Al kødets gang - det gotiske islæt

For ti dage siden udkom min sjette bog Al kødets gang. Den er en del af en serie bøger på forlaget HHP, der alle har den fælles betegnelse 'gotisk krimi'. Med andre ord, en serie hvor bøger trækker på noget gotisk, men også på noget fra kriminalgenren. Hver bog har ladet forfatteren selv tolke på de to genrer og det vil sige at bøgerne strækker sig fra noget, der er meget tæt på den gammeldags kriminalroman over eksperimenterende værker til bøger, hvor det gotisk islæt er meget stærkt. Min er en af de sidstnævnte. Men hvad fanden er gotik egentlig?


I litteraturen er det en genre, der kombinerer noget uhyggelig og noget romantisk. Ikke romantisk på den der måde med røde roser, champagne og holden i hånd mens månen plirrer, men romantisk på en måde hvor det handler om det følelsesfulde i mennesket. En romantisk tanke er blandt andet at det ikke er alt, der er målbart eller til at regne ud. Ligeledes er det en romantisk idé, at naturen bør sættes højere end kulturen. Det uhyggelige i gotikken er taget fra alle sider - her lever den onde fader side om side med Satan, vampyrer, ånder og galninge. Så gotikken handler i min optik om menneskets følelser, både i og når det udsættes for det modbydelige - men også om at mennesket grundlæggende er underlagt naturen, både sin egen og den med stort N.

Da jeg lavede mit forarbejde til Al kødets gang, læste jeg en stor del gotisk litteratur. Shelleys Frankenstein, Stokers Dracula og Stevensons Dr. Jekyll and Mr. Hyde i romanafdelingen, men især Poe tiltrak mig, når det kom til de kortere fortællinger - fordi de i sig bar elementer af både horror og krimi. Især Hjertet der sladrede (The tell-tale heart), Levende begravet (The premature burial) og Ned gennem malstrømmen (A descent into the Maelström) var nogle jeg havde siddende i hovedet, mens jeg skrev min fortælling. Derimod holdt jeg mig langt væk fra, ja læste den ikke engang, Huset Ushers fald (The fall of the house of Usher), da jeg allerede fra første færd vidste at jeg selv ville bruge et gammelt hus og have en slægt som en del af plottet. Som de fleste horror-interesserede havde jeg tidligere læst Poe, men denne gang dykkede jeg ned i historierne med forfatterens øjne og forsøgte at aflure ham hans metoder.


Det var klart at jeg ikke kunne skrive romanen i det sprog Poe brugte. Ikke alene ville det være en anakronisme, men det passede heller ikke til en fortælling sat i nutiden. Så i stedet pejlede jeg på hans plot, hans opbygning og hans personer. Det kunne jeg heller ikke bruge rent, for det er trods alt 150 år siden manden skrev sine fortællinger, så jeg blandede det med moderne problemstillinger. Til sidst føjede jeg et ekstra lag fernis til i form at elementer taget fra southern gothic, der er en undergenre med fokus på det makabre og virkelig forstyrrede individer. På den måde endte det med at blive en fortælling, der er gotisk med gotisk på og jeg synes det fungerer rigtig godt. 

En af mine kæpheste med min skrivning er altid at forsøge noget nyt, og det var en sjov oplevelse at læse "op til skrivning" på samme måde som man læser op til eksamen. Jeg havde mit skelet, men først da jeg læste og især dykkede ned i de gamle tekster, kom muskler og sener til. Jeg tror godt jeg kunne finde på at gøre det samme en anden gang ... men hvis jeg kender mig selv ret, vil det blive i en helt anden genre. 

For at se slutproduktet, kan du erhverve dig bogen her

og hvis det er for meget - kan du læse kildematerialet lige her. Alt godt.

29 gode grunde til at læse genrelitteratur!

Jeg er blevet træt af at brokke mig og udelukkende se problemer og hindringer.

Igennem mange år har et af de helt store emner blandt forfattere af bøger og noveller i de fantastiske genrer været at mængden af læsere svinder voldsomt ind i takt med at læserne bliver voksne. På børne- og ungdomsfronten er der absolut ingen problemer for horror, science fiction og fantasy - tværtimod er de tre genrer noget af det mest læste. Storværk på storværk bliver produceret og efterfølgende slugt af en tilfreds og umættelig læserskare. Som med krimimarkedet for voksne ser det ikke ud som om det kan mættes lige med det samme. Faktum er dog at efterhånden som læserne bliver ældre, sker der en af to ting (i de fleste tilfælde). Enten falder de fra eller også bliver de ved med at læse børne- og ungdomslitteratur. For forfattere af voksenlitteratur indenfor de fantastiske genrer er det lige meget hvilken af tingene der sker, for resultatet er det samme. Få læsere.

