Majs arbejde 2015

Nu er det officielt sommer, der har lige været Fantasticon og vi er næsten halvvejs gennem året. Jeg har haft travlt på skrivefronten, der har været en del optrædener ude i den virkelige verden og som vanligt ville jeg gerne have meget mere tid til at skrive. Jeg har dog klaret mig med det jeg havde.

 

Maj har været fyldt med forskellige projekter, ikke mindst romanen. Jeg har dog også færdiggjort to noveller.

In uteri (7500 ord, horror)

Fortællingen om den magiske frakke (8900 ord, fantastisk fortælling)

Et satans arbejde (119500 ord indtil videre) 

I In uteri stifter vi bekendskab med en dyrlæge, der bruger al sin tid på at køre rundt til forskellige gårde og landbrug for at undersøge om dyrene er gravide. Det er der nogle af dem, der er. Med noget, de ikke skulle være gravide med.

Fortællingen om den magiske frakke er anderledes hyggelig, for der fortæller farfar barnebarnet Thorkild en historie om en særlig frakke, der for over 500 år siden blev givet til en af familiens forfædre af en fremmed mand. Ganske gratis. No strings attached. Sådan da.

Ligeledes er det blevet til et enkelt Skår til samlingen:

Muskelmasse (om en mand, en vinter og et crossfit-program)

Den 5. maj var jeg ude at læse op på Galleri Bohème. Min makker den aften var Michael Dyst og som vanligt var han meget værd at høre på. Selv læste jeg nogle af mine Skår op, og det var sjovt tjekke om længden nu også fungerede. En af mine grunde til at skrive i den blandede form var netop en oplevelse af at noveller let kunne blive for lange i oplæsningssituationer, og alt i alt synes jeg aftenen gik rigtig godt. Der var desværre ikke så mange mennesker, men til gengæld fik vi det vildeste skybrud.

Den 31. maj var jeg ordstyrer på panelet Død over køkkenvasken. Da Fantasticon i år blev afholdt i Valby Kino, var der et rigt kortfilm-program, og de fleste af de instruktører, der havde haft en film med på con'en, var også repræsenteret i panelet. Snakken gik især på hvor vanskeligt det var at få støtte til at producere film, genre eller ej, hvorfor horror virkede overrepræsenteret i genrefilm i forhold til de andre fantastiske genrer og om hvorvidt det kunne være en god ide at lade de to miljøer (litteratur+film) samarbejde om manuskripter. Det var interessant at opleve, at selv om de fysiske rammer omkring det kreative arbejde var forskelligt fra film til litteratur, var mange af frustrationerne og udfordringerne identiske. Herfra skal der i hvert fald lyde et ønske og håb om at vi kan få mere med hinanden at gøre.

Så, slut for nu. I juni venter nok et helt specielt indlæg om min næste udgivelse. Stay tuned!

Trailer 92 - uddrag af Hest

Horror-land er stort og har mange forskellige indbyggere - heldigvis for det. Ellers ville det nok have været svært for mig at befolke min kommende samling med så forskelligartede eksistenser. Kærlighedsfrugt bliver anden rene genre-samling, hvor Faderens sønner fra 2011 er den første (science fiction). Dog er der visse paralleller, da jeg dengang tilstræbte at ramme så mange "under-genrer" jeg kunne - og denne gang forsøger at vise noget om gysere og horror.

 

Hest bliver samlingens eneste genoptryk, da den oprindeligt vandt Fantastiks novellekonkurrence i 2011 og efterfølgende blev trykt i Himmelskibet nr. 31. I historien møder vi Mikkel, der sammen med sine gamle venner drikker øl ude i en hytte, midt i en skov. Pissefuld får han et bekymrende opkald fra kæresten Sarah, der ikke har fået sin menstruation. Fremtiden virker med et både tung og uhåndterbar for Mikkel. En følelse, man ikke kan fortænke ham i.

"Det her var noget, der skete for alle andre. Det gamle ord med, at for alle andre var han alle andre, groede frem af hans fordrukne hjerne og fæstnede sig i det yderste af hjernebarken. Billeder af Sarah som gravid marcherede ind ved siden af det gamle ord, og han brød sig ikke om, hvad han så. Spinkle Sarah udspilet som en kugle, med tydelige årer, der bugtede sig ned over maveskindet. Et flashback til hans progressive biologilærer i folkeskolen maste sig ind på den allerede overfyldte plads og viste ham filmklip af en fødsel, komplet med sprækket mellemkød og udbulende ringmuskel. Så ramte kvalmen ham, et hvidt lys udslettede alle billederne, og i en lang stråle kastede han op i skovbunden. Delvist fordøjede rester af spaghetti med kødsovs blandet med øl plaskede ned mellem skovsyre og egeblade.

