Nyheder i maj

Selv om vi ikke engang er halvvejs gennem måneden, er der heldigvis allerede et par nyheder. So feast you eyes upon:

Den 22. maj vil Michael Kamp og jeg forene vores metierer og holde oplæg samt oplæsning på Hovedbiblioteketet i Næstved. Der kommer til at være snak om de udskældte genrer (science fiction, horror, fantasy) og fra min side af i hvert fald en snas fra Ambrosia/Live. 50 kroner er alt hvad du skal bløde for at nyde aftenen i vores selskab - det kunne være så meget værre! Arrangementet er foranlediget af foreningen Stordstrømmen.

I det hele taget bliver det en travl uge for mig. Som nævnt i et tidligere indlæg, skal jeg den 24. snakke om zombier i Odense. Men det er fedt at komme væk fra skriverstolen nogle dage!

Lige inden vinteren slap grebet i os, vandt jeg en flash fiction-konkurrence i det engelske online-blad Massacre Magazine. Siden da har jeg fulgt dem on/off, og for et par uger siden så jeg at de søgte efter noveller med temaet 'Road Kill'. En ide boblede halvfærdig i mit hoved, men brød så alienlike igennem (denne metafor dedikeret til dig, H. R. Giger. Rest in peace.) og jeg skrev den korte fortælling Alchemy på en aften. Heldigvis kunne de rigtig godt lide den på bladet, så nu bliver den en del af Massacre Magazine #3, der kommer her den 1. juni. Hurra for det!

For ottende år i træk har Science Fiction Cirklen udvalgt de novelller, de gerne vil have med i den årlige antologi. Endnu engang var jeg heldig, og de valgte at tage min novelle Ukrudt med. Novellen handler om nogle kolonister, der kæmper en ulige kamp mod den fjendtlige planet, de er landet på. Det er ikke atmosfæren eller dyrene, der er problemet. Det er selve vegetationen, der ikke har tænkt sig at dele. Antologien får titlen De sidste kærester på Månen, og udkommer sandsynligvis i august måned. 

Ikke mere nu - men der kommer nok yderligere inden længe.

Ambrosia / Live

Det er ingen hemmelighed at min femte bog kom på gaden her først på måneden. Den 7/5-14 var der reception for værket og nu kommer så den lange ventetid, inden anmeldelser og forhåbentlig en lektør ruller ind. I mellemtiden skal I dog ikke snydes for at høre lidt mere om hvad Ambrosia/Live er for en satan.

Begge forsider. Bagsider. Præsentationer. Noget.

'

I 1960'erne (og sikkert før det) herskede kiosklitteraturen i Danmark. Det drejede sig oftest om amerikanske historier, skrevet af mere eller mindre ukendte forfattere. Kvaliteten af historierne var meget svingende, men oftest langt bedre end kvaliteten af papiret, der var lige til at udvandre til Ukraine over. En helt speciel afart af disse bøger havde to forfattere. Derfor måtte der også to forsider til. Og som om det ikke var nok, skulle man også vende bogen, når man ville læse den anden historie. De to historier/forfattere havde som regel intet at gøre med hinanden, ud over et nødtørftigt genresammenfald og kunne uden problemer læses hver for sig. På en og samme tid fandt jeg det genialt og banalt. Det var fedt at man kunne præsentere to forfattere i den samme bog, men det var tåbeligt at deres historier ikke rørte hinanden. Tanken om at det måtte man gøre noget ved, ramte mig første gang tilbage i starten af århundredet. Og så, i slutningen af 2012, dukkede den op igen, fordi jeg var så heldig at finde en brik jeg manglede.

Helt tilbage i 2007 skrev jeg en lang fortælling om en meget stor, gravid kvinde, der bliver fundet indeni Yding Skovhøj. Det var en af mine første historier med et bredt persongalleri, forskellige mennesketyper og flugtende plot. Den blev færdig ... og så lå den der og kiggede på min harddisk. Jeg kunne rigtig godt lide den, og ikke mindst de historieelementer jeg havde anvendt. I 2012 skete det så, at jeg skrev kortromanen Live. Jeg var også ret vild med den histories elementer, og så var det at det slog mig hvorfor. Jeg havde nemlig brugt dem før. Men på en helt anden måde. I kortromanen Ambrosia. De to historier var forvrængede spejle af hinanden.

