en del af en konkurrence, så det er hermed også krydset af på listen. Novellen er manipuleret-illustreret af Klaus Æ. Mogensen.

 

I selvsamme nummer af Himmelskibet er der også en række anmeldelser, deriblandt af antologierne Varulv og Undergang. Førstnævnte er kommet online, og i den skriver anmelderen Thomas Winther om min vindernovelle Udyr blandt andet: 

"Novellen er skrevet i et sprog som var den skrevet for over hundrede år siden, hvilket passer til den tid som handlingen er sat i. Denne fortællestil passer rigtig godt til novellen, og gør at det virker som Marsks fortælling, og man lever sig virkeligt ind i den forbandelse han kæmper imod, og kan derved følge at han gør som han gør ... Det er en virkelig god novelle som slår stemningen an for bogen."

Sidst, men så absolut ikke mindst, er der et pingback til de sidste nyheder fra sidste år. Der afslørede jeg blandt andet at Fantask endelig, efter tre-fire år, havde fået Pandaemonium på hylden. Nu har de gode folk sørme lavet en video hvor man kan se den nye opstilling i butikken - og fandeme så - der står det gigantiske zombieepos og lufter sig frækt. Man kan med held se hele videoen igennem - men vil man tjekke at jeg ikke lyver, så ses den ved 2:02. Mmmm.

Som afrunding på dette indlæg - og Pandaemonium generelt - har jeg også lige fået en mail fra mit forlag. Der resterer nu kun 18 (atten!) eksemplarer af Pandaemonium og intet tyder på at den kommer i andet oplag. Derfor, mine kære læsere, er det ved at være sidste udkald hvis du vil skaffe dig et eksemplar. Og nu - over and out! 

Trailer 85 - uddrag af Mens vi venter

I denne  omgang tager vi et skridt bagud og kigger på en novelle tilbage fra 2011 - nemlig Mens vi venter fra min novellesamling Faderens sønner. En af grundene til at jeg holder så meget af science fiction er at man kan gå i rigtig mange retninger, og jeg kan tydeligt huske at da jeg gik i gang med Mens vi venter, havde jeg lige arbejdet på en meget alvorlig novelle og derfor var der brug for noget i en lidt lettere og humoristisk tone. I sidste ende skulle det så vise sig at Mens vi venter måske er lige så alvorlig, men blot skjuler det under et tyndt lag fernis. Titlen kan I nok godt gætte hvor jeg har hugget fra.

Forsiden er lavet af Manfred Christiansen.

Egentlig tror jeg ikke jeg vil fortælle så meget mere, andet end at det er en ganske sær historie, i form såvel som i indhold. Her får du serveret de første to sider - resten må du selv finde i samlingen, som jeg forresten har hørt en lille hvisken om snart skulle være udsolgt fra forlaget.

Projektører fejer hen over publikums stilkede øjne, grøn er som vanligt den dominerende farve og grønt er lig med skønhed. Værten, den alvidende og maksimalpotente Saur Garg , kommer gående ud fra kulissen, vinkende med store lemmer. Sociologi-sensoren er slået til, da det er vigtigt at de individuelle racer kan koble de farverige metaforer og florlette formsprog sammen med noget, der for dem er bekendt. Saur Gargs stemme er en salvende tenor, og i publikumsrækkerne dåner nogle af de mere kvindelige versioner af de forskellige racer. Showet er lige ved at begynde, og dette er en helt speciel aften. Som planet nummer 26 er Jorden netop trådt ind i selskabets sendeflade – ikke blot som modtager af signalerne, men også som denne aftens ubetingede fokus. Bandet slår et par takter an, og det store Live-skilt blinker, gløder og udsender svalende dufte.

SPEAK: I over ti år har SAUR GARG bragt nyhederne og underholdningen direkte ind i dine stuer. SAUR GARG er manden bag din fortid og din fremtid. Han er din morgenmadsknasen og det blik du sender en eller anden der træder dig over tæerne eller hvad du nu har. Manden, væsnet, ikke langt fra reptilet til smilet. SAUR GARG SAUR GARG SAUR GARG.

