Augusts arbejde 2016 - om noveller og romaner

Det har været mere end hårdt at vende tilbage til arbejdet. Fra den første af, startede alting op igen, og jeg gik fra fred og ro til fuld tryk på samtlige pumper. Derfor har jeg bevæget mig i en sand sky af møder og undervisning, men heldigvis er det på en eller anden måde lykkedes mig at blive ved med at holde dampen oppe. Bloggen er kommet tilbage på rette spor, og det samme er en del af min motivation. Og med det sagt, så lad os kaste os over sagerne.
I august blev det til en færdig novelle, og så en novelle, der greb om sig, og som ser ud som om den er godt på vej til at blive en kort roman, ikke at forveksle med en kortroman. Det vil også sige at jeg bliver med at skrive længere, så måske er der slet ikke flere noveller om et årti eller så ;)

Cancerfrelst (3000 ord, science fiction)
Slør (arbejdstitel, 17200 ord indtil videre, horror)

I den korte novelle Cancerfrelst handler det om hovedpersonen Dan, der har cancer. Han ligger i sengen og ser en kort video igen og igen, mens han zoomer ud og ind på de forskellige mennesker, der er i videoen. Det er nemlig et stykke historie. Optagelsen af den første gang en af rumvæsnerne, der landede på jorden ved et uheld, viser hvordan de helbreder kræft. Spørgsmålet er blot om Dan har lyst til at blive helbredt bagefter.

Slør fortæller jeg meget mere om, når den er færdig, men indtil videre kan jeg fortælle at den udspiller sig under et bryllup på et stort herresæde, persongalleriet er domineret af kvinder og der har allerede sneget sig en rungende malmklokke, en tusind år gammel myte, en kurv fasaner, et tunnelsystem, en dårlig DJ og et manglende svangerskab ind.

Sand og sten, stål og glas

As we speak, eller i hvert fald mens jeg skriver, er min novellesamling ved at blive sat op, og derfor vil jeg snart kunne afsløre forsiden. Det betyder også, at den med meget stor sandsynlighed bliver klar til BogForum, hvor jeg ved at jeg vil være til stede både lørdag og søndag. Jeg glæder mig til modtagelsen og forløbet med Sand og sten, stål og glas, da den blot er første bog i en række. Forordet er forsvundet, men bagsideteksten er skrevet, og til hver af de otte noveller er der en kort 'Om novellen', så man som læser kan få et blik ind i forfatterværkstedet. Det bliver også fedt at afsløre forsiden, som Anna Degnbol har lavet.

Romanerne

Et parforhold er nu ude på forlagene, og så må vi se hvor det bærer hen med den. Et satans arbejde har fået lov til at ligge brak siden jeg blev færdig med at førsteomgangsoperere på den, men jeg stiler stadig efter at have manus helt færdig til nytår. Og når disse to er undervejs, tror jeg det er på tide at færdiggøre Odd.
Hvad ellers?

I august lagde jeg sidste hånd på mit undervisningsmateriale om horror, og så snart der er blevet givet grønt lys fra undervisningsportalen, vil jeg fortælle meget mere om det. Ligeledes har jeg stadig en SMS-novelle i pipelinen, som jeg også regner med når ud inden/omkring bogforum og så er der stadig en række projekter, der skal startes op, lukkes ned og bringes til torvs. 

Mig og Terry Pratchett - med indlagt gave til læseren

Det er meget få forfattere, eller for den sags skyld andre kunstnere, jeg betragter som en direkte inspirationskilde i mit eget forfatterskab. Det kommer sig nok af, at jeg alle dage har tilegnet mig kultur meget bredt og varieret. Jeg har aldrig rigtig haft den holdning, at det kun var én slags musik der var den fedeste, eller én person, der helt grundlæggende var spændende . Med det sagt, er der selvfølgelig noget jeg har interesseret mig mere for end andet.
Jeg har læst meget Stephen King som yngre. Ligeledes dykkede jeg en kort periode ned i Ray Bradburys forfatterskab. Jeg er glad for John Steinbeck, tilfreds med Gustav Wied og lykkelig for at Martha Christensen har skrevet bøger. Jeg har halv-dyrket Dennis Jürgensen, John Irving, Julian Barnes og William Sleator. Jeg er fascineret af China Mieville og Douglas Adams, blev brændemærket af Douglas Coupland og er lykkelig bisidder i Ecos, Marquez' og Bennis sære eventyr. Et sted mellem alle disse (og de hundreder jeg ikke har nævnt) sidder Terry Pratchett - og han er kommet til at betyde noget for mig.

Helt tilbage i begyndelsen af denne blog, skrev jeg en række indlæg om mine inspirationskilder, og et af de indlæg var om Terry Pratchett. Det kan du læse lige her. Selv om billederne nu er væk, er teksten der stadig, og jeg snakker blandt andet om hvordan TP var en mester udi sproget. Det finder jeg stadig fascinerende, men nu en del år senere, tænker jeg at en del af min glæde ved TP også er hans evne til at fortælle en helt nede på jorden historie, der langsomt åbenbarer sig til at være almengyldig. Det er noget mytisk over Terry Pratchetts fortællinger, noget han forresten deler med en forfatter som Neil Gaiman, og jeg tror det er den evne til at viderebringe en grundfortælling, jeg finder helt uimodståelig.

Samtidig klassificerer jeg Pratchett sammen med alle de andre store, britiske/irske forfattere. I den gruppe er Brontë, Dickens, Adams, Shelley, le Fanu, Stoker, Austen og Joyce, for at nævne nogle få. Grunden til at jeg sætter dem i samme gruppe, ikke bås, er at for mig har de alle en åre af noget dystert og ubehageligt i sig. Der er elementer af fernis i deres fortællinger, og nogle steder er den fernis krakeleret, og så kan man som læser få lov til at se, hvad der i virkeligheden gemmer sig under alt det glatte, pæne og civiliserede. Når det kommer til Pratchett, synes jeg især bøgerne om Moist von Lipwig (Going Postal, Making Money, Raising Steam) har det grimme i sig, men også en del af bøgerne om The Guard rører ved racisme og had. Et sidste eksempel fra Discworld-universet er The Amazing Maurice and his Educated Rodents, hvor menneskets dumhed og uvidenhed udstilles.

