En julebøn fra den ukendte forfatter

Det er den 1. december og der er 24 dage til juleaften. Fireogtyve decemberdage fyldt med julekalender, gløgg, skinnende børneøjne og gaveindkøb. Og en af de ting, der købes og gives mest af, også i december, er bøger. Boghandlerne bugner med bøger, de store forfattere står side om side i de store vinduer med godt placerede spotlights, designet til at lokke kunderne til. Bestsellere fra andre år og andre af dette års måneder står også fremme, for titler er noget, der bliver husket. Ikke mindst når man bliver mindet om dem. Men boghandlere er kun så store, som deres kvadratmetre tillader og supermarkederne skal tænke på profitmaksimering. Derfor står der kun de værker, de er fuldkommen sikre på, at de sælger. Dem, der allerede har solgt i tusindvis af eksemplarer. Dem, der er blevet anmeldt i alle de store dagblade. Dem, hvis forfatters navn vækker genkendelse. Men i december, som i alle andre måneder, er der nogen, der bliver glemt.

Mange danske forfattere står rundt omkring på landet biblioteker, men sjældent i forreste række. Oven i dem kommer alle de forfattere, der ikke har en bog stående på noget bibliotek, men ikke desto mindre har udgivelser bag sig. Nogle forfattere skriver meget og udkommer med mindst en bog om året. Andre ser det at skrive som en hobby, og er tilfredse med at have et digt med i en antologi. Nogle insisterer på at udkomme på papir, andre sværger til e-bøger. Hvad de har tilfælles er at de alle sammen ønsker at blive læst og det kun er de færreste af dem, der bliver det. Det er der mange grunde til.

Peter Ilsted: Læsende kvinde ved kertelys

Den største og mest afgørende faktor er synlighed. Hvis en forfatters bog står i boghandlerens vindue eller ligger fremme i supermarkedet, bliver der solgt flere eksemplarer. Det er simpelt, det er ligetil, men ikke mindre afgørende. For det betyder at kun de sikreste salg ender i spotlightets skær. Alt andet ville være dårlig forretningsførelse. Et andet væsentligt punkt er reklame og opmærksomhed. Hvis bogens forside vækker genkendelse, hvis der er blevet reklameret for den på togstationerne og i fjernsynet, hvis den er blevet anmeldt i respekterede medier, vil køberne spørge efter den. Det fungerer og det koster også mange penge. Stadig skal man ikke glemme jungletrommerne; at en læser har fået en god oplevelse, og anbefaler den læste bog videre, indtil der med lidt held skabes en frodig underskov af nye købere.

I Danmark findes der mange små forlag. Nogle af dem er enmands, andre har et mindre hold folk, der tilsammen udgør alt fra redaktion til PR-afdeling. Tilfælles for disse mindre forlag er at pengene ofte er små. Ikke fordi de er ødsle eller søsætter for store skibe, men fordi de ikke tjener nok på bogsalg. Derfor kan de også kun sjældent tilbyde deres forfattere reklame noget sted. I stedet for sender de anmeldereksemplarer ud til nær og fjern, i håb om at en af de store dagblade binder an med en anmeldelse, men størstedelen af tiden går de forgæves. For en avis er ligesom en boghandel eller et supermarked: Der er kun en begrænset plads, og den plads skal helst sælge maksimalt. Derfor går anmelderpladserne til allerede kendte forfattere og store forlag.

Den gennemsnitlige danske forfatter kan ikke regne med reklame eller at se sit navn bøjet i neon. Den gennemsnitlige, danske forfatter kan heller ikke regne med at få en anmeldelse i et anerkendt og landsdækkende medie. Derfor har den gennemsnitlige, danske forfatter kun den tredje mulighed til rådighed: jungletrommerne. Og det er her, jeg har en bøn til dig som læser, for uden dig er det fuldkommen umuligt.

 
Når du i år skal købe en bog som gave, så køb en bog af en ukendt eller mindre forfatter. Kan du ikke købe, så lån, anmeld eller anbefal.

Du vil kun sjældent finde ham eller hende på hylderne i de store boghandlerkæder, men i stedet for på nettet. Besøg sider som saxo.dk og arnoldbusck.dk, men husk at gå væk fra forsiderne. Taget kig på steder som anafor.dk, der samler små forlags bøger. Hold øje med din facebook-feed, spørg dine venner om forfattere, de synes er specielle eller gode. Se dig for: Der er hist og her små boghandlere, der tør tage en chance og som har et mere varieret sortiment. Overrask dine kære med noget helt andet end de havde forventet: En digtsamling, en novellekreds eller måske en fantasyroman af en forfatter, de ikke kender. Eller overrask dem med noget af den slags, de plejer at læse - men af en ny forfatter. Der er så mange fede oplevelser derude, så mange vidunderlige strofer og fremragende historier, der gemmer sig bag omslag og i downloads. Den danske forfatter er Klaus Rifbjerg og Josefine Ottesen. Men han er også mig - og hundrede andre som mig. 

