Året der gik: 2013, Del 3

Egentlig er det en smule overkill med tredje del, da jeg af en eller anden grund konstant har undgået at blive fotograferet til diverse events. I løbet af sidste år blev der ikke taget mange billeder af mig i "professionel" sammenhæng, så I må nøjes med hvad det er lykkedes for mig at grave frem. Og med de ord er det så definitivt tak og farvel til 2013.


Nok om det. Årets første og anden novelle er begge i blækhuset og mailboksen er begyndt at tikke med manuskripter, der skal redigeres. Og så har jeg som en lille treat oprettet en Pinterest-konto, så dem der synes den slags er spas, kan følge med derovre også: www.pinterest.com/authorsilvestri

Året der gik: 2013, Del 2

Efter tre hviledage og alt for meget hverdag kastet i kraniet med omkring 150 i timen, er der blevet plads til anden del af årsrapporten. Det er tilmed den spændende del, hvor jeg tager beretterbukserne på og både anvender navneord og tillægsord. Så spænd hjelmen og kom med!
-----------------------------------------------------
Antologien Pix
2013 blev et af de år, hvor helt nye ting åbnede sig for mig som forfatter. Det var sjældent at jeg ikke arbejdede på flere projekter ad gangen, men hvor min travlhed indtil sidste år havde været meget præget af min egen skrivning, begyndte den ydre verden nu også at trænge sig på. En ting er at finde tid og rum til at skrive sine egne ting, når man også har et job ved siden af. Noget helt andet er at finde tiden, når man ud over det førnævnte også skal bruge tid på planlægning, ansøgningsskriv og (gyys!) samtale med rigtige, levende mennesker!
-------------------------
I løbet af de foregående 12 måneder deltog jeg i rigtig mange novellekonkurrencer, selv om jeg havde lovet mig selv at drosle lidt ned. Dog var der, lige som i 2012, enkelte konkurrencer jeg ikke skrev til og det har fungeret rigtig godt. De mange indkaldelser til antologier har hovedsageligt været inden for de fantastiske genrer, men det har overraskende nok været dejligt for mig, da jeg har set det som en mulighed for at eksperimentere med form såvel som indhold. Årets sidste novelle (Lyden af blade der falder fra Omi-træet) er et eksempel på dette, da den kan læses både forfra og bagfra.
-------------------------
2013 blev ikke et stort oplæserår for mig. Jeg var kun ude at læse op syv gange, og af disse var blot lidt over halvdelen oplæsninger hvor mit navn stod på plakaten. Det håber jeg kommer til at ændre sig til det bedre i 2014. Til gengæld for at jeg ikke var ude at læse, blev 2013 året hvor jeg trådte ind i ikke bare en, men to bestyrelser. I begyndelsen af året indtrådte jeg i Dansk Forfatterforenings skønlitterære bestyrelse og i efteråret trådte jeg ind i Dansk Horror Selskabs bestyrelse. Da jeg aldrig har været den store foreningsmand, og egentlig har det bedst med at overlade beslutninger til andre, er det kommet som lidt af et paradigmeskift. Efterhånden er jeg dog blevet vænnet til begge dele, selv om de ofte tager en del tid. Heldigvis er tiden rigtig godt brugt, da minutterne vender tilbage med renter i form af oplevelser og menneskemøder. En dejlig ting der er kommet ud af min tilknytning begge steder er et kursus/oplægsaften til foråret, hvor blandt andet folk fra de danske science fiction og horror-miljøer kommer ind og snakker i Forfatterforeningen.  På den måde håber jeg at der kan blive lidt fokus på nogle genrer, der ikke helt har fået lov til at blive hørt.
-------------------------
Desværre lykkedes det mig ikke at få en selvstændig udgivelse i 2013. En periode så det ud som om det ville lykkedes lige på falderebet, men desværre. Til gengæld kan det være at 2014 byder på hele to udgivelser med mit navn på - slet ikke noget jeg gider brokke mig over. Antallet af besøgende på min blog eksploderet i år. Selv om en stor del af dem nok er det rene spam med mere, er det trods alt en så markant ændring at jeg klapper mig selv på skulderen. En del af den øgede besøgsmængde har helt sikkert at gøre med Pandaemonium, min romandebut fra 2011. Den er blevet anmeldt et par gange til i 2013 og på Bogforum oplevede jeg flere gange at folk, der allerede havde læst den, alligevel måtte eje en signeret kopi. Det er en ret fed følelse at stå med.
-------------------------
2013 var også mit jubilæumsår som forfatter, da det var i 2008 min første novelle kom på tryk. På en og samme tid er det en meget tæt og en meget fjern fornemmelse. I det hele taget blev 2013 lidt et milepælenes år, da jeg rundede 100 udgivne noveller, deltagelse i over 25 antologier og samtidig rundede at skrive 100 noveller på de sidste fem år (ja, nogle af dem er doblere i de udgivne, men ikke alle). Dog må jeg vente med min femte selvstændige udgivelse til næste år.
-------------------------
Som allerede nævnt i Del 1, skrev jeg i løbet af året 24 noveller plus det løse. Så hvilke ser jeg en spændende fremtid for i de næste par år? Jeg håber at novellerne Man skyder da dyr og Time share får en masse følgesvende, da de begge er skrevet med henblik på samme novellesamling. Ligeledes tror jeg at novellen Sammen virkelig kan skabe væmmelsesrynker i panden på de fleste mennesker. Som den sidste håber jeg Stumtjener en dag bliver udgivet. Den er meget realistisk og meget direkte - og nok en af de strammeste tekster jeg har skrevet.
-------------------------
Allerede nu ved jeg at 2014 bliver et mættet år. Jeg står som tovholder på en oplægsaften, skal selv holde foredrag om zombier i Odense, regner med at skrive en kortroman og en roman i løbet af året, skal kigge alvorligt på en anden persons novellesamling. Hvad jeg stadig mangler er at få opkaldt en novelle-antologi efter mit bidrag (jeg står stadig måbende over at en af 2013's noveller ikke automatisk blev valgt til dette) og så vil jeg stadig gerne se en anmeldelse af en af mine værker i et landsdækkende blad/avis. Mange tak til jer der stadig kigger med her og følger med i mit skriverliv. Det er jo, trods alt, også for jer, mine læseres skyld, at jeg skriver mine historier. Gracias.