Og hvad har det så at gøre med mig?
I 2009 udskrev foreningen Fantastik en konkurrence under temaet Fan fiction. Det var ikke noget jeg tidligere havde gjort i, og det er heller ikke noget jeg har gjort i siden (da jeg synes hele ideen om at skrive i andres universer er ødelæggende for ens udvikling som skribent), men da jeg så opslaget tænkte jeg: Så er det nu. Denne ene gang. Og det skal være i Terry Pratchetts Discworld. Punktum. Som sagt, så gjort, og på kort tid fik jeg skrevet novellen Atjuh!. Den gik sørme så hen og vandt konkurrencen, men derefter kom der lidt problemer. For Pratchett havde (og har) copyright på alle sine verdener, og brød sig ikke om at andre skrev i dem. Alligevel fik magasinet Himmelskibet lov til at trykke 150 eksemplarer (i nummer 22) med min historie i, hvilket var dejligt . Og som om det ikke var nok, fik jeg også en kort besked fra Pratchett selv:

"Personally I would much prefer that people put their talent into surprising me with their independent writing ability rather than hitchhiking on my stories :-))" 

Det tog jeg dog ikke så tungt, da jeg faktisk var (og er) helt enig med ham. 

Terry Pratchett døde i 2015, til stor sorg for mig og en frygtelig masse andre. Jeg blev bedt om at skrive hans nekrolog til Himmelskibet (nummer 45) og det gjorde jeg, måske ikke med tårer i øjnene, men med den samme fornemmelse jeg havde tidligere i år da David Bowie døde. At nu var verden helt reelt blevet fattigere. Nogle tab er permanente.

Nu er det lige omkring halvandet år siden det skete, og derfor har jeg besluttet mig for at lægge den historie jeg skrev ud, så I kan læse den om I vil. Det er til at se at det er mange år siden jeg skrev den, men jeg synes stadig den holder vand og er ret sjov. Grunden til at jeg lægger den ud her, er at den aldrig kommer til at figurere i en samling. Den bliver aldrig 'rigtigt' udgivet. Og det har jeg det egentlig helt fint med. Filen er en række billeder af bladet, som det var - og det slog mig hvor gammeldags det egentlig ser ud.

Jeg håber du vil nyde den, og måske skrive et par ord. Tak.


Tekstoceanet - Dødebog (eksperimenterende tekst)

God morgen, kære passagerer. I må undskylde den lange ventetid, men nu har vi fået tjæretvættet skroget og rigget sejlene til, så vi atter er klar til en mindre rejse på Tekstoceanet. Det er dejligt at se dig igen, og jeg håber ikke at den lange pause har gjort at du helt har glemt din billet. Det er en uvejsom sommer, sol og regn er kombatanter i det skyfyldte teater og nu skyder vi ud af Ordbugten. Vi skal ikke særlig langt, det er blot en lille prøvetur, for at se om skibet fungerer som det skal. Men hvorfor skulle det dog ikke det?
Noget, der er en del af langt de fleste forfatteres liv, er afslagene, og dem er der mange af. Alene i år har jeg fået afslag fra to forlag, en række tidsskrifter, en antologi, tre engelske konkurrencer og det er blot de steder, hvorfra afslagene er kommet - her tæller jeg ikke de mange mails og henvendelser med, der ganske enkelt forbliver ubesvarede eller hvor dialogen dør. Derfor bliver man også så glad, når et forlag eller et projekt helt automatisk mener, at det man laver er godt nok. Sådan var det med Hvermandag-projektet - og det kommer jeg tilbage til senere. Det må jeg godt, for denne historie udspiller sig i 2016 :) Inden da vil jeg snakke om Skår.

I 2014 begyndte jeg at skrive på en samling fortællinger, men allerede inden jeg havde begået den første, havde jeg formuleret en række kriterier for mine historier. For det første måtte de under ingen omstændigheder være længere end 1500 ord. For det andet skulle de bevæge sig i krydsfeltet mellem kortprosa og noveller og for det tredje skulle alle genrer være repræsenteret (i samlingen, ikke i hver enkelt tekst). I løber af det næste halvandet år skrev jeg 34 tekster. Nogle af dem var meget kortprosa-inspirerede, med kompakt sprog og vævende metaforer, mens andre blev langt mere novelle-typiske med en klar handling og afslutning. Langt de fleste af teksterne bevægede sig dog i et grænseland mellem de to former. I december 2015 indtalte jeg også en lille håndfuld af dem, og lagde dem på på Soundcloud. De kan høres lige her. Jeg skrev det, indtil videre, sidste Skår den 22. december 2015.

Det var omkring samtidig at jeg kom i kontakt med Hvermandag. Jeg kendte godt til deres koncept, da jeg havde været tilmeldt længe, og det var et koncept, jeg virkelig kunne bifalde. Det var helt gratis litteratur, sendt direkte til folks mailboks. Det var kendte og store navne sammen med mindre af slagsen. Det var eksperimenterende, og det var lige til at gå til. Det var en bred vifte af alle de ting litteraturen kunne - og, som sagt, aldeles gratis. Desuden satte folkene bag Hvermandag en ære i at betale deres bidragsydere - ikke en herregård, men nok til at man som kunstner følte sig værdsat. Hvorfor er det vigtigt? Fordi der i Danmark (og mange andre lande) er en grim tendens til at kunstnere i alle afskygninger ikke aflønnes for deres arbejde. De gør det jo fordi de er ildsjæle og for at promovere dem selv, ikke ;)  Det er en uskik, det er ubehøvlet og det skal udryddes.
Til Hvermandag jonglerede jeg med en håndfuld tekster (blandt andet Hjemve, der kan høres på Soundcloud), men endte med et Skår med titlen Dødebog. Den var en af de meste eksperimenterende tekster jeg havde skrevet længe, men jeg kunne rigtig godt lide den, fordi den lagde op til at læseren selv skulle finde bindeleddet mellem de to teksttyper, jeg brugte. På papiret består den bare af en lang liste med navne og dødsårsager. Næsten alle navne og alle dødsårsager er unikke. Nogle få er ikke. Hist og her er der forbindelse mellem to af navnene, et par steder vil to navne og dødsårsager forhåbentligt få en læser til selv at danne historien bag. De fleste af dødsårsagerne er helt almindelige, nogle få er helt unikke. Hvermandag redigerede min tekst, og foreslog at jeg skar den ned i længde (hvilket jeg gjorde), og i stedet for at have navnene stående vandret efter hinanden, så lave en lodret liste. Det råd valgte jeg også at følge, og det er den version I får her. Til sidst ændrede vi titlen fra Dødebog til det mere kliniske DØDSÅRSAGER, UNIKKE NAVNEKOMBINATIONER. Det kan være det var en dårlig idé. Når jeg tænker på teksten nu, ser jeg den mindre som en tekst, men mere som en installation. Den blev sendt ud til de mange tusind abonnenter i begyndelsen af juli i år.