(lys blinker hysterisk, også i ultraviolet og infrarød. Vinkende træder Saur Garg ud på scenen, de muskuløse bagben bærer den gigantiske krop uden problemer. Han flagrer med tentaklerne, smiler og spiser håndfulde af noget der piber. Med smæld og brag glider han ned i en stor stol, og flyder ud over det hele. Han er så skødesløs, at alle tre sweqqer tydeligt kan ses. En kvinde skriger i seksuel fryd)

SAUR: HejHEEEJ til jer alle. Det er lækkert at vide at så meget af Mælkevejen stadig drejer ind for at se hvilke skøre ting vi nu har fundet på. Denne aften er helt speciel. Vi byder vores nyeste seerskare velkommen, og jeg synes vi skal give dem en hånd eller hvad I har.

(en storskærm flimrer, og billeder af en nedbrændt by ses i horisonten. Tæt på kameraet står en lille pige. På armen har hun en baby. Hendes frie hånd er deform. Blikket i hendes øjne er uforstående, en nerve virrer i tindingen. Så hoster hun jorden rød. I studiet klapper publikum uhæmmet og i lang tid. Saur Garg ser sig veltilfreds omkring)

SAUR: Ja, DET er da virkelig noget man kan blive imponeret over, det må jeg indrømme. Men i stedet for at bruge hele aftenen på at vise billeder af seerne, synes jeg vi skal gå over til at vise seerne billeder. Det er trods alt det vi er her for!

(Saur Garg smiler med alle tænder, og publikum ler. Orkesteret slår en pompøs og bombastisk fanfare an)

SAUR: Det er med enorm og tør jeg sige vulgær stolthed, at jeg byder min elskede pseudobror, Imago Brag, velkommen til studiet. Med hjælp fra blot en håndfuld venner, er det lykkedes ham at gøre Jorden i stand til at understøtte den slags liv, vi alle kan forstå. Og det på blot 250 jordår – det svarer nogenlunde til et par lange arbejdsdage hvis du tilfældigvis er en langlivet drecopod fra Mitokondro-systemet. Det er en helt igennem fantastisk proces han der har viet sin panikalder til. Mit kære multietniske og stellare publikum – IMAGO BRAG!

(Publikum hamrer ekstremiteterne sammen, og salen mættes af den slimede lyd af kød mod kød. En gigantisk skabning, ikke ulig Saur Garg, træder ind på scenen, og styrer showvant mod den ledige plads over for studieværten. Dog er gæsten en smule mindre end værten, og tegningerne på hans ryg er en lysere nuance af mudret brun. Han blotter tænderne og vifter med de øverste tentakler, før han sætter sig. Et glas med blå væske dukker frem på bordet, der står mellem dem, lige ved gæstens venstre klo)

IMAGO: Det er alt for galt, Saur

SAUR: Pjat med dig, Imago. Vi har alle sammen set så meget frem til at du skulle besøge os, så et glas var det mindste. Men lad os nu ikke fordrive tiden med småsnak. Hele din operation har været meget tys-tys, og det er først nu, at det overhovedet er muligt at løfte sløret for, hvad det egentlig er du har brugt tiden på.

IMAGO: Det er en meget lang historie

SAUR: Det er et meget langt show (publikum ler)

IMAGO: Kan du tåle at være ude af spotlightet så længe?

(Saur Garg kan først ikke finde en passende grimasse, men da han endelig graver en frem af gemmerne, overdriver han den. Publikum eksploderer i en fontæne af dåselatter)

SAUR: Jaeh, det er nok meget sundt for mig. Men jeg har forberedt nogle spørgsmål, som jeg håber du er klar til at svare på, Imago?

IMAGO: Fyr løs

SAUR: Jeg vil starte med begyndelsen – det plejer at være et godt sted at begynde. Så hvordan startede det hele, Imago ?

