29 gode grunde til at læse genrelitteratur!

Jeg er blevet træt af at brokke mig og udelukkende se problemer og hindringer.

Igennem mange år har et af de helt store emner blandt forfattere af bøger og noveller i de fantastiske genrer været at mængden af læsere svinder voldsomt ind i takt med at læserne bliver voksne. På børne- og ungdomsfronten er der absolut ingen problemer for horror, science fiction og fantasy - tværtimod er de tre genrer noget af det mest læste. Storværk på storværk bliver produceret og efterfølgende slugt af en tilfreds og umættelig læserskare. Som med krimimarkedet for voksne ser det ikke ud som om det kan mættes lige med det samme. Faktum er dog at efterhånden som læserne bliver ældre, sker der en af to ting (i de fleste tilfælde). Enten falder de fra eller også bliver de ved med at læse børne- og ungdomslitteratur. For forfattere af voksenlitteratur indenfor de fantastiske genrer er det lige meget hvilken af tingene der sker, for resultatet er det samme. Få læsere.

Nu kunne jeg brokke mig - vifte med armene, råbe højt, dundertale og pege indtil jeg blev helt blå i hovedet. Det gider jeg ikke. Hvis du er kommet her efter den slags, så må du kigge et andet sted på denne eller andres blogge. Dette indlæg skal nemlig være positivt. I stedet for at sige at det er for dårligt, så lad mig påpege hvorfor den voksne læser kan få noget ud af at læse de fantastiske genrer. Fordi nye genrer kan være svære at komme i gang med, vil jeg også snakke lidt om noveller - selvfølgelig. Men nu, ikke mere sladder - velkommen til mit helt personlige alfabet af grunde!!

A: Grunde til at læse dansk!

A: Hvis du ikke læser og køber dansk litteratur, er der ingen økonomi der kan sikre at forfattere har muligheden for at leve af at skrive. Uden at kunne vie tiden til deres tekster, tager det meget længere tid for forfattere at blive lige så gode som de udenlandske (hvilket er det argument de fleste bruger for ikke at læse dansk). Selvfølgelig findes der undtagelser, men de er få. 



B-K: Grunde til at du skal læse dansk horror!

B: Miljøet har aldrig været mere eksperimenterende end det er nu. Det vil sige at der næsten med garanti vil være en forfatter, der falder i din smag.
C: Der udkommer rigtig meget horror, både antologier, novellesamlinger og romaner, så der er ingen fare for at løbe tør.
D: De tillægsord, der bruges til at beskrive gode krimier - såsom uhyggelig, skræmmende, frygtelig - findes i endnu højere grad i horror.
E: Horror er en meget bred genre, så det er lige meget om du er til realistiske fortællinger eller zombie-apokalypser - horror har det hele.
F: Mange danske forfattere bruger Danmark, geografisk såvel som mentalt, som omdrejningspunkt i deres fortællinger. På den måde er det lige til at gå i gang med.
G: Horror rører ved noget fundamentalt i os, og det er en måde at føle at man lever på. Horror er skræmmende og grotesk, men også elegant og smukt.
H: Når du er færdig med en fortælling, bliver den siddende i dig i lang tid efter. Du bygger selv videre på den, og hvad kunne være bedre end på den måde at skabe en større historie?
I: Horror spiller ofte på rigtig mange strenge og kan fortolkes på mange måder - så ved at læse horror, kan du få stimuleret din analytiske sans.
J: Meget taler for at horror er verdens ældste genre, som alle de andre er vokset ud af. Så hvis stenalderkost er sundt, hvad er hulerædsel så ikke?
K : Er du hipster, er det fedt at kende noget andre ikke kender. Er du ikke hipster, er det lidt badboy at læse om slemme ting. Er du menneske, giver det dig bare noget andre genrer ikke gør.


L-U: Grunde til at du skal læse dansk science fiction!

