Det er forår - og derfor er der nyheder!

Hvis jeg ikke husker meget forkert, er det første gang i bloggens historie, at der er to på hinanden følgende indlæg, der drejer sig om nyheder. Ofte handler min indlæg om antologier eller lignende, og selvom I ikke helt slipper for det, er der her fokus på en ganske anden del af forfatterlivet - nemlig at vise sit fjæs offentligt. I marts sker det hele to gange.

The smoothness ...

Første gang er allerede den kommende fredag (7. marts). Hvert år afholder de studerende på IKK (Institut for Kunst og Kultur) en todages festival, og i år er emnet science fiction. Da jeg på mine gode dage påstår at jeg ved lidt om det, er jeg i den heldige situation at en enkelt mail til dem har skaffet undertegnede og Lars Ahn Pedersen en plads i en paneldebat om Science fiction som lavkultur eller finkultur. Den finder allerede sted klokken 13.30, og for at I ikke skal kede jer over vores vante ansigter, er Bo Tao Michaëlis og Karsten Ifversen også en del af panelet. Det skal nok blive sjovt - og forhåbentligt informativt as well.

I den anden ende af måneden ligger datoen 29/3. Over vinteren har jeg arbejdet hårdt sammen med DFF om at få et arrangement om "de udskældte genrer" op at stå. Det er nu lykkedes, og det er med stolthed i stemmen at jeg kan afsløre, hvem der skal tage stilling til sådanne spørgsmål som: Hvordan er det lykkedes krimien at blive accepteret og hvorfor anses horror og science fiction som ungdomsgenrer i Danmark. Til at tage sig af science fiction, er Niels Dalgaard klar til at tale, på horror-delen er det Henrik S. Harksen der kommer med nogle pointer og for at belyse forlagenes side af projektet, vil repræsentanter for forlaget Valeta komme med deres guldkorn. Selv vil jeg (meget kort) tage mig af fantasy og ellers præsentere oplægsholderne for publikum. Hele balladen rundes af med en middag og sandsynligvis en større diskussion. Aftenen forløber fra 16:30 til 23:00.

Nok om mit grimme fjæs. Tidligt i morges fik jeg at vide over mailen, at jeg var så heldig at min novelle skrevet i 2013s døende dage er kommet med i antologien Dansk Fantasy 2014. Min novelle hedder Lyden af blade, der falder fra Omi-træet og er vel nærmest en blanding af en fabel og et eventyr. Og så kan den forresten læses både forfra og bagfra ;)

Samtidig skal det også nævnes at nu er det muligt at stemme om hvem der skal have Niels Klim-prisen i år. Undertegnede har som allerede nævnt tre kandidater, og ville frygtelig gerne fylde de tomme huller i reolen ud med science fiction-hæder. Derfor: Til stemmeurnerne!

Til sidst kommer måske den største nyhed. I skrivende stund er Ambrosia/Live færdigredigeret, har været hos korrekturmanden og er nu ved at blive vendt og drejet på forlaget. Hvad betyder det? Meget enkelt: Min første selvstændige udgivelse siden efteråret 2012 er lige på trapperne. Praised be the Lord!!

Nyheder i februar

Så er tiden endnu engang en moden frugt, der skal inhaleres før daggry, ellers forvandles din sjæl til en pøl af ildestinkende mudder ... eller noget i den retning. News, everyone - and they're whoppers!

[lyden fra badescenen i Psycho]

I slutningen af sidste måned medvirkede jeg i en online-konkurrence, hvor der skulle skrives (på engelsk) ud fra et fotografi. Faktisk det jeg har valgt at smide på dette indlæg. Det var til et nystartet magasin ved navn Massacre Magazine og genren skulle være horror. Da jeg havde haft meget travlt, skrev jeg mit indlæg til konkurrencen lidt i syv om morgenen, på den 31. - så derfor var jeg ekstremt overrasket, da det viste sig at jeg havde vundet. Mit bidrag bærer titlen Imprint - og det kan læses lige omkring den 1. marts, hvis jeg ikke tager fejl. Min historie er meget glad for skyggen - men nok ikke som mange forventer.