Nu kunne jeg brokke mig - vifte med armene, råbe højt, dundertale og pege indtil jeg blev helt blå i hovedet. Det gider jeg ikke. Hvis du er kommet her efter den slags, så må du kigge et andet sted på denne eller andres blogge. Dette indlæg skal nemlig være positivt. I stedet for at sige at det er for dårligt, så lad mig påpege hvorfor den voksne læser kan få noget ud af at læse de fantastiske genrer. Fordi nye genrer kan være svære at komme i gang med, vil jeg også snakke lidt om noveller - selvfølgelig. Men nu, ikke mere sladder - velkommen til mit helt personlige alfabet af grunde!!

A: Grunde til at læse dansk!

A: Hvis du ikke læser og køber dansk litteratur, er der ingen økonomi der kan sikre at forfattere har muligheden for at leve af at skrive. Uden at kunne vie tiden til deres tekster, tager det meget længere tid for forfattere at blive lige så gode som de udenlandske (hvilket er det argument de fleste bruger for ikke at læse dansk). Selvfølgelig findes der undtagelser, men de er få. 



B-K: Grunde til at du skal læse dansk horror!

B: Miljøet har aldrig været mere eksperimenterende end det er nu. Det vil sige at der næsten med garanti vil være en forfatter, der falder i din smag.
C: Der udkommer rigtig meget horror, både antologier, novellesamlinger og romaner, så der er ingen fare for at løbe tør.
D: De tillægsord, der bruges til at beskrive gode krimier - såsom uhyggelig, skræmmende, frygtelig - findes i endnu højere grad i horror.
E: Horror er en meget bred genre, så det er lige meget om du er til realistiske fortællinger eller zombie-apokalypser - horror har det hele.
F: Mange danske forfattere bruger Danmark, geografisk såvel som mentalt, som omdrejningspunkt i deres fortællinger. På den måde er det lige til at gå i gang med.
G: Horror rører ved noget fundamentalt i os, og det er en måde at føle at man lever på. Horror er skræmmende og grotesk, men også elegant og smukt.
H: Når du er færdig med en fortælling, bliver den siddende i dig i lang tid efter. Du bygger selv videre på den, og hvad kunne være bedre end på den måde at skabe en større historie?
I: Horror spiller ofte på rigtig mange strenge og kan fortolkes på mange måder - så ved at læse horror, kan du få stimuleret din analytiske sans.
J: Meget taler for at horror er verdens ældste genre, som alle de andre er vokset ud af. Så hvis stenalderkost er sundt, hvad er hulerædsel så ikke?
K : Er du hipster, er det fedt at kende noget andre ikke kender. Er du ikke hipster, er det lidt badboy at læse om slemme ting. Er du menneske, giver det dig bare noget andre genrer ikke gør.


L-U: Grunde til at du skal læse dansk science fiction!

L: Science fiction er et udskældt genre, der bliver set ned på (af uvisse grunde). Ved rent faktisk at læse den kan du være med til at give den en fair behandling.
M: Science fiction formår at bringe videnskabelige ideer og principper ud af undervisningslokalet og ned i en fortælling. På den måde kan man, uden at gøre det store, lære nogle vilde ting om vores verden.
N: Science fiction er den genre der tager de store, filosofiske spørgsmål op. Hvad nu hvis-heden er fantastisk og som læser kan du selv danne dig en mening mens du læser.
O: Danmark har en rig tradition for science fiction og derfor kan du, ved at læse genren, sikre at der bliver ved med at komme nye forfattere.
P: Genren formår at bygge potentielt ægte verdener, hvor der hvor læseren står er fortid i fortællingens univers. Science fiction kan være nøjagtig det samme som slægtsromanen - blot med modsat fortegn.
Q: Der er robotter, der er rumskibe, der er rumvæsner - alle de fede, nørdede ting. Men for hver af disse er ti ægte mennesker, der føler og drømmer. Der er skæbner. Der er tanker. Og der er liv ... også på fremmede planeter.
R: Der er ikke den videnskabelige forgrening, der ikke bliver taget under behandling. Fysik, kemi, bevares. Men hvad med pædagogik, antropologi eller psykologi? Eller hvad med humorologi? Du kan se hele listen her - de er der alle sammen.
S: For første gang siden 1970erne bliver der regelmæssigt skrevet, og udgivet, dansk science fiction. Det er nu du skal med på vognen.
T: Genren er fyldt med humor og spas - præcis lige som alle andre. Det kan godt være at der er flere alvorlige videnskabsmænd her, men ganske ofte har de klovneparyk på!
U: Science fiction er den mest grænseløse genre der findes. Det er det eneste sted hvor noget kan forudsiges før det sker og bliver det på månedlig basis.


V-Z: Grunde til at du kan læse noveller!