Jeg har ingen anelse om hvad læserne mente om den. Det er en af de gode, og dårlige, ting ved Hvermandag. For det meste er ens tekst uden respons. Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg ikke størstedelen kunne li' den. Den er lidt mærkelig, lidt langtrukken og måske også for underlig. Jeg håber dog at der sidder en enkelt eller to og tænker, at det godt nok var lidt fedt. Hvis du har lyst til at melde dig til hos Hvermandag, er det helt gratis, og du får en masse litteratur lige i inboxen.
Så er svipturen tilendebragt, og heldigvis er vi nu i smult vande. Det virker som om den gode skude kan holde til sagerne. Du skal være velkommen til at blive ombord, mens vi går rigningen igennem, eller måske gå en tur i klitterne, indtil klokken lyder og vi atter stævner ud på det temperamentsfulde Tekstocean. Under alle omstændigheder håber vi at du er klar næste gang - og som en service har vi lagt alle vores tidligere rejser op, så de er lige til at gå til - se blot på bunden af dette hav. Tak fordi du sejlede med os, og har du lyst til at give lidt ris eller ros, er kaptajnens øre altid ledigt.



Tekstoceanet - S-People: Falset (overhørt dialog)
Tekstoceanet - Hjertely (omskrevet novelle) 
Tekstoceanet - En far til tiden (oplæg til en Anders And-historie)
Tekstoceanet - Genrernes fest (satire) 
Tekstoceanet - Juleevangeliet (humor) 
Tekstoceanet - No Trivial Pursuit (kronik) 
Tekstoceanet - Sjæleforsørger (novelle)
Tekstoceanet - Poetiske obligationer (lyrik og grafik) 
Tekstoceanet - Drømmer du (novelle skrevet til fremførsel)
Tekstoceanet - Korshængt (bibelfortælling vendt på hovedet)
Tekstoceanet - Det var et okay tøbrud (prosa-tekst)

Nyheder i august 2016 - om kontrakter, anmeldelser og Hvermandag

Det er næsten et kvartal siden jeg sidst havde et særskilt indlæg om de nye ting, der sker i min forfatterbiks, så nu må tiden være moden. Der sker stadig en del ting i kulisserne, som jeg må komme nærmere ind på senere, men heldigvis er der også noget at berette. Ellers ville det også være mærkeligt at lave et indlæg, ikke ;)
Opsamlingssamlinger 

Tidligere på året luftede jeg tanken om at få udgivet nogle opsamlingssamlinger med noveller, der tidligere var blevet udgivet. Jeg var så heldig, at både Calibat og DreamLitt mente det lød spændende, og derfor blev der indgået en række aftaler, hvoraf humlen er, at en lille håndfuld opsamlinger fra min hånd bliver udgivet som et samarbejde mellem de to forlag. Calibat tager sig af papirbogen, mens DreamLitt tager sig af e-bogen. Det er et meget spændende samarbejde, et helt nyt koncept, og jeg synes virkelig at tanken bag samarbejde mellem mindre forlag er en god måde at møde nogle af de udfordringer man støder på i et samtidig meget foranderligt og meget statisk bogmarked. Jeg vil fortælle meget mere om konceptet løbende :)

Den første samling har fået titlen Sand og sten, stål og glas, og vil med stor sandsynlighed udkomme til BogForum. De resterende kommer dryppende efterhånden, og det er virkelig nogle stærke samlinger, hvor jeg til hver har udvalgt noget af det bedste og smider en helt ny fortælling oveni.

Kærlighedsfrugt

Min roste novellesamling fra sidste år, Kærlighedsfrugt, har fået to læseranmeldelser over sommeren. De er begge meget positive. 

Jane-Anett Mortensen har anmeldt på Instagram, og runder anmeldelsen af med disse ord:

"Læs denne bog, også selvom det er en genre du normalt ikke læser, du vil sandsynligvis blive glædeligt overrasket. Jeg selv blev nærmest helt høj af at læse den."

Du kan følge hendes anmeldelser her - og jeg må indrømme at jeg gør det selv, fordi hun udviser en læsebegærlighed og eventyrlyst som jeg synes alle læsere burde have :)

Den anden anmeldelse er på bloggen Bare et kapitel mere, hvor bibliotekar Pernille Thoustrup runder sin anmeldelse af med ordene:

"Kærlighedsfrugt er nok den bedste novellesamlinger jeg indtil videre har læst i år, og det er nok en af de bedste horror novellesamlinger jeg nogensinde har læst. Så hvis du er til horror skal du kaste et blik på A. Silvestris Kærlighedsfrugt. For kærligheden til horror kan man tydelig mærke."

