Kærlighedsfrugt

I går var det Allehelgensaften, og samtidig udgivelsesdato for min nyeste bog Kærlighedsfrugt. Det er en novellesamling, det er en genreudgivelse (hvis det er vigtigt?) og den er en ordentlig krabat - 360 sider proppet med 14 noveller. Men det var en bumlet tur fra idé og samling til selve udgivelsen.

I 2013 var jeg så småt begyndt at samle ind til en samling. Jeg havde medvirket i diverse horror-antologier og var ved at finde mine ben som skribent. Da jeg samtidig skrev meget, var det lykkedes at opbygge en pulje af noveller, der endnu ikke var udgivet. Jeg fik kontakt til et forlag, der meget gerne ville udgive mine noveller, vi lavede en mundtlig aftale og så var alt smukt og dejligt. Jeg arbejdede mig frem til et manus og sendte det til dem. Stor var min overraskelse da jeg nogle måneder fik at vide, at de ikke ville binde an med det alligevel. Det medførte diverse samtaler, og jeg var oprigtigt vred, da jeg har det vanskeligt med folk og forlag, der løber fra deres ord. Så ideen om en horrorsamling fik lov til at synke lidt til bunds igen, og jeg kastede mig over andre projekter.

I 2014 udkom Ambrosia/Live og så stod jeg pludselig uden den næste bog i horisonten. Jeg fiskede mit horror-projekt frem, rensede det for fedt og blod (vrøvl, jeg tilføjede mørke og rædsler) og sendte det til forlaget Kandor, der antog det meget hurtigt. Oprindeligt bestod samlingen af 21 noveller, men efter lidt snak frem og tilbage, blev det antal skåret til 14. Jeg omskrev og redigerede, novellerne føg frem og tilbage, jeg omskrev og redigerede og der gik mange måneder. Fra slutningen af 2014 til midten af sommeren tænkte, blødte og fantaserede jeg Kærlighedsfrugt. Nogle af novellerne røg, fordi de ikke var gode nok. Andre, fordi de stilistisk ikke passede ind i samlingen. For jeg havde en idé, en tanke, med det hele.

I Danmark kalder de fleste horror-genren for gyser (eller gys og gru); et ord jeg alle dage har fundet meget barnligt. Det signaler lidt gummiflagermus og et rart spøgelse, der bare vil have så mange  vanillekransehuller som muligt. Horror er derimod rædselsvækkende, grimt og frygteligt. Der er ingen tvivl om at gyser og horror er meget i familie med hinanden, men jeg har aldrig tænkt at de var synonyme. Der måtte være nogle parametre, der adskilte det ene fra det andet. Efter at have tænkt, læst og gjort ved, forfattede jeg et forord til Kærlighedsfrugt, hvor jeg prøver at forklare forskellen. Men, ikke alene forklarer jeg forskellen (i min optik). De 14 noveller går gradvist fra at være gyserhistorier til at være horror-fortællinger. Hver novelle er "værre" end den forrige, og jeg håber at novellesamlingen kan være med til at vise nogle af forskellene. Ikke mindst håber jeg at ordet horror kan blive en del af det danske sprog, da jeg synes ordet horror også indeholder ordet gyser, mens det modsatte ikke er tilfældet.

Vi gav novellesamlingen undertitlen 14 rædsler, både for at vise hvor mange noveller der var i samlingen, men også for at understrege at hver historie havde sin egen rædsel. Fortællingerne strækker sig i alle retninger. Der er spøgelseshistorier. Der er monsterfortællinger. Der er meget overnaturlige historier. Der er meget realistiske historier. Der er knive, og der er klør. Der er helvede, og der er Hyundai. Der er Lovecraft, og der er love. Der er sjældne fugle og svinsk sex. Forsiden var redaktøren og jeg meget enige om. Der er så meget i det simple billede, og jeg kan selv blive ved med at kigge på det.

Lige nu, i disse dage, er der en konkurrence inde på forlaget Kandors facebook-side. Hvis du sharer deres opslag om Kærlighedsfrugt, er du med i en lodtrækning om tre eksemplarer af bogen. Det betyder altså muligheden for en gratis bog, alene med et tryk på en knap. Skynd dig, skynd dig, inden det er for sent!

Du kan bestille bogen ved at følge linket, og hvis du har lyst til at læse nogle uddrag, kan du bare klikke her. 

Jeg håber virkelig at du har lyst til at læse Kærlighedsfrugt - ikke mindst fordi den er fin og grum, og jeg har skrevet den lige præcis til dig - men også fordi det er en række gode historier, der passer perfekt ind i vintermørket.

Tekstoceanet - Novellen Hjertely

Efter at første færd fik glat og problemfrit, tror jeg vi er klar til at tage endnu en tur på Tekstoceanet. Denne gang bliver det særligt spændende, da der ikke kun er en tekst, men hele to og tilmed et videoklip. Sidste gang drev vi rundt i en gammel del af Tekstoceanet, hvorimod vi nu skal noget tættere på vores nutid. Vi skal kun tilbage til sidste år, nærmere bestemt oktober 2014.