Forfatterne: Ulla Taylor, Rune Stefansson, Marianne Jørgensen, Inger Gammelgaard Madsen , Per-Olof Johansson, Anita Lillevang, Mette Sø, Brian Ørnbøl.

Mine ord er blot et ekko af Jussi Adler-Olsens åbningstale på BogForum i år, hvor han kaldte en række mindre og/eller ukendte forfattere op på scenen og med følgende ord opfordrede alle til at læse noget, de ikke kendte: "Min tale her er en hyldest til dem og en bøn til alle jer om at kigge godt efter på hylderne imellem alle bestsellerforfatterne." Desværre tav de forsamlede medier Jussis tale ihjel. De hverken kommenterede eller problematiserede den. Heldigvis kontrollerer de endnu ikke jungletrommerne helt. Jeg har forsøgt at slå takten an med dette indlæg. Men jeg har brug for dig til at holde rytmen og jeg er sikker på at du kan. Og hvis du samtidig gad dele mit indlæg på facebook, på twitter, på instagram, på snapchat, på alle de ting du kan komme i nærheden af, så vil du gøre mig og en masse andre forfattere frygtelig glade. På forhånd tak. Og glædelig jul.

Trailer 81 - uddrag af I sit ansigts sved

I de sidste mange år har Science Fiction Cirklen (SFC) haft en årlig novellekonkurrence, hvor man kan sende ind til i håbet om at ens novelle bliver udvalgt til årets antologi. Selv deltager jeg hver år, selvfølgelig fordi jeg gerne vil på tryk, men lige så naturligt fordi det er et af de få steder, hvor der udgives science fiction i Danmark. Min deltagelse i konkurrencen sidste år medførte at novellen I sit ansigts sved blev en del af antologien Farvel, min astronaut.

Forsiden er konstrueret af Manfred Christiansen.

En af de ting jeg har det vanskeligst med når det kommer til science fiction, er at genren beskrives som værende ikke litterær. Derfor valgte jeg at lade mig inspirere af Steinbecks Mus og mænd. I novellen møder vi købmanden Tristan, hvis hjælper Steen ikke har alle mumitrolde i Dalen. Den verden de findes i har været igennem en katastrofe, og næsten alt elektrisk og elektronisk er enten ødelagt eller ude af funktion. Ombord på sin kærre har Tristan dog noget ganske særligt, der med lidt held vil kunne indbringe nok til et liv væk fra de støvede landeveje og de syge mennesker, der er fulgt i katastrofens kølvand. I sit ansigts sved var nomineret til Niels Klim-prisen i 2013.

"Det trækker allerede i Tristans mundvige. Smilet skal sidde ordentligt. Mens de har ventet, har han tjekket gården. Ingen tegn på ledninger, telefon eller strømførende. Ingen lyde fra maskiner. De er præcis så primitive som han håbede på. Gården er nymalet. Ingen afskalning. Bag ved hovedbygningen er en mindre frugthave. Det her er ikke et fattigmandsbo. De har midler på lommen. Passer på deres ting.

Steens tunge hoved ryger op. Måske har han sovet. Det sker nogle gange at Steen døser, uden at være klar over det. De store øjne ser på Tristan, som tager det lige et øjeblik før de genkender ham. Så sjosker han hen mod deres vogn, lige tidsnok til at stå i dens skygge, da hesten drejer om hjørnet.

Tristan har det som om en stor hånd rækker ned fra himlen og maser hans indvolde. En hest. De er rigere end han troede. Heste er så sjældne, at de knapt nok har en pris. De havde ingen immunitet mod sygdommen. Døde som fluer. Og blev så ædt af fluer. Som de fleste andre. En hest. Det kunne være en god byttehandel. Han ser allerede bjerge af rigdom begrave ham. Et svalt værelse. Med aircondition. Fjernsyn. Rindende vand, varmt og koldt.

Det er en hoppe. Den tunge gud vrider hans indvolde en ekstra gang. Det bliver bedre og bedre. En hoppe er mere værd end en hingst. Lige som en riffel er bedre end en pistol, et saltet stykke kød mere appetitligt end et fyldt med maddiker. Støvet hvirvles op, da vognen trækker ind på gårdspladsen. Den er mindre end hans. Bagi ligger store spoler tyk tråd. Så låser han sit blik på føreren.

En klassisk bondeknold. Kunne sikkert æde en ko, og brokke sig over at yveret ikke var sejt nok. Kantede træk. Ikke et gram overflødigt fedt på den solbrændte krop. En riffel over benene. Militær. Så langt fra kvindens jagtgevær som bue og pil er fra et missil.

”Steen, for helvede. Vær lige med her,” siger han og dasker ham i nakken med flad hånd. I døren til huset dukker kvinden op. Hun har det lille barn på armen. Knægten ser frem fra hendes skørter. Der er et begejstret udtryk på hans ansigt. Tristan starter allerede smilet. De har en allieret i knægten. Stakkels dreng. Der sker helt sikkert ikke en skid herude. Andet end når en af hønsene lægger et specielt stort æg.

