Læs Niels Klim-prisen 2013

Som de kække læsere af min blog måske har opdaget, uddeles der hvert år en klejn håndfuld priser til det foregående års bedste science fiction. I år er ikke anderledes og de førnævnte læsere ved allerede at jeg er i den heldige situation at have tre nominerede. De søde mennesker hos SFC (Science Fiction Cirklen) har i år gjort noget nyt - alle de nominerede historier, der stammer fra deres udgivelser, er lagt ud på deres hjemmeside til fri læsning. Det er et rigtig fedt initiativ, som jeg håber de bliver ved med. I mit tilfælde drejer det sig om den korte novelle BjørnBjørn og den noget længere I sit ansigts sved.

Dette er et screenshot af SFC's liste. Du kan godt trykke på den, men det hjælper dig ikke meget.

Det efterlader så min tredje kandidat, novellen Voisinismen. Fordi jeg hader at skuffe folk, er det kun fair, at der også er mulighed for at læse den. Derfor ligger den her i afstemningsperioden, som er 1.-30. marts. Fik alle fat i det? 1.-30. marts. Egentlig passer denne måde at læse Voisinismen på ganske godt, eftersom der er billeder i den. Jeg håber du får nogle fornøjelige timer med mine, og de andre nomineredes, noveller. Og det samme med afstemningen.

Voisinismen

Februars arbejde 2014

Årets anden måned er passé og som altid er jeg glad for at se den forsvinde i bakspejlet. Den er altid lige de der par dage for kort til at man helt kan nå det man skal. De otteogtyve dage var proppet med forskellige skriverelaterede ting, men  vanen tro lægger vi ud med det, det er lykkedes mig at skrive færdigt. Som noget nyt føjer jeg en række billeder til hver historie. Disse billeder er på min Pinterest-profil og har alle noget at gøre med fortællingen.

I løngangen (horror, 10800 ord)
Magnum opus (science fiction, 10300 ord)

Titel: I løngangen Sted: Bar. Persongalleri: Journalist og forhindringsløber. WTF: En løbetur fra København til Ankara, der kun tog lidt over en time. Andet: Træer, græs og blomster der er bygget af tid og skygger. Alt i alt en noget anderledes og grim historie.

I Magnum opus handler det om Alex, der er funebarista. I fremtiden anvendes afdødes data til at skabe musik ud af, som så senere bliver spillet til den dødes begravelse. Til at hjælpe sig har Alex computeren Sebastian. Men de to er ikke helt enige om hvordan deres nyeste klient skal behandles.

Ud over mine noveller, hvor sidstnævnte allerede er sendt ind til SFCs årlige novelleindkaldelse, har jeg også været på et godt og langt ophold på Hald Hovedgaard. Der skrev jeg udelukkende på en realistisk roman, der har titlen Lea. Den bruger et væld af stilarter og udtryksformer, så der er en mulighed for at det blive ret unikt. Indtil videre står ordtælleren på lidt under de 33.000 ord.

Men det hele skulle jo ikke kun gå op i mig selv. Som allerede nævnt i mit tidligere indlæg, har jeg arbejdet på et undervisningsmateriale til en novellesamling. Dette har jeg nu umiddelbart lagt en sidste hånd på, og slutproduktet er jeg ret tilfreds med. 21 sider fyldt med arbejdsspørgsmål, supplerende læsning, begrebsindføring og hvad der ellers er af gode ting. Det har været meget tidskrævende og jeg har ikke tal på hvor mange aftener jeg har siddet oppe til sent for at finde på de nødvendige og bedste vendinger. Du hopper i sædet - for du vil gerne vide hvad det så er for en samling. Det er ganske tys-tys ... indtil jeg får grønt lys fra forlaget.