Pausegris. Hvad er en histories elementer? Det er de byggesten, der udgør en fortælling. Tag nu f.eks. Rødhætte. Elementerne i den historie er bl.a. en ydre fjende, en levering, et område der er let at fare vild i, en ung pige og en god morale. Det er alt sammen fint nok. Elementerne i Rødhætte kommer i den rækkefølge vi kender og ender selvfølgelig med at vi har lært noget alle sammen. Men kunne man forestille sig at skrive en fuldkommen anderledes historie med Rødhættes elementer? Ikke kun udskifte et enkelt element med et andet, men jonglere med dem og så se resultatet? Lægge mere vægt på et lidt overset område og nedtone et af de store områder? Det kunne man nok. Måske ville det blive godt, måske dårligt, måske let, måske svært. Ville historien adskille sig så meget fra Rødhætte, at læseren umiddelbart ikke ville opdage at det var Rødhætte i kejserens nye fåreklæder (høhø)? Det er ikke til at sige. Men nu tilbage til Ambrosia/Live.

Ambrosia deler 90% af sin histories elementer med Live, men de to historier er vidt forskellige. Både i tone, i opbygning, i skrivestil og i genre. Det ændrer ikke på, at når man har læst den ene historie, vil den helt automatisk spøge, mens man læser den anden. Derfor er der i virkeligheden slet ikke to historier i Ambrosia/Live - der er faktisk fire. Hov, hvad er nu den af, spørger du. Jo, nu skal du bare høre. De to første historier er de to individuelle kortromaner. Men så er der også historien Ambrosia/Live fortæller. Hvad så med nummer fire? Enkelt. Det er historien Live/Ambrosia fortæller. Bogen kan læses flere gange, og heldigvis for det. Måske er der slet ikke fire historier, men bare en stor fortælling? Det vil jeg lade være op til læseren.

Slut med alt det højpandede snak og tilbage til det første afsnit af det her indlæg. Min ide var at bruge layoutet, den fysiske bog, til noget, der også havde med historierne at gøre. Det synes jeg bliver opfyldt gennem de fællesnævnere, historierne har. De vil gerne have noget at gøre med hinanden. For at illustrere den pointe, fik jeg heldigvis min kammerat, tegneren Wols, til at lave en række tegninger. I stedet for normale afsnitsdelere (***), er der nogle pæne illustrationer. Og når du er færdig med den første fortælling, venter der en overraskelse. Det vil selvfølgelig være synd at sige hvad det er, så jeg håber du selv får øje på det.

For at dette indlæg ikke skal blive for langt, så vil jeg runde af med håbet om at I læser mit nye udspil (helst med fornøjelse) og har lyst til at købe bogen. Den fås både som e-bog og paperback (med flapper!) og kan også købes direkte hos forlaget Valeta. Og vil I gerne vide mere, har jeg oprettet en side dedikeret til bogen, lige her på min blog. Kom hid, kom glad.

Aprils arbejde 2014

En tredjedel gennem året, men desværre ikke en tredjedel gennem årets projekter. Eller hedder det heldigvis? Nevermind. En af delene. Ligegyldigt hvilket af ordene man vælger, ændrer det ikke på at der er en hel del at rive i i biksen på Nørrebro. Efter lang tids tilløb er mit arbejdsværelse også kommet op at køre - så nu sætter jeg mig afsides, når der skal arbejdes. I løbet af april har jeg lagt størstedelen af min arbejdstid i kortromanen Al kødets gang, men heldigvis er det også blevet til mere og andet.

Sidste nat på Vågevej (realisme, 5300 ord)
Al kødets gang (horror, 22300 ord, kortroman, i gang)
Alchemy (horror, 1300 ord, engelsk)

I novellen Sidste nat på Vågevej ligger hovedpersonens stedfar Thomas for døden. Derfor har han indkaldt familien til at våge over ham denne sidste nat. Ikke fordi han elsker dem, eller sætter pris på dem, men fordi de alle sammen skylder ham. Kun hovedpersonen står ikke i gæld til den døende. Så hvorfor er han der så alligevel?

