A.Silvestri, realistisk forfatter

Ja - det er nemlig rigtigt.

Hvad der også er fuldkommen korrekt er, at jeg har fået udgivet science fiction, horror, fantasy, fantastiske fortællinger, lyrik og sågar noget historisk. De ting eksisterer side om side, den ene hverken værre eller bedre end den anden, eller næste. Men ... sådan er det bare ikke.

For et års tid siden lavede jeg et lagkagediagram over alle de noveller, jeg har fået udgivet (inklusiv mine egne samlinger), og på daværende tidspunkt så det sådan ud:

 

De kolde, hårde og konkrete facts fortæller at den genre, der er i førersædet i mit forfatterskab, er den realistiske. Det vil altså sige fortællinger, der handler om denne verden, i denne tid, med de normer og regler og skæbner, der findes i vores hverdag. Der er ingen tidsrejser, man kan kigge langt efter sjæleædende monstre, og hvis der er nogen, der spænder en langbue er det en forstadsfatter, og ikke en elver. 

Det er en sandhed uden modifikationer, at jeg ikke er Danmarks mest læste forfatter. Dog er der en håndfuld (omkring 11, vil jeg skyde på) der kender til det jeg laver, og ikke en af dem kender mig for de realistiske fortællinger jeg har skrevet (ret mig hvis jeg tager fejl). Mine femten sekunders berømmelse kommer fra de af mine tekster, der falder indenfor de fantastiske genrer. Det brokker jeg mig ikke det mindste over - jeg elsker det spekulative lige så højt som en skifting efterladt af en ufo - men jeg studser over hvad der dog er i vejen med de realistiske af mine fortællinger.

Det kan være de er dårlige - det er endda meget muligt. Det kan også være de er uvedkommende, banale, kedelige eller ligefrem ligegyldige. Alt det, og mere til, er de med sikkerhed for nogle læsere. Det kan også være, at det er fordi mine romaner i de fleste tilfælde falder indenfor de fantastiske genrer. Det er nok en del af forklaringen. Men - og dette men er helt for egen regning - jeg tror det handler om at folk ikke aner at den del findes. 

Er det vigtigt om folk læser de realistiske eller de fantastiske ting? Så længe de læser, er det vel godt. Ja, det er det. Det er helt vidunderligt at blive læst, selv hvis læseren ikke kan li' historien eller fortællestilen. Hvorfor så trutte i mit eget horn på denne måde? Fordi jeg oprigtigt mener at der ingen forskel er på realistiske og fantastiske fortællinger. Den ene type er ikke pr. definition bedre end den anden og sådan lader det desværre til at holdningen stadig er i Danmark. Så dette indlæg er både til dem, der aldrig har læst noget af mig (fordi han skriver sådan noget med monstre og rumvæsner) og til dem, der "kun" har læst min fantastiske produktion.

Så hvad nu? Tjah. I stedet for at brokke mig, kommer der her en liste med alle mine realistiske skriv, til at hjælpe alle dem der gerne vil læse noget realistisk, men ikke bryder sig om det fantastiske. Selvfølgelig må de fantastiske læsere også meget gerne læse med. Jeg har listet fortællingerne efter hvor de kan findes. Happy reading!

P.S. : Skulle man være interesseret i at erhverve sig mine to novellesamlinger (Køtere+Optisk), så skriv en besked. Then I have a special price just for you ;)

----

SMS-novellen Vi savner dig

Køtere dør om vinteren (2010)

Kakao

Og fuglene er sat fri

Klor

Fuldbyrdet

Brølende kronhjort ved skovsø

Kæreste

Sudoku

Sne

Grund

Strejfer

Éclair

Alma Mater

Detour

Blot lyd

Splitscreen

Porno

Optisk bedrag (2012)

Flyttelæs

Laphroaig

August

Optisk bedrag

Sashimi

Valuta for pengene

Ansigt

Nu da om

Interstate zero

I antologier

Novellen Intensiv i antologien Vintergækkerne nikker 

Novellen Flagermus i antologien Furesø noveller

Digtene Scirocco og Hvis Du Har To Glas Kan Vi Dele Og Dele i antologien Fragmenter

Novellen Redningsmand i antologien Tågevals 

Novellen Solnedgange i e-antologien Du danske sommer 

Kortprosastykket Oktober:Revere 33 i antologien Vintage '13 

Trailer 100 - uddrag af In uteri

Så er vi nået til vejs ende - trailer nummer 100 bliver den sidste, men alt det kommer der et særskilt indlæg om. Med alle de særskilte indlæg, jeg har reklameret for det seneste stykke tid, ser det ud som om efteråret bliver rigt her på bloggen. 2015 er et år, der om noget står i horrorens tegn. Ikke nok med at min gotiske kortroman Al kødets gang udkom i juli, til oktober udkommer min horror-novellesamling Kærlighedsfrugt også. I januar havde jeg novellen Itu med i scifi/horror-antologien Universets mørke og inden længe lander sword&sorcery-antologien Mørke guders templer, hvor jeg har novellen En sang om vand med. Der har ikke været meget andet end horror.

 
Måske er det noget ubevidst, men med alt det horror, er det ikke en genre jeg har skrevet så meget nyt i i 2015. Tværtimod har jeg beskæftiget mig en del med science fiction og realisme ... men, det er da blevet til en enkelt horror-novelle, og den er heldigvis rigtig grim. In uteri er den dejlige historie om den unavngivne dyrlæge, der hver eneste dag følger et nøje udregnet skema. Han bor i det jyske, han passer sit arbejde, han besøger gårdene i området og han gør, hvad der skal gøres. For det er jo, når alt kommer til stykket, en læges ansvar. Om så lægens patienter er dyr eller mennesker.