Min novelle En sang om vand, der snart optræder i antologien Mørke guders templer fra H.Harksen Productions har også været en gang gennem redigeringsmøllen, og det ser ganske godt ud. Ligeledes har jeg i denne måned skrevet et satirisk stykke prosa som optakt til arrangementet i DFF, men desværre var jeg for sent ude til at det kunne komme med i medlemsbladet. Og som en sidste ting er det også blevet til en ansøgning om arbejdslegat. Helst det tre-årige, men hvis det ikke kan være på anden måde, må jeg vel nøjes med et et-årigt.

Marts er rolig i forhold til februar, men det er ikke det samme som at der intet er på programmet. Der skal skrives en anmeldelse til Metrord, konstrueres et oplæg om fantasy til førnævnte arrangement, og så er det blevet på tide at jeg hiver min gothic crime-fortælling frem fra gemmerne. Al kødets gangs skelet står klar - men kød, blod og sener skal også skrives til. Nu må vi se hvor meget jeg når.

Det er forår - og derfor er der nyheder!

Hvis jeg ikke husker meget forkert, er det første gang i bloggens historie, at der er to på hinanden følgende indlæg, der drejer sig om nyheder. Ofte handler min indlæg om antologier eller lignende, og selvom I ikke helt slipper for det, er der her fokus på en ganske anden del af forfatterlivet - nemlig at vise sit fjæs offentligt. I marts sker det hele to gange.

The smoothness ...

Første gang er allerede den kommende fredag (7. marts). Hvert år afholder de studerende på IKK (Institut for Kunst og Kultur) en todages festival, og i år er emnet science fiction. Da jeg på mine gode dage påstår at jeg ved lidt om det, er jeg i den heldige situation at en enkelt mail til dem har skaffet undertegnede og Lars Ahn Pedersen en plads i en paneldebat om Science fiction som lavkultur eller finkultur. Den finder allerede sted klokken 13.30, og for at I ikke skal kede jer over vores vante ansigter, er Bo Tao Michaëlis og Karsten Ifversen også en del af panelet. Det skal nok blive sjovt - og forhåbentligt informativt as well.

I den anden ende af måneden ligger datoen 29/3. Over vinteren har jeg arbejdet hårdt sammen med DFF om at få et arrangement om "de udskældte genrer" op at stå. Det er nu lykkedes, og det er med stolthed i stemmen at jeg kan afsløre, hvem der skal tage stilling til sådanne spørgsmål som: Hvordan er det lykkedes krimien at blive accepteret og hvorfor anses horror og science fiction som ungdomsgenrer i Danmark. Til at tage sig af science fiction, er Niels Dalgaard klar til at tale, på horror-delen er det Henrik S. Harksen der kommer med nogle pointer og for at belyse forlagenes side af projektet, vil repræsentanter for forlaget Valeta komme med deres guldkorn. Selv vil jeg (meget kort) tage mig af fantasy og ellers præsentere oplægsholderne for publikum. Hele balladen rundes af med en middag og sandsynligvis en større diskussion. Aftenen forløber fra 16:30 til 23:00.

Nok om mit grimme fjæs. Tidligt i morges fik jeg at vide over mailen, at jeg var så heldig at min novelle skrevet i 2013s døende dage er kommet med i antologien Dansk Fantasy 2014. Min novelle hedder Lyden af blade, der falder fra Omi-træet og er vel nærmest en blanding af en fabel og et eventyr. Og så kan den forresten læses både forfra og bagfra ;)

Samtidig skal det også nævnes at nu er det muligt at stemme om hvem der skal have Niels Klim-prisen i år. Undertegnede har som allerede nævnt tre kandidater, og ville frygtelig gerne fylde de tomme huller i reolen ud med science fiction-hæder. Derfor: Til stemmeurnerne!

Til sidst kommer måske den største nyhed. I skrivende stund er Ambrosia/Live færdigredigeret, har været hos korrekturmanden og er nu ved at blive vendt og drejet på forlaget. Hvad betyder det? Meget enkelt: Min første selvstændige udgivelse siden efteråret 2012 er lige på trapperne. Praised be the Lord!!

Nyheder i februar

Så er tiden endnu engang en moden frugt, der skal inhaleres før daggry, ellers forvandles din sjæl til en pøl af ildestinkende mudder ... eller noget i den retning. News, everyone - and they're whoppers!