Hesten vrinsker, og vognen glider til holdt, men da er Tristan allerede på vej frem, med armene ud til siderne, som gjorde han klar til en omfavnelse.

”God eftermiddag,” råber han over støvet. ”Hvor er jeg glad for at se Dem. Deres kone var venlig nok til at lade mig og min kammerat få en skænk vand og vente i skyggen, til De kom hjem.”

Manden hopper ned fra vognen. Fødderne rammer den hårdtstampede jord med en tung lyd. De er iklædt den slags støvler, der kunne bringe en tusind kilometer, uden at man fik den mindste vabel. Manden slår med hånden i luften, og konen retter jagtgeværet mod dem. Så griber han riflen, og vender sig om. Ser på Tristan.

De er lige høje, men Tristans skuldre er kun halvt så brede. Med en fejende bevægelse tager han hatten af hovedet, og bukker.

”Tristan Markus, til Deres tjeneste.”

”Dæergomædaj,” svarer manden, og løfter riflen en smule. Tristan kender godt den slags rifler. Lasersigte. Varierende ammunition. Det våben alene ville kunne skaffe ham to gode trækhunde, eller en fantastisk. Så kommer han i tanke om pistolen i bæltet. Måske gør det ikke noget. Det der er vigtigt er at han ikke har trukket den.

”Min gode mand. Jeg er ikke her for at gøre Dem eller Deres noget ondt. Kun for at handle. Manden De ser stå i skyggen er min følgesvend Steen. Tag Dem ikke af hans udseende. Under skindet gemmer der sig en sand specialist. Der er ikke den ting, han ikke kan reparere, ikke den ting han ikke kan konstruere.”

Tristan gør alt hvad han kan for ikke at stirre på hesten. Den kan ikke være mere end to eller tre år gammel. Et pragteksemplar.

”Og dig? Hvad kan du?” svarer manden med accent. Tydeligvis andetsprog, men bedre end at skulle kommunikere på det muddermål, de kalder et sprog.

”Jeg forstår mig på metaller og legeringer. På alskens varer. Undskyld, men jeg fangede ikke Deres navn?”

”Måske fordi jeg aldrig gav dig det. Hvad vil du her? Vintermarkedet er først om tre måneder.”

Novembernyheder

En rigtig tung arbejdsuge er blevet lagt i graven, på Nørrebro er himlen samme farve som våd beton og løbetøjet ligger klar på radiatoren. Forude venter en weekend fyldt med ord og skrivning, samlen op på projekter og skrive nye. Så imens vandet til de blødkogte æg kommer i kog og endnu en bunke papirer skrider ned på gulvet, er der blevet plads til nyheder fra skrivepulten:

Sidste år (2013) på BogForum kom jeg forbi SMSpress' stand. Jeg havde selvfølgelig hørt om dem, men kun arbejdet med sms-noveller en enkelt gang på mit arbejde. Jeg faldt dog i snak med dem, de havde hørt mit navn i forbindelse med horror, og ville egentlig gerne høre om jeg kunne "levere" noget lignende. Selvfølgelig sagde jeg ja, og nu, præcis et år efter, ligger sms-novellen Vi savner dig klar til at blive købt af DIG. Jeg kan dog afsløre, at det ikke blev horror, men det gør slet ikke historien dårligere. En af de sværeste ting ved at skrive den var at alle de beskrivende elementer, man som forfatter konstant anvender, mere eller mindre var borte. Du havde kun en direkte dialog, til at skabe en stemning med. Det synes jeg nu lykkedes ganske godt. Novellen koster 25 kroner og du kan købe den ved at følge linket. Det ville også være fedt, om du likede den eller delte den på facebook (eller andre steder) - synlighed er nøglen til mere eller mindre alt.

Under årets (2014) BogForum udkom endelig den niende tilføjelse til Lige under overfladen-serien, denne med undertitlen De sidste kærester på Månen. Nu er den første anmeldelse faldet, den er ret så positiv og om min novelle Ukrudt har Jette Holst følgende at sige:

"Også A. Silvestri imponerer med sin novelle ’Ukrudt’, som foregår på en planet, hvor en stamme fortæller om livet, der hver eneste dag er en kamp mod planterne. En velskrevet og velkomponeret historie, som rummer flere overraskelser undervejs."

Tidligt på året udskrev forlaget Kandor en novellekonkurrence med titlen Døden har en årsag. Indkaldelsen lød på kriminoveller, novellen skulle blandt andet indeholde et mord og et svar på spørgsmålet Hvorfor? Som de der kender mig ved er krimi ikke det sted jeg danser mest rundt, men min novelle Redningsmand kom alligevel med i samlingen. Om det er en krimi eller noget helt andet, vil jeg så lade være op til læserne. Antologien udkommer i begyndelsen af næste år.

Nu vil jeg vende mig mod skrivebordet. Og må din dag blive en af de mindeværdige.

Oktobers arbejde 2014

Når man kigger ud af vinduet, skulle man ikke tro at det allerede er november. Oktober har været mild som en overfordret kat og vanen tro har den nu forgangne måned indeholdt en efterårsferie - noget jeg som forfatter sætter enorm pris på, da der så kan rettes op på nogle hængepartier, og mindst lige så vigtigt, skrives på nogle spændende projekter.