Vaklende placerede han en hånd på træstammen og holdt sig stående. Men der kom ikke mere. Skammen skyllede ind over ham. Hvad var han for et menneske? Lille Sarah, hans elskede Sarah der nu sad alene derhjemme og hverken vidste ud eller ind. Og ham, der bare stod og tænkte på, hvor klam hun ville blive. Han ville tage hjem allerede i morgen. Overraske hende, og vise at han stod ved hendes side. Det var sådan man gjorde, når man tog ansvar.

Beslutsomt drejede han om på hælen. Fuldskaben, der et glemsomt øjeblik havde fjernet sig fra ham, vendte tilbage med fuld styrke. Hele verden sejlede, og han faldt tungt ind mod træet. Med en metallisk lyd ramte øldåsen skovbunden og rullede ind under nogle buske. Mikkel trak vejret hårdt gennem næsen og blinkede hurtigt med øjnene. Skoven virkede med ét meget mørk, som havde nogen trukket et klæde over stjernerne.

Trætheden truede med at overmande ham, men han tvang øjnene op. Et sted i natten var der en ugle, der tudede. Først nu gik det op for ham, at han ikke længere kunne se hytten, eller høre Christians djævlemusik. Kun den svage kratten fra ukendte dyrepoter forstyrrede sommernatten. En fure gravede sig ud af hans pande. Så længe havde han da ikke gået, havde han? Havde han og Sarah snakket så meget? Han prøvede at finde svarene, men store dele af hans hjerne havde lukket sig selv ned.

”Nåh. Det nytter ikke noget at schtå her,” sagde han ud i luften og tog en lungefuld luft. Så begyndte han at gå i den retning, han mente hytten lå."

Majs nyheder - om antologier og anmeldelser

Der er fjorten dage tilbage af maj, min lejlighed flyder med noter og jeg er dybt begravet i mange projekter. Som jeg har nævnt før på bloggen, er det sådan jeg fungerer bedst; jeg bliver rastløs, hvis jeg ikke har noget at rive i. Lige nu er det en blanding af oversættelse, redigering og romanskrivning, der fylder mest. Heldigvis lever mine færdige tekster også deres eget liv og vækker en smule genklang derude i verden.

Læserne af mit indlæg om april måneds arbejde ved at jeg var med i to nye antologier - og de har sørme begge to fået en anmeldelse.

StORDstrømmen Antologi 2015 er blevet anmeldt i Folketidende og anmelderen K.E.Watz har følgende at sige om min novelle:

"Læsefryd finder man også i A.Silvestris novelle "Spillemaskinen", hvis handling udspilles på Lolland - i nærheden af Toreby, hvor forfatteren kommer fra."

Ord som disse er ikke hverdagskost, da det er yderst sjældent jeg berører min opvækst eller min hjemstavn i min skrivning. På stående fod tror jeg faktisk kun jeg har brugt området i én anden novelle - Detour, der er med i min debut Køtere dør om vinteren fra 2010.

Antologien Tågevals fra Kandor er også blevet anmeldt. Det er Jette Holst, der står for den inde på Litteratursiden og hun har følgende at sige om min novelle:

"Tanja Christensen og A. Silvestri, som henholdsvis har skrevet første og sidste novelle i antologien, kan bestemt også fremhæves. Begge er skrevet med en jeg-fortæller. I ”Befrieren” følger vi en mand, som er hentet ind til forhør i forbindelse med en ulykke på Glostrup Station, og vi hører hans tanker gennem forløbet. I ”Redningsmand” står hovedpersonen for en dommer og forklarer sine gerninger. Begge har en anderledes vinkel på temaet mord, og selvom de tilsyneladende minder om hinanden, er de alligevel vidt forskellige."

Det bliver spændende at se hvordan en samling med krimi-noveller klarer sig på markedet. Alt tyder jo på at krimi-genren har godt tag i folk, men har genren så hårdt et greb at det er nok til at bryde den modstand, mange læsere synes at have mod noveller?

Også i år indkaldte Science Fiction Cirklen til antologi, og vanen tro sendte jeg en del noveller ind. Heldigvis var mindst en af dem god nok til at komme med, og det betyder at hele verden (i hvert fald den dansktalende del) i starten af september kan læse mit bidrag Taxa i antologien LUO 10 - Som et urværk. Som sædvanlig glæder jeg mig til at læse hvad de andre bidragsydere har fundet på. 