Som, om det ikke var nok, er runden hvor folk kan nominere tekster til Niels Klim-prisen overstået - og undertegnede har hele tre kandidater med i opløbet i år. I kategorien novelle er det novellen BjørnBjørn, der handler om tidsrejser og løbeture. I kategorien langnovelle er det I sit ansigts sved, der handler om en handelsrejsende med en helt speciel last og tekststykket Voisinismen, der er et leksikonopslag som forklarer om en besynderlig, og meget fremtidig kunstform/art/-isme. Det er altid dejligt at folk der har læst mine ting mener at jeg er en kandidat til prisen - der er dog to ting, der irriterer mig ved at være nomineret i kategorien langnovelle.

For det første ligger jeg i kamp med mig selv - det er rigtig irriterende, men intet i forhold til næste punkt. Jeg er oppe mod Svend Åge Madsen ... Svend Åge Madsen, jamen for helvede da. Den mand er så fremragende, at det fortjener et nyt ord - og lige gyldigt hvor meget jeg selv ønsker at vinde, så fortjener den mand om nogen en science fiction-pris. Mand - kunne han ikke have været der sidste år ... *Argh*. Anyway - jeg vil gøre hvad jeg kan for at lægge teksterne op her - og afstemningen begynder den 1. marts. Må den der får flest stemmer vinde.

Flere nyheder om hjørnet - stay tuned.

Turen går til Hald Hovedgaard

Velkommen hid, folkens.
I den foregående uge var jeg så heldig at have fået en plads på Hald Hovedgaard. Da jeg aldrig havde været der før, var det noget jeg virkelig så frem til. Ydermere er det normalt for "debutanter" på Hald at bo på den lange gang i hovedhuset sammen med 6-7 andre forfattere, men jeg havde fået scoret mig et af de afsides dele af gården - nemlig Smedehytten.

Smedehytten

Hald Hovedgaard

Det ville være synd at sige at jeg brokkede mig over det. Så efter en 4½ times tog- og busrejse, kunne jeg låse mig ind i mit hjem for en uge. Allerede hjemmefra havde jeg sikret mig at der ikke ville være alt for meget, der kunne distrahere mig, så jeg havde taget min computer (klinisk renset for andet end det relevante), en stak bøger og mine løbesko med. Nu skulle der virkelig hamres i tasterne, til mine hænder var blodige stumper.

Den første nat gik det op for mig hvor langt ude på landet det var. Mørkt, som i den proverbielle brøndgravers røv. Stille, som før verden opfandt lyd. Det var mærkeligt at vågne midt om natten og opdage at man var blevet forstyrret af roen. Men meget snart fik jeg også vænnet mig til det. Fra tirsdag morgen var det daglige program allerede i effekt:

Simpelt og effektivt.

08.30: Op. Hente brænde til kakkelovnen. Morgenmad.
09.30-11.00: Skrivetid.
11.00-12.00: Løbetur
12.00-12.30: Frokost
12.30-16.00: Skrivetid
16.00-17.00: Et kækt blund.
17.00-18.00: Skrivetid
18.00-18.45: Aftensmad
18.45-20.00: Skrivetid
20.00-22.00: Besøge de andre forfattere på Hovedgården.
22.00-00.00: Slappe af
00.00-08.30: Zzzz

Jeg fulgte planen ret slavisk, og det virkede faktisk rigtig godt. Normalt er jeg ikke meget for skemaer og lignende, men med lidt under syv skrivetimer pr. dag fik jeg virkelig noget fra hånden. Efter ugen havde jeg lidt under 33.000 ord til en ny roman - der er noget så mærkeligt som realistisk. Jeg nåede også at besøge Viborg et par gange - mest af alt for at hente forsyninger. Men vær advaret: Efter en uge i skrivekokon var jeg totalt blæst i hovedet. Der er først nu tirsdag at jeg er i stand til at tænke en sammenhængende tanke igen. Det står mig dog klart at jeg bliver nødt til at gøre det med refugier noget mere. Det er ret fedt at opleve hvor meget man får fra hånden, når man ikke har andet at lave og ikke bliver forstyrret af ens vante omgivelser.