Hvert år i oktober ruller Kulturnatten i København forbi. Der er masser af muligheder for at se spændende ting, komme steder hen der ellers normalt er lukket for offentligheden, og opleve et væld af kulturtilbud. Et af dem er oplæsning i Dansk Forfatterforening, og selv om de mange oplæsere altid er dejlige at høre på, er det også en lækker idé lige at svinge forbi, så man kan se de mange flotte vægmalerier. Men - op til kulturnatten havde ordet kultur rullet rundt i kraniet på mig - mere specifikt spørgsmålet: Hvorfor bliver horror ikke betragtet som kultur? Hvad er det, der præcis er galt med det? De tanker blevet meget hurtigt erstattet af min kontrære personlighed, der sagde: Jamen, Silvestri, så må du jo skrive noget der helt sikkert passer ind i den gængse opfattelse af kultur.

Hvis du vil læse Naadsensbrød, skal du bare klikke her!

I samme periode havde jeg fornyet min kærlighed til det moderne gennembrud ved, blandt andet, at læse nogle noveller af Herman Bang, og lidt af Henrik Pontoppidan. Og der skete noget, da jeg gik i gang med at læse netop Pontoppidans tekst Naadsensbrød (1887). Novellen fortæller, hvordan en gammel kone bliver trukket på Kassen (fattiggården) mod sin vilje, og den er meget kontant. Da jeg var halvvejs igennem, tænkte jeg: "Det her er godt nok grumt," og da jeg var færdig, tænkte jeg "Den her vil jeg skrive om til en horror-fortælling". Som sagt, så gjort. I løbet af måneden op til Kulturnatten skrev jeg novellen Hjertely, der både brugte Pontoppidans historieopbygning og tematik, holdt på store dele af det oprindelige sprog og samtidig formåede at være oprigtigt ubehagelig. Jeg valgte at sætte historien tættere på vores tid (1970erne) og fokusere på noget, der hedder et ventetidshjem. Det var et sted, hvor forældre kunne placere deres børn, hvis disse var for vanskelige. En del af de børn, der blev placeret var handicappede i den ene eller anden retning, og det var ikke usædvanligt, at nogle forældre aldeles "glemte" at besøge deres børn. Det kan du alt sammen læse dig til. Jeg tror egentlig, at man vil kalde sådan en novelle for en pastiche. Det kan også kaldes en efterligning, eller en hyldest. Det betyder i sidste ende ikke så meget.

Mens jeg skrev fortællingen, legede jeg lidt med tanken om at klæde mig ud i anledningen af oplæsningen. En uges tid før Kulturnatten var der et gammelt teater, der solgte ud af deres kostumer. For 150 kroner var jeg så heldig ikke alene at erhverve mig en silkevest, men også en høj hat og så var en udklædning ikke til at komme udenom. Ligeledes fandt jeg i mine gemmer en yderst kedelig fagbog fra 70erne, der rent fysisk var tung og god at se på. Den klæbede jeg så min tekst ind i. Dette blev mit ensemble til Kulturnatten, og jeg tror langt de fleste synes det var en oplevelse. Om det var på grund af min udklædning eller min oplæsning, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Jeg har svært ved at se Hjertely få en plads i en novellesamling, eller i en antologi. Den er ret aparte og den eneste mulighed jeg kan forestille mig må være en række tekster, hvor forskellige forfattere eksperimenterer med de gamle kanonforfattere. Hvis du skulle være en redaktør, der synes det lyder spændende, så giv mig lige et kald :) Ellers er der ikke så meget mere at føje til. Nederst ligger hele teksten, som du kan fornøje dig med. Og lige over den er videoen, der blev optaget samme aften. Hvis du ikke kan vente på mig, går jeg på i et minuts tid fra 3:13.

Så tror jeg ikke der er mere at sige, andet end at jeg håber du har lyst til at tage med på endnu en tur på Tekstoceanet. Hvem ved - næste gang kan det være vi dykker helt ned på den dybe bund, eller strander på et næs. Du er også meget velkommen til at smide en kommentar eller lignende, og hvis du ikke har læst den første tekst endnu, ligger den lige her. Jeg håber vi ses igen, manne!

Hjertely

A.Silvestri om manifest: 'Parnasset er all over'