IMAGO: Jeg vil ikke kede jer med alt det indforståede, der leder op til min historie. Så lad os blot sige, at jeg fik stukket en opgave i hænderne. En af den slags opgaver, man kun får en eller to gange i løbet af en livstid.

SAUR: Spændende. Og hvad var det præcis for en opgave?

IMAGO: Meget enkelt. Som de fleste ved, har alle intelligente livsformer brug for kraftig UV- stråling for at overleve. Hvis jeg ikke tager fejl, kan pewtonerne ikke engang formere sig uden dem.

SAUR: Har vi nogen fra Pewton-systemet i studiet i aften?

(Noget der mest af alt ligner en svulst med flere svulster vinker ivrigt med en klumpet udvækst. Selv Saur Garg ser ud som om han er chokeret ved synet, men lader det kun skabe små vibrationer i hans ellers pletfrie showman-overflade)

SAUR: En enkelt var der, og jeg håber at resten af Pewton-systemet har spidse ører eller hvad I nu kalder det. Så, Imago, du tog altså til Jorden.

Januars arbejde 2015

Så er vi rykket fra det, det for mig oftest føles som årets længste måned, til den korteste af slagsen. Skrivebiksen har kørt på højtryk, da historierne bliver ved med at komme, og selv om det ser ud som om 2015 bliver et år uden mange indkaldelser til antologier, kan jeg ikke lade være med mine noveller. Ikke mindst fordi jeg er begyndt på at oversætte mine noveller - en om måneden, endog, og jeg kan oplyse om at det ikke er helt så let som man går og tror. Men med det sagt - til frugten af januars slid.

Det er blevet til to noveller i januar og romanen bliver ved med at vokse:

Stig Attertag, manuskriptforfatter (8300 ord, realisme)
Taxa (3300 ord, science fiction)
Et satans arbejde (arbejdstitel, 58300 ord indtil videre)

I Stig Attertag, manuskriptforfatter møder vi sjovt nok Stig Attertag, der er manuskriptforfatter. Han er ung, han er håbefuld og han har et møde med de højre herrer, der sidder i toppen af Projektøren, Nordisk Films vartegn, der står ved siden af Det kongelige teater og skråt over for Nationalbanken. Hans ærinde: Et helt friskt manuskript. Det eneste problem er at Stig lever i en verden, hvor originale ideer kun indspilles som film én gang og derefter er bandlyst. Så mon Stig har fat i noget ganske originalt, eller kommer han til at mærke smerten ved at fejle? En Næsten her-historie.

Taxa handler om en taxatur. Taus skal skynde sig, han har en gave med og det er hans søns fødselsdag. Taxachaufføren snakker, men lover at skynde sig. Taxachaufføren snakker, rigtig meget. Taxachaufføren snakker, ikke kun til, men også med Taus efterhånden som de kommer tættere på den 11. august for et år siden.

Jeg har også fået rystet et Skår ud af ærmet:

Skamstøtte (om et seminar, tarmtømninger og en stille smøg)

Som jeg nævnte i dette indlægs indledning, er jeg også begyndt at oversætte noveller, og her i januar har jeg oversat fantasy-historien Et horn i siden, der var med i antologien Til deres dages ende. Samtidig har jeg omskrevet en gammel tekst, der skal bruges til et ret specielt event fredag den 13. hvor en bunke horrorfolk har slået sig sammen. Det kan du læse om ved at følge linket. Tro mig, den tekst er ikke for sarte sjæle - jeg håber endog at folk går meget ubehageligt til mode derfra. Sammen med Lars Kramhøft har jeg også forsøgt mig med en slags manuskript til aftenen - også spændende at arbejde med. Og så kommer der også snart en trailer!

Plakaten er lavet af Sohail A. Hassan.

I februar skriver jeg videre på romanen - jeg har på fornemmelsen at den bliver færdig i marts og så skal jeg redigere en masse noveller - hvorfor bliver afsløret meget snart. Ud over det skal jeg også forfatte et lille digt på opfordring og så tror jeg også der bliver tid til at kigge på Al kødets gang en sidste gang. Nyd jer selv og hinanden.