Det er virkelig dejligt at Kærlighedsfrugt bliver ved med at have et liv, da jeg er meget stolt af den samling. Den gør noget ved læseren. Til oktober er jeg blevet inviteret til Gladsaxe Gymnasium, hvor hele deres læseklub har læst Kærlighedsfrugt. Jeg skal holde et kort oplæg, og ellers er der frit slag og diskussion med mig om værket. Jeg glæder mig meget til at høre hvad de har at sige. 
Hver mandag

I begyndelsen af juli havde jeg en tekst med i det litterære email-projekt Hver mandag. Konceptet er meget simpelt. Man tilmelder sig med en mail-adresse, og så får man hver eneste mandag en nyskrevet tekst fra en dansk forfatter, aldeles gratis! Forfatteren kan være meget kendt, eller mindre kendt, men teksten har gennemgået en redaktion, inden den kommer ud. Det er meget forskellige ting, der ankommer til mail-boksen - alt fra tegninger, udsnit af graphic novels, lyrik, noveller og eksperimenterende prosa. Mit bidrag havde titlen DØDSÅRSAGER, UNIKKE NAVNEKOMBINATIONER , og var meget eksperimenterende. Men det vil jeg fortælle mere om i min næste 'installation' af Tekstoceanet, hvor hele teksten også vil være at læse.

Det var alt for nu - men der kommer nok flere nyheder til efteråret :)



Kærlighedsfrugt

NOMINERET TIL ÅRETS DANSKE HORRORUDGIVELSE 2015


Kærlighedsfrugt er min syvende udgivelse, og min anden rene genreudgivelse. Den udkom 31.oktober 2015 på forlaget Kandor.
Den var nomineret til årets danske horrorudgivelse 2015, men vandt ikke. Juryen havde følgende at sige om den:

"Kærlighedsfrugt af A. Silvestri blev kaldt for et interessant bekendtskab, hvor man både bliver overrasket og glemmer, at det er horrorelementet, der er i centrum i de gennemførte og velskrevne noveller, der bestemt fortjener et stort publikum."


Anmeldelser:

Jette Holst, Gyseren.dk - 29/11-15

K.E.Watz, Folketidende - 23/12-15
Anika Eibe, Eibesbogblog - 17/3-16
Thomas Winther, Himmelskibet - 5/4-16 
Pernille Thoustrup Jensen, Bloggen Bare et kapitel mere - 14/7-16 

Jane-Anett Mortensen, Instagram, 20/7-16
Andet:

Blogindlæg om Kærlighedsfrugt 
En gennemgang af Kærlighedsfrugts noveller 
Fanside på facebook for A.Silvestri

Bagsidetekst:

"Ud af mørket voksede mennesket og gjorde sig til herre over verden. Hvorend det gik, undertrykte det, dræbte det, hånede det og grinede det. Dog var menneskets største forbrydelse at det glemte. At verden engang havde indeholdt mere end villaveje og lejligheder. At der var en tid, hvor mennesket ikke turde gå i mørket, fordi det ikke var deres. At døden kun er en dørtærskel, ikke et bundløst fald. Mennesket glemte og glemsomheden formede verden. Men alt der glemmes vil gerne huskes. Og mennesket er begyndt at erindre igen.

Fjorten rædsler på rad.

Markus, der mangler sin døde undulat, husker.
Andrea, der har givet sit hjerte bort, husker.
Christian, der har de vildeste hovedpiner, husker.
Angelique, der kan tage de højeste toner, husker.
Oliver, der løber det bedste han har lært, husker.
Manden i kæder i laden på landet husker.
Jeg husker. Og du vil også huske."

Kærlighedsfrugt - indholdsfortegnelse:

Hr. Shetanis sjældne fugle - uddrag
Paintball
Fingerleg - uddrag
I forstæderne løber man - uddrag
Hest - uddrag
Ved lejlighed
I løngangen - uddrag
En tragedie - uddrag
Labyrinthine
Drag - uddrag
Svigermors skarpe tunge
Kærlighedsfrugt - uddrag
Transfusion - uddrag
Sammen

Julis arbejde 2016 - om en roman, en anden roman og en novellesamling

I den sidste måneds tid har jeg haft ferie, og som de fleste ferier, er denne også gået med min skrivning. Jeg har haft et par projekter i gang, og alt i alt synes jeg det er gået som det skulle. Det har været rigtig fedt at kunne investere sig helt i det kreative arbede, og alligevel have tid til at drikke et par kolde øl om aftenen. Med det sagt, så lad os se hvad jeg har drevet det til.
 
I juli måned blev det 'kun' til en ny novelle. Til gengæld er den i den lange ende. Den er desuden min tredje novelle i år, der kommer over 10.000 ord, så måske er der ved at danne sig en trend.

Satori (13500 ord, horror)

Omdrejningspunktet i Satori er stegt flæsk med nye kartofler og persillesovs. Vi er i slutningen af sæsonen, og i Thøgers familiehave har det været en god sæson. Nu mangler der kun det sidste, før man virkelig kan lukke dørene for dette år, og begynde at planlægge det næste, og det er kåringen af Årets Øffer. Det er blevet en sær, men også ubehagelig fortælling, og hvad er det der satori egentlig. Jo, det er et begreb/ord fra buddhismen, der betyder at bevidstheden vågner op til sin sande natur :)

Sand og sten, stål og glas

I januar publicerede jeg et indlæg, hvor jeg luftede tanken om at få udgivet nogle opsamlings-samlinger, der skulle indeholde noveller, jeg tidligere havde fået udgivet. Det er nu blevet til sandhed, og hvad der forhåbentlig bliver den første af mange opsamlinger er nu godt undervejs. Jeg har brugt en del af min ferie på at redigere den, og den har fået titlen Sand og sten, stål og glas, og vil indeholde en otte science fiction-noveller, hvoraf de syv har været udgivet før. I skrivende stund er manus korrekturlæst, grafikeren er næsten i hus med forsiden (du kan se en teaser længere nede) og jeg sidder, næsten lige nu, og skriver forord og lidt om hver novelle. Udgivelsen er et samarbejde mellem Calibat og DreamLitt, og jeg synes især at det er fedt, at de begge gider lege med. Men nok om processen - her er de otte noveller (i vilkårlig rækkefølge), der vil udgøre Sand og sten, stål og glas:

Det bedste           
Ukrudt
Glemmer du, så husker jeg alt
Matthæus 20:16
Den allersidste dans
Sand og sten, stål og glas
Højdepunkt
I sit ansigts sved
Et parforhold