"Hendes øjne er meleret røde. Hun grynter hidsigt. Snot i næseborene. Gulliggrønne rester er størknet, så de ligner verdensdele. Endnu et tegn. Der er Antarktis. Klart det sværeste at genkende, men Australien hænger ved det andet. Til sidst stikker jeg hele hånden op i hende. Hun er nervøs, vil ikke have det, jeg lægger den anden hånd i nakken på hende og masserer. Det beroliger. Mine fingre graver dybere.

Ja. Jeg kan mærke det vride sig omkring mine hænder. Følelsen af gummihandskerne, der bliver skøre, der er i fuld gang med opløses. Den taktile elegance i at sanse bevægelse, hvor der endnu ikke burde være nogen. Bløde tænder, uudviklede klør. Der er ingen tvivl. Jeg vinker bonden hen. Chefen hen.

”Jeg aborterer hende,” siger jeg og viser ham min behandskede hånd. Misfarvninger, levrede klumper, mærkelige streger. Alt sammen noget hans øjne ikke ved hvor de skal arkivere. Alligevel husker han bondetæften. En øre sparet er en øre tjent. Han trækker på det. Er det nu også nødvendigt? Kunne jeg ikke tage fejl.

”Kan du huske hvad der kom ud for to år siden?” siger jeg. Selvfølgelig kan han det. Retorik. Fikumdik. Han nikker, synker. ”Din søn, er han stadig på Rosenborgholm?” spørger jeg. Denne gang er nikket trægere, hevet ud gennem cerebral væske, tilstoppede bihuler og en guirlande af tabuer. ”Hvad gør de med ham deroppe?” spørger jeg.

”Det ved du godt,” er ikke helt det han siger, men det jeg forstår.

”Der er ikke nogen smågrise til dig her. Det ved du godt, Fridtjof,” siger jeg, anvender hans navn, gør det til en personlig sag. Endelig nikker han for tredje gang og går tilbage til arbejdet. De nyindsatte strækker hals, men jeg er godt skjult.

Når jeg støder på noget på en ny gård, foretager jeg altid aborten uden deres vidende. Blot første gang. Så præsenterer jeg dem for det, der er kommet ud og det er sjældent, jeg har problemer efterfølgende. Jeg tror heller ikke Fridtjof klandrer mig for at hans søns øjne blev som halve hveder på Store Bededag og ordene savlede fra hans læber … og bliver ved med at gøre det.

Ingen fine fornemmelser. Ingen medikamenter. Ingen tid. Fra min taske tager jeg et sæt lange, tynde tænger. En blanding mellem en bidetang og et stykke ståltråd. Bøjet som et L. Et redskab, der som det alment kendte speculum ikke har ændret sig meget de sidste 3000 år. Jeg varmer det kort i hånden, og fører det så ind i soen. Vrikker, vrider, punkterer fosterhinder så de hænger som candyfloss fra børnelæber. En tynd strøm drypper fra det nederste af fissen, ender i halmen. Af farve er det frygtelig, af farve er det forkert. Jeg trækker kun vejret ind gennem munden.

Endnu et vrid, et stik, det er en fægtekamp med fleuret. Først da trækker jeg redskabet ud, tørrer det af i halmen og tager et andet fra tasken. Et aflangt glasrør, todelt med gevind, omkring en halv meter langt, også bøjet som et L. Hun grynter, men prøver ikke at flytte sig længere. Hun sanser lindring. Jeg klapper hende beroligende over den krøllede hale. Sød so. God gris. Jeg skruer glasrørene sammen, og lader dem glide ind i strømmen. De dugger til.

Jeg vender, drejer og da det er helt inde, tager jeg en dyb indånding. Lungerne kilder ribbenene, jeg sætter læberne til røret og puster af al kraft. Det giver et spjæt i hende, jeg holder fast. Smager ild, puster ind. Tre gange. Så hiver jeg glasrøret ud, skyder en spand ind under hende, den slags man bruger til de døde smågrise. Blå, med hank. Den falskfarvede å bliver tykkere, mere plump, fyldes med væv og så udvider hun sig.

Læberne spredes og der kommer væsner ud. Et sted i deres gener er en gris, et meget, meget lille sted. En blottet rygrad, et kranium fyldt med bløde pletter, en alt for lang arm med klov for enden af håndroden. Flere ansigter, delansigter, alt for glatte flader, som hud spændt ud som presenning. Jeg har set tusind variationer over samme tema.Alligevel væmmes jeg. Der er ikke en, men mange. Alle dele hænger sammen, et mylder af lemmer og i midten intentionen om et øje, der blinker uden øjenlåg, men stadig blåt, over noget, der ikke er en tryne, men en næse. Mit hoved ryger op. Jeg kigger på de nyansatte. De to fremmede."

Trailer 99 - uddrag af Holger skal dø

Noget, der lader til at være en meget stor hemmelighed, er at jeg skriver rigtig mange realistiske fortællinger. Historier, der finder sted i denne verden, uden lurende varulve, uden aliens og tidsrejser, uden magiske frakker og diverse eleksirer. Vores helt egen og kendte verden. Det faktum kommer der et indlæg om meget snart, men inden da vil jeg præsentere jer for den korte novelle Holger skal dø.