L: Science fiction er et udskældt genre, der bliver set ned på (af uvisse grunde). Ved rent faktisk at læse den kan du være med til at give den en fair behandling.
M: Science fiction formår at bringe videnskabelige ideer og principper ud af undervisningslokalet og ned i en fortælling. På den måde kan man, uden at gøre det store, lære nogle vilde ting om vores verden.
N: Science fiction er den genre der tager de store, filosofiske spørgsmål op. Hvad nu hvis-heden er fantastisk og som læser kan du selv danne dig en mening mens du læser.
O: Danmark har en rig tradition for science fiction og derfor kan du, ved at læse genren, sikre at der bliver ved med at komme nye forfattere.
P: Genren formår at bygge potentielt ægte verdener, hvor der hvor læseren står er fortid i fortællingens univers. Science fiction kan være nøjagtig det samme som slægtsromanen - blot med modsat fortegn.
Q: Der er robotter, der er rumskibe, der er rumvæsner - alle de fede, nørdede ting. Men for hver af disse er ti ægte mennesker, der føler og drømmer. Der er skæbner. Der er tanker. Og der er liv ... også på fremmede planeter.
R: Der er ikke den videnskabelige forgrening, der ikke bliver taget under behandling. Fysik, kemi, bevares. Men hvad med pædagogik, antropologi eller psykologi? Eller hvad med humorologi? Du kan se hele listen her - de er der alle sammen.
S: For første gang siden 1970erne bliver der regelmæssigt skrevet, og udgivet, dansk science fiction. Det er nu du skal med på vognen.
T: Genren er fyldt med humor og spas - præcis lige som alle andre. Det kan godt være at der er flere alvorlige videnskabsmænd her, men ganske ofte har de klovneparyk på!
U: Science fiction er den mest grænseløse genre der findes. Det er det eneste sted hvor noget kan forudsiges før det sker og bliver det på månedlig basis.


V-Z: Grunde til at du kan læse noveller!

V: De er gode til at levere en fyndig og hurtigt afsluttet fortælling. De passer til en tur i toget eller til frokosten. I Danmark bliver der hvert år udgivet mange antologier, hvor man tilmed kan stifte kendskab med mange forskellige forfattere.
W: En novelle kan ofte dvæle ved et ganske kort øjeblik, eller en enkelt, vigtig begivenhed. Det kan resultere i meget intense oplevelser.
X: Noveller er gode når man skal forsøge at læse andre skrivestile, forstå litterære eksperimenter eller vænne sig til anderledes ordforråd.
Y: Rigtig mange forfattere starter ud med at skrive noveller. Ved at læse dem kan man både finde nye favoritter, støtte spirende forfatterskaber og følge en udvikling.
Z: Noveller er fremragende når man som læser vover sig ind i ukendte genrer. Der kan man på kort tid finde ud af om en del af en genre siger en noget (bare fordi varulve er dumme, behøver seriemordere ikke at være det), eller om man skal prøve en anden.


Æ-Å: Grunde til at du skal læse forskellige genrer! 

Æ: At læse er uden sammenligning den største gave et menneske kan få. Derfor skal du læse alt hvad du kan komme i nærheden af - fra shampoo-flasken til mormors ugebladsnoveller.
Ø: Forskellige genrer giver forskellige vinkler. Ved at gøre din horisont større, ser du også verden mere nuanceret. Det betyder ikke at man ikke må have en favoritgenre - det skal man næsten have :)
Å: Det er altid tilladt at hade eller elske en genre/bog - så længe man har læst nok af den til at kunne forklare hvorfor. Ved at læse forskelligt, kan du altid være med i en diskussion - og det bliver fuldt ud tilladt at afsky 50 Shades of Grey ;)

Jeg håber du kunne lide min liste - og at et eller to af rådene måske har sat sig fast. Du er meget velkommen til at kommentere - eller dele opslaget ... og undskyld at jeg ikke har snakket om fantasy/den fantastiske fortælling. Det kan være jeg vil gøre det en anden gang. Tak for din tid - og hvis du scroller lidt ned, vil der være en række links til forlag, organisationer og hjemmesider, hvor du kan finde litteratur for voksne i de førnævnte genrer. Adios!

-------------
Forlaget KANDOR - alle genrer, også fantastiske - både til unge og voksne.
Forlaget HHP - primært horror 
Forlaget KAOS - horror - både til unge og voksne
Forlaget Valeta - alle genrer, også fantastiske - både til unge og voksne.
Himmelskibet - Foreningen Fantastiks medlemsblad - alle fantastiske genrer
Science Fiction Cirklen - Danmarks ældste science fiction-forening og forlag
Apokalyptisk.dk - hjemmeside, der beskæftiger sig med bl.a. apokalyptisk litteratur.
Gyseren.dk - hjemmeside, der primært beskæftiger sig med horror-litteratur.
Planet Pulp - online -zine, der beskæftiger sig med alt muligt, også genrelitteratur. 
Danske Horrorfans - hjemmeside, der beskæftiger sig med horror i alle afskygninger.