Kortprosastykket Alchemy er kød og metal, trafikuheld og forvandlinger. Sammensmeltning, sammensvejsning, sammenstyrtning. Og sang. Masser af mørke vers.

Arbejdsværelset i stearinlysenes skær.

Jeg har i mange år været tilknyttet anmeldersitet Metrord, der specialiserer sig i at anmelde selvudgiverlitteratur. Det er lang tid siden jeg sidst har anmeldt, men i april blev det til en enkelt af slagsen. Det er science fiction-romanen Skrymers Handske af Per Holbo, der er er blevet anmeldt, og hele teksten kan læses her. Jeg ville gerne have været mere positivt stemt, men jeg fandt det desværre svært.

I løbet af måneden har jeg også gennemlæst og håndrettet 15 horror-noveller, der i løbet af maj bliver tilskrevet, omskrevet og maltrakteret, så jeg forhåbentlig står klar med et færdigt manuskript til forlaget ved månedens udgang. Arbejdstitlen er stadig Kærlighedsfrugt. Ligeledes har jeg arbejdet solidt med et UV-materiale, der bliver færdigt i løbet af maj.

To af mine noveller - Den allersidste dans, der er med i den kommende antologi Undergang fra forlaget Valeta, og Lyden af blade der falder fra omi-træet i den kommende antologi Ny Dansk Fantasy 2014 fra forlaget Kandor - har også været igennem kødhakkeren, og er blevet rettet til og ved. Begge antologier udkommer inden for den overskuelige fremtid.

Og så forresten. Den syvende maj er der reception for Ambrosia/Live og fire andre bøger fra forlaget Valeta. Jeg vil sikkert befinde mig et sted i lokalet. Det foregår i Paludan Bogcafé i Fiolstræde, og starter klokken 19. Detaljer kan læses her.

Maj måned er et samlebånd. Så jeg må se at komme i gang.

Trailer 70 - uddrag af Labyrinthine

Ligesom sidste gang kommer denne trailer til at være en smagsprøve på hvad jeg arbejder med lige nu. Som nævnt i sidste trailer, drejer det sig om en god bunke horror-noveller, der med lidt held udmønter sig til en samling inden alt for længe.

Trailer 70 er lovecraftian horror, og en direkte homage til novellen The shadow out of time. Hvordan kan man selvfølgelig selv finde ud af ved at læse begge to. Min novelle med den kække titel Labyrinthine finder sted i nutiden. Mathias er spilprogrammør og da han var helt ung, lavede han et spil, der skulle komme til at sikre ham ansættelse resten af livet. Spillet, Labyrinthine, var vanvittigt svært. Uhyggeligt, modbydeligt, urimeligt svært. Men nu er der en koreansk fanboy, der har sat sig for at slå det. Noget, der bekymrer Mathias i ekstrem grad, for der er noget ingen ved om hvordan Labyrinthine kom til at eksistere ...

"Spillet voksede frem foran hans øjne. Skærmen var nu delt op, så den ene side var fyldt med kode, og den anden med spillet, der opdaterede sig selv hvert tiende sekund. Trætheden var ikke længere kun en følelse, men en så rodfæstet del af ham selv, at han ikke kunne huske et liv uden den.

Tasterne blev trykket ned med så stor en kraft, at tastaturet hoppede og dansede på bordet. Impulsen havde taget ham, selv om den ikke havde brug for ham. Når han løftede fingrene fra arbejdet, fortsatte koden med at kode sig selv. Nye tegn, nye rædsler opstod i de lange gange, og de tårnhøje rum, hvis dimensioner blot blev mere forvrængede, for hver linje, der blev tilføjet.