V: De er gode til at levere en fyndig og hurtigt afsluttet fortælling. De passer til en tur i toget eller til frokosten. I Danmark bliver der hvert år udgivet mange antologier, hvor man tilmed kan stifte kendskab med mange forskellige forfattere.
W: En novelle kan ofte dvæle ved et ganske kort øjeblik, eller en enkelt, vigtig begivenhed. Det kan resultere i meget intense oplevelser.
X: Noveller er gode når man skal forsøge at læse andre skrivestile, forstå litterære eksperimenter eller vænne sig til anderledes ordforråd.
Y: Rigtig mange forfattere starter ud med at skrive noveller. Ved at læse dem kan man både finde nye favoritter, støtte spirende forfatterskaber og følge en udvikling.
Z: Noveller er fremragende når man som læser vover sig ind i ukendte genrer. Der kan man på kort tid finde ud af om en del af en genre siger en noget (bare fordi varulve er dumme, behøver seriemordere ikke at være det), eller om man skal prøve en anden.


Æ-Å: Grunde til at du skal læse forskellige genrer! 

Æ: At læse er uden sammenligning den største gave et menneske kan få. Derfor skal du læse alt hvad du kan komme i nærheden af - fra shampoo-flasken til mormors ugebladsnoveller.
Ø: Forskellige genrer giver forskellige vinkler. Ved at gøre din horisont større, ser du også verden mere nuanceret. Det betyder ikke at man ikke må have en favoritgenre - det skal man næsten have :)
Å: Det er altid tilladt at hade eller elske en genre/bog - så længe man har læst nok af den til at kunne forklare hvorfor. Ved at læse forskelligt, kan du altid være med i en diskussion - og det bliver fuldt ud tilladt at afsky 50 Shades of Grey ;)

Jeg håber du kunne lide min liste - og at et eller to af rådene måske har sat sig fast. Du er meget velkommen til at kommentere - eller dele opslaget ... og undskyld at jeg ikke har snakket om fantasy/den fantastiske fortælling. Det kan være jeg vil gøre det en anden gang. Tak for din tid - og hvis du scroller lidt ned, vil der være en række links til forlag, organisationer og hjemmesider, hvor du kan finde litteratur for voksne i de førnævnte genrer. Adios!

-------------
Forlaget KANDOR - alle genrer, også fantastiske - både til unge og voksne.
Forlaget HHP - primært horror 
Forlaget KAOS - horror - både til unge og voksne
Forlaget Valeta - alle genrer, også fantastiske - både til unge og voksne.
Himmelskibet - Foreningen Fantastiks medlemsblad - alle fantastiske genrer
Science Fiction Cirklen - Danmarks ældste science fiction-forening og forlag
Apokalyptisk.dk - hjemmeside, der beskæftiger sig med bl.a. apokalyptisk litteratur.
Gyseren.dk - hjemmeside, der primært beskæftiger sig med horror-litteratur.
Planet Pulp - online -zine, der beskæftiger sig med alt muligt, også genrelitteratur. 
Danske Horrorfans - hjemmeside, der beskæftiger sig med horror i alle afskygninger.

Optisk bedrag


Min fjerde udgivelse, der udkom november 2012,  på forlaget Hexameter. Forsiden er illustreret af Kumi Yamashita.


Uddrag af lektørudtalelsen:

"Novellerne er af svingende kvalitet, men mange af dem er rigtig godt skruet sammen og A. Silvestri er en sand gysets mester, når det rigtig lykkes"
 
Den fulde lektørudtalelse.

Anmeldelser:

Jette Holst, Litteratursiden - 3/12-12
Thomas Winther, Himmelskibet nr. 35, 19/3-13 
Lise Andreasen, bloggen ommadawn.dk, 1/7-13

Omtale:

Fantasybøger.com, 29/11-12

Andet:

Læs titelnovellen på bogbidder.dk
Fanside på facebook for A.Silvestri
Optisk bedrag på Goodreads.com 

Optisk bedrag - Indholdsfortegnelse:

Eventyret om historien- uddrag
Kom nat
Doktor Andersen - uddrag
Vinderbon
E-pas - uddrag
Sidste chance
Ansigt
Nu da om - uddrag
100% reklamefri 

Salg:

Paperback
E-bog 

Pandaemonium


Min debutroman, der udkom i november 2011 på forlaget Valeta

Bogens side hos Valeta.

Uddrag af lektørudtalelsen:

"En grusom roman for unge og voksne horror-fans med en blodig hånd og en spyflue på forsiden. Der er ikke den modbydelighed, der ikke udpensles, men det hænger sammen og vil glæde horror-fans, der ikke får for meget på dansk af kvalitet. Stephen King er mesteren i genren, men på dansk har vi Dennis Jürgensens Kadavermarch fra 1991 som nærmeste reference. En grusom og blodig horror-roman, der er velskrevet og tro mod genrens præmisser."