Titlen siger ligesom det hele. Der er ikke noget at rafle om. Holger, han skal dø - og på det punkt adskiller han sig ikke meget fra resten af os. En tanke, jeg ofte pirker til er hvordan man vil reagere, når det går op for en. Når det virkelig manifesterer sig. Jeg tror de fleste mennesker ynder at tænke om sig selv at de vil tage det med ophøjet ro, men jeg tror også at de fleste mennesker tager fejl, deriblandt mig selv. Jeg har ikke lyst til at forlade dette sted. Og jeg har ikke den fjerneste anelse om hvordan jeg vil reagere, når jeg kommer tæt på. Holger, han behøver ikke at gætte, for han står midt i det.

"Holger sætter sig ind på bagsædet af taxaen, og vifter med en irriteret mine Lise og Mirandas hjælpsomme hænder af. Han smækker døren. Et skær af smerte rykker ind på hans ansigt. Det er den samme smerte, det samme sted, for den har efterladt en sirlige forgrening af rynker i dens epicenter.

”Ved du godt, at du kører med en død mand?” siger Holger og vifter med den ene hånd for at får taxachaufførens opmærksomhed i bakspejlet. Han får øje på sig selv. Et skrumpehoved, et dødningekranium med luft nok til at tale som en levende. Taxachaufføren åbner munden med en fedtet smasken, men Holger løfter hånden inden ord findes.

”Nej. Lad være med at tale. Hvis du ikke siger noget, betaler jeg dig femhundrede ekstra.”

Holger sveder rigtig meget, selv om der ikke er varme på i taxaen. Hatten virker alt for stor til hans kemoskaldede hoved, skjorten skræddersyet for et år siden i Tunesien hænger som på en fremmed mands skuldre. Holgers knogler er overalt, de stikker frem i anderledes og syge vinkler, det er som om de ophæver sig selv til en højere potens. Når han sover, ganger de sig med hinanden, så der om morgenen er flere af dem.

Taxachaufføren kigger på Holger i bakspejlet. Holgers øjne er rødrandede og magiske. De forsvinder nemlig snart. Holger kan ikke forstå, hvorfor bilen ikke kører endnu. De står stadig i indkørslen og vinker. Inger, Lise, Miranda, Torsten og Emil og lille Marie, der spurgte ham hvor han havde gemt den rigtige morfar henne. Så husker dumme Holger. Han har jo slet ikke sagt hvor han skal hen.

”Sankt Lukas-stiftelsens hospice,” siger Holger, efterfulgt af adressen. Han kigger ikke mærkværdigt eller anderledes i spejlet. Han ved nok ikke hvad et hospice er, men det gør Holger. Meget bedre end han gjorde for et halvt år siden. Endelig starter motoren, en lav tyskerknurren og perlegruset sprøjter, da bilen svinger ud på vejen. Holger kigger på sine hænder. De havde sagt at kemoen ville være hård ved dem, men neglene er som elfenben. Tykke og hvide. Den slags negle, der kan grave sig ud af en kiste, eller bruges som spigre, når det bliver tid til at finde vejen ud ad Helvede.

De kører igennem villakvarteret, væk fra huset Holger har boet i i 35 år. Bilen, der stod i indkørslen var den samme. Servicet, de spiste af, var det samme. Katten, Miss Missy, var også den samme, men ville ikke have at Holger kælede den. Holger sukker og sukket får ham til at hoste voldsomt. Hvert stød sender tidevand gennem luftrøret. Det er som om ting river sig løs. Holger kigger ikke efter blod mere; han ved det er der.

”De griner allerede igen, vidste du det?” siger Holger til taxachaufføren. ”Jeg havde en flaske rødvin med og jeg fortalte min gamle historie med nonnen og sømanden, men de klukkede bare høfligt, selv om jeg skruede op for alt det frække. Nu skåler de og snakker om mig, men så begynder de at snakke om andre ting, fordi det har de ikke kunnet mens jeg var der. Jeg er sådan en beskidt ting. En plet, der bare bliver større, jo mere man gnider på den. Lige indtil den bare forsvinder en dag, og så kan man næsten ikke huske hvorfor man brugte alle de kræfter, når den i sidste ende bare ville blive til intet til sidst. Hvis du spidser ører, kan du høre dem skåle i vinglas med den vin i, jeg kom med. Det kan jeg godt forstå de gør. Det ville jeg også gøre, hvis jeg var i deres sted.”

Nyheder i efteråret - om lektørudtalelse, vignetter og antologier

Der er gået en del måneder siden jeg sidst skrev en nyhedsupdate. Ikke fordi der ikke sker noget i Forfatterens Værksted, her sker en masse, men der har været lidt stille med updates. Det ændrer jeg på nu, og jeg har på fornemmelsen at jeg går et meget travlt efterår i møde.

Den 20. juli udkom min gotiske krimi Al kødets gang (med tryk på gotiske) på forlaget HHP. Det har jeg snakket en del om i et særskilt indlæg, så det vil jeg ikke bruge så meget tid på her. Selv om det ikke er meget opmærksomhed den indtil videre har fået, er det dog blevet til et par ting. For det første har den modtaget en lektør. I den står blandt andet:

"Det er en velskrevet lille historie, med flere træk fra moderne gysere, og med en del makabre og splatteragtige detaljer."

Ud over at jeg mener at lektøren virkelig rammer forbi målet, er det ikke noget jeg gider brokke mig over. Det er som det er. I det mindste frarådes bibliotekerne ikke at købe den, og bibliotekssalget er heldigvis i gang.