A. Silvestri kalder i sit manifest til kamp mod parnassets strukturer. Forfatterkolleger bakker op.

Manifest: Forfatter A.Silvestri lægger op til et opgør med parnassets strukturer i litteraturen - og i samfundet »Har vi stadig brug for parnasset i litteraturen? Og har vi egentlig nogensinde haft det?”«. A. Silvestri er både manden bag spørgsmålene og manden med svaret i sit manifest 'Parnasset i litteraturen'. Hans svar er nej. Nej, der er ikke brug for parnasset – hverken i litteraturen eller andre steder i samfundet. Manifestet blev offentliggjort torsdag på forfatterens blog, og skal ses som en opfordring til et opgør med de traditionelle, socialrealistiske strukturer, der ifølge A. Silvestri gennemsyrer det danske litteraturmiljø. »Grunden til, at jeg har skrevet det, er, at jeg synes det går alt, alt for langsomt med at få parnassets smagsdommeri og tilhørende strukturer væk. Jeg gik i folkeskolen for 25 år siden og fik et pensum, der næsten kun bestod af realistiske og socialrealistiske forfattere; gymnasiet gjorde kun tingene værre. Og kanonen er stadig realistisk domineret. Magtpositioner inden for de litterære institutioner er også næsten udelukkende besat af folk, der betragter den realistiske litteratur som den eneste, der er værd at promovere. Og det værste er næsten, at skævheden omgærdes af stilhed«, siger A. Silvestri.    Med manifestet angriber A. Silvestri også de danske institutioner og redaktioners ensidige fokus på samtidslitteratur, autofiktion og realistiske skildringer. Der er en for stor fiksering på det øjeblikkelige, det nutidige og det personlige. »Det fantastiske er også vores virkelighed. Om vi vil det eller ej, lever vi i en fantastisk og realistisk verden. Hele ideen om validiteten, og at vi kan lukke vores verdensbillede om den realistiske og autofiktive fortælling, det nutidige og det såkaldt virkelige, det er uholdbart, det er statisk og det er skævt. Og samtidig bliver det ved med at være undertrykkende og ekskluderende. Det giver et arrogant og indskrænket blik på ikke-realistisk litteratur« mener A. Silvestri. Rækker dit manifest videre end litteraturens verden? »Selvfølgelig gør det det. I meget høj grad. Helt grundlæggende lever vi jo under parnassets hæl hele tiden, og det er ikke en holdning, jeg har, det er et objektivt faktum. Et parnas betyder jo, at medierne er dirigeret af dettes strukturer, samt at det er smagsdommere, der statistisk set dominerer økonomisk, nepotistisk og hvad magtpositioner i det hele taget angår. At vi har haft enkelte personer i højere stillinger, der holder af det fantastiske, laver ikke om på, at vi lever i parnassets samfund. Det er all over«, siger A. Silvestri Kolleger bakker op Flere forfatterkolleger bakker op om A. Silvestris manifest. »Han har evigt ret – jeg ved ikke, hvad vi skal med det parnas. Det kan vi ikke bruge til noget. Institutionerne og den litteraturhistorie og kanon, som vi har med at gøre, er vrængende og rigid. Det er fordi, der er de realistiske fortalere, der sidder på institutionerne, på litteraturhistorien og på kanon. Det har det været siden Brandes«, siger forfatterkollegaen XXX A.Silvestris kolleger udi det fantastiske nikker også genkendende til de problemstillinger, der bliver beskrevet i manifestet.    »Min umiddelbare reaktion, da jeg læste manifestet, var genkendelse. Jeg møder hele tiden i min hverdag fællesskaber, hvor der slet ikke reflekteres over, at det kun består af realistiske skribenter. Og samtidig kommer der fra alle mulige kanaler en stemme, der konstant fortælller den fantastiske forfatter, hvad han eller hun skal gøre med sin kunst. Et eksempel kunne være kravet om at ”skrive noget folk gider læse”, der i sig selv indeholder både undertrykkelse og eksklusion«, siger forfatteren YYY Forfatter og samfundsdebattør, ZZZ oplever også parnasset på egen krop. Hun synes, debatten er væsentlig, men kunne godt ønske problemstillingen bredt yderligere ud:    »Jeg er meget enig i, hvad han skriver. Det er jo skrevet mange gange før, men det kan ikke skrives for tit. Jeg synes han skulle have bredt det ud, så det ikke kun var realistisk litteratur, men også debutantvældet – for det er jo den samme tendens. Man kan se det i de fleste aviser. Hver gang en realistisk forfatter eller en debutant fra Forfatterskolen skriver et eller andet, er anmelderne ved at falde ned af stolen af begejstring. Det er jo så forudsigeligt som døden. Hver gang en eller anden autofiktionel forfatter skriver et eller andet, er det jo den samme sang«, siger ZZZ. (Gengivet med al respekt for journalist Laura Byager Rabøls oprindelige artikel om Mette Moestrups manifest om patriarkatets dominante strukturer. Du kan læse den oprindelige artikel her. Ligeledes kan du læse mit oprindelige manifest Parnasset i litteraturen ved at klikke her.)

A. Silvestris manifest: Parnasset i litteraturen

Forfatteren A.Silvestri opfordrer til oprør mod parnassets dominans i den danske litteratur. 

 

 Har vi stadig brug for parnasset i litteraturen? Og har vi egentlig nogensinde haft det?

Skal vi bruge det til at fastholde fokus på den realistiske, moderne kanon? Læse mere Ravn, Moestrup, Knausgård? Bang, Aidt, Juul og Christensen og … ja, hvor meget er realisme, og hvor meget er postmodernisme?

Skal vi bruge det til at holde ikke-realistiske kanoner og litteraturopfattelser på afstand? Holde dette fremmede på afstand i festivaler, redaktioner og diverse litteraturmiljøer, sådan så vi kender vores egen opfattelse bedre og dybere i en indadgående spiral?

