Trailer nummer 66 i rækken er lidt i familie med Trailer 65, da begge noveller forhåbentlig vil få en plads side om side i en kommende samling. Endnu ligger det et stykke ud i fremtiden, da jeg først skal skrive alle novellerne, og indtil videre er det kun blevet til fire. I Man skyder da dyr er vi på storvildtjagt i det fjerne Østen. Lærlingen Kolnik følger benovet sin læremester Armand i hælene, da denne viser Khanbaliqs undere frem. Selv om verden er et stort sted, er det ikke helt stort nok. Lebensraum er et must, og derfor er der brug for nye jægere. Resten af fortællingen ligger klar i kulissen - som sagt, en dag, en dag ...
"”Bagved. Som de
plejer.” Stemmen talte fejlfrit fransk, men med en særpræget
accent. Inden der var gået mere end otteogfyrre timer ville Kolnik
vide at sådan talte de fleste fransk i kronkolonien Myanmar. Lyden
af billardkugler, der klikkede mod hinanden afslørede at rummet var
større end først antaget. Måske var bagved virkelig bagved.
Armand stod
utålmodigt og ventede. Så blev aperitiffen serveret i små glas.
Armand slyngede den i halsen. Kolnik efterlignede bevægelsen. Først
smagte det af appelsin og vanilje. Øjeblikket efter skar stærk
alkohol gennem hans system. Armand lo og daskede ham i ryggen.
”Du skal nok
vænne dig til det. Det giver hår på brystet og tyngde i nosserne.
Følg med mig. Du skal møde drengene. De sidder i møde og med møde
mener jeg de svømmer i de våde varer. Det er sgu også svært at
brystsvømme i mel.”
Adræt forsvandt
han mellem de mange mennesker. Kolnik gjorde sit bedste for at følge
med. Der blev råbt på mange sprog og heden kom både udefra og fra
de mange kroppe der var blevet presset sammen på det lille sted.
Hvert andet øjeblik genkendte han Armands tropehat og det næste var
den borte. Endelig stoppede den længe nok til at han kunne indhente
sin læremester. Denne stod uden for en dør og var i gang med at
banke en lang og indviklet kode. Døren blev åbnet på klem.
”Armand, dit
gamle røvhul,” lød en lys stemme. Et ovalt ansigt kiggede ud
gennem revnen.
”Savant, din
svinske connard” gav hans læremester tilbage. Så spejdede
et mørkt øje ham ud.
”Hvad er det du
har taget med?”
”Min lærling.
Luk os ind, Savant. Der stinker af sved og lort herude, og selv om du
kan lide stanken foretrækker jeg min luft en smule renere,”
svarede Armand. Kolnik stod usikkert. Han kunne mærke et flor af
øjne, der alle borede sig ind i ryggen på ham.
”S’en
branler, kom
ind, kom ind.”
Døren
gled op og Armand indtog selvfølgeligt rummet bagved. Kolnik åndede
lettet op, da døren fald i bag dem og følelsen af at blive
betragtet forsvandt.
Baglokalet
var et forkert ord at bruge, da det var større end resten af baren.
Fire computere stod i midten af rummet, opstillet på gamle træborde
med løvefødder. Engang havde de nok stået på et af de europæiske
slotte. Nu knirkede de under vægten af otte massive skærme.
Manden,
Armand havde kaldt Savant, var ikke særlig høj, men det han
manglede i statur, havde han i hårpragt. En eksplosion af mørkerøde
krøller stod som en løvemanke ud fra hans hoved. På fødderne
havde han sandaler og underkroppen var dækket af et par løse
bomuldsbukser. Overkroppen var nøgen og en enorm mave væltede ud
over bukselinningen. Ved computerne sad tre andre mænd, der hurtigt
hilste på Armand. De spurgte ikke til Kolnik, selv om han kunne se
at spørgsmålet lå klar på deres læber.
Rummet
lugtede af krydderier og skind, blandet med det skarpe strejf af
geværolie. Med et langstrakt suk hægtede Armand riflen af
skulderen, og satte den langs væggen. Kolnik tilbageholdt et gisp.
Det var første gang han havde set sin læremester uden riflen. Det
var regel nummer 1: En jæger bærer altid sit våben. Savant
sparkede en stol ud fra computerbordet og forsvandt kort, før han
dukkede op med en bakke. På det stod fem glas, en spand og en
flaske. Hurtigt hældte han op og delte rundt.
På
skærmene var kort, de fleste over Asien. Flere steder lyste røde
cirkler op. Der var langt færre blå cirkler. Mens han så til,
forsvandt en af de røde cirkler, og en gammel mand lænede sig
tilbage i stolen. Med et tilfreds smil tog han mod glasset, som
Savant bød ham og førte det til læberne. Kolnik sank. Kondens løb
ned ad siden på glasset. Der var så varmt her og han havde ikke
fået noget at drikke siden i morges."