Den fulde lektørudtalelse

Anmeldelser:

Boggnasker - 22/12-11 
Janus Andersen, Horrorsiden - 7/1-12 
Arne Larsen, Litteratursiden - 16/1 -12 
Majasols blog, 16/1-12 
Jette Holst, Gyseren.dk - 28/1-12
Jette Holst, Litteratursiden - 28/1-12
Lisbeth Jensen, Litteratursiden - 12/2-12 - advarsel: Spoilers!
Thomas Winther, Himmelskibet nummer 31, 28/2-12 
Jacob Krogsøe, PlanetPulp, 13/4-12 
Jakob Lerche Lauridsen, Apokalyptisk, 18/9-12 
Daniel Henriksen, Trauma Magazine, 19/1-13 
Hjemmesiden Cautious.dk, 6/3-13 
Bloggen Amalies Bogunivers, 2/6-13 
Bloggen Den lille bogblog, 18/8-13

Omtale:

2200n.dk, 23/2-12
Lars Ahn fortæller om sit interview fra Fantasticon med mig på sin blog
Søren omtaler Fantasticon-interviewet med mig på sin blog Skræk og Rædsel
Janus Andersen omtaler Fantasticon-interviewet på bloggen Horrorsiden
Sven Damgaard Ørnstrup omtaler Pandaemonium på sin blog Fantasybøger

Andet:

A.Silvestri fortæller om Pandaemonium, on location
Lyt og læs Pandaemonium på bogbidder.dk
Download novellen Øen, der foregår i Pandaemoniums univers,  ganske gratis på ebooks2go.dk eller iTunes
Se traileren!
Interview på Fantastiske Forfattere - 18/11-2011
Interview fra Fantasticon - 5/11-11
Oplæsning fra receptionen den 21/11 på Paludan Bogcafé
Fanside på facebook for A.Silvestri
Pandaemonium - fra manus til bog 
Pandaemonium på Goodreads.com

Salg:

Fysisk bog
E-bog

Trailer 95 - uddrag af Spillemaskinen

Det er ingen hemmelighed at jeg oprindeligt kommer fra Lolland, selv om det efterhånden er ret svært at høre. Det er vist heller ikke en hemmelighed, at det er uhyggeligt sjældent jeg skriver noget, der egentlig har noget at gøre med min fødeegn. Dog er jeg medlem af en interesseorganisation under Dansk Forforfatterforening, StORDstrømmen, hvis medlemmer har tilknytning til det gamle Storstrøms Amt. For et års tid siden blev medlemmerne spurgt om de ville bidrage til en samling tekster, og der svarede jeg ja. Jeg tænkte at det nok skulle have noget at gøre med egnen, og derfor sendte jeg en novelle, der havde nogle år på bagen. Den novelle hedder Spillemaskinen og antologien hedder StORDstrømmen Antologi 2015.


Novellen finder sted i en gammel bar, som der lå masser af ude på landet. De har de fem stamkunder, den ene omgangskvinde, de støvede borde og selvfølgelig den enlige spillemaskine i hjørnet. En dag kommer en mand på besøg. Han træder ind i rummet, betaler med 500 kroner for en enkelt øl og går i gang med at spille på maskinen. Imens han spiller, drøner læseren ud og ind i de forskellige mennesker i baren, men i sidste ende står det klart for de fleste, at metalkuglerne bag det tynde glas nok betyder langt mere end noget andet. I traileren møder vi manden, der kommer på besøg.

"Blegheden i mandens ansigt er udtalt, selv om den kolde vind nok også har føjet en ekstra dimension til den. Kinderne er rødsprængte, og under hans mørke cowboyhat stikker halvlangt, hørgult hår frem. Ansigtet er blødt, som en drengs der lige er blevet til en mand, men blikket i hans øjne virker ældre end baren, spillemaskinen og ejeren til sammen. I døråbningen tøver han et øjeblik, før en af de lokale råber, at han skal lukke døren. Vinden skal ikke ind i deres varme. For dem er han en kuriositet, på trods af, at de ikke kender ordet. Det er sjældent at folk blot kommer ind for en kort bemærkning; endnu sjældnere at det ikke er nogen fra landsbyen.
Med sikre skridt går han op til baren, og placerer sig stående ved en barstol. Hans cowboystøvler klikker over gulvet. Den lyd kender de alle. De fleste af de lokale har stadig et par støvler gemt i skabet, som kun kommer frem ved specielt festlige lejligheder. Værten rømmer sig og kigger spørgende på den nyankomne. Et blegt smil flikker over begges ansigter, da der peges på taphanen med Carlsbergmærket. Sløvt løber øllen ned i det store glas; det føles som om tiden bliver strukket. Alles øjne er rettet mod den fremmede. På trods af hans unge alder, er han tiltrækkende på en måde, der får Lotte til at rette sig op, og får enkelte mandenæver til at knyttes. Kun en bliver ved med at tale. Ølhunden, der sidder ved siden af Lotte. Hans stemmebånd er evigt smurte.
Manden tager øllen fra bardisken, og lægger en femhundredekroneseddel. Da værten er færdig med at tælle byttepengene op, er han allerede langt derfra. Han står ved spillemaskinen, ser på den med mørke øjne. Den blinker og dytter til ham. Værten råber efter ham, men han vifter med hånden. Lad pengene ligge hvor de er faldet siger hans bevægelse. De lokale vender deres blikke fra ham, pånær Lotte, hvis øjne borer sig ind i hans brede ryg. Manden roder i sin lomme, omridset af hans fingre kan ses gennem det sorte buksestof. Så lukker hånden sig sammen. Knyttet trækker han den fri, og står et øjeblik med øl i den ene hånd og den anden sammenpresset. Det klirrer, da han åbner hånden, og femkroner falder ned på spillemaskinens glas.
De kigger op, de andre folk i kroen, og ser mønterne lægge sig tøvende til hvile, på nær en enkelt. Den drejer sig i luften, falder mod gulvet. Mandens knæ lyder som mørtelblandere, da han går halvt i knæ og griber den løse mønt. Med rolig mine ser han ud over de andre besøgende, men fæstner ikke sit blik på nogen af dem. Han ser på væggene bag dem og stolene de sidder på. Suger interiøret ind gennem øjne og porer. Så tager han en dyb indånding og smiler. Der lyder en klirren af glas og urolig hosten, da alle vender sig bort fra ham. Hans øjne virker uendelige som skovsøer; ikke den romantiske slags, men mørke huller hvor bunden er lige så fjern som den i en mergelgrav.
Femkronen forsvinder ind i maskinens bug, og lægger sig klirrende til ro. Spøgelset i maskinen vågner, og både lydene og farverne spiller voldsomt. Med en mine, som er han ved at henrette en uskyldig, trækker manden fjederen helt tilbage og slipper. Stålkuglen følger rampen op og bliver slynget i spil. Med et pling rammer den den første forhindring og bliver slået ind i den næste. Manden har bøjet overkroppen let ind over maskinen og placeret sine hænder på knapperne i siden. Klikkende ryger flipperne op og ned, maskinen belønner ham med brudstykker af musik og pointene tæller op. Uden at han blinker, drejer tallet forbi det syvende ciffer."