Det var vist alt for nu - men gad vide om der ikke kommer en update til inden længe. Tschüss!

Trailer 91 - uddrag af Transfusion

Som den forrige trailer bevæger vi os i horror-land, og hvor der i Trailer 90 kunne stilles spørgsmålstegn ved om det var gyser eller horror, er der ikke ret meget tvivl i denne trailers tilfælde. Transfusionm bliver en del af min kommende samling Kærlighedsfrugt og sandsynligvis en af de sidste. Hvorfor? Ganske enkelt. Efterhånden som samlingen skrider frem, lægges der mindre og mindre fingre imellem. De billeder, forestillinger, tanker og handlinger, der opstår eller udføres, bliver gradvist mere dystre.

 

Transfusion handler om alle de grimme ting, vi mennesker gør ved os selv (og hinanden). De stemmer og tanker, der enten holder os tilbage eller får os til at gøre grimme og dumme ting. Den handler også om gamle og ulækre Karl, der kan se alle de ting kravle rundt lige under vores hud. Uddraget er helt fra begyndelsen af.

"Det bankede hårdt, tre gange, på døren. Karl løftede hovedet og spidsede ører. Så kom det sidste bank. Med besvær kom han ud af de dybe lænestol og famlede efter stokken med elfenbensknappen. Den pudsede runding faldt ind i hans hånd, som var den et ekstra organ. Det gamle hus gav sig i sammenføjningerne. Vindstrømme bølgede både udefra og op under gulvet, men han var ikke bekymret. Det ville holde, som det altid havde gjort.

Haltende rundede han hjørnet og kom ud i entréen. Lyset flikkede, selv om han havde skiftet pærer så sent som i går. Sådan var det at have huset fuldt. Når de så deres snit til det, pillede de ved alt hvad der kunne pilles ved, fra mekanik til madvarer. Alligevel var der lys nok til at kunne snige sig et kig i spejlet.

Selv hvis nogen skulle have fundet på at sige at han så godt ud, vidste han at de løj. Karl var ingen smuk mand, havde aldrig været det, og alderen havde blot føjet nye dimensioner af grimhed til de allerede defekte træk. Panden var høj, men ludende og kastede lange skygger på hans kinder. Skægget stod som skvalderkål fra kindbenene til midt på halsen. Næsen en høgs mareridt, ørerne kantareller. De blålige læber ikke store nok til at dække overbiddet. Gullige fortænder tittede frem som de sidste overlevende soldater i en skyttegrav.

Han så sig hver dag i spejlet for at minde sig selv om tingenes tilstand. Livet var for kort til selvbedrag og for langt til forblændelse. Karl skuttede sig. Trækken var begyndt at hale i hans knogler om aftenen. Et stensikkert tegn på at han ikke alene havde passeret livets bakketop, men nu rullede hastigt ned ad den anden side. Med et højt dunk slog han panden ind i lampen. En snert af smerte fæstnede sig i hans hoved. Så rakte han ud og stoppede lampen, inden den ville sprede skyggerne til alle sider. De kunne ikke lide den slags. De foretrak deres gemmer intakte.

Stokken slog mod de brede gulvbrædder for hvert skridt. Gennem den matterede rude kunne han se en skikkelse. Antydningen af langt hår. Sikkert en kvinde, selv om det var blevet svært at sige. Nu til dags lignede kønnene hinanden.

”Jeg er på vej,” råbte han og tog endnu et besværet skridt frem. Huset var alt for stort til ham. Han boede kun i underetagen. Værelserne på første sal var optaget af andre. Alligevel var det ham, der måtte sikre at huset ikke forgik. Træbehandling. Computere. Malerier og bøger. Det kostede alt sammen. Men uden huset kunne det være lige meget.

Skyggen bag døren rettede sig op. Det var en kvinde, eller en meget lille mand. En glød viste sig. Personen røg. Karl rynkede på næsen. Havde aldrig brudt sig om tobak. Derfor var det også kun i den fjerneste højrefløj af første sal, der måtte ryges. Han hev efter vejret. Det var hårdt at blive gammel. Heldigvis var det kun sådan, når der var gået et stykke tid siden sidst. Endelig nåede han frem og lagde en hånd fyldt med bulne blodårer på grebet.

Det knirkede, da han drejede det. Døren bandt en smule. Med et ryk gled den fri af gulvet og han trådte til side, så døren kunne svinge op.