Al kødets gang har ligeledes fået en anmeldelse inde på gyseren.dk, og der står blandt andet følgende:

"Som sædvanligt er A. Silvestri garant for en velskrevet, udfordrende og interessant læseoplevelse ... skrevet i et flot og virtuost sprog" - Jette Holst

Den 4. september (i forbindelse med Dancon) udkom antologien LUO 10 - Som et urværk på forlaget SFC. Det var den tiende gang antologien udkom, og det er blevet markeret med manér. Alle novellerne i samlingen har fået tilknyttet en lille vignet (tegnet af Manfred Christiansen), og min novelle Taxa har fået ovenstående vignet. Jeg synes det er en rigtig fin måde at markere et jubilæum på, og der er også blevet fremstillet en plakat med alle vignetterne samlet, som så kan hænge rundt omkring på landets biblioteker. Forhåbentlig vil det hjælpe med at få folks øjne op for science fiction. Ikke mindst nu, hvor Danmark har fået nationens første astronaut.

Over sommeren holdt forlaget Silhuet en novellekonkurrence, der tog afsæt i ordsprog. Historierne skulle rette sig mod de 12-14 årige, og helst være i en spændende genre. Da de annoncerede de medvirkende i en kommende antologi, var jeg så heldig at komme med, og det med novellen Klæder skaber folk. Det er en rimelig lang historie om en ganske magisk frakke, der nok ikke er så magisk alligevel .. eller er den? Antologien udkommer i løber af efteråret. Hvornår er endnu ikke fastsat. For mig har det været sjovt at skrive denne novelle, da det ikke er min normale målgruppe. Det ser heldigvis ud som om det er gået godt, men jeg regner ikke med at gøre så meget mere i den retning lige med det samme.

Antologien Mørke guders templer, der har været på vej i næsten to år, lader endelig til at have klaret skærene, og går snart i trykken. Den udkommer i løbet af efteråret på forlaget HHP, og i den har jeg novellen En sang om vand med, der var ganske særlig at skrive ... da jeg absolut intet kendte til genren, inden jeg skrev den.

Det var vist alt for nu. I løbet af efteråret kommer der flere nyheder - som sagt er der mange projekter i gang, og mindst et par stykker af dem vil nok nå i mål inden vinter. Ikke mindst min næste udgivelse, der kommer den 31. oktober. På Allehelgensaften ...

Augusts arbejde 2015

Det er ikke sommer længere, det er ikke ferie længere og der er ikke meget tid til at skrive længere. Heldigvis er min lejlighed årstids-sikret, og lig tunnellerne under Stevns-fortet, holder den en behagelig temperatur året rundt. Det har været rigtig svært at starte på arbejdet igen efter ferien, men jeg har forsøgt at bevare momentum og få skrevet en masse. Det er heldigvis også sket.

 

I løbet af august skrev jeg to noveller, og arbejdede videre på min roman:

Fantomer (7000 ord, science fiction)

Den ellevte elefant (7100 ord, realisme)

Lea (12000 ord, i gang, roman)

Novellen Fantomer handler om Felix, der går en aftentur i en storby, hvor der næsten ingen mennesker er ude. De sidder i deres sorte lejligheder, med deres linser på. De linser giver dem mulighed for at se, føle og smage alt. Felix har ikke linser på. I stedet oplever han de andre mennesker, der som han, ikke har linser på. Han lever med dem, danser med dem, undgår dem. Og til sidst vender han blikket mod det arbejde, han har gang i. 

I Den ellevte elefant har Daniel Schwartz et frygteligt travlt liv, hvor han maksimalt fører fire samtaler om dagen. Mere kan han ikke holde ud. Han tænker aldrig på elefanter. Ikke før hans kone og søn tager på ferie i Thailand hos hans dagdriverbror Joakim, og vender hjem med en udskåret elefant. Det er svært for ham at tackle, og det bliver kun værre, da hans bror af mystiske årsager melder sin ankomst til jul.

Det er ligeledes blevet til et enkelt Skår:

Cellemembran (om en kvinde, tusind tanker og overtro)

Den 20. august var jeg til oplæsningsarrangement i Odense i forbindelse med Spoken Word-festival. Det var Henrik Harksen fra forlaget HHP, der havde arrangeret at fem forfattere, der alle var udkommet hos ham hver især skulle læse et stykke af en tekst op, alt imens de blev akkompagneret af musikeren Ras Bolding. Eventet hed Gotisk Gys og Gru og det var en ret vild oplevelse - ikke mindst fordi der kom over 100 mennesker, og de sidste blev nødt til at stå i døren. Mellem de forskellige forfatteres oplæsninger (Niels Ole Busk, A. Silvestri, Nikolaj Johansen, Anders Edalis, Henrik Harksen) spillede Ras Bolding sets med to-tre numre, og kombinationen fungerede rigtig godt. Jeg læst op fra Al kødets gang, og jeg synes det gik ret godt. Det eneste jeg er lidt ærgerlig over er at den meget dygtige fotograf, der tog billeder af alle de optrædende, kom for sent til at fange mig. Heldigvis var Henrik Harksen hurtig på aftrækkeren, og knipsede et skud af mig. Jeg håber virkelig der kommer flere arrangementer af samme skuffe i fremtiden - det var fedt at være med.

September er proppet med projekter, så jo før jeg kommer i gang, desto bedre. Hav det fantastisk alle sammen!