Trailer 94 - uddrag af I løngangen

En setting, et sted, der findes i rigtig mange genrer er baren. Den er især blevet brugt meget i science fiction (Historier fra Den Hvide Hjort - Clarke, The Draco Tavern - Niven), hvor baren ofte er blevet anvendt som et knudepunkt i en samling noveller - altså som et sted, der binder tingene sammen. Baren i sig selv bliver dog også anvendt i både fantasy og horror; der er noget almenmenneskeligt i muligheden for at drikke sig grundigt besoffen. Baren er dog ofte også et sted, hvor historier og erkendelser ser, om ikke dagens lys, så det beskidte og tilrøgede lokale. En del af tiltrækningen ved barer er nok også, at de ikke har ændret sig synderligt gennem menneskehedens historie - og sandsynligvis ikke vil ændre sig meget i fremtiden. Det gør baren til en, omend ikke unik, så speciel setting.


I I løngangen handler det om Steen, der lige er blevet droppet af kæresten og er journalist. Og det handler om Laust, der er løber. Bedst mens Steen sidder og har ekstremt ondt af sig selv, ankommer Laust til baren. Han har stadig løbetøj på, han sveder kraftigt, selv om det er vinter og han passer lige så godt ind i en mørk bar som en dromedar i et symfoniorkester. Ingen gør plads for den nyankomne, undtagen Steen, hvis journalist-instinkter er blevet vakt. Der må gemme sig en historie i løberen Laust. Resten af historien kan du læse i min samling Kærlighedsfrugt, der udkommer senere på året.

