Trailer 89 - uddrag af Det lille billede

Efter en kort tur i det realistiske, vender jeg atter snuden mod noget af det fantastiske - i denne ombæring science fiction. I 2011 udkom min samling Faderens sønner og et af mine parametre for denne var, at jeg skulle forsøge at ramme forskellige troper, undergenrer, kald det hvad du vil inden for science fiction-genren. Novellen Det lille billede var en af de nyeste noveller, der kom med i samlingen og den beskæftiger sig med biologi, genmanipulation og etik - et klassisk set-up inden for genren. Samtidig er novellens titel også et nik til min forkærlighed for faste udtryk.

Kattekræ, nu modificerede.

I historien møder vi Dr. Etching, der arbejder for et konglomerat. Han er dygtig til sit fag, lider af konstante tics og bliver konsekvent tvunget til at modificere en række kæledyr af chefen Masterson. Det er nemlig lykkedes Etching at designe et særligt nuttet kræ, som alle nu vil have - og når efterspørgslen er stor, må variationen også automatisk blive det. Og hvor svært er det egentlig at få et dyr til at lyse i mørke eller 'splejse' et egerns buskede hale på en kat? Selve historien kan du læse i samlingen, der efter sigende skulle være ved at være udsolgt.

"Etching sad i en dyb lænestol på et kontor, han kun havde befundet sig i to gange før. Den ene gang var da han blev ansat. Den anden gang, da han havde vundet Nobelprisen. Det var et smukt rum, et produkt af en ejer der havde både sans for stil og bekvemmelighed. En reproduktion af Edvard Munchs Skriget beklædte bagvæggen, og vinduerne var både høje og brede. Masterson sad også i en dyb stol, men på den anden side af det skrivebord, der som en fortidig mastodont stod mellem dem.

”En million dollars kan knapt kaldes et overskud, Etching” sagde Masterson med en stemme, der var uhyggelig rolig.

”Jeg tjener mere, om ugen, på min kæde af slikbutikker. Synes du det er morsomt, at forvandle et af firmaets dyreste projekter til en intern joke? Er det det du griner over, når du sidder derhjemme i den lejlighed, som firmaet betaler. Er det hvad du fortæller din unge elskerinde, når du har svært ved at få den op at stå, hva Etching? Giver det dig stiv pik at bedrage de mennesker, der giver dig smør på brødet?”

Etching vred sig i sædet. Hvis Masterson i det mindste havde råbt, kunne han have tacklet det. Men ikke den der milde, næsten kurrende stemme. Den var meget farligere end selv det mest primale brøl.

”Vi havde ikke regnet med at det blev SÅ stor en succes, SÅ hurtigt” sagde han til sit forsvar. Masterson rejste sig fra sin stol, satte håndfladerne i bordet og lænede sig frem. Deres næser var mindre end tredive centimeter fra hinanden.

”Så du regnede ikke med at det blev en så stor succes, Etching. Hvad går du så egentlig og regner med nede i dit gigantiske laboratorium? Du stod her, foran hele direktionen, og sagde at det ville blive det største verden havde set. Hvad fanden er det der sker, Etching!”

Forskeren sukkede opgivende.

”Vi kunne ikke følge med. Chibi'erne blev revet ned fra hylderne. Rigtig mange mennesker købt tre eller fire med det samme”

”Du sidder ikke og fortæller mig, at vi er løbet tør for de kræ, vel Etching?”

”Nejnej, vi har over to millioner drægtige hunner. Det er kun et spørgsmål om uger, før....”

”UGER?” råbte Masterson og farven i hans ansigt gik fra let koloreret til højrød. Så rømmede han sig og vendte øjnene ind i kraniet. Hurtigt formede hans læber tallene fra et til ti.

”Ja, de skal lige vænnes fra moren, og så....”

”Uger, Etching...uger” svarede Masterson ud mellem sammenpressede tænder.

”Vi har ikke uger. Du er genetiker. Du får din fede gage for at rode med alt muligt DNA og lægge puslespil. Men tror du bare pengene vokser på træerne? Hvis de gjorde det, var jeg fandme blevet gartner i stedet for. Det her er BUSINESS, Etching. BUSINESS”

”Det ved jeg godt, men...”

”Jeg gider ikke høre på dine undskyldninger. Hvad fanden tænkte du på, da du legede Gud med det nuttede kræ, og så kun gav det evnen til at føde EN unge ad gangen? Vi sælger moderkærlighed i en anden afdeling. Det her handler om masseproduktion!”

Masterson så afventende på Etching."