Trailer 98 - uddrag af Blot en mindre undergang

I 2013 afholdt forlaget Valeta, i samarbejde med bloggen apokalyptisk.dk, en novelle-konkurrence med temaet Undergang. Undergangen kunne tolkes som man nu ville, og med mine tendenser inden for emner i min skrivning, kunne jeg ikke lade en sådan chance gå min næse forbi. Jeg havde en klar idé, som jeg skrev længe på og efterhånden som deadlinen nærmede sig var jeg helt rolig. Jeg havde mit bidrag. Lige indtil at lynet ramte mig, fjorten dage før tid. Jeg fik en bedre idé, og den endte i novellen Den allersidste dans, der heldigvis kom med i antologien.

 

Men hvad så med den anden historie? Ja, den sendte jeg ikke ind, men for første gang ser et udsnit dagens lys. Tonen i den er meget semantisk, meget lallende og næsten udelukkende holdt i direkte tale. Hovedpersonen er en navnløs person ... og så den skabning, hvis job det er at reducere Jorden til absolut ingenting, noget denne skabning forresten finder usædvanligt trivielt, og derfor har skabningen intet imod at slå lidt tid ihjel med snak, nu hvor den alligevel er i gang med at dræbe resten. Og titlen? Blot en mindre undergang. 

"Hovhov. Nu skal du ikke se tøsefornærmet ud. Jeg er overbevist om at du har fået tudet ørerne fulde af hvor unik og fantastisk og sjælsflænsende vidunderlig netop denne planet er. Det passer ikke. Din verden er et kedeligt gennemsnit. En statistisk konstant. Man kunne stille sit ur efter din verden, og så glemme alt om den. Det har jeg ikke tænkt mig at gøre. Lidt stolthed skal man have for sit håndværk, selv når dette er ækvivalenten til en røvkedelig mandag på kontoret. I har mandage? Godt, så har jeg da lidt styr på det. Med så mange verdener ændrer tingene sig hele tiden.

Pause? Så lad gå, det kan jeg godt. Tid er sådan et abstrakt koncept. Ikke fordi jeg forstår mig på den slags. Jeg er overhovedet ikke abstrakt, men jeg er imponeret over ideen om at man kan sætte tid i system, og så derefter udklække princippet om en pause. Som om I kan trykke på en knap, og så stoppe universets rotation. Megalomantisk, mon ikke! Pudsigt attraktivt. Lidt storhedsvanvid er et fremragende bind for øjnene. Men hvorfor vil du have mig til at sætte pausefiskene i gang?

Okay. Det kan man vel godt forstå. Jeg ved ikke om du har ret til en forklaring, men jeg vil godt give dig en alligevel. Jeg kan ikke stoppe tiden, det kan ingen, men jeg kan brække dens ben, så den kun snøvler sig frem. Du er et bevidst væsen, der har funderet over din plads i verdens store myretue, i universet, i hurtigkøen i Netto. Så er det kun fair at du får lidt perspektiv på det hele. Jeg kunne give dig svaret på tre sekunder, men eftersom jeg har stækket tiden, vil det tage for evigt. Se det positive i det. Du har første parket til hele kataklysmen og jeg garanterer dig for at du bliver den sidste, der ryger.

Hørte du efter tidligere, da jeg kaldte din verden for et kedeligt gennemsnit? Godt, det havde du ikke glemt. Jeg kan mærke helt herover, hvor vred det gør dig. Her kommer jeg, trækker pikken frem og pisser ud over hele din virkelighed. God, tyk morgenurin. Selvfølgelig bliver du harm. Men det er ikke fordi jeg har noget mod din verden. Der er bare så mange verdener derude, at jeg har svært ved at finde entusiasmen frem, når det kommer til din. Tro mig, jeg gør mit bedste. Nothing personal.

For dig er det her en skelsættende begivenhed. At der er så ikke er andet på den anden side af skellet end ultimativ tomhed, er irrelevant. Alle dine drømme, alle dine håb, alle dine sukkerchok og premierefilm er hedengangne. Det forstår jeg godt alt sammen. Du må forstå, at for mig er det et arbejde. Jeg kataklysmede en verden til stumper i går, og jeg vil destruere endnu en variant af Jorden igen i morgen. Samlebåndsarbejde.

Det er måske forkert af mig at være så hoven. Du kan jo ikke vide, at de sidste mange gange har jeg smadret meget identiske versioner af Jorden. Der har ikke været nogen overraskelser, og det kan godt gøre en træt. Lidt lyspunkter har din verden dog. Det vil jeg godt nævne. I har trods alt pingviner og maling. Det er noget. Eller, I havde pingviner.

Det jeg forsøger at sige er, at der måske er gået lidt for meget trummerum i det. Min glæde over mit arbejde er hensygnende. Tragisk, hvis man tænker over det, eftersom jeg ikke har så mange muligheder for at få et andet job. Der hvor jeg har hjemme har vi ingen arbejdsformidling. Ingen understøttelse. Ingen videreuddannelse. Jeg udfører den funktion, som jeg er skabt til. Måske kan du sætte dig i mit sted? En omstændighed er dog formildende: Jeg er forbandet god til det jeg laver.

BAM!

Haha, så du det!? Det var sgu lidt krydderi på tilværelsen alligevel. Det sker kun en gang ud af million, at et af kontinenterne rive sig fri af soklen og lander som en halv sandwich oven på et af de andre. Den havde jeg ikke set komme. Måske tog jeg fejl. Din verden kan byde på en smule adspredelse alligevel.