"Mens jeg bestilte, tog han huen af og sukkede tilfreds. Hans ansigt havde indtil nu været hårdt, men nu blødte varmen det en smule op. Han var tæt på de fyrre. Nok derfor han ikke havde været til OL i ´12. For hurtigt gammel. Selv begrænsede min løbeerfaring sig til et par skamfulde nytårsfortsæt og et enkelt forsøg på at imponere en noget yngre pige. Ingen af delene var lykkedes. Jeg rodede i min jakke, fiskede en krøllet pakke Caminante frem og tændte en. Den fede røg blandede sig med resten.
Jeg bliver nødt til at spørge,” sagde jeg. ”Hvad laver du her? På Hankatten ser vi ikke mange OL-løbere og slet ikke nogen, der stadig har sportstøjet på. Så hvad handler det her om? Du er heller ikke fast kunde, for det er jeg.”
Jeg gemmer mig,” sagde Laust hurtigt og rømmede sig. Hans sparsomme, lyse hår stod lige op i luften. Han var skaldet på toppen, så det resterende hår mindede mig om en munks tonsur.
Fra konen?” spurgte jeg og stoppede min hånd, der allerede var på vej ind i inderlommen efter min notesblok. Selv om jeg både ejede og brugte en smartphone, besad jeg stadig en inkarneret mistro til den moderne teknologi. Jeg lod den holde øje med mine aftaler og med, at jeg kom op om morgenen, men vigtige ting som historier insisterede jeg på at have i hard copy.
Nej. Slet ikke fra hende. Hun ville blive glad, hvis hun vidste, at jeg var her. Selvfølgelig ville hun blive mest glad, hvis jeg holdt helt op med at løbe, men det kan jeg ikke. Nogle ting er man ikke selv herre over. Ved du, hvad jeg mener?”
Jeg nikkede og trak notesblokken frem. ”Ja, jeg tror, jeg ved, hvad du mener. Du er heldig, at din kone forstår det.” Af gammel vane fugtede jeg kuglepennen med spidsen af tungen og satte den til papiret. Hurtigt skrev jeg hans navn øverst, efterfulgt af en række symboler; min selvopfundne stenografi.
Er du journalist?” spurgte han, og jeg genkendte den lette tøven, der ofte kendetegnede de mennesker, som var kendte, fordi de rent faktisk besad et talent. For anden gang nikkede jeg. Han tog en tår af øllen. Det var næsten fysisk til at se, hvordan tankerne en for en gjorde holdt bag hans øjne, før han efter et halvt minuts penge trak på skuldrene. ”Hvad du end skriver, må jeg så få lov til at læse det igennem først? Inden det bliver trykt?”
Det ser jeg ikke noget problem i,” svarede jeg, men bandede indvendigt. Når folk udbad sig den mulighed, betød det som oftest, at der virkelig var noget at komme efter, og når der var det, var det tit svært at få lov til at trykke de lækre detaljer. På den anden side virkede Laust som en fyr, der var til at tale med. Det ville ikke være helt umuligt at snakke ham i den retning jeg ville. Og det var trods alt ikke et sladderblad jeg arbejdede for længere. Nu da hans ansigt var lige foran mig, ruskede det i min hukommelse. Laust og jeg måtte være nogenlunde lige gamle. Han havde været noget af et stjernefrø dengang, Team Danmark og hele svineriet. Men så var der sket noget. Fra den ene dag til den anden var han holdt op med at løbe på konkurrenceplan. Jeg prøvede at huske grunden, men trak en nitte. Det eneste jeg var sikker på var, at det ikke havde noget med doping at gøre.
Okay. Så skål,” sagde han. Vi klinkede flasker. Han tømte sin, og jeg kunne ikke gøre meget andet end at bestille to nye. Da Dennis satte dem foran os, skævede han kort til mig, men jeg kunne ikke se om, det var bekymring eller forundring, der lurede under de store øjenbryn.
Hvem gemmer du dig så for? Skylder du nogen penge?” spurgte jeg, for hvis jeg ikke sagde noget, virkede det til, at det ville passe ham udmærket at sidde tavs.
Nej. Jeg har penge nok. Jeg gemmer mig for vejen.”
Der havde alle dage været larmende på Hankatten, så jeg satte hånden bag øret og hævede stemmen.
Hva' sagde du?”
Vejen,” svarede Laust roligt. ”Jeg er bange for vejen”"

Tillykke! Du har skrevet en død bog.

De fleste forfattere kan sikkert nikke genkendende til det næste jeg siger. På et tidspunkt, før din første bog udkom, havde du et billede af at det var alt der skulle til. Hvis bare din bog blev antaget, skulle resten nok komme. Læserne, interviewene, pengene, mulighed for at skrive den næste bog, kærlighed til dit værk. De fleste forfattere ved også at intet af det passer, medmindre de er blandt de forsvindende få, der har ramt plet med deres første bog.

Lad os være ærlige: De fleste er ligeglade med din bog. Ikke fordi de er onde, eller ikke har fået øjnene op for din storhed. De fleste af dem er ligeglade, fordi de ikke ved at din bog eksisterer. Selv hvis de registrerer at din nye udgivelse findes, har du ofte kun et splitsekund til at overbevise dem om at de skal læse den (du kan læse mere her). Det sekund må du hellere bruge godt, for din stemme skal overdøve det flerstemmige kor af anmeldere, der alle sammen anmelder den samme bog OG de store forlags reklamekroner OG din mulige læsers præferencer og smag. Det er ikke let, men det er muligt.

Selv hvis det lykkes at få nogen til at læse din bog, selv hvis det lykkes dig at få den anmeldt, så lever den på lånt tid. Medmindre du har skabt en sællert af de helt store, er din bog uhelbredeligt syg og vil meget snart dø. De fleste bøger dør indenfor et halvt til et helt år efter deres udgivelsesdag. En hel del klarer den til to-årsmærket. Alt over det er usædvanligt. Grunden til at din bog dør er at der hele tiden kommer nye bøger. Ny er ikke det samme som bedre. Ny er ikke det samme som dygtigere. Det er blot nyt og der kommer så mange nye bøger, at din bog ganske enkelt drukner. Ikke fordi du er dårlig eller dum, men fordi du er en blandt mange forfattere. Det er hårdt at se sin bog dø, for det er trods alt dig selv der har givet den liv.

Heldigvis kan du skrive en ny bog. I nogle tilfælde kan den nye bog være med til at give den næsten afdøde kunstigt åndedræt, fungere som en lettere defekt organdonor. I andre tilfælde kan en ny bog kortvarigt vække en tidligere bog fra de døde. Men ak, det samme sker med den nye bog. Den afgår ved døden inden længe. Nogle bøger afgår hurtigere ved døden end andre. Novellesamlinger og antologier er født med en kort livstid. Romaner noget længere, men i sidste ende skal de samme sted hen. Til kirkegården, hvorover der med gotiske bogstaver står Backlist.