[lyden fra badescenen i Psycho]

I slutningen af sidste måned medvirkede jeg i en online-konkurrence, hvor der skulle skrives (på engelsk) ud fra et fotografi. Faktisk det jeg har valgt at smide på dette indlæg. Det var til et nystartet magasin ved navn Massacre Magazine og genren skulle være horror. Da jeg havde haft meget travlt, skrev jeg mit indlæg til konkurrencen lidt i syv om morgenen, på den 31. - så derfor var jeg ekstremt overrasket, da det viste sig at jeg havde vundet. Mit bidrag bærer titlen Imprint - og det kan læses lige omkring den 1. marts, hvis jeg ikke tager fejl. Min historie er meget glad for skyggen - men nok ikke som mange forventer.

Som, om det ikke var nok, er runden hvor folk kan nominere tekster til Niels Klim-prisen overstået - og undertegnede har hele tre kandidater med i opløbet i år. I kategorien novelle er det novellen BjørnBjørn, der handler om tidsrejser og løbeture. I kategorien langnovelle er det I sit ansigts sved, der handler om en handelsrejsende med en helt speciel last og tekststykket Voisinismen, der er et leksikonopslag som forklarer om en besynderlig, og meget fremtidig kunstform/art/-isme. Det er altid dejligt at folk der har læst mine ting mener at jeg er en kandidat til prisen - der er dog to ting, der irriterer mig ved at være nomineret i kategorien langnovelle.

For det første ligger jeg i kamp med mig selv - det er rigtig irriterende, men intet i forhold til næste punkt. Jeg er oppe mod Svend Åge Madsen ... Svend Åge Madsen, jamen for helvede da. Den mand er så fremragende, at det fortjener et nyt ord - og lige gyldigt hvor meget jeg selv ønsker at vinde, så fortjener den mand om nogen en science fiction-pris. Mand - kunne han ikke have været der sidste år ... *Argh*. Anyway - jeg vil gøre hvad jeg kan for at lægge teksterne op her - og afstemningen begynder den 1. marts. Må den der får flest stemmer vinde.

Flere nyheder om hjørnet - stay tuned.

Turen går til Hald Hovedgaard

Velkommen hid, folkens.
I den foregående uge var jeg så heldig at have fået en plads på Hald Hovedgaard. Da jeg aldrig havde været der før, var det noget jeg virkelig så frem til. Ydermere er det normalt for "debutanter" på Hald at bo på den lange gang i hovedhuset sammen med 6-7 andre forfattere, men jeg havde fået scoret mig et af de afsides dele af gården - nemlig Smedehytten.

Smedehytten

Hald Hovedgaard

Det ville være synd at sige at jeg brokkede mig over det. Så efter en 4½ times tog- og busrejse, kunne jeg låse mig ind i mit hjem for en uge. Allerede hjemmefra havde jeg sikret mig at der ikke ville være alt for meget, der kunne distrahere mig, så jeg havde taget min computer (klinisk renset for andet end det relevante), en stak bøger og mine løbesko med. Nu skulle der virkelig hamres i tasterne, til mine hænder var blodige stumper.

Den første nat gik det op for mig hvor langt ude på landet det var. Mørkt, som i den proverbielle brøndgravers røv. Stille, som før verden opfandt lyd. Det var mærkeligt at vågne midt om natten og opdage at man var blevet forstyrret af roen. Men meget snart fik jeg også vænnet mig til det. Fra tirsdag morgen var det daglige program allerede i effekt:

Simpelt og effektivt.