Der er ikke noget, der glider forbi din opmærksomhed, hva? Du bed dig fast i det ene ord, som var det en sukkerknald. Skabt. Hvem har skabt mig? Hvis jeg skal forklare det på en måde, hvor du kan være med, vil jeg nok bruge ordet 'lem'. Åben mund og polypper. Jeg snakker altså ikke sjofelt. Det er kun dig, der tænker sådan. Den del kommer jeg aldrig til at forstå, men det hænger vel sammen med begær. Konstant pik og patter. Øjeblik, jeg skal lige fokusere på Atlanterhavet."

Trailer 97 - uddrag af Indestruktium

Gennem de sidste mange år (10?) har Science Fiction Cirklen udgivet en årlig antologi med undertitlen Lige under overfladen. I den er der altid science fiction-noveller fra 15-20 forskellige skribenter og det er altid spændende at se hvad andre har fundet på. Jeg sender ofte mere end en novelle ind til "konkurrencen" og dagens novelle er en af dem, der ikke kom med i antologien og som heller ikke er udgivet. Det ændrer ikke på at jeg selv finder den i den gode ende af mine noveller.

Novellen hedder Indestruktium, og er både navnet på et ekstremt hårdført byggemateriale (i fortællingen) og et nik til en lidt stående joke indenfor science fiction, nemlig unobtanium. Arkitekten Martin sidder på en bar, han har en øl foran sig og på skærmen det, der engang vil blive til et svimlende, moderne underværk. Ud af det blå, og ret flabet, sætter der sig en mand han ikke kender ved hans bord og begynder at fortælle en historie, der lyder som om den skete for lang tid siden, men i virkeligheden handler om noget, der er lige ved at ske. Og med det oplæg, vil jeg træde tilbage og lade ham selv fortælle videre:

"”Engang for længe siden var der et terrorist-angreb på London,” lagde han ud, og tog en serviet fra holderen på bordet.

”En gruppe nord-irske frihedskæmpere havde fået nok af den slappe og knælede attitude, deres regering havde udvist over for Storbritannien i over 20 år. Derfor udså de sig essensen af alt, hvad der var engelsk. Big Ben. En sen eftermiddag i august gik fire mænd ind i det gamle tårn, og placerede bomber på strategisk ømme punkter. Dagen efter detonerede de sprængladningerne. Det store klokketårn eksploderede i en regn af sten, tal og visere. Da det styrtede i grus, dræbte det 700 mennesker. Efterfølgende døde yderligere over 100 som følge af deres skader. Det var en tragisk affære, og selv om de fire mænd blev fanget og dømt til livstid, efterlod angrebet et hul i den engelske folkesjæl,” sagde han, og rodede i sin lomme. En kuglepen viste sig, og hurtigt skitserede han Big Ben på servietten. Fire steder satte han krydser.

”Der, der, der og der sad bomberne. Det gamle tårn havde ikke en chance.”

Jeg så på ham med et underligt blik.

”Det der er ikke et eventyr. Det skete sidste år,” sagde jeg.

”Hvem er det, der fortæller historien? Dig eller mig?”

”Dig. Men indtil videre har jeg hørt den,” kommenterede jeg.

”Det er også de bedste historier. Dem man tror man kender. Men efter hele Storbritannien havde sørget i et år, blev det besluttet at afholde en konkurrence. I ren trods krævede den engelske befolkning at en anden bygning blev opført i Big Bens sted. Den skulle stå på præcis samme sted, ved siden af Palace of Westminster og skue ud over Themsen. Eftersom der var valg i samme år, var den engelske premierminister ikke sen til at følge befolkningens ønske. Derfor udskrev de en konkurrence til alle verdens arkitekter. Opgaven var simpel. Lav en bygning, der er lige så unik som Big Ben havde været.”

Jeg hostede ned i min øl.

”Den konkurrence kender jeg godt. Vi er et par stykker, der … ”

”Shh – jeg fortæller,” formanede han, og pegede på mig.

”Er du holdt op med at ryge endnu?” spurgte han

”Nej.”

”Så nasser jeg lige en smøg om et par minutter. Det er ved at være lang tid siden. Svære at få fat på,” sagde han, men inden jeg kunne kommentere, fortsatte han med at tale.

”Konkurrencen løb over et år, og den blev en enorm succes. Alle medvirkede. Fra de største firmaer til den mindste arkitektspire. Kreativiteten var enorm. Fra Süss&Berhnkopf i Berlin kom en bygning, der var lavet som tre bygninger, der slyngede sig om hinanden i en efterligning af æskulap-staven. Fra en anonym bidrager i Tokyo kom et forslag om at bygge et tårn, hvis facade var et evigt opdaterende kort over De Britiske Øer. Selvfølgelig var der også mere normale forslag. Amerikanerne kom med et forslag om at genopføre Twin Towers. Det forslag nåede ikke engang gennem den indledende runde. Bad taste, hvis du spørger mig. Men til sidst stod de med en vinder. Og sikke en vinder, det var.”

Han nikkede for sig selv.