Dog var der en del ting, jeg ikke vidste inden jeg tog afsted - og da jeg var derovre. Derfor bliver resten af indlægget en liste over ting, der er nice to know, når man tager til Hald Hovedgaard:

- Det tager fire en halv time fra København. Der er absolut ingen grund til at skifte til bus i Herning, selv om rejseplanen.dk mener at det er smart. Tag toget direkte til Viborg og videre derfra.
- Der er otte kilometer til Viborg. Man kan låne cykler på stedet, men de er ikke i god stand. Tag bussen.
- Der går to busser fra Hald. Tag den fra hovedvejen (Bus 53), da den er dobbelt så hurtig. 15 min.
- Der er en del gode løberuter i området. En udfordring er Inderøen - 8.5 km i meget ujævnt og bakket terræn. Nederst er kort.
- Der er IKKE internet i Smedehuset. Jeg kunne, ved at slå data roaming på min mobil til midlertidigt, fange vigtige mails og lignende. Det var nok til at jeg lige kunne være i kontakt med omverdenen.
- Der er te, kaffe og krydderier i Smedehuset. Ingen grund til at slæbe med hjemmefra.
- I Smedehuset fungerer fyrrummet også som tørrerum. Husk at hente brænde og lægge til tørre her.
- Der går rygter om mus i Smedehuset. Jeg hverken så eller hørte dem. Måske var de bange for mig.
- Der er derimod spøgelser.

En lille naturtrappe, der skal forceres.

Den venlige rute.

Trailer 67 - uddrag af Brune bamse

Trailer 67 er et godt dyk ned i gemmerne. Oprindeligt skrev jeg Brune bamse helt tilbage i '06, men da jeg skulle samle Køtere dør om vinteren, var der brug for en historie med lidt horrortræk. Derfor blev denne vredet ud af fortidens klør og shinet godt og grundigt op. Jeg kan huske at slutningen overraskede mig en god del da jeg skrev den, da jeg ikke havde set den komme. Ud over det er det kun en lille snas I får her - og det var lidt en udfordring dengang at skrive ud fra en hunds "tanker" og følelsesregister. Og nu hvor jeg tænker over det, er det en af de få af mine noveller der har en hund på rollelisten. Resten af historien kan selvfølgelig læses i novellesamlingen ...

"King løber gennem natten, hvor de velkendte lugte forsvinder
i vinden, og erstattes af dunster han ikke kender. De er
voldsomme og stærke, vidner om en verden han ikke kender.
Snuden løftes højt, og han vejrer efter færten som han kender
fra bamsen. Ikke sovedyrets, men Thomas. Den er der, men
den er meget svag.
King piver lidt og stopper op, mens hans hoved går fra
side til side. Han kan ikke lide at være på denne her vej, der
ikke stinker af menneskernes olie, men af skarpe dampe, som
gør ondt i hovedet. Så kryber han sammen, da han får færten
af noget, der slet ikke minder om noget han kender. Men
iblandet den er Thomas duft.
Ivrigt tørrer han snuden af med den ene forpote, men stanken
nægter at forsvinde. Det forvirrer ham med alle de stærke
lugte, der bombarderer hans følsomme næse. Men han kan ikke
stoppe nu, for drengen venter på ham. Han kan mærke det
dybt nede i sit hjerte, hvor drengen kalder på ham med bange
stemme. Det er ikke en lyd, han opfanger med sine ører, men
med sin næse.
Han nyser voldsomt, og det kommer så meget bag på
ham, at et sæt skyder igennem hans aflange krop. Børsterne
rejses på hans krop, mens han med en kraftanstrengelse sætter
i løb igen. På vejen, der ikke har nogen himmel. Han ser
ikke bagud, men han kan føle at der kun er tomhed der.
Mørket lugter som det skærende lys og de høje brag som
hans mennesker tænder ild til en gang om året. Dem der skærer
i øjnene, og gør ondt i ørerne. Bare han kunne gø, råbe,
give hals, så dem der lurer i skyggerne ved hvem de har med
at gøre. I stedet gør han sig så stor som muligt, mens han løber.
Men han må holde fast på bamsen, lige meget hvad der
sker. Hvorfor ved han ikke. Det er bare det han skal. Holde
fast på bamsen."

Nyheder med mere fra vinteren

Yessir - tilbage i nyhedsbiksen. Selv om det blot er to uger siden min sidste update på den front, er der sket et par ting som er værd at bide mærke i.

