Trailer 87 - uddrag af Og fuglene er sat fri

Noveller er en sjov størrelse. Selv om de i længde ikke er enorme, kan de alligevel optage en del tankevirksomhed - deres korthed er nemlig både et plus og et minus. Noveller er gode fordi man kan fokusere på en enkelt ide, men de er også vanskelige fordi man skal være helt sikker på at alting spiller rigtigt sammen. På lidt plads er der ikke overbærenhed nok til fejl i novellens eget univers - f.eks. at komme til at kalde hovedpersonen to forskellige ting, eller glemme om det er om morgenen eller om aftenen, historien udspiller sig. Og så er der noveller som Og fuglene er sat fri.

Der er ikke rigtig nogen fortalt historie i novellen. Den er blot en række stemninger, men på sær vis dukker historien alligevel op. Is, vinter, sommer, varme.  Et eller andet dukker i hvert fald op, men måske er det ikke en historie. Det kan egentlig blot være følelsen af noget vigtigt eller væsentligt er gået tabt eller er blevet fundet her. Da jeg skrev novellen tilbage i 2008, var det ud fra et billede på nethinden af en mand, der i voldsom fart skøjtede væk fra noget mørkt. For så at vende tilbage til det. Hele novellen kan læses i min debutsamling fra 2010, Køtere dør om vinteren, og det håber jeg I vil gøre.

"Det er vinter. Det er altid vinter, når han mindst venter det. Det har været vinter, så længe han kan huske. Den vinter er som et nøgleben i hans bryst og en lammelse af hans kød. Vinter er som et ekstra navn i forlængelse af hans eget og mere sandfærdige navn, et udråbstegn, der fryser ham fast i snestormens sjældne lys af erindring, der endnu ikke helt er blevet et minde.

Han står på skøjter hen over overfladen på en blank sø og i isen, under hans knivbesatte fødder, kan han se en spinkel hånd række op gennem kulden i en forkrampet gestus. Kun det yderste led på tre af fingrene når igennem isen, men han skærer dem over med sine skøjter for ikke at se dem.

Blodet på isen ligner rust og isen er et spejl, hvor hans eget ansigt griner dødningeagtigt tilbage til ham. Han kan se sine knogler tydeligere og tydeligere, som kiloene rasler af ham og årene sætter sig fast med sekundlim i hver en åben sprække og fold.

Fuglene svæver højt højt oppe. Det er vinter. Det har været vinter så længe han kan huske. Der har altid kun været én vinter.

Og det er sommer, med vinden i lungerne og glød i huden, der føles som ville den helst rive sig løs fra kødet og stige højere op mod solen. Der ville den indsuge så meget varme som muligt, inden jorden drejer og kulden atter indtager sin retmæssige plads.

Hun stirrer så langt borte ind i dagen, at han et øjeblik ikke tror at hun kan være virkelig; han ser hende som et væsen af lys der er fanget i den dødelige verden og for at leve må hun klynge sig til ham og smage hans hede og liv for selv at kunne fastholde sin form.

Hendes læber er salte, men der er langt til havet og hendes bryster glider roligt frem og tilbage, da han lukker sine øjne og lukker sig ind i hende. Det er en åben port til et så sjældent land, at solen altid må stirre på det.

Hun er så varm, så optændt, så flimrende og flakkende at hans sjæls stemme angst skriger, at han brænder op hvis han bliver for længe. At ingen mand kan tåle hende uden at blive til aske. Og det er sandt.

De brænder sig ind i hinanden, sætter et mærke med glødende tænger og lugten af brændt kød nagler sig fast til vinden og bæres væk over de levende, gule marker sammen med de dykkende og stigende fugle. Det er sommer. Der har altid været mange somre. Men kun denne sommer."