”Et smukt stykke arbejde. Kunne være et skoleeksempel på hvordan man arkitektonisk fremavler skønhed. Bygningen trak på de største traditioner, fra gotikken over art deco til Bauhaus. En af de mest fantastiske ting ved netop denne bygnings sammenblanding af stilarter var, at ingen steder virkede den opstyltet eller forstillet. Det var lykkedes arkitekten af bibeholde alt det smukke, og skjule alt det grimme. Et sandt unikum. Og det er da også en sandhed, at efter arkitekten havde tegnet den bygning, skulle han aldrig mere bekymre sig om arbejde igen. For tilbuddene stod i kø, og han kunne næsten nævne sin egen pris. Drik din øl. Ellers kommer du ikke til den næste.”

Jeg parerede ordre, tog en slurk og tørrede mig om munden med bagsiden af hånden.

”Hvad hed arkitekten?” spurgte jeg, da han satte læberne til sit glas.

”Det er ikke så vigtigt. Det vigtige er at han blev kendt. Men hvor dygtig og kunstnerisk fremragende arkitekt nu end var, var det ikke bygningens udseende, der i sidste ende afgjorde, at det var den der vandt. For mange af de andre indlæg i konkurrencen havde været lige så fantasifulde, lige så smukke og lige så exceptionelle. Hmm, kan man egentlig sige det? At to ting er lige exceptionelle?” spurgte han.

Der gik et øjeblik, før jeg forstod at han rent faktisk forventede et svar.

”Øhm, det tror jeg nok,” fik jeg hakket frem. ”Hvis de er exceptionelle på hver deres måde.”

”Men hvordan bedømmer man så, om de er lige?” spurgte han, med et oprigtigt blik i øjnene."

Julis arbejde 2015

Årets syvende måned er færdig, og det samme er min ferie. Det er ikke noget jeg helt kan overskue og det er ingen løgn at jeg helst ville se ferien strække sig ind i uendeligheden. De fleste år har jeg arbejdet på et større projekt i min ferie, men i år var anderledes - der har jeg samlet tråde op, arbejdet på forskellige mindre ting og ellers forsøgt mig med noget afslapning.

I løbet af juli skrev jeg fire noveller:

Update (3600 ord, realisme)

Læserbrev til Sekundanten (3100 ord, realisme)

Jeg ved godt du er der (8300 ord, weird)

Kolde facts (SMS-novelle, horror)

Update handler om Iben, der noget modvilligt skal have en ny telefon. Hun er ikke helt sikker ved alt det nye, og det er heller ikke så rart at stå i forretningen og tale med fremmede. Heldigvis har hun sine indre billeder at ty til, når det bliver svært. Og de ydre til Instagram, hvis det er ved at gå helt galt.

Novellen Læserbrev til Sekundanten er udformet som et brev fra dr. med. Laust K. Severinsen, hvori han angriber hvad, der for ham, virker som en uddaget form for vanetænkning når det kommer til forældremyndighed. Novellen er skrevet til min samling Næsten her, så den er realistisk ... bare ikke i vores verden.

Jeg ved godt du er der er noget af det særeste jeg har skrevet. Der er noget horror i den, bestemt. Der er også noget kosmisk pseudofilosofi. Når jeg tænker på den, er noget af det, der står mig klart, at det egentlig er tre historier, der hænger sammen, men kan læses hver for sig. Ligeledes er jeg ikke helt sikker på om den er virkelig dårlig eller virkelig god. Det kommer måske an på læseren og dagen. Derfor vil jeg heller ikke komme med det mindste referat.

Den fjerde novelle, SMS-novellen Kolde facts, vil nok blive placeret i horror-genren. En person, der blot går under navnet X, har en masse viden han eller hun gerne vil dele med dig. Om alle mulige ting som atomubåde, nerveender, fugleedderkopper, blodtab, gletsjerspalter og Danmarks kystlinje. Der er ikke noget som fakta til at sætte verden på plads.

Mellem, eller samtidig med at jeg skrev på novellerne, arbejdede jeg også på en række Skår - og det er blevet til fire af slagsen.

Grevefejde (om en greve, de underjordiske og et damplokomotiv)

Dødebog (om 120 navne, en masse måder at dø på og statistik)

Automatpilot (om en affære, et flystyrt og børnetænder)

Tidspunkt (om Nørreport station, klokken 06.30 og vanskabte voksne)

Jeg har løbende, ved siden af de nye ting, arbejdet med at oversætte en række af mine gamle noveller. I løbet af juli måned nåede jeg hele fire af slagsen og det er sjovt at genopdage sine egne tekster. Et element jeg ikke anede ville være til stede, var at det blev lettere at opdage plothuller, manglende forklaringer og/eller sløsede personskildringer, når man oversatte en tekst. Derfor har jeg for fremtiden tænkt mig at føje det værktøj til kassen, hvis jeg kæmper lidt med en særlig snurrig fortælling.

 

Information afholdt en kronikkonkurrence med deadline den 6. juli (og emnet Da jeg vidste jeg tog fejl) og selv om jeg ikke oprindeligt havde tænkt mig at skrive til den, endte det med at jeg på dagen havde en idé og også fik den skrevet. Det endte med at blive en meget personlig og ærlig tekst om ikke altid at være den klogeste. Intet tyder dog på at den klarede sig særlig godt i konkurrencen. Det har jeg det helt okay med. Jeg har ikke den store erfaring med at skrive hverken personligt eller kronikker, men det kunne sagtens være et område jeg ville rode lidt mere med.

Ligeledes har jeg sendt diverse tekster ind til forskellige antologier, blade og lignende. Det bliver spændende at se hvad der sker med dem.

August bliver en måned hvor jeg har en del møder ang. alt det her forfatteri, er ude i offentligheden et par gange og ellers primært skal arbejde på en roman. Jeg håber blot at skolestarten i år ikke bliver lige så modbydelig som sidst.