Trailer 84 - uddrag af Ex libris

Ved den sidste trailer, nummer 83, snakkede jeg kort om en samling jeg arbejder på, med titlen Næsten her. Hele præmissen for samlingen kan læses i det forrige indlæg, but allow me to elaborate. Historierne foregår i nutiden og har i de fleste tilfælde normale mennesker i hovedrollen. De har menneskelige problemer, såsom kærlighed, druk eller fordrukken kærlighed. Men de lever ikke i "vores" verden - de lever i en, der næsten er den samme, men også kun næsten. Mit mål er så at bruge de små forskelle til at fortælle en historie, der kun fungerer rigtigt under de alternative præmisser. Og derfor præsenterer jeg nu Ex libris.

 

Stein Peturson er til den afgørende, skriftlige prøve i skandinavisk litteratur på universitetet. Hans emne: digteren Irmgard Trudvig. Hans speciale skal skrives sammen med alle de andre studerende, ikke mindst den mørklødede Scena, der skriver om den samme forfatter. Omkring prøvesalen er anlagt en løbedrom, så de studerende kan følge kodekset på bagvæggen: En sund krop i et sund legeme. På hans bord er en skærm, der er direkte forbundet til Irmgard Trudvigs værelse på plejehjemmet, for Stein skal være sikker på hun stadig er levende. For hvis hun dør før han er færdig med sin opgave, får han ikke lov til at skrive videre. Det er nemlig forbudt at have noget at gøre med afdøde forfatteres værker.

"Jeg åbner den tunge mappe med alle papirkopierne og slår op på side to. Selv om jeg kan alle data i hovedet, er det alligevel en lise for mig at løbe dem igennem. Det beroliger mig på en sær måde, fordi det er så koncist. Som jeg selv er. Måske spejler jeg mig i Irmgard Trudvigs virke.

Født i 1932. Første bog, Sifs lokker, udkommet i 1953. Vinder af Skandinavisk Råds litteraturpris. Anden bog, Jeg ser en mil, udkommet i 1955. Anmelderrost, boghandlernes mest solgt bog det år. 1956 gift med Thorleif Åkestrand. 1957 skilt fra Thorleif Åkestrand, bliver enlig mor. Så dejlige fakta.

Der er en der siger mit navn højt nok til at jeg opfanger det og jeg løfter hovedet. Leifur løber forbi mig. Han har kun korte bukser, undertrøje og løbesko på. Præcis som jeg selv. Jeg skæver til uret. Det er modigt at Leifur at tage løbeturen allerede nu. Hvis jeg ikke husker forkert skriver han om Karl Drakken, og han kan ryge hvad øjeblik det skal være. Sidst jeg hørte noget var han allerede tjekket ind på et hospice. På den anden side er det måske klogt nok det Leifur gør. Bevæge kroppen. Klare hjernen. Give hjertet lidt at arbejde med, så man kan sætte sig ned og arbejde med fornyet energi.

De byggede først løbedromen til for ni år siden. Den var ikke, da min far gik på uni. Dengang måtte de nøjes med at lave sprællemænd og høje knæløft. Løbedromen er lidt under 200 meter lang og der er små vægge stillet op langs dens rand, så dem der løber ikke sprøjter os andre til med sved. Hver studerende må bruge den tre gange i løbet af eksamen. Jeg har ikke taget en eneste tur endnu. Det er vigtigere at skrive.

Jeg sluger endnu en koffeinpille og skyller ned med kaffe. Så åbner jeg min datamat og går ud på uni-nettet. Jeg har lavet størstedelen af min forskning hjemmefra. Det er tilladt og det er klogt. I morges, da jeg ankom, overførte jeg det hele til mit lille helle i universitets database. Side op og side ned. Det eneste jeg virkelig behøver er at tjekke mine fakta igennem en ekstra gang og være klar til at sætte min kragetå nederst. Papirkopierne har jeg for min fars skyld. Han stoler ikke på de moderne hjælpemidler. De kan gå i stykker, eller informationer kan forsvinde, eller hele netværket kan sætte ud. Nogle gange tror jeg, at han tror at datamater er forklædte dampmaskiner. Men han har ret i en ting. Det er bedre at være på den sikre side.

