Trailer nummer 65, og den første i 2014, bliver Listen. Den er ret ny, blot fra sidste år og er en af en række noveller, der skal indgå i en samling. Tidligere har jeg ofte sat mine samlinger sammen efter tema og lignende, hvor jeg både har skrevet nyt og gravet i arkiverne. Den samling som Listen bliver en del af vil ikke skæve til de gamle sager. Hver eneste novelle vil være nyskrevet, nyslået og forhåbentlig nylæst når den dag engang kommer. Genren? Det vil jeg ikke påstå at kunne sige med sikkerhed.
"”Det er ikke
tilfældigt, jeg har valgt dig, Torken. Du er ikke som alle de andre
nikkedukker og røvslikkere. Du sidder alene, du har altid styr på
dine ting, men jeg kan se at du keder dig. Du er ikke skabt til at
være et nummer i køen. Du.Vil.Være.Noget.Andet, ikke?”
Torken så på det
splintrede cognacglas. Stumper af det havde spredt sig over hele
værelset. En del af bunden lå nær døren, der førte ud på gangen
og under den sad Ki-erans gennemsnitlige forældre og så fjernsyn.
Han havde hilst på dem begge to, da han kom. De var trinde og
rødmossede, lige så langt fra Ki-eran som en flodhest var det fra
en stork. Så nikkede han langsomt.
”Der er nogen
mennesker, der er skabt til andet og mere. Det vidste Nietzsche, det
ved fandeme Jim Morrison. Jeg vil have dig med til tinderne, Torken.
Jeg vil have dig på Listen, sammen med mig, for de bedste folk
arbejder altid i tandem. Der skal en til at holde kvinden, mens den
anden voldtager hende. En til at holde udkig, mens den anden røver
juveleren. En til at afvæbne fjenden og en anden til at skyde ham
fuld af bly. Det er matematik. Men sgu ikke den slags vi lærte i
skolen. Ingen æbler har nogensinde været på listen,” sagde
Ki-eran og pegede på Torken med en dirrende finger. Røde brikker af
ophidselse blomstrede på Ki-erans kinder.
Torken bed endnu en
skærv af den gyldne cognac. Han havde vænnet sig til smagen nu.
Alting havde fået et behageligt, varmt skær, som betragtede han
verden gennem et par briller af plys og lyserød. På en mærkelig
måde vakte Ki-erans ord genklang i hans inderste. Der var varmt i
hans hud. Ordene og sprutten gjorde næsten heden uudholdelig. Han
hadede når andre kiggede efter ham i klassen. Så snød de sig til
bedre karakterer. Det var det samme Ki-eran snakkede om. Der var folk
på listen, der ikke havde gjort sig fortjent til det. Der havde
møvet sig ind på en plads, der ikke tilhørte dem. Sløvt, som en
søløve der gennembrød en tiliset overflade, huskede Torken at det
var det Ki-eran havde snakket om for nogle minutter siden. Ikke nu.
Det havde været noget andet.
”Hvad?” sagde
han. Rummet var lunt. En livmoder af filosofi og unika.
”Nu må du sgu
høre efter,” sagde Ki-eran og stoppede ved den halvtomme
cognacflaske. Så tog han et drag. Adamsæblet hoppede, mens han uden
at blikke åd flydende ild. Han tog flasken fra munden og smed den
til Torken. Cognac flød ud over Torkens pæne skjorte, men han
grinede bare. Det var sådan her de spændende mennesker havde det.
De vilde.
”Du skal hjælpe
mig, Torken, og til gengæld hjælper jeg dig. Vi to kan ændre
verden. Har du ikke set, hvor vilde pigerne er med dem på Listen?
Hvordan de i fjernsynet hver anden uge har interviews med nogen af de
kriminelle? Statsministeren sagde selv i sin sidste tale, at der var
brug for unge folk med visioner, alle steder. Vi to ved godt hvad det
betyder, ikke? ”Alle steder”. Det betyder at vi skal ud af
hængedyndet. Gøre noget. Være noget. Ikke bare nikkedukker, der
finder et hus i forstæderne og lever lykkeligt til deres dages ende.
Vi er unge, vi er kloge og vi er forbandet trætte af at blive
overset,” sagde Ki-eran. Så viste der sig et lille smil om hans
mund."