Tanker om panelet om fantastisk litteratur, 2. marts 2015

For halvanden måned siden var jeg en del af et panel på Hovedbiblioteket, der snakkede om den fantastiske litteraturs vilkår i Danmark. Der var inviteret lidt blandet, forfattere, forlæggere, bibliotekarer og andet godtfolk. Hele debatten var foranlediget af dette indlæg fra Rasmus Wichmanns hånd og efterfølgende har han også refereret aftenen (og mange andre vigtige dele i undergrunds-diskussionen) rigtig godt i følgende fire links:

1 : Overlevelse i undergrunden 1: Flyt kamppladsen.
2 : Overlevelse i undergrunden 2: Hvad er "et vist mål" af egoisme?
3 : Overlevelse i undergrunden 3: Om fans og sykofanter.
4:  Overlevelse i undergrunden 4: Om litterære forbilleder

 
Undervejs på aftenen kom der dog en del udsagn op, som jeg studsede noget over og dem vil jeg forsøge at adressere her. Jeg vil ikke nævne nogle navne, da det er fuldkommen irrelevant for indholdet. Med alt det i mente håber jeg du vil læse videre:

Udsagn 1: "Hvis noget er godt nok, bliver det også udgivet."  
Da jeg hørte det blive sagt, kunne jeg simpelthen ikke tro mine egne ører. For mig var det en utrolig naiv holdning, på linje med at alt godt kommer til den der venter, det gode altid sejrer og de flinke fyre med hinkestensbriller og akneforbandelse nok skal få de lækreste piger, fordi flinke fyre har en god personlighed. Hvis udsagn 1 var sandt, måtte dets modpart også være det: "Hvis noget er dårligt, bliver det ikke udgivet," og det tror jeg alle boglæsere, på tværs af genre, alder og køn ved ikke passer. Men - og det er et stort men - måske passer det alligevel. Som udsagn alene, er udsagn 1 ikke meget bevendt, medmindre der bliver kigget på hvad kriteriet for godt er. Eftersom jeg ikke er forlægger eller succesforfatter, skal jeg ikke gøre mig klog på hvad godt er, men jeg ved hvad det ikke er. Genrelitteratur for voksne. Det ser jeg ikke som en hurdle, der er mulig at overkomme, medmindre de få, etablerede forfattere, der flirter med genrerne, aktivt promoverer dem overfor deres redaktører og kolleger.

Udsagn 2: "Den danske genrescene, især inden for horror, trækker på amerikanske troper og det er problematisk i forhold til at have en unik stemme."
Er den danske horror- og gyserfabrik virkelig så solidt funderet i amerikansk tankegods? Er grunden til at danske horror-fortællinger ikke sælger, at de er uoriginale og desuden er det bedre og mere berigende, hvis man er forefalden til den genre, at læse en oversat forfatter? Det er muligt det er rigtigt, men synkront med at jeg hørte udsagnet, sprang flere titler ind på scenen. Thomas Strømsholts De Underjordiske er en novellesamling, der trækker meget på danske folkesagn. Teddy Vorks Diget gør nøjagtig det samme. Jonas Wilmanns Udkantshistorier fører rædslen til forskellige afkroge i Danmark, antologierne Vampyr, Varulv og til dels Pix har en del historier, der anvender Danmark og dansk historie og nu hvor jeg sidder her, kan jeg faktisk blive ved. Jeg mener, at der findes en original stime i dansk horror, der blandt andet trækker meget på myter og sagn, geografi og mentalitet. Mange af de samme ting som krimier roses i ekstremt høj grad for. Og burde netop horror ikke være selvskreven til at bidrage til Scandinavian Noir-bølgen?

Udsagn 3: "Opgiv antologierne. Der er alligevel ingen der læser dem."
Det er mere end sandt, at der de sidste fem år er udkommet mange antologier i de fantastiske genrer. Nogle af dem er/var løse i deres tilgang (som f.eks. Science Fiction Cirklens årlige Under overfladen-serie) til tema, mens andre (Drifter) var meget eksplicitte i ønske om form, indhold og genre. Der er ingen tvivl om at der er stor spændvidde i antologierne og at der i hver eneste af dem også er noget snask og smuds. Det blandede niveau kan trække en helhedsoplevelse i negativ retning, og nogle gange ødelægge den fuldkommen. Jeg er dog ikke enig i udsagnet om at der ikke er nogen der læser dem - der er færre der læser dem. Det gør dem ikke mindre vigtige. F.eks. er det sværere end alt andet at få udgivet science fiction i Danmark, og der er det fantastisk at der hver år er en mulighed for i hvert fald at vise hvad man kan et enkelt sted. For antologierne har en klar værdi for forfatterne. For det første oplever mange den første udgivelse i en antologi, det er et sted at blive introduceret for de mange andre skribenter (fra undergrunden) og en legeplads, hvor man kan prøve sig frem. Samtidig skal man ikke ignorere at de noveller, man har med i en antologi, giver bibliotekspenge - og dermed kan fungerer som en lille, men konstant, tilføjelse til den noget blakkede økonomi, de fleste genre-forfattere nu engang har. Samtidig bør der dog arbejdes for at mange af antologierne får en mere professionel behandling og en ekstra omgang redifering/korrektur. Dette er så et problem i form af at de fleste af antologierne er drevet udelukkende af frivilligt arbejde, og hvor meget kan man trække på folks gode hjerter?