For det første er shortlisten til årets horror-pris blevet offentliggjort, og den ser ud som følger:

Carina Evytt ‘Dæmoner‘, Tellerup.
Henrik S. Harksen (red.) ‘Pix: Nygotiske Skæbner‘, H. Harksen Productions.
Tom Kristensen ‘Deadboy‘, forlaget Forlæns.
Patrick Leis ‘Hvisken fra Dybet‘, forlaget Cadeau.
Tom Kristensen/Lars Kramhøft ‘Made Flesh‘, Headstone.

Selv har jeg en enkelt hesteanpart, da min novelle Hamskifte findes i Pix:Nygotiske skæbner. Det er et stærkt felt, og heldigvis er det sådan at jeg har læst dem alle. Hvad jeg synes? Ganske ærligt tænker jeg at det er på tide at en antologi får prisen - ikke fordi jeg er med i den, men fordi Pix kører et vanvittigt højt niveau og er eksperimenterende med bogformen. Dog tror jeg ikke det ender sådan - desværre. Men selvfølgelig held og lykke til alle i opløbet. 

Nu vi er ved litteraturpriser, er det ved at snerpe mod enden. Hvilken ende? Nomineringen af tekster til Niels Klim-prisen, selvfølgelig. Jeg skrev et indlæg sidste år, da der lige var blevet åbnet - så nu er det vel kun på sin plads at nævne det i den anden ende. Dengang havde jeg tre tekster i spil - BjørnBjørn og Høns i kategorien Novelle og I sit ansigts sved i kategorien Langnovelle.
Pr. dags dato har jeg to nye tekster med: Hamskifte i kategorien Novelle og Voisinismen i kategorien Langnovelle. Med andre ord har jeg nu hele fem tekster, der kan sendes videre til "finalen". Jeg håber selvfølgelig at der er nogen der har lyst til at stemme - og ikke mindst læse mine tekster. Hvordan? Ved at følge dette link.

I slutningen af sidste år udskrev Furesø kommune en konkurrence. Skriv en novelle, der tager udgangspunkt i Furesø Kommune. Præmien var 10.000 kroner. Heldigvis arbejder jeg netop i Fureså Kommune og derfor var det ret ligetil for mig at stykke en historie sammen. Den 31. januar var der så reception på Farum Bibliotek, hvor det blev afsløret at jeg var en af de heldige vindere. Jeg måtte dele førstepræmien med den lokale Rebekka Louisa Drude Andersen, men det gavner altid med en håndfuld sedler til at drive forfatterteatret. Min novelle hedder Flagermus og kan læses i antologien Furesø Noveller. Min eneste anke? At de tydeligvis ikke kan finde ud af at stave mit navn rigtigt.

Januars arbejde 2014

De faste læsere af min blog har nok efterhånden vænnet sig til at jeg laver ganske systematiske updates. I mange år har jeg kørt med en månedlig begivenhed, der kort fortalte hvad jeg havde skrevet i den forrige måned. Da jeg må sande at skrivebiksen er vokset og det nu ikke kun er de nye ting jeg skriver, der fylder op, har jeg valgt at omdøbe og udvide det tidligere segment. Derfor, mine damer og herrer, for første gang på Silvestris blog: Månedens arbejde.

For ikke at starte alt for hårdt ud, har jeg i januar måned skrevet en enkelt novelle, men er omkring 90% færdig med endnu en. Den må så komme med i februars update.

Ex libris (realisme, 6200 ord)

Novellens hovedperson er ved at skrive sit afsluttende speciale i Skandinavisk litteratur, men det er noget af en prøvelse, da forfatteren han har udvalgt sig er på gravens rand. Og der hvor vores hovedperson kommer fra, må man ikke læse de dødes bøger ...

Sidste år skrev jeg nogle engelske stykker science fiction. De var ret korte, men jeg tænkte at de havde potentiale til mere. Derfor har jeg i løber af januar oversat to af dem til dansk og omskrevet dem efterfølgende. Det har givet mig lidt at vælge imellem, da indkaldelsen til SFCs årlige antologi er lige om hjørnet.

Lige børn (science fiction, 2300 ord)
Ukrudt (science fiction, 3900 ord)

Det skulle dog nødigt være sådan at jeg går og keder mig. Derfor lyn-deltog jeg også i to konkurrencer på nettet. Den ene var til Futures: Science Fiction in Nature og måtte kun være på 200 tegn. Den anden var et stykke flash fiction til Massacre magazine, hvor man skulle skrive horror ud fra et billede. Det bliver spændende at se hvordan de går med de to stykker tekst.