Året der gik: 2013, Del 1

Det er den tid på året, hvor der skal ses tilbage - fordi det er en trend, men mest så jeg selv kan holde styr på de ting, jeg går og laver. Sidste år var årsrapporten tredelt - det ser ud som om den også bliver det i år. En statistik, en tekst og nogle billeder.

2013 blev på alle måder mere travl end 2012, og det på trods af at jeg ikke havde en selvstændig udgivelse. Til gengæld medvirkede jeg i seks antologier og et blad. Der hvor tiden virkelig blev røvet var dog væk fra tastaturet, men det kan der læses meget mere om i del 2. Nu kommer de hårde facts på bordet.

Det er efterhånden nødvendigt med projekt-struktur!
Som de andre år har jeg holdt mit fortsæt med at skrive 500 ord om dagen - faktisk er jeg også i år gået langt over det tal. I løbet af 2013 skrev jeg 24 noveller, seks stykker kortprosa, halvdelen af en roman og redigerede to af mine egne kortromaner. I løbet af dette år har jeg også haft besøg af over 60.000 mennesker på min blog - og selv når man tager al spam-trafikken væk, er jeg ganske tilfreds. Og nu - the facts!

--------------------------------------------------------------------------------

Science Fiction
I sit ansigts sved (11400 ord, februar) med i antologien Farvel, min astronaut fra SFC
Høns (1800 ord, maj) nummer to i konkurrence i anledning af Køges 750 års jubilæum.
Den allersidste dans (5100 ord, maj) med i antologien Undergang fra forlaget Valeta
Besynderlig mand set ved Søerne (1200 ord, december) artikel

Horror
Margrethe-skål (11000 ord, april )
Sølv og silke (6800 ord, september)
Transfusion (7900 ord, september)
Sammen (5200 ord, december)

Realisme
Stumtjener (2400 ord, februar)
Om Carmen (5200 ord, marts)
Listen (11700 ord, juni)
Bafuye bahagaze (8300 ord, juli)
Time share (2900 ord, august)
Man skyder da dyr (7100 ord, august)
Transpiration (5200 ord, oktober)
Flagermus (4900 ord, november) med i konkurrence