Det var en kvinde. Og sikke et eksemplar. Kunne ikke være mere end sytten år. Halvlangt mørkt hår. Fine træk. Men det meste af kroppen var gemt i posede gevandter. En hættetrøje og joggingbukser. På fødderne gummisko. Da hun opdagede ham, gispede hun. Cigaretten faldt ud af hendes hånd ned på den vakkelvorne terrasse. Karl forsøgte sig ikke engang med et smil. Det havde altid den modsatte effekt, når han viste gebisset frem.

”Godaften,” sagde han. Han lagde kun mærke til sin stemme, når andre hørte den. Et aggregat, hvis motor var blevet udsat for lige dele perlegrus og kontaktlim ville have lydt på samme måde. Det var en stemme,der var som skabt til grimme gerninger.

”Er du faret vild?”"

Mit livs gys!

Over mange år kørte forfatteren Steen Langstrup en art føljeton, hvor han bragte forskellige horror-folks fortællinger om de gys, der havde været skelsættende for dem. Nu, hvor Steen Langstrup har opdateret sin hjemmeside til et mere tidssvarende look, har en del af det gamle materiale fået kniven (høhø) og blandt det var også serien Mit livs gys. Så den er væk. Inden da nåede jeg dog at skrive om mit livs gys og den fortælling synes jeg ikke I skal snydes for. Derfor er her mit oprindelige indlæg, som jeg skrev det dengang i 2011/12. Enjoy!

Billedet er selvranet fra hjemmesiden mxrket.dk

Jeg har oplevet mange gys gennem mine nogleogtredive år. Jeg husker stadig med væmmelse scenen fra TheFly (1986) hvor aben bliver teleporteret og ankommer med vrangen vendt ud...og stadig levende. Lige så klart står min første, og sidste, gennemglaning af Cannibal Holocaust. Den film er simpelthen så pervers, at en gang var mere end nok. Som en tredje må jeg også nævne Clive Barkers novelle The Midnight Meat Train, der stadig for mig står som en af hans absolut gyseligste historier. Men det allerbedste gys jeg har oplevet, og som stadig har sine klør i mig den dag i dag, er et lydbånd. Poul Glargaards indtaling af historien Mænd af sten.

Lige siden jeg var helt lille, og hermed mener jeg virkelig lille, blev jeg draget af det makabre og bizarre. At jeg så havde væsentlige problemer med at kapere de ting jeg smuglæste og hørte er så en anden historie. Jeg havde blandt andet et tilbagevendende mareridt om at søge trøst i mine forældres seng, for bare at opleve at min mor var blevet til et grinende skelet. Ifølge netop min mor led jeg af night terrors i over to år. Selv kan jeg kun huske en anden drøm, der handlede om ikke at kunne redde min bror der var ved at drukne.

Mænd af sten var en historie på bånd, der var en del af serien Lyt - hvis du tør. Der var en masse forskellige historier, og jeg hørte dem alle, men denne historie smadrede fuldkommen min nattesøvn første gang jeg hørte den. Jeg havde længe været skrevet op til netop det bånd på Nykøbing Falster Centralbibliotek, da det var det eneste i serien jeg manglede at høre. Så glad var jeg den dag, hvor et hvidt papkort dumpede ind og informerede mig om at min lange ventetid var overstået.

På det tidspunkt havde jeg ventet i tre måneder, noget der for en 9-årig dreng nogenlunde svarer til en evighed med et ekstra drys uendelighed ovenpå for en god ordens skyld. Fro cyklede jeg de syv kilometer til Nykøbing Falster, hentede båndet, og cyklede tilbage igen. Det her var dengang i firserne, hvor man lod børn gøre den slags. Det var efterår, og jeg glædede mig som det lille barn jeg var til at høre det. Desværre kom det til at vente, da jeg skulle til fodboldtræning, så det var først om aftenen, efter resten af huset også havde lagt sig til ro, at jeg satte båndet på.

Her bør det lige indskydes, at jeg lod, for omverdenen, som om jeg kunne håndtere hvad som helst. På den måde fik jeg jo også lov til at fordybe mig i uhyggelige ting. Virkeligheden lå dog meget fjernt fra hvad jeg sagde. Når jeg blev bange, råbte og skreg jeg ikke. Jeg gemte det helt inde i, et sted i maven hvor det kunne ligge og vokse sig større. Erindringer ligger ikke i hovedet; de ligger i maven. Min mave husker så godt, at jeg den dag i dag kan hive sætninger op fra det bånd, og vide at de er hundred procent korrekte. Den dag i dag er det stadig min mave, der giver mig de grimmeste ideer.