Mathias prøvede at stritte imod, men han var en myre sat overfor en gud. Det var umuligt for ham at slette de koder, han ikke selv havde skrevet. De blev stædigt stående som spottende gravstene over hans vovemod. Det eneste han kunne gøre, var at blive ved med at skrive og håbe på, at impulsen igen trak sig tilbage. 

Foran spilfiguren åbnede endnu et rum sig. I midten af det var en vandret port, magen til den han havde set i mange rum før dette. Mens han så til flimrede skærmen, og de lange metalbånd løsnedes, før porten åbnede sig. Et brag lød fra højttalerne, af sten der sønderdeltes, da begge porte faldt ned i dybet. Et sug af vind rejste sig på skærmen, og truede med at hive spilfiguren ned. Men det var ikke meningen. Intet skulle falde ned. Det var en opgang.

En kvalmende fornemmelse af fald skyllede ind over ham. Mørket var så tæt, at det ikke længere var fraværet af lys. Det var fysisk, som tjære. Så nåede lyden fra dybderne overfladen. Det var ikke stemmer, eller ekkoer frembragt af munde eller organer. Det var den klæbrige lyd af de enorme kroppe, der vendte og drejede sig i mørket, og undervejs strejfede vægge og hinanden. I hans hjerne vibrerede den smule modstand, han have magtet at opstille, og i det sekund forstod han, at hvis han blev ved med at kæmpe mod, ville hans synapser brække som en kvist. 

Et langt suk faldt op fra hans lunger, og han gav slip. Før havde han kunnet kæmpe mod impulsen, da den stadig var forseglet i katakomberne under jorden. Men nu var der banet vej, og uden de tunge stenplader og massive metalbånd kunne han intet gøre. I en stormflod bemægtigede impulsen hele hans krop, og han forsvandt, som blev han blinket ud af eksistens. 

Først troede Mathias, at han var død. Så vendte en del af verden tilbage i fokus. Han beskuede sig selv, på samme måde som han havde beskuet døren og gulvet. Han så sig selv, og ind i sig selv, og sig selv i den plads han havde i forhold til andre mennesker. Det hele på samme tid. Hjertet pumpede blod rundt i kroppen, og han betragtede interesseret de fire hjertekamre, der vibrerede ved hvert hjerteslag. Vener og arterier skød ud som et krøllet netværk, nyrerne rensede og filtrerede, synsnerverne trak sig sammen."

Nyheder i april

Så er der gået halvanden måned siden sidst jeg gav nyheder - og i forhold til mange andre perioder, har de sidste fyrre dage været en smule stille. Det er dog langt fra det samme som at der ikke sker noget - faktisk tror jeg ikke at jeg har haft så mange jern i ilden, siden jeg som 20-årig kørte tre ugentlige rollespilsgrupper. Alle de projekter vil med tiden selvfølgelig dukke op her, men indtil da er her nys fra foråret:

 Efter lang tid i møllen, er Ambrosia/Live endelig færdig. Den er trykt, den er vendbar og den udkommer officielt den 1/5-2014 - eller om en lille uges tid. Det er mit første selvstændige værk siden efteråret 2012, og det skal blive rigtig fedt at få det femte værk op ved siden af de fire andre. Men A/L skal jeg nok komme til at snakke mere om - lur mig, om der ikke kommer et selvstændigt indlæg om bogen og måske en lille, semi-hemmelig lanceringsøl et sted på Nørrebro en gang i  løbet af maj måned.

Apropos maj er der noget så spændende som zombie-festival i Odense! Ja, I hørte det. Allerede sidste år blev DHS (Dansk Horror Selskab) adspurgt om vi ikke havde en person, der vidste noget om den slags. Ind på scenen trådte yours truly, og nu er det blevet sådan at jeg hele to gange på samme dag skal afholde mit foredrag med den smukke titel Den litterære zombie – i Danmark og verden.  Jeg kommer blandt andet til at snakke om Patrick Leis, Dennis Jürgensen, Michael Kamp og den nye undergenre zombier er blevet til.

Hele festivalen virker ret professionelt opstillet, med masser af kræfter og investorer bag, så har du ikke andet at lave den 24/5, så slå et sving forbi Midterøen. Der er også andre foredrag, musik og sågar performance art.