Igennem længere tid har jeg arbejdet på det der bliver min næste udgivelse. En dobbelt kortroman, der blandt andet leger en del med en bogs udseende. I løbet af januar rettede og omskrev jeg både Live og Ambrosia to gange og i skrivende stund ligger værket hos korrekturlæseren. Det vil sige at min femte, selvstændige udgivelse er lige på trapperne! Ud over de to kortromaner har jeg også læst korrektur med mere på min novelle Den allersidste dans, der er med i Forlaget Valetas kommende antologi Undergang.

Ud over det rene skrivearbejde er mange af mine aftener gået med at researche og gennemlæse en anden forfatters novellesamling. Hvorfor? Fordi jeg er i fuld gang med at skrive et undervisningsmateriale til samlingen. Det er et område jeg har arbejdet med før, men aldrig i så stort mål, og det tager både energi og tid. Til gengæld giver det en masse erfaring.

Februar måned er allerede godt booket op, og den kommer helt sikkert til at stå på en artikel, der skal skrives, en ditto ansøgning og så lusker en ide til en omgang science fiction også rundt. Og så var der vist ikke mere lige nu.

Trailer 66 - uddrag af Man skyder da dyr

Trailer nummer 66 i rækken er lidt i familie med Trailer 65, da begge noveller forhåbentlig vil få en plads side om side i en kommende samling. Endnu ligger det et stykke ud i fremtiden, da jeg først skal skrive alle novellerne, og indtil videre er det kun blevet til fire. I Man skyder da dyr er vi på storvildtjagt i det fjerne Østen. Lærlingen Kolnik følger benovet sin læremester Armand i hælene, da denne viser Khanbaliqs undere frem. Selv om verden er et stort sted, er det ikke helt stort nok. Lebensraum er et must, og derfor er der brug for nye jægere. Resten af fortællingen ligger klar i kulissen - som sagt, en dag, en dag ...

"”Bagved. Som de plejer.” Stemmen talte fejlfrit fransk, men med en særpræget accent. Inden der var gået mere end otteogfyrre timer ville Kolnik vide at sådan talte de fleste fransk i kronkolonien Myanmar. Lyden af billardkugler, der klikkede mod hinanden afslørede at rummet var større end først antaget. Måske var bagved virkelig bagved.

Armand stod utålmodigt og ventede. Så blev aperitiffen serveret i små glas. Armand slyngede den i halsen. Kolnik efterlignede bevægelsen. Først smagte det af appelsin og vanilje. Øjeblikket efter skar stærk alkohol gennem hans system. Armand lo og daskede ham i ryggen.

”Du skal nok vænne dig til det. Det giver hår på brystet og tyngde i nosserne. Følg med mig. Du skal møde drengene. De sidder i møde og med møde mener jeg de svømmer i de våde varer. Det er sgu også svært at brystsvømme i mel.”

Adræt forsvandt han mellem de mange mennesker. Kolnik gjorde sit bedste for at følge med. Der blev råbt på mange sprog og heden kom både udefra og fra de mange kroppe der var blevet presset sammen på det lille sted. Hvert andet øjeblik genkendte han Armands tropehat og det næste var den borte. Endelig stoppede den længe nok til at han kunne indhente sin læremester. Denne stod uden for en dør og var i gang med at banke en lang og indviklet kode. Døren blev åbnet på klem.

”Armand, dit gamle røvhul,” lød en lys stemme. Et ovalt ansigt kiggede ud gennem revnen.

”Savant, din svinske connard” gav hans læremester tilbage. Så spejdede et mørkt øje ham ud.

”Hvad er det du har taget med?”

”Min lærling. Luk os ind, Savant. Der stinker af sved og lort herude, og selv om du kan lide stanken foretrækker jeg min luft en smule renere,” svarede Armand. Kolnik stod usikkert. Han kunne mærke et flor af øjne, der alle borede sig ind i ryggen på ham.

”S’en branler, kom ind, kom ind.”