Skal vi bruge det til at sovse rundt i selvopfattelsen & læse os selv ind i autofiktionen, når vi er høje på virkeligheden og gennem salgstallene synger en hurrasang for os selv? (Ceci n'est pas une halfpipe.)

Skal vi bruge det til at ødsle mere og mere af vores korte liv på at læse mere litteratur, skrevet af realistiske forfattere, så vi ikke læser litteratur, der ikke er skrevet af realistiske forfattere. Åh, kan vi dog ikke bare se bort fra fantastiske forfattere som Ursula K. Le Guin, Clive Barker, Ray Bradbury, China Mieville, Grete Roulund og Thomas Ligotti? Er de ikke bare mærkelige navne, som er svære at sætte sig ind i, vi kan jo meget bedre stave og huske realistiske forfattere, der snakker om det væsentlige.

Skal vi bruge det til at blive ved med at lære, at den realistiske, autofiktionelle fortælling er den almengyldige, som vi alle kan spejle os i? Dens 'universelle' fortællinger og billedsprog. Det er jo en tryg vane, hvorfor skal alting brydes op og ned, flyttes rundt på, vores tradition og forståelse er vel vigtig!

Skal vi bruge det til at slikke vores skam, når vi igen taber til en realistisk kollega, som også flirter med krimi. (Hvad har krimi nu gjort? Ingenting!)

Skal vi bruge det til at omfavne fortielsen af fremragende forfattere og historiefortællere? Hvis vi omfavnede fortielsen, ville vi måske ikke give så mange ligegyldige blikke! Ligegyldige blikke er ikke pænt på nogen!

Skal vi bruge det til at nikke forstående, når realistiske kolleger dier ved et forlags pat i dekader, mens vi selv er selvernærede forfattere?

Skal vi bruge det til ikke at føle os overset?

Skal vi bruge det til at tænke meget på ikke at råbe for højt?

Skal vi bruge det til at huske, at alt andet end at bekræfte parnasset (og den realistiske kanon) er idiotisk, snarere end rimeligt?

Skal vi bruge det til at ihukomme, hvor objektiv en størrelse litterær kvalitet i virkeligheden er? For real?

Skal vi bruge det til at huske, at hvis vi siger, der også bør være folk med forståelse af de fantastiske genrer, at der også bør være andre end 'rent' realistisk fikserede personer i en institutionel eller redaktionel sammenhæng, så er det et spørgsmål om værdi og om, hvorvidt vi ønsker at fantastik eller fabulering skal være vigtigere end kvalitet?

Skal vi bruge det til at huske, at den realistiske forfatter er forfatter, ikke realistisk forfatter, fordi han eller hun allerede borger for 'neutral' litterær kvalitet.

Skal vi bruge det til at gribe i egen barm og se, hvordan fantastiske forfattere ligesom trækker energi fra, at de er fantaster/spekulanter/usynlige/tavse, hvilket giver dem noget credit i offentligheden, som realistiske forfattere ikke får, fordi de aldrig er 'det andet'. (vrøvl, der er ingen credit)

Skal vi bruge det til at glemme Gabriel García Márquez, Haruki Murakami, Franz Kafka, Jorge Luis Borges, Caitlín R. Kiernan, Sheridan Le Fanu? Bruge det til at glemme magisk realisme og weird fiction og sociale spejle?

Skal vi bruge det til at forstå, hvorfor vi tit er fattigere end vores realistiske, parnas-godkendte kollega? Because he's and she's worth it?

Skal vi bruge det at klappe adelen (som den minder om), de forfattere, som bruger al deres magt på at opretholde parnasset, på skulderen? Godt gået, der.

Skal vi bruge det til at lykønske medløber på modløbers bekostning?

Skal vi bruge det til at knægte de (nye) forfattere, som ikke magter parnasset, vender det ryggen?

Skal vi bruge det til at bekræfte (alle) forfattere i at det er det eneste rigtige, den sande litteratur, spillets regler?

Skal vi bruge det til selv igen og igen at falde på knæ for en magt, som ved og tør mindre end os?

Oh no. Kom nu med os til en sort lysning, hvor parnasset er sat ud af spil. Her samler vi kræfter til et oprør. Alle, som ikke orker den gamle verden mere, skal samles her og sige, hvad de mener. Højt under månen. Midt i mørket. Vi kommer fra alle hjørner, og vi samles i en midte. Vi gør vores ting i fællesskab. Langsomt, men sikkert, vil parnasset derefter skrumpe og vige for anderledes og mere eksperimenterende kræfter. Alle litterære institutioner, forlag, redaktioner og strukturer vil blive nødt til at lytte til os, måske endog bøje sig for vores viden, indsigt, nytænkning, åbenhed. Med Fox Mulder, frit efter hukommelsen: The truth is out there.

(Gengivet med al respekt for Mette Moestrups oprindelige indlæg i Politiken, hvor hun raser mod patriarkatets dominante strukturer. Du kan læse det ved at følge linket.)