Udsagn 4: "Det kan også blive for meget genre og der er brug for mere ramasjang."
Jeg ser to ting i dette udsagn. Kan man virkelig skrive for meget genre? Er japansk tentakel-porno kun for de indviede, eller er der en reel litterær kvalitet i det (og hvis ja, hvem er det så der definerer den?)? Kan folk sagtens sluge en smule guddommelig indgriben og lidt hverdagsmagi i deres romaner, men kløjs i det når rumskibene lurer på horisonten? Jeg er tilbøjelig til at sige at det virker sådan. Murakami, den magiske realist har kronede dage. Men det er måske fordi han hedder Murakami og hans ry er løbet i forvejen. Har den gennemsnitlige læser virkelig en dyb genreforståelse? Kan den gæve gennemsnitslæser se forskel mellem horror og krimier? Eller har det noget at gøre med de genremærkater alt fra forlag til lektører er ivrige efter at klassificere litteratur efter? Jeg ved det ikke. Men jeg ved at det andet udsagn, at der er brug for mere ramasjang, ikke har meget at gøre i den virkelige verden. Ramasjang skal i dette tilfælde forstås som action, handling, at man ikke keder sig. Ud fra den logik, burde zombie-genren sprænge samtlige salgsrekorder i boghandlerne, for der er sjældent mere gang i den end i en sådan. Samtidig reducerer tanken om ramasjang hele science fiction-genren til en omgang rumkrig og space opera. Ramasjang ser jeg som en sær opfordring. Den har sin berettigelse, mon ikke den har, men at se den som en generel mangel inden for et enkelt felt tænker jeg fejlagtigt. Der skal være plads til fortællingen, der kører over stok og sten - men også til den type fortælling, der forsøger at være mere og andet end underholdning.

Jeg har et par udsagn til i lommen, og det kan være jeg laver en follow-up. Som du nok har bemærket, har mit ærinde med dette indlæg ikke været at løse problemer eller udfordringer, men måske blot at pege på dem. Du er meget velkommen til at komme med din mening.

Trailer 88 - uddrag af Flagermus

I trailer nummer 88 (og ja, de observante læsere vil bemærke at dette er den anden trailer 88. Hvorfor? Fordi forfatteren er blevet så gammel, at han havde glemt at han allerede havde trailet novellen Holgers Danskere - se bare trailer 47 fra 2012) skal det handle om det strengt realistiske. Om den menneskelige tilstand. Om vand. Og om flagermus.

 

I 2013 udskrev Furesø Kommune en novellekonkurrence, hvor de ledte efter noveller, der på den ene eller anden måde havde rod i kommunen. Da jeg arbejder i den kommune, vidste jeg en del om den - og derfor kom jeg i tanke om en sag med et fredet træ ved Søndersø, hvor der vist nok også var set flagermus. En boligejer mente at træet spærrede hans udsigt, men fik afslag da han ansøgte om at få det fjernet. Og så hov - alligevel blev det fra den ene til den anden dag fældet. Den historie anvender jeg i min novelle Flagermus - og det gjorde jeg så godt, at den løb med førstepræmien og en masse gode kroner. Den kan findes i antologien Furesø Noveller.

"Jeg tror tanker er bygget af vedbend og mørtel. De holder hinanden samlet, men på en organisk måde. Så skyder de blomster og frø, slår rod, danner et netværk af rødder og man er ikke selv herre over hvad der hænger sammen. Jeg kan ikke tænke på Marie uden på en og samme tid at være i to-tre lande og elleve år. I mit hoved kan jeg se. Mine øjne tæller ikke.

Det var i 1968, at jeg trak en fnisende Marie ned bag flagermusetræet ved Søndersø. Ikke for at gøre det helt store. Kun lidt røren og følen og sådan noget. Selvfølgelig vidste jeg godt at der også var det andet, men jeg var ikke nået så langt endnu. Marie sagde altid at hun ikke kunne huske det, men jeg ved at hun løj. Selvfølgelig kan man huske de famlende kys, der rammer ens læber, imens flagermusene hvirvler rundt som tilskuere. Vi blev gift midt i halvfjerdserne. Årstallet er ikke så vigtigt, som så meget andet heller ikke er længere.

Kommunen synes jeg skal have en plejer, der kommer og kigger til mig. Jeg har tilladt det, fordi det kræver for meget energi at kæmpe mod. Heldigvis har jeg ikke mistet min humoristiske sans. I et land hvor alle råber og skriger efter hjælp, vil jeg helst være den foruden. Jeg kender mine ruter og kan følge dem i søvne. Jeg går ikke over for rødt og støder ikke ind i lygtepæle. Den slags overlader jeg til tegnede figurer i gamle avisstriber. Så længe jeg har min stok, så går det alt sammen.

Døren ud til terrassen knirker, da jeg åbner den. Behændigt undviger jeg havemøblerne. Tidlig og lunken sommerluft bader mit ansigt. Et sted kværner en fugl løs og får andre til at følge trop. Jeg kan huske udsigten. Ikke noget at råbe hurra for. Der er fire-fem huse mellem vores villa og nedgangen til søen. Det slår mig at tingene måske er bedre, hvis man slet ikke kan se. Jeg forestiller mig bare en søudsigt og så har jeg den. Smart. Og billigt. Ingen sko og iført slåbrok. Det er mig. Jeg ved slåbrokken er sort, fordi jeg selv købte den, mens jeg stadig kunne se. Før i tiden svøbte jeg mig altid i den, efter Marie og jeg havde elsket. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har stået i køkkenet, kun iført bare tæer og kærlighed, mens jeg smurte mig en humpel rugbrød ovenpå al den fysiske udfoldelse. Den slags er der ikke meget af nu. Måske er det også en af de ting, der kan lægges ind i den store kasse med ordet 'uvigtigt' skrevet på. Med sprittusch. Sort.