Antologien Farvel, min astronaut er blevet anmeldt i Himmelskibet, og om min novelle I sit ansigts sved siges der:

"En uærlig handelsmand forsøger at snyde en bonde i et fremtids-Danmark hvor ‘impulsen’ (givetvis fra en atomkrig) har ødelagt det meste teknologi. Denne 30-siders historie udvikler sig til at være godt fængende, omend der er et par graverende anglicismer undervejs: “Han ved ikke andet end at køberen kommer til at betale gennem næsen. Og for en gangs skyld ikke urimeligt så.” Man synes nok at en skribent af Silvestris kaliber burde vide bedre." - Tue Sørensen, Himmelskibet

Jeg er ganske enig med Tue i, at den slags skidt skal luges væk. Samtidig kan visse ting godt glide under radaren, når man som forfatter har mange bolde i luften.

Det var alt for nu - stay tuned - næste gang er der mere!

Trailer 69 - uddrag af I forstæderne løber man

Tiden går og min næste udgivelse er lige på trapperne. Og hvad gør man, når man er lige ved at afslutte et projekt? Man starter selvfølgelig et nyt!

Nej, ikke en Ferrari. Men skakternet, DET er den!

I skrivende stund har jeg kastet mig ud i at gennemlæse, redigere, omskrive og sakse en håndfuld horror-noveller med henblik på at transformere dem til en samling i den nærmeste fremtid. Indtil videre opererer samlingen med arbejdstitlen Kærlighedsfrugt, men den slags kan jo nå at ændre sig. Det er altid skægt at se hvad man finder i gemmerne - og denne gang var det novellen I forstæderne løber man der sprang mig i øjnene. Den handler om den lidt for fede, gamle og desperate Oliver, der tror at han kan redde sit ægteskab ved hjælp af lange løbeture. Den slags virker ikke, men en helt speciel aften støder han på en mand med en skakternet Ferrari. Og det møde vil vise sig at være altafgørende for resten af Olivers liv.

"Bilen har ikke ramt ham. Den holder ved rabatten, med motoren snerrende. Selv i tomgang kan han fornemme de tusindvis af hestekræfter, der gør bilen levende. Bildøren står åben, som havde chaufføren slået den op, inden bilen holdt stille. Lakken kærtegner det øverste af hans lår, men den føles ikke kold. Nærmere lunken, som et åndende dyr helt i ro.

Det suser for Olivers ører. Blodet, spædet op med adrenalin, dunker hårdt i hans tindinger. Så går det op for ham, at han ikke har trukket vejret siden han opdagede, at bilen styrede mod ham. Med et langtrukkent suk slipper luften ud af ham med en fedtet lyd. Han kan smage jern. Om han bløder, eller det er fra plomberne, ved han ikke.

”Vil du have et lift?” lyder en mørk stemme inde fra bilens mørke.

Oliver gisper efter vejret, og lægger en hånd på hjertet. Det banker lige så hurtigt som den aften han mødte Lise, den aften for ingen mavedelle og slidte lunger siden.

”Vil du have et lift?” spørger stemmen igen, og kroppen bevæger sig i førersædet. Det sparsomme nattelys når ikke ind gennem de tonede ruder. Underlige billeder kravler frem fra Olivers børneværelse, og banker på. Skygger i skabe, spindelvæv under senge.

”Du var lige ved at ramme mig” siger han, overrasket over sin egen stemme. Den lyder strukket ud, som kan stavelserne ikke helt indfinde deres normale plads.

”Lige ved. Eller også ramte jeg ikke ved siden af” svarer stemmen roligt og roder i mørket. Øjeblikket efter flammer en cigaret op. I skæret fra lighteren når Oliver at se en markant kæbe, dækket af et gedeskæg.

”Jeg har ikke en tendens til at misse dem jeg sigter efter” fortsætter stemmen, og åbner bildøren. Øjeblikket efter træder han ud på vejen, og vender sig rundt mod Oliver. Han lægger hånden med smøgen på bilens tag. Gløden virker meget stor i den dunkle aften.