En af de sværeste ting som forfatter er når man går en tur på backlisten. Man har blomster med og ved hver titel stopper man op. Læser deres gravsten, og hvisker måske et par ord over den faldne. Især de bøger som aldrig fik en ordentlig mulighed for at blive læst nager, og det er dem man bruger længst tid ved. Man tænker, om man kunne have gjort mere eller andet. Om udgivelsesdatoen var forkert, om forsidens font var for ydmyg eller prangende. Under alle omstændigheder er det for sent nu. Hver bog havde kun én chance. 

Men hvad skal man så gøre? Ingen har lyst til at vade rundt i lig, metaforiske, symbolske eller virkelige. Der er ikke så meget at gøre. Man kan forsøge at sælge ældre værker billigere. Man kan udelukkende tage dem med til signeringer. Man kan fokusere på tidligere titler, når man er ude som offentlig person. Alt tyder på at det ikke virker. Der er kun en eneste ting, der fungerer og det er at skrive en bestseller. Hvis det sker er det dommedag, for de døde vækkes og vandrer på Jorden.

I sidste del af indlægget vil jeg tillade mig at tale til et andet du, nemlig køberen. Det betyder ikke at det andet du, forfatteren, ikke må læse med. Jeg vil bede dig om en tjeneste. Hvis du godt kan lide en forfatters bog, så tjek hans eller hendes bagkatalog ud. Køb en ekstra bog, hjælp et døende værk. Men hvorfor, tænker du? Hvorfor ikke bare investere i den nyeste, hvis det er? Fordi alle de gamle er præcis lige så gode som de altid har været. De bliver ikke ringere af at ligge på backlisten og desuden er det måske lige præcis dit køb, eller din læsning der er med til at genoplive en bog. Gør forfatteren en tjeneste og giv den stjerner på sites som Goodreads, hvor andre kan se hvad du læser. Fortæl på facebook om den her fede bog. Anmeld den på din blog eller snak med dine venner om den. Lån den på biblioteket. Giv den som gave. Share dette indlæg om du har lyst. Det gavner mere end du tror.

De næste par uger vil jeg på min officielle fanside på facebook smide alle mine gamle værker op, med citater fra de anmeldelser de har fået. Jeg håber at det kan være med til at få de døde, om ikke til at vækkes, så i det mindste rotere i deres grave. Her må du også meget gerne selv like, eller dele det hele med dine venner. Tak for tiden.

Junis arbejde 2015

Solen banker ned over Nørrebro, selv om der kun er gået en uges tid af min ferie (ikke engang) har jeg fået afsluttet en håndfuld projekter og dagene strækker sig ud foran mig som et enormt tidstæppe, fyldt med potentiel skrift. Det er virkelig i ferierne jeg kan mærke hvordan skrivningen får lov til at indtage førsteprioritet. Heldigvis får jeg dog også lavet noget, selv om det ikke er ferie.


Juni måned har budt på forskellige projekter, af forskellig art. Ikke mindst er jeg ENDELIG blevet færdig med romanen Et satans arbejde. Dog er det også blevet til en enkelt novelle.

Tredimensionale Daniel (9600 ord, humor/fantastisk fortælling)
Et satans arbejde (135800 ord. Fantastisk fortælling)

Tredimensionale Daniel handler om det unge par Daniel og Anika, der bor i forstæderne. En dag, midt i morgenmaden, ankommer en pakke. Det viser sig at den indeholder De Vises Sten og den slags er ikke nemt at håndtere. Lettere bliver det ikke, da der dagen efter kommer en ny pakke. Og dagen efter igen en tredje. For hvem er det, der sender alle de pakker, og hvorfor er det Daniel og Anika, der skal have dem?

Et satans arbejde vil jeg fortælle mere om i et senere indlæg. Lige nu får manus lov til at hvile i rigtig lang tid. Det har været et stort arbejde at skrive.

Det er også blevet til et enkelt Skår:

Verdensfald (om en kvinde, Karthagos ødelæggelse og tamponer)

Juni måned var også måneden, hvor jeg lagde sidste hånd på ikke bare et, men to manuskripter. Det ene, Al kødets gang, er lige på trapperne og udkommer den 15. juli. Du kan læse mere om den i dette blogindlæg. Den anden, Kærlighedsfrugt, er en novelle-samling (horror), der har været igennem en række omskrivninger, men nu mere eller mindre er klar. Vi (forlaget og jeg) venter dog på en helt speciel illustration, der skal være en del af bogen. Novellesamlingen udkommer til efteråret. Det har været rigtig fedt at afslutte to projekter, så det atter er muligt at vende fokus mod fremtiden. Ligeledes har jeg sendt ind til to konkurrencer, så det bliver spændende at se hvordan det går.