08.30: Op. Hente brænde til kakkelovnen. Morgenmad.
09.30-11.00: Skrivetid.
11.00-12.00: Løbetur
12.00-12.30: Frokost
12.30-16.00: Skrivetid
16.00-17.00: Et kækt blund.
17.00-18.00: Skrivetid
18.00-18.45: Aftensmad
18.45-20.00: Skrivetid
20.00-22.00: Besøge de andre forfattere på Hovedgården.
22.00-00.00: Slappe af
00.00-08.30: Zzzz

Jeg fulgte planen ret slavisk, og det virkede faktisk rigtig godt. Normalt er jeg ikke meget for skemaer og lignende, men med lidt under syv skrivetimer pr. dag fik jeg virkelig noget fra hånden. Efter ugen havde jeg lidt under 33.000 ord til en ny roman - der er noget så mærkeligt som realistisk. Jeg nåede også at besøge Viborg et par gange - mest af alt for at hente forsyninger. Men vær advaret: Efter en uge i skrivekokon var jeg totalt blæst i hovedet. Der er først nu tirsdag at jeg er i stand til at tænke en sammenhængende tanke igen. Det står mig dog klart at jeg bliver nødt til at gøre det med refugier noget mere. Det er ret fedt at opleve hvor meget man får fra hånden, når man ikke har andet at lave og ikke bliver forstyrret af ens vante omgivelser.

Dog var der en del ting, jeg ikke vidste inden jeg tog afsted - og da jeg var derovre. Derfor bliver resten af indlægget en liste over ting, der er nice to know, når man tager til Hald Hovedgaard:

- Det tager fire en halv time fra København. Der er absolut ingen grund til at skifte til bus i Herning, selv om rejseplanen.dk mener at det er smart. Tag toget direkte til Viborg og videre derfra.
- Der er otte kilometer til Viborg. Man kan låne cykler på stedet, men de er ikke i god stand. Tag bussen.
- Der går to busser fra Hald. Tag den fra hovedvejen (Bus 53), da den er dobbelt så hurtig. 15 min.
- Der er en del gode løberuter i området. En udfordring er Inderøen - 8.5 km i meget ujævnt og bakket terræn. Nederst er kort.
- Der er IKKE internet i Smedehuset. Jeg kunne, ved at slå data roaming på min mobil til midlertidigt, fange vigtige mails og lignende. Det var nok til at jeg lige kunne være i kontakt med omverdenen.
- Der er te, kaffe og krydderier i Smedehuset. Ingen grund til at slæbe med hjemmefra.
- I Smedehuset fungerer fyrrummet også som tørrerum. Husk at hente brænde og lægge til tørre her.
- Der går rygter om mus i Smedehuset. Jeg hverken så eller hørte dem. Måske var de bange for mig.
- Der er derimod spøgelser.

En lille naturtrappe, der skal forceres.

Den venlige rute.

Trailer 67 - uddrag af Brune bamse

Trailer 67 er et godt dyk ned i gemmerne. Oprindeligt skrev jeg Brune bamse helt tilbage i '06, men da jeg skulle samle Køtere dør om vinteren, var der brug for en historie med lidt horrortræk. Derfor blev denne vredet ud af fortidens klør og shinet godt og grundigt op. Jeg kan huske at slutningen overraskede mig en god del da jeg skrev den, da jeg ikke havde set den komme. Ud over det er det kun en lille snas I får her - og det var lidt en udfordring dengang at skrive ud fra en hunds "tanker" og følelsesregister. Og nu hvor jeg tænker over det, er det en af de få af mine noveller der har en hund på rollelisten. Resten af historien kan selvfølgelig læses i novellesamlingen ...