I 2014 begyndte jeg at skrive på en realistisk parforholdsroman. Det var der to grunde til. For det første ville jeg gerne vise, at bare fordi man som forfatter ofte bevæger sig i de fantastiske genrer, er det ikke lig med at man ikke kan skrive noget andet. Og så fordi jeg fik, synes jeg selv, en rigtig god idé. Her i juli blev den så endelig færdig. Et parforhold er en fuldblodsroman, i den lange ende. Den består af 41 kapitler, og hvad der er ganske specielt for den, er at hvert kapitel er skrevet i en særlig stil. F.eks. er kapitel 9 en mail, kapitel 14 et skuespil, kapitel 24 et sæt opgaver, kapitel 29 et interview, kapitel 32 en anekdote, kapitel 37 en sangtekst og kapitel 39 en anmeldelse. Alle kapitlerne handler dog om det samme forhold, og er fremadskridende i tid - så hændelserne i kapitel 4 kommer før dem i kapitel 38. Jeg synes jeg er lykkedes med at skabe en mosaik, der beskriver kærligheden på godt og ondt, og hvor man som læser selv kan vælge side i de konflikter der er - hvis man altså vil. Den handler om et par, men samtidig handler den om alle par. Den er uhyggelig banal og lige så kompliceret. Mine beta-læsere har været meget begejstrede for bogen, og lige nu er den sendt på forlagsrunde. Selv synes jeg den er ret unik, men det vil en forfatter vel altid selv mene om det han/hun har skrevet. 
Et satans arbejde (arbejdstitel)

Jeg brugte det meste af 2015 på at skrive Et satans arbejde, og lige nu er jeg ikke færdig med den. I påskeferien læste jeg den igennem, stak sedler ind, noterede mig logiske spring og huller, hvor der skulle fyldes på, og hvor der skulle trækkes fra. Her i juli gik jeg så i gang med arbejdet. Jeg rettede og gjorde ved, skar omkring 10% helt væk og skrev mindst det samme fuldkommen om. Jeg inddelte romanen i kapitler (13 stk), jeg byttede rundt på forskellige sektioner og fact-tjekkede alle ting. Og nu er jeg kommet det skridt videre, men der venter mig en del arbejde endnu. Et parforhold skal igennem endnu en omskrivning og lugning, og så vil jeg til den tid se om jeg er færdig. Det er aldrig til at sige. Jeg vil dog bestræbe mig på at have den færdig inden årets udgang. Men hvad handler den så om? Jo, den handler om Asger, Viktor og Rodriguez, der er flyttemænd. De får til opgave at flytte en del af Helvede til Hellerup, hvor Satan har bygget en villa. Og derfra tager tingene så fart. Romanen er anderledes, rent sprogligt og opbygningsmæssigt. Den følger ikke nogen fortællermodel, den er skrevet som en erindring, så altså fyldt med alle mulige sidehistorier, og så er den fortalt af en fortæller, der efterhånden som historien skrider frem, ændrer personlighed. Den er komisk og den er dyb, den er filosofisk og den er fanden-i-voldsk, og jeg er selv helt forundret, når jeg læser den. Genre-mæssigt er vi nok i den fantastiske fortælling, men den er svær at bestemme. Hvis Et satans arbejde kommer ud, bliver det allertidligst i 2017 ... hvis der altså er et forlag, der vil have den.
Hvad ellers?

I august har jeg meget travlt med diverse møder og lignende, men sidst på måneden ligger mit undervisningsmateriale om horror klar - så bliver det spændende at se om der er nogen, der bruger det. Ellers vil jeg, vanen tro, nok skrive en novelle eller to, og så kigge på nogle af de andre projekter jeg har gang i. Tak fordi du læste med.

Er bloggen som medie død? Du vil aldrig gætte hvad svaret er!

Jeg startede med at blogge i 2006. Der havde jeg en blog med titlen Correction of yesterday, hvor jeg skrev om alt muligt, anmeldte sære ting og generelt udbredte mig. Jeg forlod den til fordel for Forfatter på halv tid i 2009, simpelthen fordi mine forfatterambitioner med mere var blevet det større. Mit formål med bloggen var todelt, nemlig at reklamere for mig selv, og så prøve at give et billede af hvad det ville sige at være en forfatter, der prøver at nå frem til en eller anden form for gennembrud. I 2015 ændrede jeg bloggens navn til Forfatter på trekvart tid, simpelthen fordi jeg var kommet det videre, og nu kunne investere mere tid i at skrive, og andre beslægtede områder. Nu er vi halvvejs igennem 2016, og et spørgsmål jeg har tænkt over de sidste tre-fire år er blevet mere presserende. Er bloggen som medie død?
Jeg faldt over ovenstående grafik på facebook, og min første reaktion var at ordet marketing også dækker, når man forsøger at sælge sig selv. Jeg har gennem det sidste års tid forsøgt at sætte mig ind i mange af de sociale platforme, og hvad der kræves for at bruge dem bedst. Ord og udtryk som branding, social selling, persona og 'historien om dig' har jeg måttet tage stilling til. Jeg har retoucheret min Instagram, jeg har forsøgt mig med at give ting tekster og indtalinger væk, jeg har endda taget en enkelt selfie (gyyyys). Alle mine blog-indlæg feedes helt automatisk til facebook og listen er meget lang. Men intet af det har øget mit besøgstal, salgstal, eller kommentartal. Jeg har ingen måde at vide på, hvor mange der egentlig læser det jeg skriver, eller om det er skønne spildte kræfter, men jeg har en klar fornemmelse af at trafikken er mindre end den har været. Om det er fordi jeg ikke tilbyder min besøgende noget, eller tilbyder det rigtige, ved jeg ikke.

