Nummer fireogtres i rækken, Husker du, findes i min debutsamling Køtere dør om vinteren. Den var en af de første historier, jeg var sikker på skulle med og den fik også lov til at være nummer to i rækken af de 31 noveller. I den møder vi Christian, der var bibliotekar inden han gik på pension. Han var alle dage kendt for sin fantastiske hukommelse, der desværre blev gjort overflødig af alle de moderne maskiner. Så han tusser for det mestre rundt i huset på den lange villavej. For at holde sin hjerne i form, messer Christian Europas hovedstæder, grundstoffernes atomvægt og vejnavnene i Roskilde. Men en dag kan han ikke huske en vej. Der er et hul, hvor der intet hul burde være ...
"„Godmorgen, Christian,“ sagde hans
nabo, og rakte hånden frem. De to mænd slog på næven.
„Jeg er ked af, at jeg ikke kunne komme i går, men du ved hvordan det er. Når man først har sagt ja til en ting, så holder man på den. Men jeg håber at der var en god fest,“ sagde Poul og slap Christians hånd.
Christian nikkede smilende.
„Det var en helt fantastisk fest. Marie havde virkelig arrangeret den godt. Sange og det hele. Jeg kunne ikke have gjort det bedre selv.“
„Det lyder helt perfekt. Og du har vel fået vin nok til resten af dit liv“ sagde Poul med et glimt i øjet, og trådte lidt til siden, som for at byde Christian indenfor. Men han blev stående på trappestenen.
„Ja, mindst 30 flasker. Men I skal da også have tak for gaven. Din kone var ovre for at aflevere den for en halv time siden. Jeg har ikke haft tid til at åbne den endnu, men jeg er helt sikker på at jeg kan bruge den. Det kan jeg altid med gaver fra jer,“ smilede han tilbage.
Poul så på ham med et uforstående blik og kløede sig lidt i det grå skæg.
„Min...kone, Christian?“ spurgte han og en skeptisk panderynke viste sig over hans højre øje."
„Jeg er ked af, at jeg ikke kunne komme i går, men du ved hvordan det er. Når man først har sagt ja til en ting, så holder man på den. Men jeg håber at der var en god fest,“ sagde Poul og slap Christians hånd.
Christian nikkede smilende.
„Det var en helt fantastisk fest. Marie havde virkelig arrangeret den godt. Sange og det hele. Jeg kunne ikke have gjort det bedre selv.“
„Det lyder helt perfekt. Og du har vel fået vin nok til resten af dit liv“ sagde Poul med et glimt i øjet, og trådte lidt til siden, som for at byde Christian indenfor. Men han blev stående på trappestenen.
„Ja, mindst 30 flasker. Men I skal da også have tak for gaven. Din kone var ovre for at aflevere den for en halv time siden. Jeg har ikke haft tid til at åbne den endnu, men jeg er helt sikker på at jeg kan bruge den. Det kan jeg altid med gaver fra jer,“ smilede han tilbage.
Poul så på ham med et uforstående blik og kløede sig lidt i det grå skæg.
„Min...kone, Christian?“ spurgte han og en skeptisk panderynke viste sig over hans højre øje."