Døren gled op og Armand indtog selvfølgeligt rummet bagved. Kolnik åndede lettet op, da døren fald i bag dem og følelsen af at blive betragtet forsvandt.

Baglokalet var et forkert ord at bruge, da det var større end resten af baren. Fire computere stod i midten af rummet, opstillet på gamle træborde med løvefødder. Engang havde de nok stået på et af de europæiske slotte. Nu knirkede de under vægten af otte massive skærme.

Manden, Armand havde kaldt Savant, var ikke særlig høj, men det han manglede i statur, havde han i hårpragt. En eksplosion af mørkerøde krøller stod som en løvemanke ud fra hans hoved. På fødderne havde han sandaler og underkroppen var dækket af et par løse bomuldsbukser. Overkroppen var nøgen og en enorm mave væltede ud over bukselinningen. Ved computerne sad tre andre mænd, der hurtigt hilste på Armand. De spurgte ikke til Kolnik, selv om han kunne se at spørgsmålet lå klar på deres læber.

Rummet lugtede af krydderier og skind, blandet med det skarpe strejf af geværolie. Med et langstrakt suk hægtede Armand riflen af skulderen, og satte den langs væggen. Kolnik tilbageholdt et gisp. Det var første gang han havde set sin læremester uden riflen. Det var regel nummer 1: En jæger bærer altid sit våben. Savant sparkede en stol ud fra computerbordet og forsvandt kort, før han dukkede op med en bakke. På det stod fem glas, en spand og en flaske. Hurtigt hældte han op og delte rundt.

På skærmene var kort, de fleste over Asien. Flere steder lyste røde cirkler op. Der var langt færre blå cirkler. Mens han så til, forsvandt en af de røde cirkler, og en gammel mand lænede sig tilbage i stolen. Med et tilfreds smil tog han mod glasset, som Savant bød ham og førte det til læberne. Kolnik sank. Kondens løb ned ad siden på glasset. Der var så varmt her og han havde ikke fået noget at drikke siden i morges."

Nyheder i januar

Selv om der blot er gået fire håndfulde dage af januar, er der allerede en del nyheder at berette om - så jeg sætter mig i den overdimensionerede slangebøsse og sparker bremsepinden væk.

Endnu en af mine noveller har fundet vej til en antologi - Universets mørke - der udkommer inden alt for længe på H. Harksen Productions. Min novelle bærer titlen Itu og er et eksperiment ud i horror og science fiction. Og når jeg siger eksperiment, mener jeg det i ordets betydning. Det bliver spændende at se hvordan læserne reagerer på den.

Sidste år udkom antologien Farvel, min astronaut og nu er der kommet en lektørudtalelse på den. Jeg blev lidt overrasket over at se hvor meget lektøren går op i enkeltnoveller, fremfor hele samlingen, hvilket jeg ellers troede var normen. Om min novelle har han følgende at sige:

"A. Silvestris post-apokalyptiske novelle I sit ansigts sved, der er inspireret af John Steinbecks Mus og mænd, bør fremhæves for den stramt komponerede og raffinerede handling, der foregår ude på landet efter, at en elektrisk impuls har ryddet alle elektriske ting af vejen."

Ligeledes fra sidste år er antologien Mestertyvens sidste ønske, der er blevet anmeldt på bogblogger.dk. Selv om anmelderen ikke er fuldt tilfreds med samlingen, er der enkelte noveller der fremhæves - her i blandt Jesper Rugårds Troldens hjerte og Sofie Boysens Hammerslag. Om min novelle har anmelderen følgende at sige:

"Mester Prosopido er skrevet af den særdeles produktive A. Silvestri. Mester Prosopido opsøges i sin alkymistiske butik af en ung mand der er parat til at ofre alt, for at få sin hjertes udkårne, hvilket han får lov til med renters rente. Mester A har her sammenskruet et misundelsesværdigt stilstykke ud i det klassiske gotiske gys, uden at kunne sætte fingeren på noget, er det eneste jeg savner: Lidt mere af Amdis egen sjæl."

- Emil Blichfeldt

For at runde indlægget af, har jeg ansøgt om et skriveophold på Hald Hovedgård - og været så heldig at få det. Så i en uge, om ikke alt for længe, pakker jeg løbeskoene, den bærbare computer og en håndfuld bøger og tager en tur uden for hovedstaden for at skrive. På hvad? Ja, det får I at se.