"King løber gennem natten, hvor de velkendte lugte forsvinder
i vinden, og erstattes af dunster han ikke kender. De er
voldsomme og stærke, vidner om en verden han ikke kender.
Snuden løftes højt, og han vejrer efter færten som han kender
fra bamsen. Ikke sovedyrets, men Thomas. Den er der, men
den er meget svag.
King piver lidt og stopper op, mens hans hoved går fra
side til side. Han kan ikke lide at være på denne her vej, der
ikke stinker af menneskernes olie, men af skarpe dampe, som
gør ondt i hovedet. Så kryber han sammen, da han får færten
af noget, der slet ikke minder om noget han kender. Men
iblandet den er Thomas duft.
Ivrigt tørrer han snuden af med den ene forpote, men stanken
nægter at forsvinde. Det forvirrer ham med alle de stærke
lugte, der bombarderer hans følsomme næse. Men han kan ikke
stoppe nu, for drengen venter på ham. Han kan mærke det
dybt nede i sit hjerte, hvor drengen kalder på ham med bange
stemme. Det er ikke en lyd, han opfanger med sine ører, men
med sin næse.
Han nyser voldsomt, og det kommer så meget bag på
ham, at et sæt skyder igennem hans aflange krop. Børsterne
rejses på hans krop, mens han med en kraftanstrengelse sætter
i løb igen. På vejen, der ikke har nogen himmel. Han ser
ikke bagud, men han kan føle at der kun er tomhed der.
Mørket lugter som det skærende lys og de høje brag som
hans mennesker tænder ild til en gang om året. Dem der skærer
i øjnene, og gør ondt i ørerne. Bare han kunne gø, råbe,
give hals, så dem der lurer i skyggerne ved hvem de har med
at gøre. I stedet gør han sig så stor som muligt, mens han løber.
Men han må holde fast på bamsen, lige meget hvad der
sker. Hvorfor ved han ikke. Det er bare det han skal. Holde
fast på bamsen."

Nyheder med mere fra vinteren

Yessir - tilbage i nyhedsbiksen. Selv om det blot er to uger siden min sidste update på den front, er der sket et par ting som er værd at bide mærke i.

For det første er shortlisten til årets horror-pris blevet offentliggjort, og den ser ud som følger:

Carina Evytt ‘Dæmoner‘, Tellerup.
Henrik S. Harksen (red.) ‘Pix: Nygotiske Skæbner‘, H. Harksen Productions.
Tom Kristensen ‘Deadboy‘, forlaget Forlæns.
Patrick Leis ‘Hvisken fra Dybet‘, forlaget Cadeau.
Tom Kristensen/Lars Kramhøft ‘Made Flesh‘, Headstone.

Selv har jeg en enkelt hesteanpart, da min novelle Hamskifte findes i Pix:Nygotiske skæbner. Det er et stærkt felt, og heldigvis er det sådan at jeg har læst dem alle. Hvad jeg synes? Ganske ærligt tænker jeg at det er på tide at en antologi får prisen - ikke fordi jeg er med i den, men fordi Pix kører et vanvittigt højt niveau og er eksperimenterende med bogformen. Dog tror jeg ikke det ender sådan - desværre. Men selvfølgelig held og lykke til alle i opløbet. 

Nu vi er ved litteraturpriser, er det ved at snerpe mod enden. Hvilken ende? Nomineringen af tekster til Niels Klim-prisen, selvfølgelig. Jeg skrev et indlæg sidste år, da der lige var blevet åbnet - så nu er det vel kun på sin plads at nævne det i den anden ende. Dengang havde jeg tre tekster i spil - BjørnBjørn og Høns i kategorien Novelle og I sit ansigts sved i kategorien Langnovelle.
Pr. dags dato har jeg to nye tekster med: Hamskifte i kategorien Novelle og Voisinismen i kategorien Langnovelle. Med andre ord har jeg nu hele fem tekster, der kan sendes videre til "finalen". Jeg håber selvfølgelig at der er nogen der har lyst til at stemme - og ikke mindst læse mine tekster. Hvordan? Ved at følge dette link.

I slutningen af sidste år udskrev Furesø kommune en konkurrence. Skriv en novelle, der tager udgangspunkt i Furesø Kommune. Præmien var 10.000 kroner. Heldigvis arbejder jeg netop i Fureså Kommune og derfor var det ret ligetil for mig at stykke en historie sammen. Den 31. januar var der så reception på Farum Bibliotek, hvor det blev afsløret at jeg var en af de heldige vindere. Jeg måtte dele førstepræmien med den lokale Rebekka Louisa Drude Andersen, men det gavner altid med en håndfuld sedler til at drive forfatterteatret. Min novelle hedder Flagermus og kan læses i antologien Furesø Noveller. Min eneste anke? At de tydeligvis ikke kan finde ud af at stave mit navn rigtigt.