Oktober har mildest talt været fyldt med projekter, hvilket er rigtig fedt. Dem vil jeg komme til om et øjeblik, men inden da skal I lige høre hvad jeg selv har fået skrevet:

Holger skal dø (2300 ord, realisme)
Et satans arbejde (arbejdstitel, humor, 14500 ord indtil videre)

I Holger skal dø, skal Holger, ikke overraskende, dø. Der er ingen måske'er, eller forhandlinger. Han har lige været til middag hos familien, inden han skal hjem til hospicet. Han betaler taxacaufføren ekstra for ikke at tale, men bare lytte. En historie, der virkelig kunne være sort, men som ender med ikke at være så grim alligevel.

Et satans arbejde kommer I til at høre mere om når den engang er færdig.

Det er ligeledes blevet til et enkelt Skår:

Hjemve (om et selvbyggende hus og en nysgerrig dreng)

Som i sidste måned, har jeg siddet rigtig meget ved computeren, til dels med mine egne ting og til dels med andres. Romanen fra sidste måned er færdigredigeret og er vist allerede i trykken, jeg har anmeldt en fantasy-roman på metrord.dk (Søstrene fra Ravdos), jeg har korrektur-oversat en science fiction-novelle og tilmed anvendt mine historielærer-færdigheder på at redigere et fagbogsmanus. Det er vanvittigt underholdende og givende at få lov til at prøve så mange forskellige ting. Det håber jeg bliver ved.

I min egen skrivebiks har jeg korrekturlæst novellen Udyr, der vandt Kandors varulvekonkurrence. Med lidt held kommer den ret spændende antologi ud i denne måned og jeg ser frem til at se de andres historier. Jeg har oversat min gamle novelle Forhæng til engelsk og sendt den til et litterært magasin. Den er jeg lidt spændt på hvad der sker med. Sidst, men ikke mindst, har jeg næsten hemmeligt arbejdet på en SMS-novelle med titlen Vi savner dig. Den er nu også næsten klar, så jeg håber det vil være muligt at finde den til BogForum.

I november måned skal jeg arbejde på en omskrivning af kortromanen Al kødets gang, der, hvis alt flasker sig, udkommer til februar, jeg skal læse en roman og komme med bagside-udtalelse, og så glæder jeg mig rigtig meget til at være gæst i Cinemateket d. 9, hvor jeg er med i en talkshow-debat om epidemier. Jeg skal, selvfølgelig, snakke om zombier. Og så er der også BogForum, der så absolut ikke må glemmes. Jeg signerer bøger og er til at snakke med mellem 13 og 13.30 om lørdagen, på forlaget Valetas stand. 

Men hvad med den der oplæsning i Forfatterforeningen? Jeg runder indlægget af med dette billede. Må I alle have det fantastisk.

Silvestri med vest, høj hat og enorm bog. Der var blod og indvolde mellem siderne.

Trailer 80 - uddrag af Kaffe,sort

En af de spændende ting, når man for alvor begynder at sætte en samling noveller sammen, er selve udvælgelsen. Jeg starter altid ud med en helvedes masse og en for en ryger de så ud, indtil jeg står med nogle rigtig gode kandidater. I denne histories tilfælde var det noget ganske andet, der var på færde. Jeg syntes at jeg manglede en novelle, der handlede om både noget uundgåeligt og som samtidig matchede det altoverskyggende tema i Optisk bedrag. Det kom der novellen Kaffe,sort ud af.

I Kaffe,sort handler det hele om Johannes, der er 91 år gammel og ser ud som om han burde være død for mindst 10 år siden. Han sætter sig ved en fremmeds bord på en café og hiver en pose kammerjunker frem af en sportstaske. Han bestiller kaffe og Grand Marnier, og begynder så at snakke. Og snakke, og snakke og snakke. Johannes' samtalepartner er blot en statist for den enorme mængde ord, Johannes skal af med. Optisk bedrags tema er at alt afhænger af de øjne der ser, og læsere har beskrevet netop denne novelle som både "nedtrykkende" og "livsbekræftende". Du må selv dømme. Uddraget er helt fra starten af.

"Da han taler til mig, ser jeg op fra min kaffe, lægger avisen til side og ved, at han skal dø. Hans ansigt er som hvidt papir, hans ånde løs i kødet. Det han havde spurgte mig om, var ikke noget vigtigt, ikke noget stort. Det var en af den slags spørgsmål vi alle bruger fra tid til anden. Mest over for folk vi ikke kender eller prøver at nærme os. De spørgsmål vi stiller til vores familie og venner er ofte mere intime.

Jeg kender ham ikke, men ved at han skulle dø. Ikke om mange år, eller ved en ulykke. Han skal dø lige om lidt, fordi det er hans tid. Han sætter sig ned over for mig, kæler for sit papkrus med benede hænder og stirrer ud gennem de lidt fedtede ruder. Noget gult sidder i hans skæg, rester af et morgenmåltid. Tøjet hænger fra hans magre skuldre, på samme måde som det med garanti har hængt på en bøjle, inden han tog det på.