Tekstoceanet - S-People:Falset

Hold på hat og briller, og andre løse dele (eller løsdele) I måtte have - for nu sætter vi ud på Tekstoceanet! Det er dybt og det er lavbundet, der er både varme og kolde strømme, og vores fartøj er alt mellem en robåd og en isbryder, med et hangarskib og et surfboard smidt ind for at krydre det hele. Men ligegyldigt hvilken del af det titaniske Tekstocean vi begiver os ud i eller på, så kommer det fra den samme kilde. Nemlig yours truly. Og lad os så skyde fra land.

Helt tilbage i 2003/4 var jeg stadig inde på et site, der hed digte.dk. Jeg skrev rigtig meget lyrik, men var allerede begyndt at drive mod de lidt længere historier. I samme periode begyndte jeg også at tage

Et af de gamle S-tog. Damn, det er længe siden.

toget dagligt, da jeg var begyndt at arbejde som lærer, og derfor kom jeg i berøring med rigtig mange forskellige mennesker. Det var en lidt anderledes tid dengang - folk snakkede mere med hinanden, det var de gamle S-tog (man måtte stadig ryge) og som jeg husker det, lugtede der altid af en blanding af våd hud og gamle skodder. Grunden til at folk snakkede mere med hinanden var ikke fordi det var en skønnere tid; smartphonen havde blot ikke gjort sit indtog endnu. Da jeg altid havde en sort kinabog på mig, begyndte jeg at skrive ned hvad folk snakkede om, dels for at finde ud af hvordan man egentlig skrev dialog, og dels fordi nogle af de ting folk snakkede om og sagde var alt for sære til bare at blive glemt. Mange af disse nedskrivninger blev til en serie, jeg kaldte for S-People (S for S-tog eller for Silvestri). De tekster lå i mange år inde på digte.dk, men jeg tog dem ned i 2008.

I 2013 var der et site på nettet kaldet overhørt.dk, der begyndte at blive populært - og det site gjorde, hvad jeg havde gjort for år tilbage. Der var to store forskelle mellem dem og mig. For det første var de et åbent site, hvor alle og enhver kunne skrive en overhørt samtale ind, og for det andet var de fleste af samtalerne ret korte. Derfor skrev jeg til folkene bag sitet om de havde lyst til at lave en feature med mig og mine S-people-tekster. De læste dem og blev meget begejstrede. Der blev snakket om at finde en illustrator til hver af teksterne og til at gøre dem til en slags føljeton. Jo, der var store armbevægelser og i sidste ende blev det ikke til en skid. Der kom ikke længere svar på mine mails, og dem der oprindeligt havde stiftet sitet, gav det videre til nogle nye, og siden har der faktisk ikke været noget bevægelse derinde. Det var noget jeg var ret ærgerlig over, da det ville have været fedt for mig, rent reklamemæssigt, med en ugentlig tekst på et site med over 50.000 fans på facebook. Oh well.

MEN - derfor skal I ikke snydes, og den første tekst i Tekstoceanet er S-People: Falset. Den står lige nedenfor, og I kan både læse den her, eller downloade den. Rettighederne er selvfølgelig stadig mine. Teksten har ikke været tilgængelig for offentligheden i syv år, men det gør den ikke dårligere. Når jeg genlæser den, får jeg lidt dårlig samvittighed, for jeg tænker at jeg skulle have grebet ind, måske endog reddet den ene af kvinderne, men det gjorde jeg ikke, og det er noget jeg må ha' siddende på sjælen resten af mit liv. Men ... det var bare alt for sjovt til at spolere. Jeg håber I kan li' den - I må meget gerne kommentere - og at I får lyst til at tage med mig på næste sejltur i, på eller ved Tekstoceanet. Anchors away!!!

S People Falset

Septembers arbejde 2015

September er gået ned med sol og efteråret står i kulissen. Jeg spår at inden for den næste uge, styrtdykker temperaturen og det er atter tid til blæksorte morgener og drivis i nosserne. En vidunderlig tid, for den er helt automatisk fyldt med mange sprøde ord. Hvad skulle man dog ellers bruge al den mulm til?

September måned bød på en enkelt novelle, og en masse arbejde på min roman, der nærmer sig slutningen.

Fossiler (8500 ord, realisme)
Lea (18100 ord, i gang, roman)

Novellen Fossiler er en Næsten her-novelle, der foregår i en verden, hvor sekulariseringen ikke er blevet til det helt store. Verden forklares ud fra Bibelens ord, Stevns Klints aflejringer passer som fod i hose med Syndfloden og Det Onde er en reel drivkraft i forståelsen af verden. Her lever Kirstine. Hun er en god pige, hun går i niende klasse og hun har nogle sære tanker, som hun ikke helt kan forklare eller forstå, om læreren Kristen. De er på lejrtur, og midt i det hele bryder Kirstine en regel, noget der aldrig er hændt før, og selvfølgelig skal hun straffes ...