Det blev nat, og jeg satte båndet på. Pouls stemme lød tungt ud i rummet. ”Dav med dig”. Jeg havde ikke noget lys tændt; på en eller anden måde ville det være at snyde. I de næste mange minutter fortalte Poul mig så historien om præsten og hans unge kone, om det store kirkerum hvor der på en enorm katafalk lå to store statuer af krigere, komplet med tunge sværd. Om at allehelgensaften skulle man ikke nærme sig kirken, men det gjorde præstefruen selvfølgelig alligevel. Det var en historie om hævn, og jeg lå med hænderne ned langs siden og lyttede bare. Den var så skideuhyggelig. 

Lydeffekter i den mørke kirke, de afmålte fodtrin, vinden der slog grene mod præstegårdens vinduer og Pouls stemme ind over det hele, og den var på en måde det værste. Den var ækel. Ækel på den der ”Jeg ved noget, du ikke ved, men du kommer snart til at vide det, og så ville du ønske at du ikke gjorde det”-måde. Efter jeg havde hørt den færdig, lod jeg den bare sidde i båndoptageren. Jeg nægtede at forlade min seng. På et eller andet tidspunkt må jeg være faldet i søvn, men jeg kan ikke huske hvordan. Hvad jeg derimod kan huske, er at jeg ikke hørte båndet igen før jeg var 12. Og at det der havde nøjagtig den samme effekt på mig.

Det der nok skræmte mig mest var, at i modsætning til så mange andre grumme historier jeg havde set ellet læst, så havde hovedpersonen i denne her historie (som jeg husker det) ikke rigtig gjort noget galt. Hun fortjente ikke det der skete med hende. Havde der bare været en poetic justice, eller corny justice. Det var der bare ikke. Og det var der, det gik op for mig at grimme ting også sker for gode mennesker og uskyldige mennesker. Tanken havde selvfølgelig strejfet mig før den aften, men Mænd af sten cementerede at retfærdighed var noget, man lige så godt kunne skyde en hvid pind efter. Det onde og skræmmende finder dig, lige meget hvad.

Hør eller download historien på glargaard.dk. 

Trailer 90 - uddrag af Hr. Shetanis sjældne fugle

Jeg har gennem de sidste par måneder arbejdet meget på en samling horror-noveller ... eller er det gyser-noveller? En af de, lad os kalde dem forvirringer, jeg oftest støder på når jeg skal fortælle folk, hvad jeg skriver, er at når jeg siger horror, siger de "nårh, er det sådan nogle gysere". Jeg må indrømme at jeg har det svært med ordet, ikke mindst da gyser i min optik er en genre, der hører børne-litteratur til. Men i stedet for at blive mopset, tænkte jeg at skrive mig ud af det. Derfor vil min kommende samling også prøve at undersøge, hvad der gør en tekst til gyser og hvad der gør den til horror.

 

I Hr. Shetanis sjældne fugle, der oprindeligt blev skrevet til konkurrencen om Litteratur til drenge, møder vi Markus, der lige har mistet sin undulat Anton. Hans lidt ligeglade forældre har stukket ham nogle kroner til en ny, men på vej til dyrehandlen opdager han en helt ny forretning. Der er perlegrus og glasruder og fugle, fremfor alt uendeligt mange fugle.

"Det han havde set i vinduerne havde kun været toppen af isbjerget. Han var kun lige trådt ind, før han var omgivet af fugle. Små og store, i alle former for bure. Det var en kvidrende farvelade af en urskov. Hans blik fløj rundt. En drossel. En struds. En finke. Alle de fugle morfar havde lært ham at genkende. Han spærrede øjnene op. Et glimt af lyserødt kunne kun være en ting. En flamingo. Han skulle lige til at udforske nærmere, da en stemme afbrød ham.

”Ahem,” lød den.

Markus havde aldrig set så sort en mand. Hans hud havde samme farve som nat. Hans læber åd lyset. Han var så sort, at han var blå. Det fik mandens meget hvide øjne til at lyse op.

”Kan jeg hjælpe dig?” spurgte han på fejlfrit dansk og studerede Markus over et par runde, guldindfattede briller.

”J-jeg kigger bare lidt,” stammede han.

”Selvfølgelig. Det skal du være velkommen til. Mit navn er hr. Shetani,” lød svaret. I luften hang en stor hånd. Markus trykkede den tøvende. Den var varm, som babybassinet i svømmehallen.