Noget knitrer. Først tror jeg, det er min avis, men jeg tager fejl. Han bærer rundt på en sportstaske. Den har han sat på bordet ved siden af os. Det knitrer under polyesterflapper. Så tager han rundt og gyldent op, og propper det i munden. Kammerjunker. Jeg kan lige se firmaets logo og navn på det yderste af posen. Der er huller mellem hans tænder. Tunnelåbninger i hans hoved.

”Har du lyst til at snakke?” spørger jeg. Skubber avisen lidt længere væk fra mig. Viser på den måde, at jeg vil høre, hvis han vil tale.

Kort flakker øjnene. De er hængemulede, tilvandede. Smutsten i smult vande. Så kommer nikket. Velovervejet, grundigt. Han tager en tår af kaffen. Bløder kagerester i munden op med sort. Hans læber er leverfarvede. De smasker.

Nu, hvor jeg har fået hans ja, læner jeg mig tilbage i stolen. Der er ikke mange gæster på caféen. Det er for tidligt på dagen. Metodisk går han sine lommer igennem. En for en lægger han genstande mellem os. Et nøgleknippe, fyldigt, den slags der dikterer lyden af en pedels gang. En sammenrullet notesbog. Moleskine. Den tidlige forfatters anker i verden. Ved siden af notesbogen en kuglepen med filtspids. Sort. En pung, tyndslidt i kanterne. En pakke cigaretter af et mærke, der er svært at få i Danmark mere. En kromfarvet Ronsonlighter fyldt med skrammer og ridser. Han ser undskyldende ud. Som er det sørgeligt, at han ikke har mere at give. Mimisk løfter han fingeren. Er kommet i tanke om noget.

Da han let bøjer hovedet, kan jeg se at resterne af hans hår er en eksplosion med bart epicenter. En munks tonsur. De få strå, han sirligt har redt over tonsuren er grågule og skøre. Mere som et barns end en oldings. Fra sit bryst fisker han en halskæde frem. Dens led er spinkelt sølv, vedhænget er kors på en blå cirkel. Den slår metallisk, da han lægger den oven på nøglerne.

Jeg applauderer hans samling ved at drikke min kaffe. Den er sød af saccharin, jeg bærer altid pillerne på mig i en lille dåse. Folk har ikke den slags i deres hjem. Caféer glemmer at købe det ind.

”Jeg er 91 år gammel. Ser jeg sådan ud?” begynder han. Stemmen er mørk, som den masse, der lige nu lægger sig til rette i hans mavesæk.

”Ja. Hvert eneste år er tydeligt. De løber som fletværk i din hud,” svarer jeg, mens jeg pakker avisen helt væk. Folder den sammen, først på langs, så på tværs, og stikker den ned i min mappe. Jeg har al tid i verden.

”Jeg hedder Johannes. Jeg har boet i København hele mit liv. Faktisk i den samme lejlighed, hvis man ser bort fra den tid, hvor jeg sprang soldat,” fortsætter han. Jeg sætter mig bedre til rette. Strækker benene, og træder mine sko af. Det er sommer i dag, så jeg kommer ikke til at fryse. Det er vigtigt at have det komfortabelt."

Harry Potter-effekten

I 1997 udkom den første Harry Potter-bog i Storbritannien. Der skulle gå tre år før den kom til Danmark. Derefter gik alting slag i slag. Det er næppe nødvendigt, at fortælle om den (berettigede) sejrsgang Potter-seen (eller Potter-aden) derefter foretog over det meste af verden. Unge og voksne læste som aldrig før, der var gigantiske køer ved boghandlerne og derefter biograferne. Læsevejledere over den ganske klode jublede, for nu ville selv de "svage drenge" også læse med. Ikke siden Ringenes Herre havde fantasy-genren fået sådan et hovedværk. Det skulle dog vise sig blot at være toppen af isbjerget.

Lige omkring samtidig (give or take a few) begyndte krimibølgen at rulle ind over det meste af Danmark og resten af Europa. Navne som Lisbeth Salander, Carl Mørck og Dicte Svendsen indgår nu på lige linje med flaskepost, gøgl og supermarked i de samtaler, der bliver ført rundt omkring i det danske land. Grunden til at disse navne er blevet så almindeligt kendte er, at disse figurer ikke blot optrådte i en enkelt bog, men i en hel serie. Det blev (og bliver) til rigtig mange sider, når serierne når op på 4-5-6 installeringer. Bølgen bragte nyt liv til en genre, der i mange år havde levet en lidt udskældt tilværelse og krimigenren udviklede sig eksplosivt fra den britiske whodunit-tradition til en mere forkromet, nutidig version, hvor bestialitet, grimhed og frygt blev rige faktorer. Genren er nu (på trods af snak om at bølgen har mistet momentum) så populær, at der findes dedikerede hjemmesider og de fleste biblioteker har specielle krimilister, så de læsehungrende ikke skal gå forgæves.