Jeg drikker en slurk af pulverkaffen. Ingen grund til at lave en hel kande. Da vi købte villaen var Marie gravid. På en måde så det kunne ses fra Månen, selv uden kikkert. Hun var lidt som et lille hus, altså bare uden døre og vinduer i andet end overført betydning. Det krævede mange lån i banken at få råd til villaen, og det på trods af at vi begge havde forældre, der havde en del stukket til side. Sådan var det bare dengang, Daniel gjorde sig klar til at træde ind i verden. Halvfjerdserne var et hårdt årti, der trak spor hele vejen til begyndelsen af halvfemserne, men vi havde i det mindste hinanden.

Der er stadig et par timer til plejeren kommer. Liv hedder hun. Jeg tror hun er i slutningen af trediverne, men det er svært at sige. De gange hun har taget mig i hånden, har hendes hud føltes smidig. Det er først med årene at ens elastikker bliver lange og slaskede. Hendes stemme er også klar. Vi skal rundt om søen. Det har jeg ikke været siden Marie døde, selv om jeg har tænkt på det mange gange. Jeg kan høre og lugte søen, ikke mere end en ejendomsmæglers stenkast herfra. Det er sjovt som nogen lever og andre dør. Det var Marie, der elskede søen mest, men det er mig, der får lov til at opleve den længst. Hvis hun sidder et sted, gør den tanke hende nok glad. Jeg tror ikke hun sidder noget andet sted end inden i mig.

Jeg kan smage cigaretter, selv om jeg holdt op med at ryge for over tyve år siden. Det var mens børnene stadig var børn og ikke voksne mennesker med egne liv fjernt fra Søndersøens bredder. Jeg plejede at stå på terrassen hver morgen med en cigaret i hånden og se den blågrå røg stige mod himlen. Nu ser jeg blågråt hele tiden, som havde nogen uprofessionelt malet et stykke madfilm og trukket det ned over mine øjne."

Marts' arbejde 2015

Solen gennembryder selv snavset på mine ruder og jeg er just vendt hjem fra en uges intens skrivning i det jyske. Men det er jo alt sammen noget, der hører april til, og slet ikke marts! Der skal være orden i tingene og fedt på brødet, og derfor kommer her hvad jeg brugte de 744 timer til, som marts bestod af i år.

 

I marts brugte jeg en masse tid på min roman, men heldigvis dukkede der også nogle andre ideer op. De idéer udviklede sig til to noveller - begge science fiction:

Jeg er ikonoklysmens messias (3300 ord, science fiction)

I fædrelandets tjeneste (4700 ord, science fiction)

Et satans arbejde (87500 ord indtil videre)

Novellen Jeg er ikonoklysmens messias er en noget aparte størrelse, hvilket nok også afsløres af titlen. En form for undergang er i vejs, en cozy catastrophe, der undervejs holder op med at være bamset og kær. Hovedpersonen er en far, der forlades af konen, lige efter hun har født deres datter. Verden er vigtigere end ham, men for ham er hans datter vigtigere end verden.

Anderledes er det i I fædrelandets tjeneste. Her er det dig, det handler om. Du spiser og drikker, du ser på Københavns glitrende lys og holder dig i form med armhævninger. Du kender reglerne, du husker hvad stykke 1 til 39 i din kontrakt siger og du har det helt fint med det. Det eneste der irriterer dig er at din krop ikke er helt enig med din indre balance. Den opfører sig uhensigtsmæssigt. Heldigvis er ånden stærkere end kødet. Ikke sandt? 

Det er også blevet til et par Skår og efterhånden er jeg oppe på halvdelen af en samling. Det er syadig lige spændende og jeg får virkelig spændt mine småidéer for.

Aftensmad (om en glemsom mand, en dusk basilikum og et slag i hovedet)

Mælkebøttefrø (om en gravid kvinde, tusind mælkebøttefrø og en særlig regnbue)

Ud over de nye ting, har jeg i løbet af marts også oversat novellen Ukrudt (den hedder nu Weeds) til engelsk, jeg har anmeldt en roman på Metrord og noget jeg aldrig har prøvet før: Nemlig skrevet en nekrolog. Som mange af jer andre var jeg oprigtigt ked af det, da Terry Pratchett døde den 12. marts og da jeg efterfølgende blev bedt om at skrive hans nekrolog, sagde jeg okay. Det var ikke en særlig sjov oplevelse, men jeg synes at jeg udviste den fornødne respekt og humor. Du kan selv vurdere det, da nekrologen er med i Himmelskibet nummer 45. Ligeledes har jeg redigeret syv noveller til en kommende samling og Al kødets gang nærmer sig virkelig lift off.

Jeg har sagt det før, men nu er det vist endeligt. I april slutter jeg Et satans arbejde af og det glæder jeg mig til. Den er blevet meget større end jeg regnede med, men også noget helt andet end det jeg normalt skriver. Meget mere om det, hvis jeg ellers denne gang holder mit ord. Alt godt - til dig og dine.