”Og du hedder?”

”Markus,” svarede han.

”Godt. Nu kender vi hinanden og så kan vi også gøre forretninger. Har du lige mistet en kær ven, Markus?” spurgte hr. Shetani og blottede tænderne i et smil, der strålede som bilruder.

”Hvordan ved du det?” spurgte Markus. Manden trak på skuldrene.

”Det kan jeg fornemme. Den slags er jeg god til.”

Hr. Shetanis smil vedblev det samme.

”Så du er kommet her for at se om du kan finde en ny ven? Din mission er lykkedes. Vi snakker allerede, du og jeg, men jeg har på fornemmelsen at jeg mangler vinger for at være den ven du søger?”

Markus nikkede. Så mandede han sig op.

”Har du en undulat? En blå en, der kan snakke?”

Hr. Shetani slog en latter op, der som tordenvejr bølgende gennem butikken. På deres pinde tav fuglene.

”Alle fugle kan snakke, Markus. Jeg tænker bare, at måske skal du ikke have en undulat igen? Anton var noget specielt, og det kan sagtens være at den næste undulat ikke er det. Hvis du er modig kan jeg vise dig nogle helt andre fugle.”

”Hvorfra ved du at han hed Anton?”

”Sagde du ikke det lige før?” svarede hr. Shetani med et skuldertræk. Han så hen over hovedet på Markus, der fulgte hans blik. Det faldt på et rødt forhæng bag disken.

”Gjorde jeg det?” svarede Markus. Han var ikke sikker.

”Ja. Hvor skulle jeg ellers vide det fra?”

”Nej, det er rigtigt nok.”

Bibliotekspenge og antologier

Det er en meget konkret sandhed, at det er ganske vanskeligt at leve af at være kunstner i Danmark - og det er vist lige meget om man er illustrator, musiker, forfatter eller billedkunstner, for slet ikke at nævne performance artists og dansere. Som forfatter har man dog lidt fast indtjening, og den kommer gennem de årlige bibliotekspenge. Nu siger jeg man, og det er så også at tage munden for fuld. Hvis man når over spærregrænsen, får man bibliotekspenge og den grænse plejer at være omkring de 2000 kroner. Og der skal faktisk en del sider til for at nå derop. Du kan selv prøve at se hvordan man udregner bibliotekspenge inde på mit søstersite.

Netop bibliotekspengene er vigtige. Selv om man skal betale skat af dem, hvilket kan føles noget øv, er de alligevel et skulderklap. Det, man har lavet, er godt nok eller interessant nok eller populært nok til at man får en form for løn for det arbejde, man har lagt i at skrive. At min timeløn, efter skat, så er omkring 1½ krone, er en anden historie. Som forfatter har du meget lidt fast indkomst, og derfor er pengene rare at få. Man kan regne med hvornår de kommer, lægge budget ud fra dem og evt. betale restskat med dem. De er et dejligt fikspunkt i en ellers noget rodløs tilværelse.  

Som forfatter kommer jeg fra antologiernes verden. Med det mener jeg at jeg skriver mange noveller og medvirker i mange antologier. Det vigtige ved det, når det kommer til bibliotekspenge er, at deltagelse i antologier IKKE AUTOMATISK BLIVER REGISTRERET! Med andre ord, det skal du selv have styr på. Hvis du som jeg medvirker i mere end en antologi, er det meget klart noget du ikke må snyde dig selv for. Et slag på tasken er nok, at for hver 10 antologier du medvirker i, svarer det til et selvstændigt værk. Alt sammen værd at tage med.

Men hvordan gør man så? For det første skal du være registreret som modtager af bibliotekspenge. Det gør du ved at følge dette link. Når først du er oprettet, er det for life. Hvis du udgiver selvstændige værker, bliver de automatisk indregnet, men når det kommer til antologier, skal du udfylde et skema. Det skema er her: ANTOLOGISKEMA. Det skema skal du udfylde for HVER antologi du medvirker i. Inden du kommer så langt, skal du dog lige have lidt på plads. Kulturstyrelsen skal have noget information, nemlig TITELBLAD, KOLOFON og KOMPLET INDHOLDSFORTEGNELSE til HVER antologi. Jeg plejer at tage billeder med min telefon af siderne, da Kulturstyrelsens upload-system understøtter billeder. Og så må du bare vente. Og vente. Og vente. For det irriterende er, at de antologier du har medvirket i og nu har sendt oplysninger om, ikke bliver medregnet før næste år. Det har jeg dog prøvet at tage i opløbet, da jeg allerede nu har indsendt information om nogle antologier, jeg har medvirket i. Det bliver spændende at se hvad der sker. Jeg håber dog at Kulturstyrelsen i længden har tænkt sig at bruge et andet system. Det er ikke fair over for forfatterne.

