Ligesom sidste gang kommer denne trailer til at være en smagsprøve på hvad jeg arbejder med lige nu. Som nævnt i sidste trailer, drejer det sig om en god bunke horror-noveller, der med lidt held udmønter sig til en samling inden alt for længe.
Trailer 70 er lovecraftian horror, og en direkte homage til novellen The shadow out of time. Hvordan kan man selvfølgelig selv finde ud af ved at læse begge to. Min novelle med den kække titel Labyrinthine finder sted i nutiden. Mathias er spilprogrammør og da han var helt ung, lavede han et spil, der skulle komme til at sikre ham ansættelse resten af livet. Spillet, Labyrinthine, var vanvittigt svært. Uhyggeligt, modbydeligt, urimeligt svært. Men nu er der en koreansk fanboy, der har sat sig for at slå det. Noget, der bekymrer Mathias i ekstrem grad, for der er noget ingen ved om hvordan Labyrinthine kom til at eksistere ...
"Spillet voksede frem foran hans øjne.
Skærmen var nu delt op, så den ene side var fyldt med kode, og den
anden med spillet, der opdaterede sig selv hvert tiende sekund.
Trætheden var ikke længere kun en følelse, men en så rodfæstet
del af ham selv, at han ikke kunne huske et liv uden den.
Tasterne blev trykket ned med så stor
en kraft, at tastaturet hoppede og dansede på bordet. Impulsen havde
taget ham, selv om den ikke havde brug for ham. Når han løftede
fingrene fra arbejdet, fortsatte koden med at kode sig selv. Nye
tegn, nye rædsler opstod i de lange gange, og de tårnhøje rum,
hvis dimensioner blot blev mere forvrængede, for hver linje, der
blev tilføjet.
Mathias prøvede at stritte imod, men
han var en myre sat overfor en gud. Det var umuligt for ham at slette
de koder, han ikke selv havde skrevet. De blev stædigt stående som
spottende gravstene over hans vovemod. Det eneste han kunne gøre,
var at blive ved med at skrive og håbe på, at impulsen igen trak
sig tilbage.
Foran spilfiguren åbnede endnu et rum
sig. I midten af det var en vandret port, magen til den han havde set
i mange rum før dette. Mens han så til flimrede skærmen, og de
lange metalbånd løsnedes, før porten åbnede sig. Et brag lød fra
højttalerne, af sten der sønderdeltes, da begge porte faldt ned i
dybet. Et sug af vind rejste sig på skærmen, og truede med at hive
spilfiguren ned. Men det var ikke meningen. Intet skulle falde ned.
Det var en opgang.
En kvalmende fornemmelse af fald
skyllede ind over ham. Mørket var så tæt, at det ikke længere var
fraværet af lys. Det var fysisk, som tjære. Så nåede lyden fra
dybderne overfladen. Det var ikke stemmer, eller ekkoer frembragt af
munde eller organer. Det var den klæbrige lyd af de enorme kroppe,
der vendte og drejede sig i mørket, og undervejs strejfede vægge og
hinanden. I hans hjerne vibrerede den smule modstand, han have magtet
at opstille, og i det sekund forstod han, at hvis han blev ved med at
kæmpe mod, ville hans synapser brække som en kvist.
Et langt suk faldt op fra hans lunger,
og han gav slip. Før havde han kunnet kæmpe mod impulsen, da den
stadig var forseglet i katakomberne under jorden. Men nu var der
banet vej, og uden de tunge stenplader og massive metalbånd kunne
han intet gøre. I en stormflod bemægtigede impulsen hele hans krop,
og han forsvandt, som blev han blinket ud af eksistens.
Først troede Mathias, at han var død.
Så vendte en del af verden tilbage i fokus. Han beskuede sig selv,
på samme måde som han havde beskuet døren og gulvet. Han så sig
selv, og ind i sig selv, og sig selv i den plads han havde i forhold
til andre mennesker. Det hele på samme tid. Hjertet pumpede blod
rundt i kroppen, og han betragtede interesseret de fire hjertekamre,
der vibrerede ved hvert hjerteslag. Vener og arterier skød ud som et
krøllet netværk, nyrerne rensede og filtrerede, synsnerverne trak
sig sammen."