Trailer 88 - uddrag af Holgers Danskere

I denne trailer rækker vi langt tilbage, nemlig helt til 2011. Der skete der nemlig det ganske fantastiske, at jeg blev bedt om at skrive en novelle til en antologi, der senere kom til at hedde Sølvbyen og andre Helsingørnoveller. Det var forfatteren Lonni Krause, der havde fået konceptet op at stå, fået forlaget Siesta med på tanken og (efter hvad jeg husker) udliciteret korrekturopgaven til Linda Nørgaard Framke. Til Lonni Krauses ros skal det også siges at hun havde fået en række dygtige, men ret ukendte forfattere til at skrive, og resultatet blev ganske godt.

 

Jeg kan huske, at jeg blev bedt om at skrive noget "fantastisk litteratur", og med den løse ordre, begyndte mine tanker at rumstere. Meget, meget hurtigt ramlede de lige ned i Holger Danske og myten vi alle sammen kender, men lige i kølvandet på den tanke kom den næste: Der er altså flere statuer af Holger Danske. Hvilken af de statuer er så den rigtige? Resultatet af de tanker blev til den korte novelle Holgers Danskere. Du kan læse meget mere om den ved at følge linket.

"Med et brag knaldede Holger Danske hovedet op i rundbuen, der understøttede en del af Kasematterne under Kronborg. Puds og sten stod omkring ham. En snerren undslap hans mund, da han tog sig til hovedet og olmt stirrede ud i det begsorte lokale. Han var blevet vækket. Det betød, at en ydre fjende truede Danmark. Det var heldigt, at truslen var opstået midt om natten. Havde det været om dagen, ville de mørke kældre have været fyldt med ligeglade skoleelever og turister, der alle ville have fået deres livs største chok. Det er ikke hver dag, at en tonstung statue rejser sig fra sit lige så tunge sæde.

Resolut greb ham sværdets hæfte og trak skjoldet ind til kroppen. Truslen var langt væk, men han kunne fornemme den som en sitren bagerst i hovedet. Lige hvor hjelmen klinede sig ind til kraniet. Hele rummet gyngede, da han sprang ned fra den hvide forhøjning. Han drejede hovedet frem og tilbage, som vejrede han efter en fært. De mange års søvn sad stadig i hans krop, og han strakte sig i sin fulde højde. Atter stødte han mod loftet. Så tog han det første skridt.

Hvad der føltes som øjeblikke senere, skred han forbi Württembergs ravelin og ud gennem hovedporten. Bag ham var ødelæggelserne omfattende, for hvor han ikke ubesværet havde kunnet komme forbi, havde han slået sig vej igennem. Skingrende alarmer fyldte den varme natteluft. Det var sommer i Danmark. Han trak den salte luft ned i sine stenlunger og huskede engang, hvor natten havde smagt lige sådan. Det var meget lang tid siden. Før han døde. Dengang verden stadig bestod af Odins Øje som ledestjerne og osende fakler i store haller.

Han svingede ud på vejen og begyndte at gå mod lysene, han kunne se i det fjerne. De flimrede en smule, men mindede ham ikke det mindste om levende ild. Hans øjne blev smalle, og han trak skjoldet tættere ind til sig. Så var der en der rømmede sig bag ham.

Hurtigt drejede han rundt. På vejen bag ham stod en enorm hvid skikkelse med langt hår og fuldskæg. I skikkelsens hænder hvilede et sværd og et skjold. Viklingerne om benene stod tydeligt frem i det krasse lys, som fuldmånen skød ned over vejen. Han trak vejret dybt ned i lungerne og gjorde klar til at udstøde sit kampbrøl.

”Hvad tror du lige du laver?”, spurgte den hvide skikkelse og trådte et skridt frem, så det skarpe lys dækkede den fuldstændig. Det var ham. I en anden form. Eller i den samme form.

Spørgsmålet ramte ham som Nidhugs tænder i askens rod. Han ledte efter mælet og fandt det endelig efter et par sekunder.

”Jeg er Holger Danske, Rigets forsvarer, af Danskens Æt og Vilje. Riget er truet af en ydre fjende. Derfor har jeg rejst mig, klar til kamp” svarede han.

”Nej, du er ikke rigets forsvarer. Det er mig, som er det” svarede den hvide skikkelse."

Rapport fra februar - Bloody Friday 13th i Valby Kino

Nu er det fredag den trettende igen - den anden af årets tre fredage den trettende. Samtidig er det en måned siden eventet i Valby Kino løb af stablen og det slog mig her til morgen, at jeg ikke har skrevet noget om oplevelsen. Så derfor - her kommer en mindre rapport fra eventet. De fleste af de billeder jeg anvender i blog-indlægget er taget af Jens Bang.