Mens Potter-feberen stadig var på sit højeste, begyndte andre af de fantastiske genrer at stikke hovedet frem. I 2005 ankom den første af Twilight-bøgerne, der fik en voldsom succes, ikke mindst gennem filmene. I 2008 blev den første Hunger Games-bog udgivet og for første gang i mange år blev der læst science fiction. Også HG blev lavet om til film. I 2011 skred 50 Shades of Grey ind på scenen og gav hele den erotiske litteratur et tiltrængt spark bagi. Den bliver nu også lavet til film. I skrivende stund er der mange lignende bøger, enten på vej eller allerede i boghandlerne. Gode kandidater til den næste virkelig store succes kunne være Divergent-universet eller The Maze Runner.

 

Men hvad har alle disse bøger så tilfælles? Rent fortælleteknisk en del, men det er noget helt andet, der er væsentligt. Det de har tilfælles er følgende: længde. Alle bøgerne er meget lange. De fleste gigantiske. Enorme. Opsvulmede, endog. Se blot:

Harry Potter-serien: 4000+ sider

Afdeling Q-serien: 2300+ sider

Twilight-serien: 2400+ sider

Hunger Games-serien: 1000+ sider

50 Shades-serien: 1600+ sider

Og det er det, jeg har valgt at kalde Harry Potter-effekten. I de sidste 15 år er der gået inflation i hvor store bøger skal være. Der er absolut intet galt med store bøger ... så længe de også bruger pladsen fornuftigt. Siger jeg at det ikke er tilfældet med de nævnte værker? Nej, det gør jeg ikke. Jeg spreder blot en tanke. Men der er dog et sted, hvor Harry Potter-effekten ikke gør gavn, men skade. Følgende udsagn er fra rigtige mennesker, enten hørt under møder, cons eller på facebook:

"Når folk låner en bog, skal den være stor. Ellers synes de ikke at de har læst en bog, og det er det, de gerne vil." - Bibliotekar på et af de københavnske biblioteker.

"Jeg kan godt forstå, hvorfor anmelderen siger, at det er en lille bog. Alt under 400 sider er noget man nupper som forret." - kvinde på facebook

"Jeg gider ikke læse korte bøger. Så lærer man slet ikke personerne at kende." - deltager på con.

Jeg kunne komme med flere udsagn, men disse tre er nok, for de viser den samme ting: Længde er i sig selv et aktiv, et positivt træk ved en bog. Og det er her, skaden indtræffer. For denne ene ting overskygger uhyggeligt mange andre og især ét meget klart faktum: En teksts værdi afhænger absolut ikke af dens længde. Den afhænger udelukkende af dens indhold. Desværre virker det til, at længden ikke alene er EN faktor, men faktorEN, der afgør værdi. 

En ting er læserne, noget ganske andet er forfatterne. Også blandt de kreative mennesker, dem der leverer historierne, er der gået inflation i længde. Som nævnt i et af citaterne, skal en bog helst være lige omkring de 400 sider for at tælle. Faren ved dette er selvfølgelig, at en forfatter, der har skrevet en dejlig bog, der 'kun' er 250 sider lang, kan føle sig forpligtet eller blive overtalt til at gøre den længere. Jeg kan være bange for at HP-effekten er baseret på vekselvirkning mellem læsere og forfattere, der i sidste ende gør bøgerne længere end de strengt taget burde være.

Når længde er en værdimåler, holder folk op med at læse korte bøger. De stopper med at læse noveller. De stopper med at læse kortprosa. De stopper med at læse digte. Derigennem dømmer de en hel verden af forfattere og tekster ude, hvilket er et sørgeligt spild. Alle andre genrer end romanen bliver noget man læser i skolen eller lignende situationer. Det er sjældent et bevidst valg. 

Derfor vil jeg bede enhver, der læser dette indlæg, om bevidst at vælge noget andet end en roman, næste gang de skal læse en bog. Ikke fordi det gør dem til et bedre menneske, eller et klogere menneske eller et mere oplyst menneske. Men fordi det er så vigtigt at kunne se skønhed (eller rædsler) i forskellige ting ... også i romanen.

Trailer 79 - uddrag af Alma Mater

Efter hele seksten trailers uden at besøge det realistiske land, som jeg trods alt også skriver en hel masse i, er vi nu nået frem til den lange novelle Alma Mater. Novellen er en del af min debut Køtere dør om vinteren fra 2010, men blev oprindeligt skrevet tilbage i 2007, hvilket placerer den en god række år før jeg fik noget udgivet.

Novellen handler om prostitution, om ludere, om kunder og om kvinder. I ti sekvenser møder læseren forskellige kvinder, fra den gåsehuds- og mandebedækkede gadeluder over escortkvinden til den oplyste pornoskuespiller. Den eneste fællesnævner er en kvinde ved navn Camilla, der måske, måske ikke er der. Selv om det er mange år siden jeg skrev Alma Mater, kan jeg stadig huske den i detaljer - ikke mindst fordi jeg ikke nævnte nogle år, men lod populære sange fortælle hvornår vi befandt sig. I uddraget er vi cirka en tredjedel inde i fortællingen og Lisette er på vej hjem af E55.

