Trailer 67 - uddrag af Brune bamse

Trailer 67 er et godt dyk ned i gemmerne. Oprindeligt skrev jeg Brune bamse helt tilbage i '06, men da jeg skulle samle Køtere dør om vinteren, var der brug for en historie med lidt horrortræk. Derfor blev denne vredet ud af fortidens klør og shinet godt og grundigt op. Jeg kan huske at slutningen overraskede mig en god del da jeg skrev den, da jeg ikke havde set den komme. Ud over det er det kun en lille snas I får her - og det var lidt en udfordring dengang at skrive ud fra en hunds "tanker" og følelsesregister. Og nu hvor jeg tænker over det, er det en af de få af mine noveller der har en hund på rollelisten. Resten af historien kan selvfølgelig læses i novellesamlingen ...


"King løber gennem natten, hvor de velkendte lugte forsvinder
i vinden, og erstattes af dunster han ikke kender. De er
voldsomme og stærke, vidner om en verden han ikke kender.
Snuden løftes højt, og han vejrer efter færten som han kender
fra bamsen. Ikke sovedyrets, men Thomas. Den er der, men
den er meget svag.
King piver lidt og stopper op, mens hans hoved går fra
side til side. Han kan ikke lide at være på denne her vej, der
ikke stinker af menneskernes olie, men af skarpe dampe, som
gør ondt i hovedet. Så kryber han sammen, da han får færten
af noget, der slet ikke minder om noget han kender. Men
iblandet den er Thomas duft.
Ivrigt tørrer han snuden af med den ene forpote, men stanken
nægter at forsvinde. Det forvirrer ham med alle de stærke
lugte, der bombarderer hans følsomme næse. Men han kan ikke
stoppe nu, for drengen venter på ham. Han kan mærke det
dybt nede i sit hjerte, hvor drengen kalder på ham med bange
stemme. Det er ikke en lyd, han opfanger med sine ører, men
med sin næse.
Han nyser voldsomt, og det kommer så meget bag på
ham, at et sæt skyder igennem hans aflange krop. Børsterne
rejses på hans krop, mens han med en kraftanstrengelse sætter
i løb igen. På vejen, der ikke har nogen himmel. Han ser
ikke bagud, men han kan føle at der kun er tomhed der.
Mørket lugter som det skærende lys og de høje brag som
hans mennesker tænder ild til en gang om året. Dem der skærer
i øjnene, og gør ondt i ørerne. Bare han kunne gø, råbe,
give hals, så dem der lurer i skyggerne ved hvem de har med
at gøre. I stedet gør han sig så stor som muligt, mens han løber.
Men han må holde fast på bamsen, lige meget hvad der
sker. Hvorfor ved han ikke. Det er bare det han skal. Holde
fast på bamsen."