I de døende måneder var en række forfattere blevet indkaldt til et møde med det nystiftede eventbureau EnjoyLocally, der havde i tankerne at etablere nogle events designet til at skræmme og underholde folk. Der kom mange forslag på bordet - hvor et af dem, nemlig at inddrage filminstruktører - skulle vise sig at bære frugt. Flere møder senere, og mange mails over facebook og så videre, var skabelonen til en aften i horrorens tegn klar. To forfattere, to instruktører, en masse oppyntning, en multikunstner og en skuespiller skulle der til at binde en løkke om projektet ... for ikke at nævne alle de andre medvirkende. Undervejs nåede de fleste af de deltagende folk også at mødes til en gammeldags omgang øl og planlægning her på matriklen, hvor blandt andet The Cryptkeeper og Vampira blev studeret grundigt. Men nok om forberedelsen og til selve eventet.

Skuespiller(inden) Maja Muhlack var blevet hyret som konferencier, og sammenvæver af de fire horrorfortællinger. Derfor indledte hun også aftenen iført en barmfagrende (ja, jeg lavede lige et ord) kjole i bedste nybegravet-lig-stil, højt hår samt blodige arme og ben. Med ildevarslende stemmeføring satte hun stemningen, da hun var spøgelset af Elisabeth Báthory, der var dømt til at gå igen hver eneste fredag den trettende. Når en fortælling var til ende, stod hun klar til at håne og fordømme ... og ikke mindst iscenesætte den næste fortælling.

Jeg skulle først på, og i det næsten totale mørke (Der var blevet rigget en snedig lamp til bag ved mig, der sendte lyset ned over min skulder, så det faldt på teksten) gik jeg i gang med at præsentere min tekst Drømmer du?. Ikke helt en novelle, men mere et stykke prosa, der forsøgte at anvende mørket, biografen og følelsen af mange mennesker omkring en til at opbygge en stemning. Ligeledes ændrede min stemme sig løbende i teksten - om det faldt i god jord, ved jeg ikke - men jeg var selv ganske tilfreds.

Derefter var det blevet tid til Sohail A. Hassans kortfilm No Good Deed. I den følger vi to politibetjente, der efter en våd aften i byen og selv om de er off duty, alligevel beslutter sig for at undersøge et hus, hvor døren mistænkeligt står åbent. Nu skal jeg ikke afsløre alt for meget her, men filmen har både flotte effekter, et godt soundtrack og nogle ganske effektive scares undervejs.

Tredje mand på scene var Lars Kramhøft. I dagens anledning havde han medbragt novellen Søde døde piger, der er at finde i Himmelskibet nummer 41. Novellen var en hård satan, der blandede mange idéer - snuff movies, gammeldags fordærv, moderne teknologi, retfærd og ikke mindst en homage til en kendt, gotisk forfatter, der forlod os for 165 år siden. En effektiv fortælling, der blev flot fremført under den snedige lampe, og som publikum lige skulle puste ud efter.

Det fik de nu ikke lov til, for få minutter senere blev der blændet op for Phillip Th. Pedersens kortfilm Emma. En klassisk spøgelseshistorie, der meget hurtigt kører ad nogle hidtil ukendte veje og bygger flot ovenpå de gængse genrekonventioner. Som med den tidligere film, vil jeg ikke afsløre meget ... andet end at den vil gå rent ind hos folk, der synes små børn er creepy. Det var der i hvert fald et par stykker i publikum, der mente. Der forekom hyperventilation ;)

Så rundede Maja aftenen af, vi fire kunstnere blev kaldt ned til spørgsmål, og det var så det - eller, det var det ikke, for vi gentog hele aftenen lige bagefter. Der var nemlig to forestillinger. Næsten alle sæder var fyldt til den første forestilling, hvorimod "blot" halvdelen af sæderne var optaget til den anden, der endte ved midnat. Alt i alt var vi ret tilfredse med forløbet og det virkede også som om publikum (til begge forestillinger) var godt underholdt og havde tænkt at det var fedt med noget lidt anderledes.

Inden jeg fuldkommen runder af, tænker jeg også at det er på sin plads af nævne Sally Andersen Ward, der mere eller mindre kan alt (men i dette tilfælde stod for make-up) og tegner/forfatter Tatiana Goldberg, der ganske uselvisk havde lånt os nok klamme dekorationer til at skræmme en mindre landsby. Uden de to ville aftenen ikke være blevet den samme.

Kommer der så et lignende event i fremtiden? Det er selvfølgelig ikke til at sige med garanti, men jeg har det på fornemmelsen. Det er spændende at lade forskellige kunstformer møde hinanden - i dette tilfælde film og litteratur (og scene) - og se hvor den nye hybrid fører folk hen. Som forfatter er det også spændende at forsøge sig med oplæsning på nye måder - da det ellers kan være meget begrænset, hvor (og hvordan) oplæsninger finder sted.

Men ingen sejrsøl uden malurt. Op til arrangementet var diverse medier, fra lokal-aviserne til TV2 blevet inviteret til at rapportere fra eventet, der vitterligt var lidt ud over det sædvanlige. Desværre dukkede ingen op. Der kom ingen artikel i aviserne. Eller, sagt på en anden måde, så blev eventet forbigået i stilhed. Det er rigtig ærgerligt og jeg håber at hvis eventet (eller lignende) gentages, at medierne er lidt mere med. Det ville være fedt for de deltagende kunstnere og klæde både aviser og fjernsyn.