Mens datamatens starter op, skæver jeg til den lille skærm. Der sidder den gamle kvinde i sin lænestol, med en kat på skødet. Ud for hendes højre hånd står et rullebord med piller og vandglas. Alt tyder på at jeg bliver mindst lige så gammel, men jeg kan ikke forestille mig hvordan det kommer til at være. Langsomt, siger min mor. Alting løber langsommere og er tungere, som var man under vand. Og hun er ikke engang 55 endnu. Måske gentager hun bare mormors ord.

Der er ti kameraer i Irmgard Trudvigs værelse på plejehjemmet Bakkegården. Hun er senil dement, har rystesyge og diabetes på den grimme måde. Men derfor er hun stadig Irmgard. Hård som flint, ryster stadig med næven af verden. Hun dør ikke før hun er helt færdig med verden. Det eneste jeg kan blive lidt bange for er hvis hun allerede er i gang med det endelige slag og først lader sig mærke med det, når der ikke er mere at sige. Det ville passe til hende. At være kompromisløs til det sidste."

Niels Klim-prisen 2014

Så er det blevet den tid på året igen, folkens.

Efter lang tid uden, blev der for en række år siden genetableret en dansk science fiction-pris, der gives for årets bedste fortællinger inden for tre længder. Den korte, den mellem og den lange science fiction-novelle. Niels Klim-prisen er ikke alene et godt tiltag, den er også en meget nødvendig pris, da det ville være synd at sige at science fiction eller noveller får meget opmærksomhed i Danmark. RED: I år er der også, for første gang, en kategori for oversatte noveller med - så altså fire forskellige i alt.

Jeg har tre kandidater på den lange liste, som der skal nomineres fra inden den 15. februar. Får en novelle nok nomineringer, går den videre til afstemningsrunden hvorfra årets vindere bliver fundet. Skulle jeg komme i den heldige situation at gå videre, vil jeg så vidt det er mig muligt sikre at teksterne bliver tilgængelige her for en kort periode. Men nu - til de nominerede.

I kategorien novelle (den korteste) har jeg to kandidater:

Den allersidste dans: Med i antologien Undergang fra forlaget Valeta. Det var en ret fantastisk fortælling at skrive, ikke mindst fordi jeg eksperimenterede med unikke ord og vendinger, og forsøgte intet mindre end at rumme det meste af mennesket i en kort fortælling. Af Politiken nævnt som en af samlingens bedste noveller. Et kort uddrag kan læses her. 

Ukrudt: Med i antologien De sidste kærester på Månen fra SFC. Jeg har skrevet mange forskellige science fiction-noveller, men jeg havde aldrig prøvet kræfter med en koloniseringsfortælling. Derfor blev Ukrudt skabt og i den følger man menneskets kamp mod en planet, der ingen lyst har til at huse det.

I kategorien kortroman (den længste) har jeg en kandidat:

Live: Halvdelen af dobbeltværket Ambrosia/Live fra forlaget Valeta. En lang fortælling om en verden, der er ved at gå under. Det magtesløse galleri, der har fået den tvivlsomme ære at udspille de sidste par akter på Rigshospitalet står over for en fødsel. Den sidste af slagsen. Du kan læse meget mere på dobbeltromanens side her på bloggen.

For at kunne stemme til Niels Klim-prisen, både i nomineringsrunden og i selve afstemningsrunden, skal du oprette en bruger på følgende link. Når det er sket, modtager du en mail med instrukser for din videre færd. Er du allerede oprettet fra de tidligere år, burde der allerede ligge en mail i din boks.

Jeg håber du har lyst til at nominere mig - og nominere i det hele taget, for der er rigtig mange dygtige skribenter imellem kandidaterne. Dansk science fiction needs you!