Med fokus vendt mod de lidt større ting, har jeg dog også holdt tungen lige i munden med mine Skår, og der er det blevet til to af slagsen:

Ordforråd (om en forladt verden, en sødmefuld robot og et skud gin)
Skattekiste (om en labyrint, en fortælling og tusind favne vand)

Ud over min egen skrivning, har jeg også arbejdet med at redigere et manuskript - en ungdomsbog - og selv om det er svært, er det også spændende at få et indblik i hvordan andre skriver. Ligeledes har jeg kastet mig over noget undervisningsmateriale, og hvordan det ender bliver nok først synligt en gang i det nye år.

Som følgere af bloggen ved, har jeg også lukket min "føljeton", der gik under navnet trailers, hvor der med jævne mellemrum kom nogle bidder af de ting jeg havde skrevet. I føljetonens sted kommer et tilbagevendende indlæg med titlen Tekstoceanet, hvor hidtil ukendte og/eller meget glemte tekster får muligheden for at blive læst - og den første er allerede klar inden weekenden er omme.

Det var alt herfra og husk: Næste gang jeg fortæller om en måneds arbejde, er Kærlighedsfrugt udkommet! ;)

"Vi er samlet her i dag for at lægge Silvestris trailers i graven"

Den 12. november 2009, meget kort tid efter jeg havde startet denne blog, udgav jeg min første trailer. Et uddrag af novellen Jeg ved det. Tanken bag at lave trailers var at give mine læsere en forsmag på hvad de kunne forvente sig af både mit forfatterskab og af mine individuelle tekster. Ordet trailers havde jeg nuppet fra filmens verden, og jeg betragtede mine trailers som en slags forfilm til the real deal.

Nu er det den 23. september 2015 og jeg er et helt andet sted i min forfatterkarriere. Jeg har fundet ud af hvor vanvittigt vanskeligt det er at komme ud over rampen med sin skrivning, at gode ideer og tiltag ikke er nok, at idealisme er en grådig maskine, der æder løs af resurserne og at de fleste folk egentlig er ret ligeglade med hvad der sker på en tilfældig forfatters blog. Siden 2009 er der også kommet mange flere outlets til, og jeg forsøger at vænne mig til både at bruge Twitter og Instagram ... hvilket dog ikke gør, at jeg har tænkt mig at lukke min blog.

Jeg besluttede for lang tid siden at lukke trailer-delen af min blog, når jeg nåede til de hundrede. Det skete for et par dage siden. Grunden var, for det første, at det uden sammenligning har været den del af min blog, der har været færrest læsere til, hvilket egentlig har undret mig en frygtelig masse. Gratis tekst - what not to like?!?! Den anden grund er, at der kommer hele to nye tiltag her på bloggen, og så bliver man nødt til at ofre noget af det gamle.

Det har været sjovt at lave trailers. Fra den første til den sidste, er der sket meget med præsentationen. Trailer 37 blev den første, der havde et billede med, og det var fordi forlaget Valeta dengang (2012) lancerede e-noveller, der kunne købes stykvis. Det initiativ er desværre gået i graven, men billederne blev på mine trailers.Omkring Trailer 70 (2013) inkluderede jeg fortællinger om fortællingen, hvor den var henne i verden og al den slags hejs. Jeg tror, at jeg sluttede på et godt sted, rent design-mæssigt.

Men hvad er det så, der skal til at ske?

Jo. For det første vil jeg søsætte båden på den lille feature, jeg kalder for Tekstoceanet. Alle forfattere, store som små, succesfulde som oversete har en bunke tekster, der ikke rigtig er blevet udgivet. Måske er det fordi den medvirkede i en konkurrence, hvor en anden vandt. Måske blev teksten skrevet til en særlig begivenhed. Måske er den så gammel, at det føles sært at kigge på den nu. Det ændrer ikke på at den er en del af Tekstoceanet - det svulstige, dybe hav af tekst, der sprøjter fra forfatterens fingre. Ved hver installation af Forfatteroceanet, vil jeg stille en gammel tekst til rådighed i dens fulde længde. For at båden ikke kæntrer, vil jeg fortælle baggrunden for teksten, måske finde gamle fotos (om de findes) og ellers lade det være op til læseren at mene hvad denne synes.

Det andet tiltag vil være i video-form, hvor jeg går gemmerne igennem - snakker om diverse memorabilia fra forfatter-karrieren, kigger lidt på gårsdagens events og af og til kigger fremad. Jeg mangler en titel til det i skrivende stund - men vi får se.

De 100 trailers får lov til at blive liggende under fanen Uddrag af noveller. Dem, der ikke ligger der, er under mine forskellige novellesamlinger. Det kan sagtens være at jeg en sjælden gang imellem lægger uddrag af mit arbejde op, men dette er enden på Silvestris trailers. Har du været en af dem, der så med, så tak for din tid. Var du ikke, kan det være mine nye ting frister. Adios, amigos. 

A.Silvestri, realistisk forfatter

Ja - det er nemlig rigtigt.

Hvad der også er fuldkommen korrekt er, at jeg har fået udgivet science fiction, horror, fantasy, fantastiske fortællinger, lyrik og sågar noget historisk. De ting eksisterer side om side, den ene hverken værre eller bedre end den anden, eller næste. Men ... sådan er det bare ikke.