"Den kolde natteregn buldrer ned over biltagene, og trafikken er et helvede. Hun er mindst kørt forbi to uheld på E55. Et af dem så alvorligt ud. Der var i hvert fald blod på vejen, og i horisonten havde der været blå og røde lys.

Blodet havde set underligt sort ud i det elektriske lys. Som var det slet ikke fra mennesker. Hun gøs, og skubbede billedet fra sig. Hun hadede sådan nogle tanker. Det kunne gøre hende i dårligt humør i flere dage.

Heldigvis er hun snart hjemme. Det begynder at blive nogle lange ture, synes hun. Tres kilometer hver vejr begrænser både indkomst og antal. Måske skulle de begrænse deres område, selvom hendes nye Passat klarer dem uden problemer. Det er simpelthen bare en lækker bil. Selv viskerne var næsten lydløse.

Lisette tænder for radioen, og begynder at synge med på "Streets Of Philadelphia". Springsteen har nu altid været lækker, selvom hans gamle hits er bedre end det nye. I det trange rum lyder hendes stemme godt, ligesom den altid gør i badet. Måske har det noget at gøre med, at man er alene.

Mange af hendes kolleger hader at snakke om mænd, og der er kun en af dem som har en mandlig kæreste. De siger, at de slet ikke er mennesker, som kvinder er. Selv har hun ikke noget problem med dem. Selvfølgelig er der en del ulækre fyre imellem, men mængden af dem er heldigvis svundet ind i takt med forretningens succes.

De fleste af de rigtig klamme kan ganske enkelt ikke betale de 2000 kroner som det koster for 1½ time sammen med hende. Hendes pande rynker sig i svag væmmelse. Så er der selvfølgelig de helt vildt klamme, der desværre også har mange penge. De betaler ekstra. Men hun vil dem ikke mere. Det er hun blevet for god til.

Hun slår de grimme tanker væk, og griner lidt. 1½ time er egentlig en joke, for langt de fleste af dem kan ikke klare længere end 20 minutter. Ham som hun kommer fra havde dog virkelig styr på sin udløsning, og havde penge nok. Han havde forlangt en cocktail. Men lidt ondt i røven skal man ikke klage over når der ligger 5000 kroner i tasken på passagersædet. Plus kørepenge. Hvis hun bare havde en kunde som ham hver eneste aften. Så ville hun kunne pensionere sig om ti år.

Radioen skifter til Counting Crows, og hun slukker vredt for den. Lortesang. Den spillede ham stodderen også den aften i maj, hvor han kneppede hende i alle huller, og derefter bankede hende sønder og sammen. Først med knytnæver, og derefter spark. Syge idiot.

Til sidste havde han kylet hende ud uden at betale for det. Mens hun steg ind i bilen havde han råbt møgluder efter hende, og spyttet ned på jorden. Et mørkt smil glider over Lisettes ansigt, hvorpå de forbipasserende bilers lygter danner et skyggefuldt puslespil.

Han kommer aldrig til at gøre det samme ved nogen som helst kvinde. Det havde tæskeholdet sørget for, og de 10.000 kroner var de bedste som hun nogensinde har givet ud. Hun havde ikke kunnet arbejde i en måned, fordi hendes ansigt lignede en Picasso."

Septembers arbejde 2014

I morges stod jeg op frygtelig tidligt, for sådan er min hverdag skruet sammen for tiden. Stadig zombie-savlende vaklende jeg ind under bruseren og lod vandet skylle døde hudceller og resten af nattens drømme af mig. Så lullet ind i mig selv var jeg, at jeg ikke ænsede det tilstoppede afløb og presto magnifico flød vandet over. Det endte alle steder. På min notesblok, i min vasketøjskurv, mellem bladene på min nye jumbobog, i en sko ... og ud under døren, så gulvtæppet i gangen svuppede og skvulpede. Derfor lå jeg, på alle fire, med røven i vejret, lidt over seks, og tørrede vand op fra gulvet. Jeg var ikke en glad mand, men heldigvis fik jeg en ide. En af de rigtig, rigtig gode. Og den vil jeg ikke fortælle mere om nu. Så - til septembers arbejde!

I løbet af de 30 dage september så nådigt havde stillet til min rådighed, fik jeg skrevet to noveller. En omgang erotik og en skudefuld science fiction.

Glasruder (2650 ord, erotik)
Sten og sand, stål og glas (8100 ord, science fiction)

Først på måneden skrev jeg novellen Glasruder. I den er historiens jeg til en tweedmættet herresoiré hos universitetets professor emeritus. De mange mænd snakker, om Sovjet og raketter og cognac. Men mellem mændene går en yndig skabning rundt, der bliver ved med at fange jeg'ets øje. Hun lægger op til dem alle sammen, men ingen får lov til at røre hende.