Januars arbejde 2014

De faste læsere af min blog har nok efterhånden vænnet sig til at jeg laver ganske systematiske updates. I mange år har jeg kørt med en månedlig begivenhed, der kort fortalte hvad jeg havde skrevet i den forrige måned. Da jeg må sande at skrivebiksen er vokset og det nu ikke kun er de nye ting jeg skriver, der fylder op, har jeg valgt at omdøbe og udvide det tidligere segment. Derfor, mine damer og herrer, for første gang på Silvestris blog: Månedens arbejde.

For ikke at starte alt for hårdt ud, har jeg i januar måned skrevet en enkelt novelle, men er omkring 90% færdig med endnu en. Den må så komme med i februars update.

Ex libris (realisme, 6200 ord)

Novellens hovedperson er ved at skrive sit afsluttende speciale i Skandinavisk litteratur, men det er noget af en prøvelse, da forfatteren han har udvalgt sig er på gravens rand. Og der hvor vores hovedperson kommer fra, må man ikke læse de dødes bøger ...

Sidste år skrev jeg nogle engelske stykker science fiction. De var ret korte, men jeg tænkte at de havde potentiale til mere. Derfor har jeg i løber af januar oversat to af dem til dansk og omskrevet dem efterfølgende. Det har givet mig lidt at vælge imellem, da indkaldelsen til SFCs årlige antologi er lige om hjørnet.

Lige børn (science fiction, 2300 ord)
Ukrudt (science fiction, 3900 ord)

Det skulle dog nødigt være sådan at jeg går og keder mig. Derfor lyn-deltog jeg også i to konkurrencer på nettet. Den ene var til Futures: Science Fiction in Nature og måtte kun være på 200 tegn. Den anden var et stykke flash fiction til Massacre magazine, hvor man skulle skrive horror ud fra et billede. Det bliver spændende at se hvordan de går med de to stykker tekst.

Igennem længere tid har jeg arbejdet på det der bliver min næste udgivelse. En dobbelt kortroman, der blandt andet leger en del med en bogs udseende. I løbet af januar rettede og omskrev jeg både Live og Ambrosia to gange og i skrivende stund ligger værket hos korrekturlæseren. Det vil sige at min femte, selvstændige udgivelse er lige på trapperne! Ud over de to kortromaner har jeg også læst korrektur med mere på min novelle Den allersidste dans, der er med i Forlaget Valetas kommende antologi Undergang.

Ud over det rene skrivearbejde er mange af mine aftener gået med at researche og gennemlæse en anden forfatters novellesamling. Hvorfor? Fordi jeg er i fuld gang med at skrive et undervisningsmateriale til samlingen. Det er et område jeg har arbejdet med før, men aldrig i så stort mål, og det tager både energi og tid. Til gengæld giver det en masse erfaring.

Februar måned er allerede godt booket op, og den kommer helt sikkert til at stå på en artikel, der skal skrives, en ditto ansøgning og så lusker en ide til en omgang science fiction også rundt. Og så var der vist ikke mere lige nu.

Trailer 66 - uddrag af Man skyder da dyr

Trailer nummer 66 i rækken er lidt i familie med Trailer 65, da begge noveller forhåbentlig vil få en plads side om side i en kommende samling. Endnu ligger det et stykke ud i fremtiden, da jeg først skal skrive alle novellerne, og indtil videre er det kun blevet til fire. I Man skyder da dyr er vi på storvildtjagt i det fjerne Østen. Lærlingen Kolnik følger benovet sin læremester Armand i hælene, da denne viser Khanbaliqs undere frem. Selv om verden er et stort sted, er det ikke helt stort nok. Lebensraum er et must, og derfor er der brug for nye jægere. Resten af fortællingen ligger klar i kulissen - som sagt, en dag, en dag ...