Grafikken viser, at hvor facebook tidligere henviste til dine andre sider, er facebook i sig selv blevet en side. Som alle andre forretninger, helt ned til den lokale bager, vil de meget gerne have at du bliver i deres butik, og det ser ud som om det er lykkedes. Der dukker flere og flere sider op på facebook, der er dedikeret en interesse, en persona eller noget helt tredje. Man kan argumentere for at bloggen så slet ikke er død, men blot har skiftet adresse, men jeg synes at se noget andet, der er på færde.
Åh nej, en selfie!
Det klassiske blogindlæg har noget længde over sig. Det fortæller om en holdning, eller en episode, det lægger facts på bordet eller belyser et emne. Det er med andre ord en kommunikation fra bloggens skribent til læseren. Facebook-indlæg, også de nye dedikeret til personaer og lignende, er ofte korte, fremfører et par tanker og stiller derefter nogle spørgsmål. Det er med andre ord en kommunikation, hvor det er meningen, at der skal debatteres. I det klassiske blog-indlæg fortæller bloggeren noget, i facebook-indlægget taler sidens ejer ofte direkte til læseren med et "du". Man kan kalde den ene kommunikation åben og den anden lukket. Nogle af de mest populære blogs fungerer som en hybrid - her taler jeg om modeblogs, træningsblogs, jegerblevetmor-blogs og lignende. Her er blogindlæggene stadig lange, og lægger egentlig ikke så meget op til debat, men fordi bloggens emne rammer mange (mange får børn, går op i mode) kommenterer folk alligevel på blogindlæggene. De spejler sig direkte. Det bliver deres.

Jeg fulgte op på grafikken, og læste lidt rundt omkring. Det lader til at der er sket en udvikling med folks adfærd på nettet - en adfærd, der hænger sammen med click-bait. Folk gider ikke klikke. Den information man vil viderebringe, skal være der med det samme. Allerede der har facebook-indlægget en fordel, men selv det at trykke på "læs mere/videre"-knappen på facebook kan i nogle tilfælde være for meget. For at komme den modstand til livs, er der en masse click-bait, sætninger eller billeder der får folk til at klikke alligevel. Jeg har, for sjovs skyld, inkluderet en primitiv click-bait i dette indlægs titel. Men selv click-bait er ikke længere så effektiv - folk har fået nok af det. Det gør at der virkelig skal noget til at hive folk ud af det sted hvor de nu er - det være sig på facebook, Instagram, snapchat eller noget helt tiende. Hvorfor er det sådan?
Det har jeg også tænkt over ... og jeg tror det er fordi at på facebook betyder man noget. På ens egen facebook-side er man konge/dronning. Her kan man præsentere sit liv for sig selv og andre. Her kan man vise feriebilleder, brokke sig over verden, linke til videoer man godt kan lide og snakke om hvor meget man glæder sig til at spise stegt flæsk i aften. Her kan man skrige sin ensomhed ud i lange updates, fordi der sidder jo altid en læser et sted, og så er man ikke helt alene. Det er et univers, hvor ens mening er lige så meget værd som enhver andens, og hvor det er muligt, nej føles nødvendigt at man stiller den mening til skue. Sekundært er det, om man har noget at have den mening i, eller om man deler en debattråd med mennesker, der kender meget mere til et givent emne end en selv. Reel viden må vige for den umiddelbare følelse af at vide. Folk påkalder sig deres facebook-sides suverænitet, unfriender venner hvis de træder over synlige (og usynlige) grænser, og har magten til at gøre det skrevne uskrevent, og det sagte usagt, alt sammen med et enkelt klik. På en blog vil man indtage en passiv position. Det er svært, hvis man er vant til at være aktiv. Tænk bare på hvordan det er at sidde på bænken, hvis man er vant til at spille en hel kamp. Det hader jeg også selv :)

Hvad har det at gøre med at blogge? For at svare på mit oprindelige spørgsmål, så er bloggen om ikke død, så døende, af en række årsager. For det første lægger mange indlæg ikke op til debat, så læseren kan ikke selv få noget sagt. For det andet er en blog ikke et socialt medie - den er ikke øjeblikkelig, kommentarer er ikke synlige. For det tredje kræver den ofte, at man har fulgt med et stykke tid. Det er gammeldags 'dyder' i et samfund, der har skruet hastigheden op. For det fjerde er det svært at lægge facebook-følelsen væk, fordi den er så rar. Bloggen har det svært overfor de sociale medier, og det er sådan det er. Står bloggen så til at redde?
Måske. Jeg tror at bloggen kan noget andet end de sociale medier. Den kan fortælle en lang historie uden kommentarer. Den kan gå i dybden med et emne. Den kan vise os verdener og liv, der er meget langt fra vores eget. Den kan problematisere, den kan forklare sig og et indlæg står meget længere end det gør på en facebook-feed. En blog er ikke konstant, den opdateres ikke dagligt eller mere, men et par gange om måneden. Men bloggen er ikke bedre end de sociale medier. Den er blot noget andet. At læse en blog kræver at man kan sætte sig selv til side, bare den tid det tager, og det er rigtig svært for mange, forfatteren af dette indlæg inklusiv. En blog er mere som en bog end som et medie, og det er måske der hunden ligger begravet.

Under alle omstændigheder har jeg tænkt mig at fortsætte med at lære at gebærde mig på alle de sociale medier, men også at fortsætte med min blog, i hvert fald et stykke tid endnu. For mig er den et vigtigt værktøj til at dokumentere hvad det vil sige at være forfatter i Danmark og i en brydningstid, og den giver mig mulighed for at tænke nogle tanker til ende. Men det kan selvfølgelig også bare være at jeg elsker at høre mig selv snakke ;)

Om kunst og nu

Da jeg var lille, læste min mor højt for mig. Til at begynde med var det mest eventyr. H.C.Andersens Svinedrengen, Klods-Hans og Den lille pige med svovlstikkerne. Brødrene Grimms Rødhætte og Tornerose. Æsops Fabler og Thorbjørn Egners Dyrene i Hakkebakkeskoven. Jeg kan stadig sangen om hvordan man bager peberkager. Jeg græd da den gamle hund i Det lille hus på prærien-bøgerne døde. Da jeg blev lidt ældre, lyttede jeg til lydbånd. Dunderklumpen var både sød og uhyggelig, mens Prop og Berta mest bare var sjov. TYT-TE-BØV-SER, TYT-TE-BØV-SER skrålede jeg lystigt med. Jeg lånte de fleste af båndene på biblioteket. Derimod lyttede jeg til Dirch Passer og Kjeld Petersens sketch Tømmerflåden på plade, og det samme gjorde jeg med Cæsars frække sange, hvor især Verdens uheldigste mand satte sig fast.