Oliver ryster på hovedet. Det her er en normal landevej. Der er ikke skakternede Ferrarier på dem, og ingen bukkeskæggede mænd, der tilbyder lift.

”Jeg skal ikke have noget lift” fremstammer han."

 

Marts arbejde 2014

For første gang siden efteråret, kunne jeg her i mandags tage mig en løbetur, kun iført t-shirt og shorts. Som alle ved er det et ømt syn - men i det mindste bebuder det at den lange vinter er ved at smelte bort. Når der kommer mere lys, kommer der også mere energi - og det har jeg også brug for med alle de projekter, der ligger og venter. Men inden vi kommer til de nye ting - så lad os se hvad det blev til i marts:

Monument (realisme, 4200 ord)
Mimesis (fantastisk fortælling/horror, 6400 ord)

I Monument er historiens jeg godt ved muffen, ja, der er faktisk ikke det, han ikke kan købe. Undtagen selvfølgelig sin døde kone tilbage. Heldigvis kan han stille så mange andre ting op for at få orden på sit liv - ting der har at gøre med mursten og mørtel, tavshed og død.

Mimesis udforsker pizzamanden Alessandros liv. Født i Napoli, opvokset i Napoli og har drevet virke i Napoli. Han savner sin hjemby, for der hvor han er findes Napoli slet ikke. Faktisk er der ikke noget der eksisterer, før en mand ved navn David viller det til at findes. Det inkluderer Alessandro. Det inkluderer Alessandros minder.

Sidst på måneden var der genreaften i Dansk Forfatterforening. Det var lykkedes mig at få lov til at invitere et par oplægsholdere, så Niels Dalgaard, Henrik S. Harksen og Helle Tofft fra forlaget Valeta tog sig af at fortælle om henholdsvis science fiction, horror og forlæggerbranchen. Det var nogle meget forskellige oplæg, men heldigvis var det relativt store publikum interesserede og kom med mange spørgsmål. Selv havde jeg lavet et oplæg for lægmand om fantasy, og det virkede som om det faldt i god jord hos tilhørerne. Med yderligere arbejde kunne det være fundament for et regulært foredrag.

I løbet af marts blev sidste hånd også lagt på min dobbeltroman Ambrosia/Live - der er kommet prøvetryk fra pressen og nu florerer der også en bogtrailer til mit kommende værk. Derfor har jeg selvfølgelig set mit nødsaget til at oprette en side her på bloggen, der udelukkende handler om A/L - so behold. Der er lidt tom lige nu, men der kommer mere på i fremtiden. Den officielle udgivelsesdato er 15/4.

Efter et møde med mit forlag, ser fremtiden meget lys ud for undertegnede. Selv om der er meget, der endnu ikke kan siges, vil jeg med fremskudt hage påstå at verden kommer til at se noget nyt fra mig ca. hvert halve år i det næste lange stykke tid. Lige nu arbejder jeg på en horror-samling - 12-13 noveller, der alle er skrevet, men nu skal igennem redigeringsmøllen. Ligeledes er der en hel del længere ting i støbeskeen - en kortroman og ikke mindst Odd ... troede I jeg havde glemt den? ;)

April byder på rigtig meget skrivning - og et par eksperimenter eller to ... for ikke at nævne en oplæsning i Næstved den 25/4. Følg med!

300

Dette er indlæg nummer 300

Tak til alle jer, der har kigget med siden 2009. Det har været nogle turbulente år, fyldt med professionel glæde og af og til har det været svært at følge med. Læs endelig videre, for i dette jubilæumsindlæg udbreder jeg mig om genrer - fordi der snart er  en aften, der gør det samme ;)

 
Da jeg begyndte at skrive for noget der virker som et par alternative universer siden, var der et punkt der stod som det smukkeste for mig. Det var beslægtet med det der integritet, men så alligevel ikke. For det handlede for mig om at lige meget hvad der blev skrevet, så var det vigtigste teksten. Jeg var fuldkommen ligeglad med genren. Til den dag i dag står det som det vigtigste for mig. Jeg vil ikke være genreforfatter. Jeg vil ikke være "A.Silvestri, ham der skriver science fiction" eller "Må vi byde velkommen til A.Silvestri, horrorforfatter" eller "Hvem fanden er A.Silvestri?" Jeg vil bare være "A.Silvestri, forfatter."