Ifølge onde tunger ser jeg bare ud som om jeg har hold i ryggen ... akja.

Og med de ord - så tak herfra. Hvis du var til eventet, håber jeg du havde en fed aften. Var du ikke til eventet ... så håber jeg du kommer, hvis succesen gentager sig.

Marts' nyheder 2015 - om Niels Klim-prisen, anmeldelse og information på nettet

Blot fjorten dage efter min forrige nyhedsupdate, er det blevet tid til endnu en. Af og til virker det som om nyhederne grupperer sig i kategorier, så de mere eller mindre handler om samme område. Det gør sig også gældende med denne - science fiction er dagens ord, og det er slet ikke noget slemt noget.

Jan Manski, Onania - Aetiology Unknown 27, 2010, colour photograph, 30 x 26 cm

Som jeg nævnte for 14 dage siden, blev tre af mine tekster nomineret til årets Niels Klim-pris. To i kategorien novelle og en i kategorien kortroman. For et par dage siden valgte jeg at trække den ene tekst fra novelle-kategorien, nemlig Den allersidste dans, da jeg ellers ville ligge i konkurrence med mig selv, for ikke at nævne alle de andre forfattere. Så nu har jeg elimeret en konkurrent - nemlig mig selv. Som de andre år er teksterne til årets Niels Klim-pris blevet gjort tilgængelige, og det håber jeg virkelig du vil gøre. Der er mange gode tekster imellem, og hvis du oven i købet skulle have lyst til at stemme, er det blot så meget bedre. Tænk bare på hvor få priser du egentlig kan have indflydelse på ... dette er en af dem. Læs langt størstedelen af de nominerede ved at følge linket. Det bliver inaktivt den 30/3-15 - der også er den sidste dag, hvor der kan stemmes.

Antologien Universets mørke, der udkom for et par måneder siden, har nu fået den første anmeldelse. Det er Jette Holst, bibliotekar og skribent på gyseren.dk, der har anmeldt den - og om min novelle har hun følgende at sige:

"”Itu” af A. Silvestri starter med en dreng, der ser uendelig velkendt ud – og så alligevel ikke. Fortælleren overværer, hvordan drengen bliver flyttet af to politimænd, men scenen ender i blod og død, og fortælleren flyttes i karantæne, hvor han skal fortælle alt, hvad han husker om episoden.
A. Silvestri eksperimenterer ofte med sin skrivestil, og i denne novelle lader han helt bogstaveligt sin fortæller gå itu, mens han forklarer, hvad han husker. Kommaerne forsvinder, ordene forsvinder, betydningen forsvinder: ”Vågner til blinkende/hvidt lys/mørke. Forsøger/nægter at rejse mig fra sengen/fængslet. Det spænder/gør ondt/hviner i min arm/led/kæbe. Farver i tusindtal. Blå/orange/grøn/ultra/infra/ekko/sort/stank/hvid/duft.” Det er veludført, og præmissen er godt tænkt. Silvestri beviser endnu en gang, at han kan noget ganske særligt, når han skriver."

Et større uddrag af novellen kan læses ved at følge linket.

For de af jer, der finder science fiction og dens historie i Danmark spændende, er der kommet gang i en hjemmeside ved navn sf-fan.dk. Den forsøger at give et overblik over hvad der har været af science fiction-relaterede priser i Danmark, hvilke conventions, foreninger og lignende. Den er et godt sted at kigge, hvis man vil vide mere, og heldigvis holdes den opdateret med video-links og lignende. Jeg håber at de gode folk bag sig har tænkt at holde sig ajour med hvad der ellers kommer til at ske, når fremtid bliver til nutid.

Februars arbejde 2015

Da jeg stod op her til morgen, var det allerede lyst udenfor. Der var fugle, der amatørisk forsøgte sig med kvidder, men de har heldigvis et par måneder endnu at løbe på, for helt godt var det ikke. Solen skinnede, gaderne var tomme og på den måde forsvandt februar bag mig. Hvis vi er rigtig heldige, har årets anden måned også pakket vinteren ned i tasken og er draget til andre himmelstrøg. Selv om det undertiden var en noget mørk vinter, lykkedes det mig dog at holde fingrene på tasterne.

 

I februar skrev jeg videre på min roman, men det blev også til en enkelt novelle:

Her er der tegnet ottetaller (6300 ord, fantastisk fortælling)

Et satans arbejde (arbejdstitel, 72300 ord indtil videre) 

Novellen Her er der tegnet ottetaller, tager os med til en lejlighed i en af forstæderne. Kaare Stoltze, politimand, er blevet tilkaldt af makkeren Augusta Wikland. De nikker til hinanden, konkurrenter som de er, og Augusta overlader lejligheden til Kaare. Hvad der møder ham er otte kvindelig, en knust rude og blodige håndaftryk. Så nu er det store spørgsmål: Kan Kaare finde ud af hvad der er sket i lejligheden hurtigere end Augusta?

Det er også blevet til et par Skår til. Inden længe er der nok til at jeg kan forsøge mig med en mosaik.