Trailer 96 - uddrag af Tredimensionale Daniel

Det er sjældent, men en gang imellem skal det til. For det meste har jeg brugt mine trailers til at fortælle om noveller, der allerede findes i samlinger eller antologier, eller er på vej indenfor en overskuelig fremtid. Trailer nummer 96, Tredimensionale Daniel, er ikke mere end en måned gammel, den har umiddelbart ingen plads i nogen udgivelse og ligger derfor nu på min harddisk sammen med de andre noveller, der måske en dag kommer ud i verden.

I fortællingen møder vi Daniel og Anika, der bor i et dejligt hus sammen med deres golden retriever Arkansas. De er næsten unge og nærved lykkelige, og deres liv er ganske sprødt. Det ændrer sig alt sammen, da de en dag modtager en pakke med et mildest talt irriterende indhold. Her vil nogle læsere tænke på Richard Mathesons Button,Button, men som uddraget viser er der noget ganske andet i pakken - og det er blot begyndelsen.

"Nu var det ingen hemmelighed at Anika var en frygtelig gavetrold. Der fandtes kun to ting i verden, der kunne gøre hende helt bims. Det ene var kattekillinger, der havde fået fat i en bamse og det andet var gaver. Når det nærmede sig jul og hendes fødselsdag, havde Daniel altid et værre hyr med at skjule gaverne for hende, for Anika var udstyret med en radarnæse og fingre, der burde have siddet på en sikkerhedskontrollør i lufthavnen. Hun mærkede på pakkerne, og hun var djævelsk god til det. Selv det ene år, hvor Daniel havde pakket en ny mobil ind i kassen til en elkedel, var det endt med en afsløring. Så god var hun. Men i år havde Daniel narret hende. For han havde slet ikke tænkt sig at købe hendes gave før på selve dagen. Derfor kunne han også svare helt ærligt på hendes næste spørgsmål.

”Er det dig, der prøver at give mig en gave for tidligt, så jeg ikke finder den?” spurgte hun drilsk, og gik forbi ham, tilbage mod køkkenet. Daniel kunne allerede se hendes fingre danse rundt på pakken.

”Nej, snuske, det er ikke fra mig,” sagde han og fulgte efter, mens han stoppede det sidste af rundstykket i munden. Anika havde allerede sat sig igen. Hun så på ham med et skælmsk blik.

”Hold op, skat. Du er så dårlig til at lyve.”

”Det er altså ikke mig,” forsvor han og fik en alvorlig rynke i panden. Tonen fik hende til at granske hans ansigt. Han hældte en kop te op, pustede på den og gentog sig selv.

”Nåh,” sagde hun skuffet og forvirret. ”Måske ligger der en brev indeni pakken, der fortæller hvem det er fra?”

Daniel trak på skuldrene. ”Du kan åbne den og se efter.”

Anika nikkede, men blev alligevel siddende. Hendes fingre dannede et kort over pakken, hun løftede den prøvende et par gange og til sidst rystede hun den. Hun spidsede læber, rullede øjne og tænkte så det knagede. Imens spiste Daniel endnu et rundstykke, for det var synd at lade noget gå til spilde.

”Det er en sten,” sagde Anika endelig, efter i hvert fald fem minutter.

”Er du sikker?” spurgte Daniel, selv om han vidste hun aldrig tog fejl.

”Ja, det er jeg. Det er en sten. Du kan selv prøve at mærke efter.”

”Jeg kan ikke det du kan, snuske. Men så er det en sten. Det er nok et publicity stunt.”

”Nu åbner jeg den altså,” svarede Anika og tog brødkniven. Hun satte spidsen til den brune tape, der havde holdt kassen lukket og sprættede den op i et ryk. Flapperne nejede for hendes hånd og det første hun trak op var en plasticpose. Der lå to ting i den. Et brev i en flødefarvet konvolut og et sæt grove handsker, der så ud som om de var vævet af hår. På konvolutten stod der med store bogstaver LÆS MIG!

”Det er ikke en sten,” sagde Daniel.

”Det kan jeg da godt se. Måske ligger den længere nede,” svarede Anika og skulle lige til at stikke hænderne ned i de sammenkrøllede aviser, da Daniels hånd røg frem, og greb hende om håndleddet. Arkansas snusede til kassen og deres hænder.

”Skal vi læse brevet først?” sagde Daniel. ”Det er mærkeligt nok at der kommer en gave til os. Jeg har ikke lyst til at du bare stikker hænderne ned i den. Der findes mange mærkelige mennesker. Kan du ikke huske ham jeg viste dig på nettet? Ham der psykopaten, der elskede at sende skorpioner til fremmede?”

”Nåhjo,” svarede hun og rakte ham brevet i en anakronistisk cadeau til de gængse kønsmønstre. ”Vil du læse det først?”

”Jeg vil læse det højt,” svarede Daniel og vendte konvolutten om. Det var forseglet med lak, men det var ikke til at tyde hvem afsenderen var. Daniel brød seglet med smørekniven, og trak et enkelt ark ud. Han mimede ordene mens han læste. Så læste han det igen. Og en tredje gang.

”Læs det nu,” sagde Anika utålmodigt.

”Okay,” svarede Daniel, ”men der er en eller anden der griner af os lige nu.”

”Læs det nu bare.”

Daniel sukkede og begyndte at læse. Dette var hvad der stod i brevet:"