Fantastisk fortælling/hybrider
Triumvirat og øl (realisme/weird fiction, 6900 ord, januar)
Mester Prosopido (fantastisk fortælling/horror, 9100 ord, marts) med i antologien Mestertyvens sidste ønske fra Kandor/Replikant
Blot en mindre undergang (fantastisk fortælling/humor, 6900 ord, april)
Krystal (fantastisk fortælling/realisme, 2500 ord, maj)
Hr. Shetanis sjældne fugle (fantastisk fortælling, 2500 ord, maj)
En sang om vand (fantastisk fortælling/horror, 7100 ord, oktober) med i antologien Mørke guders templer fra H. Harksen Productions
Itu (horror/science fiction, 5500 ord, november) indsendt til konkurrence
Lyden af blade der falder fra Omi-træet (fantastisk fortælling,5500 ord, december)

Skrinlagt
Alle zoner (science fiction, skrinlagt ved 12500 ord, januar)

Andet
Garden of/Equal footing/DNAed/Rotation (science fiction, sammenlagt 4000 ord, juli)
Santa's suit/Last minute shopping (horror, sammenlagt 500 ord, december)
--------------------------------------------------------------------------------

Jeg er stadig mere end tilfreds med mine novellers skæbne, da mange af dem finder vej ud i verden. Ligeledes har mange af årets noveller allerede en plads i fremtidige novellesamlinger. En spøjs tendens er at jeg sidste år har arbejdet rigtig meget med genrehybrider - om det er et udslag af tilfældigheder eller om jeg finder genrerne for snævre, må dette år vise.

Næste del vil handle om de oplevelser jeg har haft som forfatter i løbet af 2013 - som blev et ganske anderledes år end 2012. Og der lover jeg at skrive sammenhængende og tilmed vise billeder. Indtil da må I hygge jer med årets første tømmermænd.

Decembers (og årets) sidste nyheder

Endnu et skriveår er ved at finde dets plads i annalerne, men inden året fuldkommen rinder ud, er der en smule nyheder tilbage.


For det første har Farvel min astronaut fået endnu en anmeldelse (eller det er vel nærmere en gennemgang) af Flemming Rasch på egen blog, og han har følgende at sige om min novelle:

"I sit ansigts sved: Tre kræmmere kommer forbi Jens Hansens Bondegård i et dystopisk Sjælland. Det er den kloge bonde mod plattenslageren. Egentlig ikke meget sf i den, bortset fra rammen, men sproget rammer helt i plet i et velkomponeret plot og beskrivelserne fungerer så godt, at man næsten føler man er der."

Resten af gennemgangen er klart værd at læse, så gør dig selv en tjeneste og tjek den ud

Tre af mine noveller, der blev sendt ind til konkurrencer har været så heldige (eller gode, eller begge dele) at blive dømt gode nok til at indgå i antologier, der udkommer til næste år. Det drejer sig om Den allersidste dans, der bliver en del af Valetas antologi Undergang, En sang om vand, der kommer med i antologien Mørke guders templer fra H. Harksen Productions og en tredje novelle, jeg endnu ikke må fortælle noget om. Det kommer nok inden alt for længe. En fjerde novelle er med i opløbet om en kontant præmie, men det ved jeg først noget om i slutningen af januar.

I mange år har Knud Larn kørt en årlig konkurrence til fanzinet Science Fiction. Det var også tilfældet i år, og jeg var så heldig at løbe af med sejren med min novelle Voisinismen. Egentlig er den ikke en novelle, men langt mere et leksikonopslag, der i detaljer gennemgår en fremtidig kunstretning. For nu at blære mig, er det tredje gang i træk jeg vinder konkurrencen, og derfor har jeg også besluttet ikke at deltage for fremtiden.

I det hele taget bliver januar en spændende måned. Jeg har mange jern i ilden, og flere af dem drejer sig om ting og sager, jeg ikke tidligere har rørt som forfatter. Men hey, en gang skal jo være den første. Indtil da ønsker jeg jer alle sammen et godt nytår, og vi ses på den anden side af den 31. til min vanlige årsrapport. 