I Sten og sand, stål og glas er vi på besøg hos Konrad Pri, der har til job at gennemgå Systemets personlighedstests af borgerne i Samfundet. Han har det gule, det røde og det grønne stempel, der kan afgøre en persons skæbne. Konrad elsker sit job og sit samfund. Alt kører præcis som det skal køre. Lige indtil en personlighedstest, der er alt for god, bliver printet ud.

Som i sidste måned er det også blevet til et par Skår til samlingen:

Skabertrang (om en gigtplaget mand og en drage i haven)
Forfatterskab (om en træt forfatter og et bidsk publikum)

I løbet af september har jeg siddet en masse ved computeren. Ikke kun for at skrive på mine egne ting, men også for at lave den nødvendige research med videre. Jeg har nemlig, for forlaget Valeta, udarbejdet et undervisningsmateriale til Brian P. Ørnbøls nyeste udspil Kredsløbsforstyrrelser. Jeg har prøvet det med UV-materialer et par gange nu, men det bliver ikke lettere fra gang til gang, fordi hvert værk adskiller sig fra det forrige. Heldigvis er det godt med udfordringer, og undervejs nåede jeg forbi Nils Holgersens forunderlige rejse (på originalsproget), samfundsrevsende artikler fra Information og symbolleksikonets meget lange opslag om hvad en bro kan betyde. Jeg håber at mange gymnasier vælger at tage materialet og bogen i brug.

Men der er mere. Jeg har brugt en del af mine aftener og nætter på at førsteredigere en roman. Ikke min egen, men for et forlag. Det er en meget interessant oplevelse, ikke mindst når man får muligheden for at kigge på hvordan andres historieskeletter ser ud. Og det samme med deres historieorganer. Og deres historienerver. Og deres historiekirtler. Samtidig er det spændende at opleve hvordan hele det her forfattercirkus forgrener sig ud. Gad vide hvor det stopper henne?

Oktober kommer til at stå i romanskrivningen og oversættelsens tegn. Der skal arbejdes på Odd, der skal oversættes to noveller, og så er der selvfølgelig de par gange jeg viser fjæs i offentlighed. Onsdag d. 8/10 er jeg i Valby Kulturhus, hvor der er snak om den nye LUO-antologi og den 10/10 læser jeg op til Kulturnatten i Dansk Forfatterforening. Jeg vil selvfølgelig bliver overstadig om du lægger vejen forbi.

Septembers tre nyheder

De første ruskende tegn på vinter har vist sig, når man kommer hus- og gadehjørner for tæt. Energiniveauet er lavere, end det har været et stykke tid. Tingene går frygteligt hurtigt i skrivebiksen, samtidig med at de går alt for langsomt. Det er et sært, limbomættet grænseland. Heldigvis er der et par konkrete lækkerheder at berette om, så det hele ikke bliver så metafysisk.

Den 7/9 anmeldte Politiken antologien Undergang fra forlaget Valeta og jeg var mildest talt chokeret. Tænk, at en af de store aviser anmeldte ikke alene en antologi, men også en, hvis historier alle lå placeret i de fantastiske genrer og var skrevet til voksne. Det var dog ikke alt sammen positive ting, der blev sagt og flere af disse er blevet diskuteret på denne blog. Jeg vil dog vælge at vedblive positiv og håbe, at det er første spadestik i en helt ny tradition. Anmelderen, Anne-Marie Vedsø Olesen, var især glad for blandt andet min novelle, og skrev følgende ord:

"I Amdi Silvestris Den allersidste dans, danser syv par i hver sin beskyttende boble, mens jordkloden går under af solstorme. Men boble efter boble brister, Silvestri skriver særegent poetisk og uden slinger i valsen, om man så må sige, og får midt i al gruen skabt en smuk hyldest til menneskeheden og mangfoldigheden."

Det er næsten fem måneder siden min dobbeltroman Ambrosia/Live udkom, og den bliver stadig ved med at få anmeldelser. Den ottende af slagsen står Thomas Winther, anmelder på bladet Himmelskibet, for, og han har en del pæne ting at sige:

"Vi får ikke at vide hvilken trussel det er jorden står over for [i Live], men dette er heller ikke vigtigt for historien, da personerne alligevel ikke kan gøre noget ved det, men kun kan forholde sig til deres egen situation. Man savner som læser heller ikke en afklaring af hvad det er for en trussel der hænger over dem, for det er egentligt ikke vigtigt. 

Ambrosia / Live læses hver for sig, men står stærkt sammen, og giver samlet en rigtig god bogudgivelse."

Den 4/9 var der oplæsning på Staden i København, hvor jeg var inviteret til at læse op sammen med Kenneth Krabat, Peter-Clement Woetmann, Linda Nørgaard Framke og Steffen Baunbæk Pedersen under paraplyen Poesi på Staden. Det blev en rigtig fin aften, også selv om jeg var udmattet af de seneste par uger og ikke leverede mit bedste. Det gjorde nogle af de andre heldigvis - og hvis du ikke var der, kan du se en sammenklipning af arrangementet på youtube. Du skal bare klikke på linket. Det var alt for nu. Tak fordi du læste med.