For et års tid siden lavede jeg et lagkagediagram over alle de noveller, jeg har fået udgivet (inklusiv mine egne samlinger), og på daværende tidspunkt så det sådan ud:

 

De kolde, hårde og konkrete facts fortæller at den genre, der er i førersædet i mit forfatterskab, er den realistiske. Det vil altså sige fortællinger, der handler om denne verden, i denne tid, med de normer og regler og skæbner, der findes i vores hverdag. Der er ingen tidsrejser, man kan kigge langt efter sjæleædende monstre, og hvis der er nogen, der spænder en langbue er det en forstadsfatter, og ikke en elver. 

Det er en sandhed uden modifikationer, at jeg ikke er Danmarks mest læste forfatter. Dog er der en håndfuld (omkring 11, vil jeg skyde på) der kender til det jeg laver, og ikke en af dem kender mig for de realistiske fortællinger jeg har skrevet (ret mig hvis jeg tager fejl). Mine femten sekunders berømmelse kommer fra de af mine tekster, der falder indenfor de fantastiske genrer. Det brokker jeg mig ikke det mindste over - jeg elsker det spekulative lige så højt som en skifting efterladt af en ufo - men jeg studser over hvad der dog er i vejen med de realistiske af mine fortællinger.

Det kan være de er dårlige - det er endda meget muligt. Det kan også være de er uvedkommende, banale, kedelige eller ligefrem ligegyldige. Alt det, og mere til, er de med sikkerhed for nogle læsere. Det kan også være, at det er fordi mine romaner i de fleste tilfælde falder indenfor de fantastiske genrer. Det er nok en del af forklaringen. Men - og dette men er helt for egen regning - jeg tror det handler om at folk ikke aner at den del findes. 

Er det vigtigt om folk læser de realistiske eller de fantastiske ting? Så længe de læser, er det vel godt. Ja, det er det. Det er helt vidunderligt at blive læst, selv hvis læseren ikke kan li' historien eller fortællestilen. Hvorfor så trutte i mit eget horn på denne måde? Fordi jeg oprigtigt mener at der ingen forskel er på realistiske og fantastiske fortællinger. Den ene type er ikke pr. definition bedre end den anden og sådan lader det desværre til at holdningen stadig er i Danmark. Så dette indlæg er både til dem, der aldrig har læst noget af mig (fordi han skriver sådan noget med monstre og rumvæsner) og til dem, der "kun" har læst min fantastiske produktion.

Så hvad nu? Tjah. I stedet for at brokke mig, kommer der her en liste med alle mine realistiske skriv, til at hjælpe alle dem der gerne vil læse noget realistisk, men ikke bryder sig om det fantastiske. Selvfølgelig må de fantastiske læsere også meget gerne læse med. Jeg har listet fortællingerne efter hvor de kan findes. Happy reading!

P.S. : Skulle man være interesseret i at erhverve sig mine to novellesamlinger (Køtere+Optisk), så skriv en besked. Then I have a special price just for you ;)

----

SMS-novellen Vi savner dig

Køtere dør om vinteren (2010)

Kakao

Og fuglene er sat fri

Klor

Fuldbyrdet

Brølende kronhjort ved skovsø

Kæreste

Sudoku

Sne

Grund

Strejfer

Éclair

Alma Mater

Detour

Blot lyd

Splitscreen

Porno

Optisk bedrag (2012)

Flyttelæs

Laphroaig

August

Optisk bedrag

Sashimi

Valuta for pengene

Ansigt

Nu da om

Interstate zero

I antologier

Novellen Intensiv i antologien Vintergækkerne nikker 

Novellen Flagermus i antologien Furesø noveller

Digtene Scirocco og Hvis Du Har To Glas Kan Vi Dele Og Dele i antologien Fragmenter

Novellen Redningsmand i antologien Tågevals 

Novellen Solnedgange i e-antologien Du danske sommer 

Kortprosastykket Oktober:Revere 33 i antologien Vintage '13 

Trailer 100 - uddrag af In uteri

Så er vi nået til vejs ende - trailer nummer 100 bliver den sidste, men alt det kommer der et særskilt indlæg om. Med alle de særskilte indlæg, jeg har reklameret for det seneste stykke tid, ser det ud som om efteråret bliver rigt her på bloggen. 2015 er et år, der om noget står i horrorens tegn. Ikke nok med at min gotiske kortroman Al kødets gang udkom i juli, til oktober udkommer min horror-novellesamling Kærlighedsfrugt også. I januar havde jeg novellen Itu med i scifi/horror-antologien Universets mørke og inden længe lander sword&sorcery-antologien Mørke guders templer, hvor jeg har novellen En sang om vand med. Der har ikke været meget andet end horror.

 
Måske er det noget ubevidst, men med alt det horror, er det ikke en genre jeg har skrevet så meget nyt i i 2015. Tværtimod har jeg beskæftiget mig en del med science fiction og realisme ... men, det er da blevet til en enkelt horror-novelle, og den er heldigvis rigtig grim. In uteri er den dejlige historie om den unavngivne dyrlæge, der hver eneste dag følger et nøje udregnet skema. Han bor i det jyske, han passer sit arbejde, han besøger gårdene i området og han gør, hvad der skal gøres. For det er jo, når alt kommer til stykket, en læges ansvar. Om så lægens patienter er dyr eller mennesker.