Årets julegave ...

... er på engelsk. Online-magasinet Apex havde en hurtig flash fiction-contest tidligere på måneden, og heldigvis var min kollega Lars Ahn så venlig at informere om dette på facebook. Så jeg deltog, men med 400+ deltagere kom jeg ikke i nærheden af de vinderpladserne. Derfor skal I nu ikke snydes. I bloggen er nu mine to bidrag - digtet Santa's suit og teksten Last minute shopping. Fra alle mig til alle jer - og glædelig jul.


Lidt gratis guf ...

Som jeg allerede har nævnt i et tidligere indlæg, har jeg tre kandidater til nominering til året Niels Klim-pris, og i samme indlæg lovede jeg at stille den ene tekst, Høns, til rådighed. Så derfor - without further ado - a small treat. Den kan læses direkte her i bloggen - eller downloades. Rettighederne er selvfølgelig stadig mine ;)

Trailer 64 - uddrag af Husker du

Nummer fireogtres i rækken, Husker du, findes i min debutsamling Køtere dør om vinteren. Den var en af de første historier, jeg var sikker på skulle med og den fik også lov til at være nummer to i rækken af de 31 noveller. I den møder vi Christian, der var bibliotekar inden han gik på pension. Han var alle dage kendt for sin fantastiske hukommelse, der desværre blev gjort overflødig af alle de moderne maskiner. Så han tusser for det mestre rundt i huset på den lange villavej. For at holde sin hjerne i form, messer Christian Europas hovedstæder, grundstoffernes atomvægt og vejnavnene i Roskilde. Men en dag kan han ikke huske en vej. Der er et hul, hvor der intet hul burde være ...


"„Godmorgen, Christian,“ sagde hans nabo, og rakte hånden frem. De to mænd slog på næven.
„Jeg er ked af, at jeg ikke kunne komme i går, men du ved hvordan det er. Når man først har sagt ja til en ting, så holder man på den. Men jeg håber at der var en god fest,“ sagde Poul og slap Christians hånd.
Christian nikkede smilende.
„Det var en helt fantastisk fest. Marie havde virkelig arrangeret den godt. Sange og det hele. Jeg kunne ikke have gjort det bedre selv.“
„Det lyder helt perfekt. Og du har vel fået vin nok til resten af dit liv“ sagde Poul med et glimt i øjet, og trådte lidt til siden, som for at byde Christian indenfor. Men han blev stående på trappestenen.
„Ja, mindst 30 flasker. Men I skal da også have tak for gaven. Din kone var ovre for at aflevere den for en halv time siden. Jeg har ikke haft tid til at åbne den endnu, men jeg er helt sikker på at jeg kan bruge den. Det kan jeg altid med gaver fra jer,“ smilede han tilbage.
Poul så på ham med et uforstående blik og kløede sig lidt i det grå skæg.
„Min...kone, Christian?“ spurgte han og en skeptisk panderynke viste sig over hans højre øje."

Novembers skrivning 2013

Så er det blevet december igen og mens der er gang i glögg, kalendergaver og nissemænd i butikker og hjem, holder jeg produktionen oppe på Nørrebro. I løbet af den måned, der lige er gået, har jeg systematiseret mine fremtidige projekter (der er godt nok mange), haft en ret glødende mail og begyndt at rydde ud i bøger, dvder og hovedet. Nye ideer har også flakset forbi og to af dem udmøntede sig i rigtige historier:


Itu (horror/science fiction, 5500 ord)
Flagermus (realisme, 4900 ord)

Novellen Itu handler om noget, der går i stykker. Indre og ydre pres, der får ting til at implodere og eksplodere synkront. Midt i galskaben står manden, der ufrivilligt er blevet målet for disse ændringer. Men han er ikke bange. Han er spændt. Han er optændt af nysgerrighed og mutationer, men hvad der er hvad er ikke til at sige.

En gåtur rundt om en sø er hvad Flagermus centrerer sig om. Knud er gammel, han er blind og hans kone Marie døde sidste år. Siden da har han ikke taget den rute, de plejede at gå sammen. Der er for mange minder. For mange spørgsmål, der stadig står ubesvarede. Det har Liv tænkt sig at lave om på. Hun giver ham bøllehatten og sandalerne på og trækker ham ud af den villa, der i syv måneder har fungeret som en fleksibel kiste.