Jeg håber du kunne bruge mit indlæg til noget - der er i hvert fald ikke noget værre end at snyde sig selv.

Aprils arbejde 2015

Det er den 1. maj, og verden boltrer sig i en blanding af styrtregn, blå himmel og klart solskin. April måned skilte sig ud fra mange af de andre, ved blandt andet at indeholde en uges skriveophold på Hald Hovedgaard og så være en af de måneder, hvor tastaturet ikke blot har været rødglødende, men hvidglødende. Så mange ord, så lidt tid.

 

I april har jeg brugt en masse tid på ikke bare en roman, men hele to af slagsen. Det er dog også blevet til en enkelt novelle:

Under spotlightet (4300 ord, realisme)

Lea (18500 ord, realisme, i alt 51500 ord)

Et satans arbejde (103100 ord indtil videre)

I novellen Under spotlightet får vi lov til at tage på en tur ind i hovedet på en ekstremt kendt sangerinde. Hun er feteret, hun er elsket og hun er faktisk også et ordentligt menneske. Hun elsker at optræde, men mest af alt elsker hun at sidde efter et show, drikke vand og læse digte. Især af en speciel digter. Og en dag spiller hun tilfældigvis i nærheden af hvor han bor.

Romanen Lea har jeg udelukkende skrevet på Hald Hovedgaard. I sidste februar skrev jeg 33.000 ord på den, og så tog jeg fat i den her i april, hvor jeg skrev den færdig. Nu får den lov til at hvile sig, inden den skal redigeres, omskrives og sættes helt korrekt op. Historien handler om kærlighed, er meget realistisk og eksperimenterer især med form. Selv tænker jeg den som en fed anderledeshed, der både er underholdende, tilgængelig og velkendt. 

Jeg har dog ikke kun arbejdet med de længere tekster. Som det efterhånden er blevet en vane, har jeg fået lavet to Skår i løbet måneden. Forresten skal jeg læse op her den 5. maj, hvor verden vil blive præsenteret for netop nogle Skår for første gang - så kom endelig og hør på.

Munkecelle (om et kloster, en bange munk og et besøg langt væk fra)

Gåtur (om en pige, en dreng og et rasende sandhedsvidne)

I løbet af april måned var jeg ude at være officiel et par gange. Den 18. april medvirkede jeg i eventet "Disasters With a Capital Z. Zombie Fiction in an Expanded Context", hvor der var fire oplægsholdere. Eventet var, ud over oplæggene, også fernisering for hele udstillingen Society Z. Ud over mig selv, der snakkede om Pandaemonium, talte Rune Graulund om zombiens genkomst som tropisk enhed i computerspil, Laust Schouenborg om en simuleret zombieapokalypse anvendt blandt de studerende på RUC og det hele blev rundet af med et hold fra Copenhagen Center for Disaster Research, der fortalte om deres tværfaglige samarbejde involverende fiktion og fakta. Som altid, når Jacob Lillemose står for et event, var det både sjovt og spændende. Hold øje med facebook-sitet X and Beyond, hvis du vil se hvilke events der bliver afholdt i forbindelsen med udstillingen, der løber indtil 9.maj.

Et par dage senere, den 20. april, var der uofficiel præsentation af antologien StORDstrømmen Antologi 2015, der er en samling tekster og billeder fra 50 kunstnere, der alle er medlemmer af interesseorganisationen StORDstrømmen. Præsentationen blev afholdt på Embassy of Lolland-Falster her i København og der blev holdt et par korte taler, hvorefter Karen Zubari, Michael Næsted Nielsen og jeg selv læste op fra vores bidrag til antologien. Et par dage senere, den 23. april, var den officielle præsentation og selv om jeg var forhindret i at deltage, håber jeg de alle havde en fantastisk dag.

På redigeringsfronten har jeg syslet med at redigere de fjorten noveller, der kommer til at udgøre en horror-samling, og det begynder virkelig at ligne noget. Inden længe vil jeg løfte sløret for hvad det dog er for noget - og det bliver et helt selvstændigt indlæg.