"Hendes øjne er meleret røde. Hun grynter hidsigt. Snot i næseborene. Gulliggrønne rester er størknet, så de ligner verdensdele. Endnu et tegn. Der er Antarktis. Klart det sværeste at genkende, men Australien hænger ved det andet. Til sidst stikker jeg hele hånden op i hende. Hun er nervøs, vil ikke have det, jeg lægger den anden hånd i nakken på hende og masserer. Det beroliger. Mine fingre graver dybere.

Ja. Jeg kan mærke det vride sig omkring mine hænder. Følelsen af gummihandskerne, der bliver skøre, der er i fuld gang med opløses. Den taktile elegance i at sanse bevægelse, hvor der endnu ikke burde være nogen. Bløde tænder, uudviklede klør. Der er ingen tvivl. Jeg vinker bonden hen. Chefen hen.

”Jeg aborterer hende,” siger jeg og viser ham min behandskede hånd. Misfarvninger, levrede klumper, mærkelige streger. Alt sammen noget hans øjne ikke ved hvor de skal arkivere. Alligevel husker han bondetæften. En øre sparet er en øre tjent. Han trækker på det. Er det nu også nødvendigt? Kunne jeg ikke tage fejl.

”Kan du huske hvad der kom ud for to år siden?” siger jeg. Selvfølgelig kan han det. Retorik. Fikumdik. Han nikker, synker. ”Din søn, er han stadig på Rosenborgholm?” spørger jeg. Denne gang er nikket trægere, hevet ud gennem cerebral væske, tilstoppede bihuler og en guirlande af tabuer. ”Hvad gør de med ham deroppe?” spørger jeg.

”Det ved du godt,” er ikke helt det han siger, men det jeg forstår.

”Der er ikke nogen smågrise til dig her. Det ved du godt, Fridtjof,” siger jeg, anvender hans navn, gør det til en personlig sag. Endelig nikker han for tredje gang og går tilbage til arbejdet. De nyindsatte strækker hals, men jeg er godt skjult.

Når jeg støder på noget på en ny gård, foretager jeg altid aborten uden deres vidende. Blot første gang. Så præsenterer jeg dem for det, der er kommet ud og det er sjældent, jeg har problemer efterfølgende. Jeg tror heller ikke Fridtjof klandrer mig for at hans søns øjne blev som halve hveder på Store Bededag og ordene savlede fra hans læber … og bliver ved med at gøre det.

Ingen fine fornemmelser. Ingen medikamenter. Ingen tid. Fra min taske tager jeg et sæt lange, tynde tænger. En blanding mellem en bidetang og et stykke ståltråd. Bøjet som et L. Et redskab, der som det alment kendte speculum ikke har ændret sig meget de sidste 3000 år. Jeg varmer det kort i hånden, og fører det så ind i soen. Vrikker, vrider, punkterer fosterhinder så de hænger som candyfloss fra børnelæber. En tynd strøm drypper fra det nederste af fissen, ender i halmen. Af farve er det frygtelig, af farve er det forkert. Jeg trækker kun vejret ind gennem munden.

Endnu et vrid, et stik, det er en fægtekamp med fleuret. Først da trækker jeg redskabet ud, tørrer det af i halmen og tager et andet fra tasken. Et aflangt glasrør, todelt med gevind, omkring en halv meter langt, også bøjet som et L. Hun grynter, men prøver ikke at flytte sig længere. Hun sanser lindring. Jeg klapper hende beroligende over den krøllede hale. Sød so. God gris. Jeg skruer glasrørene sammen, og lader dem glide ind i strømmen. De dugger til.

Jeg vender, drejer og da det er helt inde, tager jeg en dyb indånding. Lungerne kilder ribbenene, jeg sætter læberne til røret og puster af al kraft. Det giver et spjæt i hende, jeg holder fast. Smager ild, puster ind. Tre gange. Så hiver jeg glasrøret ud, skyder en spand ind under hende, den slags man bruger til de døde smågrise. Blå, med hank. Den falskfarvede å bliver tykkere, mere plump, fyldes med væv og så udvider hun sig.

Læberne spredes og der kommer væsner ud. Et sted i deres gener er en gris, et meget, meget lille sted. En blottet rygrad, et kranium fyldt med bløde pletter, en alt for lang arm med klov for enden af håndroden. Flere ansigter, delansigter, alt for glatte flader, som hud spændt ud som presenning. Jeg har set tusind variationer over samme tema.Alligevel væmmes jeg. Der er ikke en, men mange. Alle dele hænger sammen, et mylder af lemmer og i midten intentionen om et øje, der blinker uden øjenlåg, men stadig blåt, over noget, der ikke er en tryne, men en næse. Mit hoved ryger op. Jeg kigger på de nyansatte. De to fremmede."