Men det er svært at få lov til at være. Genrementaliteten er enormt stærk, og jeg skal ikke altid sige mig selv for god til at disse visse genrer. I de fleste anmeldelser bliver det allerede sagt hvilken genre bogen er inden for de indledende ti linjer.  Noget af det første man som skribent bliver spurgt om er hvad man skriver. Ens samtalepartner kan ikke bruge et svar som "Alt muligt" eller "Romaner" til noget som helst. De vil gerne vide om du skriver om mord, elvere eller tidsrejser (note to self: roman om en psykopatisk elver, der ved et uheld får adgang til en tidsmaskine og begår massemord gennem flere tidsaldre). Ved præsentationer og oplæsninger, bliver det altid understreget hvilken type forfatter vi har at gøre med. Men hvorfor er det så væsentligt? Selv efter mange år er jeg ikke helt sikker.

At inddele litteratur i genrer er logisk. Det gør den overskuelig og tilgængelig. Problemet opstår først når man tillægger de forskellige genrer værdi. I Danmark skal man skrive realistiske romaner, der tager udspring i den virkelige verden, hvis man gerne vil betragtes som en seriøs forfatter. Ligeledes skal man (men kun inden for de sidste 15 år) skriver en krimi, hvis man gerne vil være en populær forfatter. For det tredje skal man holde sig til den genre, hvor man nu engang har formået at skabe sig et navn, ellers mister man sine læsere.

Nu står jeg så tilbage med min undren. For dette er bare accepteret. Ingen rynker på næsen over at majoriteten af boganmeldelser er på bøger udkommet på de store forlag, eller udspiller sig i de samme genrer. Ingen anmeldere opfordrer læserne til at prøve noget nyt og læse inden for et område, de ikke kender. Forlagene stritter mod at anvende det samme rigide genregitter, som de selv støtter, når de præsenterer deres bøger (f.eks. leder jeg stadig efter ordene science fiction på Kaspar Colling Nielsens prisvindende bog Den danske borgerkrig 2018-24). Læserne, der i sidste ende er de vigtigste, stritter ikke imod. I resten af samfundet skal man være omstillingsparat, man skal udfordre sig selv og man skal prøve noget nyt, for ellers er man gået i stå. Hvorfor gør dette sig ikke gældende når det kommer til litteratur? Jeg er af den ydmyge holdning, at ethvert menneske, der kun læser én genre, er med til at opretholde problemet: At en bog ikke dømmes på at være en bog, men hvor den hører til i genrehierarkiet.

Jeg vil ikke tænde for evighedsmaskinen drevet af de fantastiske genrers tårer. Den kører fint og den kører med berettiget kraft. For mig er det vigtigt ikke at være noget sted og alle steder. Jeg vil være noget forskelligt. Jeg vil have lov til at skrive om musikalske computere og voldsliderlige skoleelever. Digte, prosa, noveller, romaner, billeder, lyd. Horror, realisme, science fiction, weird, fantasy, historisk, alternativt, steam, mythos, romantik og splatter. Det er lige meget værd. Ikke for alle, nej. Men skal alle ikke i det mindste have en chance for at opleve at litteratur kan være andet end en mærkat udenpå en bog?

I tråd med hele dette indlæg, vil jeg endnu en gang nævne arrangementet i Dansk Forfatterforening på næste lørdag (29/3-2014). Den aften håber jeg kan være med til at belyse nogle af de ting, jeg har hevet frem fra posen i indlæg nummer 300. Under alle omstændigheder vil jeg meget gerne se dig - for jeg er sikker på at du også har noget at sige om alt det her. Tilmeldingen ender i morgen - så skynd dig!