Og nej - den forbandede roman Et satans arbejde nægter ganske enkelt at slutte. I have created a goddamn monster!!! Så nu gider jeg ikke snakke mere om den, før den er færdig. BASTA! Nyd den langsomt spirende sommer - og jeg vil dykke ned til bunden af papirbunkerne.

Aprils nyheder - om antologier, sms-novelle og arbejdslegat

Vi nærmer os slutningen af april og maskinerne kører på maksimum i forfatterværkstedet. Var dette en alternativ virkelighed, hvor min computer var dampdrevet, ville det meste af Nørrebrogade være fyldt med hvid og grålig damp. Jeg ved egentlig ikke om jeg er ked af, at det ikke forholder sig sådan. En dampdrevet datamat har alligevel en vis pondus. Der er sket en del ting i april måned, ikke mindst noget jeg havde afskrevet som en umulighed. Så lad os komme i gang.

I løbet af april måned er der udkommet to antologier, hvori jeg medvirker. I Tågevals fra forlaget Kandor drejer det sig om kriminoveller, der ellers ikke er min metier, men det er lykkedes mig at snige novellen Redningsmand med. Den handler om en pensioneret lærer, der er ganske besat af lykke og af at gøre det rigtige. Hvis nogen vil mene, efter endt læsning, at den ikke helt kvalificerer sig som en kriminovelle, vil jeg give dem ret ... den overholdt blot indkaldelsens kriterier. Den anden antologi er en medlemsantologi for medlemmerne af interesseorganisationen StORDstrømmen, der figurerer under Dansk Forfatterforening. Den bærer titlen StORDstrømmen Antologi 2015, og i den har jeg den meget gamle novelle Spillemaskinen med. Den novelle er en af de få ting jeg har skrevet, der direkte anvender indtryk og følelser om og fra min hjemstavn, og den blev oprindeligt skrevet i 2009. Jeg tænkte blot at den virkelig passede ind i antologi, hvor de medvirkende 39 forfattere og 11 grafikere alle har tilknytning til det gamle Storstrøms Amt. Som forfatter er det rigtig fedt for mig at medvirke med disse noveller, da de begge er ret realistiske - et desværre meget overset element af mit forfatterskab, på trods af at mine realistiske fortællinger udgør næsten halvdelen af alt jeg skriver.

Selv om det er en gammel nyhed, skal den alligevel med her. For omkring et halvt år siden udkom min sms-novelle Vi savner dig på forlaget smspress.dk. Der har den ligget meget roligt, men på det seneste er den med i et reklamefremstød ... og det har direkte påvirket salget. Derfor vil jeg også lige nævne den her - så har du endnu ikke forsøgt dig med sådan en satan, kan du investere i den lige her eller , hvis du er heldig, låne den på dit lokale bibliotek.

Det sidste, og det mest utrolige, har jeg gemt til sidst. Hvert år i februar ansøger mange af landets forfattere Statens Kunstfond om et arbejdslegat, og jeg er ingen undtagelse. I år var tredje år jeg søgte, og som de andre år regnede jeg ikke med at få noget. Derfor åbnede jeg også mailen, jeg modtog her i marts uden de store følelser. De kom så væltende ned fra himlen, for ufatteligt nok havde jeg modtaget et legat. Ikke et af de helt store, ikke det forjættede 3-årige, men heller ikke et af de helt små. Jeg anede bogstaveligt talt ikke hvad jeg skulle sige eller gøre. Det føltes fuldkommen uvirkeligt og det gør det egentlig stadig. Nu, hvor jeg har fået det lidt på afstand, er jeg selvfølgelig meget glad for pengene og æren ... men jeg er faktisk gladere for det mit legat repræsenterer. I mange, mange, mange (læs: næsten altid) år er de fantastiske genrer blevet mødt med hån eller ligegyldighed, som noget, der ikke kunne tages alvorligt. Det var i hvert fald ikke noget, der kunne betragtes som kunst eller støtteværdigt, det var underlødigt og det var nichépræget. Jeg tror nu ikke træerne vokser ind i himlen, men jeg håber alligevel at det faktum at jeg, der også er genreforfatter, modtager et legat er vidne om at tiderne er ved at ændre sig. At der bliver plads til science fiction, horror og fantasy for voksne og at den brede vifte af mange dygtige forfattere jeg kender til også har en reel chance for at modtage anerkendelse, både i form af at blive betalt for deres arbejde, men også i den bredere offentlighed. Disse ting er, om noget, vigtigere end alt andet.

Det var alt for denne gang, men jeg ved at der kommer spændende nyheder i maj! Stay tuned!