I mit barndomshjem var der store plancher på væggene. Genoptryk af Linnés plantetegninger. Kaffen boede i en mangefarvet metaldåse med Bjørn Wiinblads hattemand på, spaghettien i en dåse med Cirkel-kaffe-pigen og frikadellerne blev rørt i en orange Margrethe-skål. Mine forældre hørte Shu-bi-dua og Kim Larsen, Bjarne Jes Hansen, TV2 og engang imellem Mikael Wiehe, så det kom jeg også til at høre en masse af. Hver morgen, inden jeg og min bror skulle i skole, blev der tændt for radioen, så man lige kunne få nyhederne med. I weekenden kørte den ofte hele dagen, med jazz og klassisk musik, og Carsten Overskov, der fortalte om store ting i verdenshistorien. På fjernsynet speakede Thomas Winding og en af de første tegnefilm vi så i skolen var Bennys badekar, lige inden vi skulle på sommerferie.

Jeg lærte hurtigt at læse, jeg var heldig der, og slugte alle de bøger jeg kunne komme i nærheden af. Jeg blev gode venner med Bent Hallers Kaskelotternes sang, Bjarne Reuters Man smider da ikke børn i skraldespanden, Michael Endes Den uendelige historie, Dennis Jürgensens Djævelens Hule og Cecil Bødkers Silas-bøger. Når jeg ikke læste historier, fortærede jeg alt hvad jeg kunne komme i nærheden af om dinosaurer, verdensrummet og overnaturlige ting. Jeg læste Valhalla-tegneserierne og var i biografen og se filmen. Jeg pløjede mig igennem jumbobøger og Anders And-blade. På computeren, først en Commodore 64, så en Amiga, så en PC spillede jeg International Karate, Speedball II og Civilization. Jeg var en ørn til banan-sparket i Microprose Soccer, og gennemførte aldrig The Secret of Monkey Island. Derimod gad jeg hverken spille Oswald eller Hugo, selvom man kunne styre det med telefonen i Eleva2eren.

Jeg gik til en helvedes masse sport. Fodbold, håndbold, springgymnastik, badminton, bordtennis. Med min familie spillede jeg Trivial Pursuit, Das verrückte Labyrinth og Afrikas stjerne, for nu ikke at glemme Davosajas. Jeg læste Sværd&Trolddom-bøger, jeg spillede rollespil og jeg var fuldkommen fortryllet da jeg for første gang så Tilbage til fremtiden. Jeg læste Tolkiens Ringenes herre-trilogi, forelskede mig i Hieronymus Bosch og Nanna på DR. Jeg så Alle elsker Debbie og Zig Zag,  Kim Schumacher i Labyrint og Søren Ryge i haven. Jeg blev ældre og faldt pladask for Picassos vanvittige eksperimenter og Tom Kristensens digte. Jeg læste Kant og spillede FIFA, lyttede til Pantera, Tom Waits, Dizzy Mizz Lizzy og sent om aftenen Erotica på P3. Jeg ønskede mig brændende en kopi af Ejnar Nielsens Og i hans Øjne saa jeg Døden, var med dramaholdet inde at se Holbergs Jeppe paa Bjerget, dansede til Ace of Base og Danseorkestret og skreg af grin over Gramsespektrum og Mikael Bertelsens De uaktuelle nyheder. 
 
Jeg så Festen og Bænken, I Kina spiser de hunde og Hannibal & Jerry. Nissebanden blev genudsendt, Vild med dans torpederede sendefladen og jeg flyttede til København. Der begyndte jeg at gå på Nationalmuseet og SMK når jeg havde dates eller besøg. Jeg læste Naja Marie Aidt, Lene Kaaberbøl og Morten Ramsland, savnede til Sort Sol, Peter Sommer og Radiohead og skrev i mørket. Jeg dykkede ned i essays af Christian Bundegaard og flænselæste Tor Nørretranders Mærk Verden. Jeg grinede af Anden, hadede Anna David og rystede på hovedet af krimier. Jeg delte Europa med kærester, så Roy Lichtenstein i Edinburgh, Otto Frello i Horsens og Oluf Høst i Rønne. Den Fynske Opera stod for en forestilling i Billund, event-stedet BoBWhat for en litteratur-oplæsning. Jeg stod svedende i mit vindue nytårsaften og kunne stadig huske lyden af vuvuzelaer, der havde understreget hele sommeren.

Jeg spillede Fallout og Skyrim, så Bjørn Wiinblad på Arken og hørte online landskamp fra Parken. Jeg morede mig med at lave memes og skrive historier, jeg lyttede til LOC, Marie Key og Spids Nøgenhat, mens Bondeknolden gik under min radar. På sengebordet lå Kaspar Colling Nielsens Mount København og Ernest Clines Ready Player One, på væggen hang Franz Marcs Two Cats, og på hylden stod håndlavet keramik. For en uge siden så jeg Stranger Creatures, for fem dage siden var jeg med mine forældre på Glyptoteket og se en udstilling med Gauguin.

For fire dage siden læste jeg artiklen Skattebetalt guldregn over kunstfondens egne kunstnere på Ekstra Bladet. For to dage siden læste jeg et interview med Eske Willerslev i Berlingske. Det har titlen Dannelse skal alle danskere besidde – om du er professor eller arbejdsmand. Ellers får vi et dumt samfund. Nu sidder jeg her. Ramt dybt af både Eske Willerslevs ord og det modbydelige angreb artiklen i Ekstra Bladet er. Og jeg ved ikke helt om jeg kan formulere alle de bekymringer jeg har. 
Ekstra Bladet ønsker ikke at undersøge Kunstfondens metoder og udvalg. Ekstra Bladet ønsker udelukkende at så mistillid til alt hvad der har at gøre med kunst, det være sig lige fra værdien af kunst til kunstnerne selv. De puster tallene op, og gør det til et problem at der samlet, ja samlet, uddeles 500 millioner til alle kunstformer i Danmark, men det er ikke det værste. I kommentarsporet flyver det med hånlatter og vrede, og den ældgamle traver med at kunstnere er samfundsnassere af værste skuffe skydes lavt og hårdt. Ligeledes gør den liberalistiske kræmmertanke om at kan man ikke lave noget som andre gider købe, så er det bare synd. Det er en holdning man må have lov til at have, men på mig virker den automatiseret og perspektivløs.