Trailer 68 - uddrag af Drag

For omkring to år siden indkaldte forlaget Kandor til en samling, der udelukkende skulle indeholde vampyrhistorier. Det blev så siden hen til antologien Vampyr, der med en række noveller af dygtige folk virkelig blev et læs værd. Dum som jeg var havde jeg ikke nærlæst reglerne, og derfor troede jeg at man godt måtte sende flere historier. Så på deadline-dagen tog jeg en dyb indånding og skrev novellen Drag i en sitting. Næsten 6000 ord blev det til - og så rystede jeg bare på hovedet, da det gik op for mig at man kun måtte deltage med en novelle. Jeg måtte vælge, og (heldigvis) faldt mit valg på den lange novelle Som vinden blæser, der kom med i antologien. Det ændrer dog ikke på, at Drag blev ret vellykket - og for første gang kan du, elskede læser, få lov til at tage et kig.

Hvor er det fra? Italienske Vogue.

Vores 'heltinde' Angelique synger for mænd i en natklub. Hun er dygtig, men der er en der er dygtigere end 'hende'. Ydmygelsen er total, da 'hendes' boss kræver at hun ser den anden 'kvinde' optræde for at lære nogle tricks. Den slags fornedrelse er der kun et logisk svar på: Den anden må væk. For evigt.

"”Hvad laver du her? Det er kun for sangerinderne”. Stemmen var mørk, og da han vendte sig om, mødte et gyseligt syn ham. En tyk mand, lige så behåret som en bjørn og med et busket overskæg kiggede på ham med hænderne i siden. Den grønne læbestift under overskægget gjorde intet for hans udseende. John tænkte hurtigt.

”Jeg har en audition. Men jeg ved ikke, hvem jeg skal snakke med”. Løgnen flød fra hans læber som smør af nybagt brød. Bjørnen betragtede ham. Han var tydeligvis ved at klæde om. En kjole med spaghettistropper hang fra hans brede skuldre, men var ikke lukket i ryggen.

”Det har jeg ikke hørt noget om. Kristal, har du hørt noget om en audition?” sagde han, og skiftede stemme midt i sætningen.

”De er sikkert i gang med at udskifte mig. Det er fordi jeg er fed og gammel” vrælede stemmen fra før.

”Hold nu op, Kristal. Du vil bare være den smukkeste. Du er den smukkeste”

”Jeg er en afdanket kost. Hvorfor gør jeg det her hver aften? Alle hader mig” tudede stemmen videre.

Bjørnen så på John med et undskyldende blik.

”Jeg bliver nødt til at snakke med hende. Du skal have fat i en der hedder Keith. Det er ham der spiller klaver i bandet. Vi har pause om to timer” sagde han. Overskægget vibrerede. John nikkede.

”Tak. Er der et sted, jeg kan vente?”

Bjørnen pegede på den anden åbne dør.

”Derinde. Du kan tage dig en kop kaffe imens” sagde han, og vendte John ryggen. Fra klubben hørte John de sidste sangtoner glide ud af instrumenterne. Han småløb hen til den lukkede dør. På den var en stor guldstjerne, og neden under den stod med store bogstaver Cruora. Han tog i den. Døren svingede op ind til et rum, domineret af en stor garderobe og et lige så stort makeup-spejl.

Sangen endte. Der lød tunge fodtrin på trappen. John så sig febrilsk fra side til side. Han blev nødt til at finde et sted at skjule sig. Selv om Cruora skulle dø, kunne det ikke være nu. Det måtte være efter det sidste set. Ellers ville de begynde at lede efter ham for hurtigt.

Hans blik faldt på garderoben. Den var dyb og havde dobbeltlåger. Kun den ene af dem stod åben. Hvis Cruora gjorde som han, var alt det tøj der var brug for i løbet af aftenen i den åbne side. Lige ved hånden, så man kunne skifte hurtigt. Han maste sig ind mellem det knitrende stof. Chiffon, silke og satin gled blødt over hans maskeløse ansigt. Der hang en mærkelig lugt i skabet. Sød og krydret. En eksotisk parfume.

Da døren til rummet gled op, stod han i mørket med tilbageholdt åndedræt. I hans hånd ventede kniven."