Den 13/6 var der oplæsning sammen med mange andre forfattere fra Dansk Forfatterforening i Ørsteds-parken. Omkring 40 forskellige forfattere læste op, fordelt på seks "scener". Jeg stod for ansvaret for min, og selv om det lyder frygtelig fint, var det ikke stort andet end at huske folk på hvornår de skulle læse. Det var en god dag med fremragende vejr, kolde øl og et par spændende oplæsere. Selv kom jeg på til sidst, og det var en verdenspremiere, da jeg læste prologen til Et satans arbejde op. Det blev vel modtaget. Desværre var arrangementet ikke så godt besøgt, hvilket altid er en udfordring med de store oplæsningstabernakler.

Juli måned bliver spændende, ikke mindst fordi jeg får min sjette udgivelse der, men også fordi jeg går i sving med en for mig helt ny disciplin. Jeg vil ikke afsløre noget endnu, men jeg håber på det bliver fantastisk. Alt godt til jer alle sammen.

Al kødets gang

For omkring halvandet år siden kom Henrik Harksen fra forlaget HHP til mig og spurgte om jeg ikke havde lyst til at skrive en kortroman til hans forlag. Den skulle være en del af en ny serie med undertitlen gotisk krimi, og hvordan jeg tolkede det, var op til mig. Jeg svarede at det kunne jeg godt, og nu er det så 2015 og kortromanen (på grænsen til at være en roman) er nu lige på trapperne.


Efter den indledende aftale, kom der en mail, hvor min nu forlægger skrev til mig, at han gerne ville se hvad jeg kunne gøre med følgende elementer: En familie og en mørk og dyster hemmelighed fra fortiden. Da jeg så hvad han havde foreslået, kunne jeg ikke gøre andet end at grine, for den konstellation af plot-elementer måtte vel næsten høre til de mest brugte - på linje med uopnåelig kærlighed mellem to unge fra forskellige kår eller hjem/ud/hjem-tanken. Efter jeg var færdig med at grine, begyndte jeg så at tænke, og noget af det første der faldt mig ind var, at når jeg var blevet serveret noget, der var set før, skulle jeg netop lade det lede mig og ikke stritte imod. Så jeg tilføjede yderligere elementer, der spillede på nogle af horrors konventioner - som f.eks. et gammelt hus og en dyb kælder.

Selv om jeg jonglerede og legede med nogle elementer, der kan opfattes som klichéer, forstod jeg også hurtigt, at der skulle være mere end det i fortællingen. Faktisk havde jeg ikke skrevet mere end en side eller to, før jeg tænkte at sproget i sig selv måtte gøres til en faktor. Resultatet af det er blevet, at Al kødets gang både kan læses som en gotisk krimi (med vægt på gotisk) og som et stykke realisme (på grænsen af socialrealisme). Hvad jeg er rigtig stolt af er at de to måder at se fortællingen på, ikke udelukker hinanden. 

Forsiden er direkte forbundet med fortællingen. Søren, der har forladt sit barndomshjem af uvisse grunde og for mange år siden, bliver kaldt hjem fordi hans mor ikke længere kan klare sig selv og Sørens eneste anden familie ikke er interesseret i at tage vare på hende. Søren bliver dog lokket med udsigten til at arve familiens formue og firma, ting der tilsammen vil kunne gøre livet meget komfortabelt for ham. Jeg er meget glad for at forsiden kommunikerer en blanding af det gotiske og det krimi-fokuserede. Der er noget ganske ildevarslende over løkker, der kan strammes til og samtidig er reb både et effektivt redskab til at begå mange forbrydelser og ladet med symbolik. Det er sådan lidt mumser, hvis man spørger mig.

Er det så anderledes at have skrevet en fortælling, fordi man bliver bedt om det? Ja, selvfølgelig er det det og nej, det er det ikke. Inden jeg skrev Al kødets gang havde jeg allerede en spøgelsesagtig outline liggende til noget større, og det var den idé der blev skrevet sammen med forlæggerens tanker - så på den måde kan man sige at jeg faktisk fik de resterende brikker til historien, netop ved at blive bedt om at skrive den. Skriveprocessen har dog været identisk - ikke mindst fordi jeg har haft mine sædvanlige frie hænder til at vride og vende fortællingen som jeg ville. Forlæggeren og jeg har kommunikeret en del frem og tilbage over mail, slutningen er blevet skrevet om, og der er blevet tilføjet nogle flere kapitler i forhold til første udkast, men alle de ting ville også være sket med et 'normalt' manus. Så egentlig vil jeg gå i rette mig selv. Det har været præcis det samme som at skrive noget uden at blive bedt om det, og det gør Al kødets gang lige så meget mit barn som mine andre udgivelser.

Jeg håber du har lyst til at købe den og læse den. Jeg synes i hvert fald den er det værd. Så meget, at jeg i dette indlæg har holdt kortene helt tæt ind til kroppen, for ikke at ødelægge noget. Al kødets gang udkommer den 15. juli på HHP og kan købes ved at følge linket.