Decembers (og årets) sidste nyheder

Endnu et skriveår er ved at finde dets plads i annalerne, men inden året fuldkommen rinder ud, er der en smule nyheder tilbage.


For det første har Farvel min astronaut fået endnu en anmeldelse (eller det er vel nærmere en gennemgang) af Flemming Rasch på egen blog, og han har følgende at sige om min novelle:

"I sit ansigts sved: Tre kræmmere kommer forbi Jens Hansens Bondegård i et dystopisk Sjælland. Det er den kloge bonde mod plattenslageren. Egentlig ikke meget sf i den, bortset fra rammen, men sproget rammer helt i plet i et velkomponeret plot og beskrivelserne fungerer så godt, at man næsten føler man er der."

Resten af gennemgangen er klart værd at læse, så gør dig selv en tjeneste og tjek den ud

Tre af mine noveller, der blev sendt ind til konkurrencer har været så heldige (eller gode, eller begge dele) at blive dømt gode nok til at indgå i antologier, der udkommer til næste år. Det drejer sig om Den allersidste dans, der bliver en del af Valetas antologi Undergang, En sang om vand, der kommer med i antologien Mørke guders templer fra H. Harksen Productions og en tredje novelle, jeg endnu ikke må fortælle noget om. Det kommer nok inden alt for længe. En fjerde novelle er med i opløbet om en kontant præmie, men det ved jeg først noget om i slutningen af januar.

I mange år har Knud Larn kørt en årlig konkurrence til fanzinet Science Fiction. Det var også tilfældet i år, og jeg var så heldig at løbe af med sejren med min novelle Voisinismen. Egentlig er den ikke en novelle, men langt mere et leksikonopslag, der i detaljer gennemgår en fremtidig kunstretning. For nu at blære mig, er det tredje gang i træk jeg vinder konkurrencen, og derfor har jeg også besluttet ikke at deltage for fremtiden.

I det hele taget bliver januar en spændende måned. Jeg har mange jern i ilden, og flere af dem drejer sig om ting og sager, jeg ikke tidligere har rørt som forfatter. Men hey, en gang skal jo være den første. Indtil da ønsker jeg jer alle sammen et godt nytår, og vi ses på den anden side af den 31. til min vanlige årsrapport.