Jeg har gennem de sidste par måneder arbejdet meget på en samling horror-noveller ... eller er det gyser-noveller? En af de, lad os kalde dem forvirringer, jeg oftest støder på når jeg skal fortælle folk, hvad jeg skriver, er at når jeg siger horror, siger de "nårh, er det sådan nogle gysere". Jeg må indrømme at jeg har det svært med ordet, ikke mindst da gyser i min optik er en genre, der hører børne-litteratur til. Men i stedet for at blive mopset, tænkte jeg at skrive mig ud af det. Derfor vil min kommende samling også prøve at undersøge, hvad der gør en tekst til gyser og hvad der gør den til horror.
I Hr. Shetanis sjældne fugle, der oprindeligt blev skrevet til konkurrencen om Litteratur til drenge, møder vi Markus, der lige har mistet sin undulat Anton. Hans lidt ligeglade forældre har stukket ham nogle kroner til en ny, men på vej til dyrehandlen opdager han en helt ny forretning. Der er perlegrus og glasruder og fugle, fremfor alt uendeligt mange fugle.
"Det
han havde set i vinduerne havde kun været toppen af isbjerget. Han
var kun lige trådt ind, før han var omgivet af fugle. Små og
store, i alle former for bure. Det var en kvidrende farvelade af en
urskov. Hans blik fløj rundt. En drossel. En struds. En finke. Alle
de fugle morfar havde lært ham at genkende. Han spærrede øjnene
op. Et glimt af lyserødt kunne kun være en ting. En flamingo. Han
skulle lige til at udforske nærmere, da en stemme afbrød ham.
”Ahem,”
lød den.
Markus
havde aldrig set så sort en mand. Hans hud havde samme farve som
nat. Hans læber åd lyset. Han var så sort, at han var blå. Det
fik mandens meget hvide øjne til at lyse op.
”Kan
jeg hjælpe dig?” spurgte han på fejlfrit dansk og studerede
Markus over et par runde, guldindfattede briller.
”J-jeg
kigger bare lidt,” stammede han.
”Selvfølgelig.
Det skal du være velkommen til. Mit navn er hr. Shetani,” lød
svaret. I luften hang en stor hånd. Markus trykkede den tøvende.
Den var varm, som babybassinet i svømmehallen.
”Og
du hedder?”
”Markus,”
svarede han.
”Godt.
Nu kender vi hinanden og så kan vi også gøre forretninger. Har du
lige mistet en kær ven, Markus?” spurgte hr. Shetani og blottede
tænderne i et smil, der strålede som bilruder.
”Hvordan
ved du det?” spurgte Markus. Manden trak på skuldrene.
”Det
kan jeg fornemme. Den slags er jeg god til.”
Hr.
Shetanis smil vedblev det samme.
”Så
du er kommet her for at se om du kan finde en ny ven? Din mission er
lykkedes. Vi snakker allerede, du og jeg, men jeg har på
fornemmelsen at jeg mangler vinger for at være den ven du søger?”
Markus
nikkede. Så mandede han sig op.
”Har
du en undulat? En blå en, der kan snakke?”
Hr.
Shetani slog en latter op, der som tordenvejr bølgende gennem
butikken. På deres pinde tav fuglene.
”Alle
fugle kan snakke, Markus. Jeg tænker bare, at måske skal du ikke
have en undulat igen? Anton var noget specielt, og det kan sagtens
være at den næste undulat ikke er det. Hvis du er modig kan jeg
vise dig nogle helt andre fugle.”
”Hvorfra
ved du at han hed Anton?”
”Sagde
du ikke det lige før?” svarede hr. Shetani med et skuldertræk.
Han så hen over hovedet på Markus, der fulgte hans blik. Det faldt
på et rødt forhæng bag disken.
”Gjorde
jeg det?” svarede Markus. Han var ikke sikker.
”Ja.
Hvor skulle jeg ellers vide det fra?”
”Nej,
det er rigtigt nok.”