Kunst (og kultur) er ikke kun forfattere, der får arbejdslegater, eller ballet, eller abstrakte malerier, eller danseteatere, eller eksperimenterende jazz. Kunst er det der konstant omgiver os, på alle tænkelige måder. Kunst kan være dybt, men kunst kan også være underholdning. Selv om jeg lige har skrevet 800 ord om mit liv, og nogle af de ting jeg kan huske der har haft indflydelse på mig, er det kun en brøkdel af den kunst og kultur jeg har mødt gennem mine næsten 40 år, jeg har nævnt. 
På et tidspunkt i interviewet siger Eske Willerslev følgende, hvor jeg synes han slår hovedet på sømmet:

"Den almene dannelse er forudsætningen for en humanisme. For at kunne se ud over sig selv og sine allernærmeste. Det er sgu væsentligt, når man bor i et demokrati og et velfærdssamfund. Men noget, der er blevet kompromitteret i de senere år, er vores ... ja, næstekærlighed vil jeg kalde det. Altså lysten til eller evnen til at løfte i flok. Det hele handler om mig-mig-mig – i stedet for at sige, at det er væsentligt, at hele samfundet bliver løftet. Og det er her, snusfornuften og købmandsskabet bliver et problem. Når alle i dag skal kunne godtgøre, at det, de laver eller investerer i, har et umiddelbart målbart output, så mister det sin mening at gøre noget godt for de syge, de arbejdsløse og narkomanerne. For er narkomanen ikke ude af sit misbrug eller den syge ude af kørestolen efter to år, så er det ikke umagen værd. Det avler en frygtelig kynisme (Berlingske Tidende, 24/7-16)"

Kunst er ikke målbart på samme måde som så meget andet. Eske Willerslev snakker om narkomaner og syge, men han kunne ligeså godt tale om kunstnere - for er en kunstner ikke brudt igennem inden to år, er det ikke umagen værd. Hvordan skulle man kunne lodde værdien af en verselinje, eller opførslen af stykket Kvinde kend din krop på Mungo Park på et menneskeliv? Hvor i et skema kan der afkrydses hvilke tanker Lukas Grahams 7 years eller filmen Sommeren '92 vækker i mennesker?
Min påstand er, at kan læseren af denne tekst nikke genkendende til bare en eneste af de ting jeg nævnte i min livsgennemgang, er de 500 millioner årligt mere end givet godt ud. Jeg er ikke universets målestok, og der vil helt sikkert være nogen der synes jeg har glemt at snakke om f.eks. scenekunst, skulpturer eller graffiti. De ting har ikke synderligt interesseret mig, men derfor mener jeg stadig der er brug for dem. Jeg er heller ikke en neo-hippie med skyklapper og manglende jordbindelse. Jeg hylder ikke kunsten som noget smukt og ophøjet, langt renere end forretning, men jeg ser den som et udtryk for noget væsentligt i mennesket. Kunsten omgiver os som intet andet i verden, og det gør den selv om vi knapt nok registrerer det. Kunsten fungerer som en sigte og som et medium til at forstå verden. Det er ikke alle der er kunstnere, men alle bruger kunst, ligesom alle bruger et toilet og en seng. Jeg ser det som er ved at ske med det danske samfund, den vilde mistænkeliggørelse og snusfornuft, som frygtelige ting, der i sidste ende vil ødelægge langt mere end de vil skabe. Der er brug for kunsten, ligesom der er brug for forretningen. Det er yin og det er yang. 

Hvis der er noget kunstnere forstår, så er det hvor vigtige penge er. Jeg ville ønske at pengene også forstod hvor vigtigt kunst er.

Køtere dør om vinteren



Min debutsamling, der kom ud november 2010, på forlaget Hexameter. Forsiden er illustreret af Sophie Ivara Vinther Andersen.

Uddrag af lektørudtalelsen:

"Jeg er ikke bekendt med andre novellesamlinger, der går samfundets syge eksistenser og de menneskelige prøvelser så meget på klingen, som nærværende novellesamling gør. En novellesamling for folk med stærke nerver og mod på både det fantastiske, såvel som det ekstremt realistiske. En novellesamling, som vender hver en sten i den menneskelige afgrund"

Den fulde lektørudtalelse.

Anmeldelser:                                                      

Janus Andersen, Den elektriske kanin - 11/12-2010
Zenia Johnsen, Litteratursiden - 20/12-2010
Bogrummet - 7/1-2011 
Himmelskibet nummer 28 
Michael Kamp, egen hjemmeside - 12/07-2011
Instagram, profilen Jane-Anett Mortensen - april 2016


Andet

Interview på Fantastiske Forfattere - 19/11-2010
Læs og lyt til titelnovellen på bogbidder.dk - 31/05-2011
Fanside på facebook for A.Silvestri
Køtere dør om vinteren på Goodreads.com 

Salg

P-bog
E-bog

Køtere dør om vinteren - indholdsfortegnelse

Kakao
Husker du - uddrag
Det år faldt sommerferien på en torsdag - uddrag
Sne
Og fuglene er sat fri
Pengetransport
Klor
Exsanguis - uddrag
Fuldbyrdet
Isolation
Brølende kronhjort ved skovsø - uddrag
Brune bamse
Lille frøken Himmelblå - uddrag
Kæreste
Sudoku - uddrag
Køtere dør om vinteren - uddrag
Grund - uddrag
Èclair - uddrag
Alma Mater - uddrag
Kædebrev - uddrag
Strejfer - uddrag
Dødsriget
For Satan - uddrag
Detour
Sfinks - uddrag
Blot lyd - uddrag
Fader Vor
Farverig besjæling
Splitscreen - uddrag
Porno - uddrag
Kontaktbureau