Trailer 65 - uddrag af Listen

Trailer nummer 65, og den første i 2014, bliver Listen. Den er ret ny, blot fra sidste år og er en af en række noveller, der skal indgå i en samling. Tidligere har jeg ofte sat mine samlinger sammen efter tema og lignende, hvor jeg både har skrevet nyt og gravet i arkiverne. Den samling som Listen bliver en del af vil ikke skæve til de gamle sager. Hver eneste novelle vil være nyskrevet, nyslået og forhåbentlig nylæst når den dag engang kommer. Genren? Det vil jeg ikke påstå at kunne sige med sikkerhed.

 

"”Det er ikke tilfældigt, jeg har valgt dig, Torken. Du er ikke som alle de andre nikkedukker og røvslikkere. Du sidder alene, du har altid styr på dine ting, men jeg kan se at du keder dig. Du er ikke skabt til at være et nummer i køen. Du.Vil.Være.Noget.Andet, ikke?”

Torken så på det splintrede cognacglas. Stumper af det havde spredt sig over hele værelset. En del af bunden lå nær døren, der førte ud på gangen og under den sad Ki-erans gennemsnitlige forældre og så fjernsyn. Han havde hilst på dem begge to, da han kom. De var trinde og rødmossede, lige så langt fra Ki-eran som en flodhest var det fra en stork. Så nikkede han langsomt.

”Der er nogen mennesker, der er skabt til andet og mere. Det vidste Nietzsche, det ved fandeme Jim Morrison. Jeg vil have dig med til tinderne, Torken. Jeg vil have dig på Listen, sammen med mig, for de bedste folk arbejder altid i tandem. Der skal en til at holde kvinden, mens den anden voldtager hende. En til at holde udkig, mens den anden røver juveleren. En til at afvæbne fjenden og en anden til at skyde ham fuld af bly. Det er matematik. Men sgu ikke den slags vi lærte i skolen. Ingen æbler har nogensinde været på listen,” sagde Ki-eran og pegede på Torken med en dirrende finger. Røde brikker af ophidselse blomstrede på Ki-erans kinder.

Torken bed endnu en skærv af den gyldne cognac. Han havde vænnet sig til smagen nu. Alting havde fået et behageligt, varmt skær, som betragtede han verden gennem et par briller af plys og lyserød. På en mærkelig måde vakte Ki-erans ord genklang i hans inderste. Der var varmt i hans hud. Ordene og sprutten gjorde næsten heden uudholdelig. Han hadede når andre kiggede efter ham i klassen. Så snød de sig til bedre karakterer. Det var det samme Ki-eran snakkede om. Der var folk på listen, der ikke havde gjort sig fortjent til det. Der havde møvet sig ind på en plads, der ikke tilhørte dem. Sløvt, som en søløve der gennembrød en tiliset overflade, huskede Torken at det var det Ki-eran havde snakket om for nogle minutter siden. Ikke nu. Det havde været noget andet.

”Hvad?” sagde han. Rummet var lunt. En livmoder af filosofi og unika.

”Nu må du sgu høre efter,” sagde Ki-eran og stoppede ved den halvtomme cognacflaske. Så tog han et drag. Adamsæblet hoppede, mens han uden at blikke åd flydende ild. Han tog flasken fra munden og smed den til Torken. Cognac flød ud over Torkens pæne skjorte, men han grinede bare. Det var sådan her de spændende mennesker havde det. De vilde.

”Du skal hjælpe mig, Torken, og til gengæld hjælper jeg dig. Vi to kan ændre verden. Har du ikke set, hvor vilde pigerne er med dem på Listen? Hvordan de i fjernsynet hver anden uge har interviews med nogen af de kriminelle? Statsministeren sagde selv i sin sidste tale, at der var brug for unge folk med visioner, alle steder. Vi to ved godt hvad det betyder, ikke? ”Alle steder”. Det betyder at vi skal ud af hængedyndet. Gøre noget. Være noget. Ikke bare nikkedukker, der finder et hus i forstæderne og lever lykkeligt til deres dages ende. Vi er unge, vi er kloge og vi er forbandet trætte af at blive overset,” sagde Ki-eran. Så viste der sig et lille smil om hans mund."