Håndskrift (om et uskrevet brev, en efterskole og en første gang)

Gallerispil (om to klassiske komponister, en rektor og et røvhul)

I februar måned oversatte jeg novellen Itu, der er med i antologien Universets mørke, til engelsk og den regner jeg med at sende ind til en amerikansk konkurrence, hvor de leder efter meget aparte tekster. Den har fået den engelske titel Riven. I løbet af marts regner jeg med at oversætte Ukrudt, der er nomineret til Niels Klim-prisen. Jeg fik ligeledes skrevet et digt til bogstavet H - der senere på året nok dukker op i en slags samling af forskellige digtere, der gør Halfdan Rasmussen kunstnen efter ... eller rettere prøver på det. Al kødets gang har også været igennem en massiv andenredigering og nu tror jeg ikke der er så meget mere at gøre ved den. Jeg håber blot at den falder i smag, når den inden alt for længe kommer ud. Hvornår ved jeg ikke helt endnu.

Marts måned bliver forhåbentligt måneden, hvor jeg bliver færdig med Et satans arbejde. Det bliver måneden, hvor jeg anmelder en bog inde på Metrord og forhåbentligt måneden, hvor jeg kan anvende en stille uge på at kaste mig over endnu et romanprojekt, der er halvfærdigt. Ligeledes regner jeg med at redigere en ordentlig røvfuld noveller - og når den slags sker, så kan I nok gætte jer til hvad der lurer på horisonten. Alt godt, læs meget og må dagene blive meget længere.

Trailer 87 - uddrag af Og fuglene er sat fri

Noveller er en sjov størrelse. Selv om de i længde ikke er enorme, kan de alligevel optage en del tankevirksomhed - deres korthed er nemlig både et plus og et minus. Noveller er gode fordi man kan fokusere på en enkelt ide, men de er også vanskelige fordi man skal være helt sikker på at alting spiller rigtigt sammen. På lidt plads er der ikke overbærenhed nok til fejl i novellens eget univers - f.eks. at komme til at kalde hovedpersonen to forskellige ting, eller glemme om det er om morgenen eller om aftenen, historien udspiller sig. Og så er der noveller som Og fuglene er sat fri.

Der er ikke rigtig nogen fortalt historie i novellen. Den er blot en række stemninger, men på sær vis dukker historien alligevel op. Is, vinter, sommer, varme.  Et eller andet dukker i hvert fald op, men måske er det ikke en historie. Det kan egentlig blot være følelsen af noget vigtigt eller væsentligt er gået tabt eller er blevet fundet her. Da jeg skrev novellen tilbage i 2008, var det ud fra et billede på nethinden af en mand, der i voldsom fart skøjtede væk fra noget mørkt. For så at vende tilbage til det. Hele novellen kan læses i min debutsamling fra 2010, Køtere dør om vinteren, og det håber jeg I vil gøre.

"Det er vinter. Det er altid vinter, når han mindst venter det. Det har været vinter, så længe han kan huske. Den vinter er som et nøgleben i hans bryst og en lammelse af hans kød. Vinter er som et ekstra navn i forlængelse af hans eget og mere sandfærdige navn, et udråbstegn, der fryser ham fast i snestormens sjældne lys af erindring, der endnu ikke helt er blevet et minde.

Han står på skøjter hen over overfladen på en blank sø og i isen, under hans knivbesatte fødder, kan han se en spinkel hånd række op gennem kulden i en forkrampet gestus. Kun det yderste led på tre af fingrene når igennem isen, men han skærer dem over med sine skøjter for ikke at se dem.

Blodet på isen ligner rust og isen er et spejl, hvor hans eget ansigt griner dødningeagtigt tilbage til ham. Han kan se sine knogler tydeligere og tydeligere, som kiloene rasler af ham og årene sætter sig fast med sekundlim i hver en åben sprække og fold.

Fuglene svæver højt højt oppe. Det er vinter. Det har været vinter så længe han kan huske. Der har altid kun været én vinter.

Og det er sommer, med vinden i lungerne og glød i huden, der føles som ville den helst rive sig løs fra kødet og stige højere op mod solen. Der ville den indsuge så meget varme som muligt, inden jorden drejer og kulden atter indtager sin retmæssige plads.

Hun stirrer så langt borte ind i dagen, at han et øjeblik ikke tror at hun kan være virkelig; han ser hende som et væsen af lys der er fanget i den dødelige verden og for at leve må hun klynge sig til ham og smage hans hede og liv for selv at kunne fastholde sin form.

Hendes læber er salte, men der er langt til havet og hendes bryster glider roligt frem og tilbage, da han lukker sine øjne og lukker sig ind i hende. Det er en åben port til et så sjældent land, at solen altid må stirre på det.

Hun er så varm, så optændt, så flimrende og flakkende at hans sjæls stemme angst skriger, at han brænder op hvis han bliver for længe. At ingen mand kan tåle hende uden at blive til aske. Og det er sandt.

De brænder sig ind i hinanden, sætter et mærke med glødende tænger og lugten af brændt kød nagler sig fast til vinden og bæres væk over de levende, gule marker sammen med de dykkende og stigende fugle. Det er sommer. Der har altid været mange somre. Men kun denne sommer."