Maj har været fyldt med ting der skulle skrives færdig, diverse skrivekonkurrencer og oplæsninger. Jeg har hele tiden arbejdet på to ting, hvilket ikke har overladt meget tid til noget andet. Derfor blev det i maj måned til fire noveller:
Krystal (fantastisk
fortælling/realisme, 2500 ord)
Høns (science fiction, 1800 ord)
Den allersidste dans (science
fiction, 5100 ord)
Hr. Shetanis sjældne fugle (fantastisk fortælling, 2500 ord)
Krystal handler om en frivillig operation. Et af kroppens organer, der har tilføjet ejermanden megen smerte, skal udskiftes. Men det nye organ er ikke af kød, men af glas.
Høns finder sted i den umiddelbare fremtid, hvor museer har adgang til udstillingsskabe, der kan se gennem tiden. Under et besøg på Køge lokalhistoriske museum fletter fremtiden sig sammen med fortiden.
I Den allersidste dans er Jorden i gang med at blive udslettet. Der er intet at gøre. Intet at sige. Så hvorfor ikke danse den allersidste dans, mens Jordens historie flyder forbi på den sidste rejse mod evigheden.
Hr. Shetanis sjældne fugle er historien om Markus, der lige har mistet sin elskede undulat Anton. På vej hjem fra skole opdager han en lille forretning, der er større på indersiden end ydersiden. Ejeren hedder hr. Shetani, hans tænder gløder som bilruder og hans fugle er i særdeleshed sjældne.
I juni? Jeg ved det ikke. Jeg er træt.