I december vil jeg blandt andet kunne mødes in person i Dansk Forfatterforenings lokaler på Strandgade. Den 15. er der julemarked, hvor jeg og mange andre forfattere sælger vores bøger til favorable priser. Ellers er der masser endnu at skrive - ikke mindst med henblik på næste år, hvor undertegnedes navn forhåbentlig skal bøjes et par gange i neon.

Nyheder i november

Selv om der på det sidste ikke har været så mange nyheds-updates på bloggen, er det ikke ensbetydende med at der ikke sker noget i lejligheden her på Nørrebro - tværtimod er her ganske travlt. Jeg har voldsomt på fornemmelsen, at når vi nærmer os foråret springer der en sand bombe fyldt med nyheder. Men indtil da er her heldigvis lidt:


For det første har Jette Holst anmeldt Farvel, min astronaut og om min novelle har hun følgende at sige:

"A. Silvestri er nærmest også altid garant for en god fortælling. ’I sit ansigts sved’ foregår i en ikke nærmere defineret fremtid. Det meste af verdens elektronik er lagt øde af ’Impulsen’, og de overlevende er enten presset sammen i få større byer eller bor på isolerede gårde i oplandet, hvor de hele tiden må holde et vågent øje med ”de smittede”. En dag kommer en sælger til gården Karlsbo. Han har noget helt særligt at sælge dem, men salget går ikke efter planen."

I samme åndedrag har hun også anmeldt Nær og fjern (nummer syv i LUO-serien). Anmeldelsen af den kan læses lige her.

Vi bliver ved science fiction, da årets Niels Klim-nomineringer nu er i fuld gang. I år har jeg tre noveller med på billetten - to i kategorien novelle og en i kategorien langnovelle. Selvfølgelig vil jeg gerne have at folk stemmer på mig, så derfor vil det igen kun være fair hvis jeg præsenterer teksterne:

BjørnBjørn: En videnskabsmand, der samtidig er motionsløber, bliver optændt af ideen om den perfekte løbetid. Selvfølgelig er kroppen og ens form væsentlig, men omgivelser, de ydre forhold er mindst lige så vigtige. Heldigvis opfinder han en dingenot, der gør ham i stand til at optimere løberuter. Der er dog noget han ikke har taget højde for. BjørnBjørn kan læses i Proxima nummer 96.

Høns: En skoleklasse er på ekskursion på Køge Museum, der lige har fået en ny attraktion. Nu er det muligt at være en flue på væggen og se historiske begivenheder udfolde sig ... hvad de så sandelig også gør foran hele klassen. Høns vil inden længe blive gjort læsbar lige her på siden.

I sit ansigts sved: Langnovelle. Jette Holst har lige beskrevet den så flot, så jeg ser ingen grund til at blande mig i hendes ord. Det eneste jeg vil tilføje er at historien er inspireret af Steinbecks Mus og mænd. Min novelle kan, selvfølgelig, læses i sin fulde længde i antologien Farvel, min astronaut.

For at stemme, skal du (hvis det ikke allerede er tilfældet) tilmelde dig systemet og så er det ellers bare at nominere løs. Følg det venlige link lige her.

Som den tredje nyhed, der sjovt nok også er science fiction, er der i Proxima nummer 97 en afskrift? af panelet med Richard Ipsen, Lars Ahn Pedersen og undertegnede på Dancon i 2012. Der snakkede vi om vores forhold til de fantastiske genrer, i særdeleshed science fiction, og afslørede et godt kendskab til hinandens tekster. Da jeg aldrig har set mig selv nedfældet, er det gået op for mig at det der med at fatte sig i korthed er noget andre bruger ... Der er mange gode pointer i vores snak, så giv Proxima et kig hvis du alligevel er i nærheden. Og så kan dette blogindlæg vel passende nok afsluttes med den legendariske whiskydrikning klokken tidligt om morgenen fra selvsamme panel.

Til lige at ryste søvnen væk fra øjenkrogene. Akja, det var nu et herligt panel. Foto: Majbrit Høyrup