"”Bagved. Som de plejer.” Stemmen talte fejlfrit fransk, men med en særpræget accent. Inden der var gået mere end otteogfyrre timer ville Kolnik vide at sådan talte de fleste fransk i kronkolonien Myanmar. Lyden af billardkugler, der klikkede mod hinanden afslørede at rummet var større end først antaget. Måske var bagved virkelig bagved.

Armand stod utålmodigt og ventede. Så blev aperitiffen serveret i små glas. Armand slyngede den i halsen. Kolnik efterlignede bevægelsen. Først smagte det af appelsin og vanilje. Øjeblikket efter skar stærk alkohol gennem hans system. Armand lo og daskede ham i ryggen.

”Du skal nok vænne dig til det. Det giver hår på brystet og tyngde i nosserne. Følg med mig. Du skal møde drengene. De sidder i møde og med møde mener jeg de svømmer i de våde varer. Det er sgu også svært at brystsvømme i mel.”

Adræt forsvandt han mellem de mange mennesker. Kolnik gjorde sit bedste for at følge med. Der blev råbt på mange sprog og heden kom både udefra og fra de mange kroppe der var blevet presset sammen på det lille sted. Hvert andet øjeblik genkendte han Armands tropehat og det næste var den borte. Endelig stoppede den længe nok til at han kunne indhente sin læremester. Denne stod uden for en dør og var i gang med at banke en lang og indviklet kode. Døren blev åbnet på klem.

”Armand, dit gamle røvhul,” lød en lys stemme. Et ovalt ansigt kiggede ud gennem revnen.

”Savant, din svinske connard” gav hans læremester tilbage. Så spejdede et mørkt øje ham ud.

”Hvad er det du har taget med?”

”Min lærling. Luk os ind, Savant. Der stinker af sved og lort herude, og selv om du kan lide stanken foretrækker jeg min luft en smule renere,” svarede Armand. Kolnik stod usikkert. Han kunne mærke et flor af øjne, der alle borede sig ind i ryggen på ham.

”S’en branler, kom ind, kom ind.”

Døren gled op og Armand indtog selvfølgeligt rummet bagved. Kolnik åndede lettet op, da døren fald i bag dem og følelsen af at blive betragtet forsvandt.

Baglokalet var et forkert ord at bruge, da det var større end resten af baren. Fire computere stod i midten af rummet, opstillet på gamle træborde med løvefødder. Engang havde de nok stået på et af de europæiske slotte. Nu knirkede de under vægten af otte massive skærme.

Manden, Armand havde kaldt Savant, var ikke særlig høj, men det han manglede i statur, havde han i hårpragt. En eksplosion af mørkerøde krøller stod som en løvemanke ud fra hans hoved. På fødderne havde han sandaler og underkroppen var dækket af et par løse bomuldsbukser. Overkroppen var nøgen og en enorm mave væltede ud over bukselinningen. Ved computerne sad tre andre mænd, der hurtigt hilste på Armand. De spurgte ikke til Kolnik, selv om han kunne se at spørgsmålet lå klar på deres læber.

Rummet lugtede af krydderier og skind, blandet med det skarpe strejf af geværolie. Med et langstrakt suk hægtede Armand riflen af skulderen, og satte den langs væggen. Kolnik tilbageholdt et gisp. Det var første gang han havde set sin læremester uden riflen. Det var regel nummer 1: En jæger bærer altid sit våben. Savant sparkede en stol ud fra computerbordet og forsvandt kort, før han dukkede op med en bakke. På det stod fem glas, en spand og en flaske. Hurtigt hældte han op og delte rundt.

På skærmene var kort, de fleste over Asien. Flere steder lyste røde cirkler op. Der var langt færre blå cirkler. Mens han så til, forsvandt en af de røde cirkler, og en gammel mand lænede sig tilbage i stolen. Med et tilfreds smil tog han mod glasset, som Savant bød ham og førte det til læberne. Kolnik sank. Kondens løb ned ad siden på glasset. Der var så varmt her og han havde ikke fået noget at drikke siden i morges."