Trailer 69 - uddrag af I forstæderne løber man

Tiden går og min næste udgivelse er lige på trapperne. Og hvad gør man, når man er lige ved at afslutte et projekt? Man starter selvfølgelig et nyt!

Nej, ikke en Ferrari. Men skakternet, DET er den!
I skrivende stund har jeg kastet mig ud i at gennemlæse, redigere, omskrive og sakse en håndfuld horror-noveller med henblik på at transformere dem til en samling i den nærmeste fremtid. Indtil videre opererer samlingen med arbejdstitlen Kærlighedsfrugt, men den slags kan jo nå at ændre sig. Det er altid skægt at se hvad man finder i gemmerne - og denne gang var det novellen I forstæderne løber man der sprang mig i øjnene. Den handler om den lidt for fede, gamle og desperate Oliver, der tror at han kan redde sit ægteskab ved hjælp af lange løbeture. Den slags virker ikke, men en helt speciel aften støder han på en mand med en skakternet Ferrari. Og det møde vil vise sig at være altafgørende for resten af Olivers liv.

"Bilen har ikke ramt ham. Den holder ved rabatten, med motoren snerrende. Selv i tomgang kan han fornemme de tusindvis af hestekræfter, der gør bilen levende. Bildøren står åben, som havde chaufføren slået den op, inden bilen holdt stille. Lakken kærtegner det øverste af hans lår, men den føles ikke kold. Nærmere lunken, som et åndende dyr helt i ro.
Det suser for Olivers ører. Blodet, spædet op med adrenalin, dunker hårdt i hans tindinger. Så går det op for ham, at han ikke har trukket vejret siden han opdagede, at bilen styrede mod ham. Med et langtrukkent suk slipper luften ud af ham med en fedtet lyd. Han kan smage jern. Om han bløder, eller det er fra plomberne, ved han ikke.
”Vil du have et lift?” lyder en mørk stemme inde fra bilens mørke.
Oliver gisper efter vejret, og lægger en hånd på hjertet. Det banker lige så hurtigt som den aften han mødte Lise, den aften for ingen mavedelle og slidte lunger siden.
”Vil du have et lift?” spørger stemmen igen, og kroppen bevæger sig i førersædet. Det sparsomme nattelys når ikke ind gennem de tonede ruder. Underlige billeder kravler frem fra Olivers børneværelse, og banker på. Skygger i skabe, spindelvæv under senge.
”Du var lige ved at ramme mig” siger han, overrasket over sin egen stemme. Den lyder strukket ud, som kan stavelserne ikke helt indfinde deres normale plads.
”Lige ved. Eller også ramte jeg ikke ved siden af” svarer stemmen roligt og roder i mørket. Øjeblikket efter flammer en cigaret op. I skæret fra lighteren når Oliver at se en markant kæbe, dækket af et gedeskæg.
”Jeg har ikke en tendens til at misse dem jeg sigter efter” fortsætter stemmen, og åbner bildøren. Øjeblikket efter træder han ud på vejen, og vender sig rundt mod Oliver. Han lægger hånden med smøgen på bilens tag. Gløden virker meget stor i den dunkle aften.
Oliver ryster på hovedet. Det her er en normal landevej. Der er ikke skakternede Ferrarier på dem, og ingen bukkeskæggede mænd, der tilbyder lift.
”Jeg skal ikke have noget lift” fremstammer han."