Odd - ottende skud

Odds første del er færdigskrevet, og har fået undertitlen Spind. Lige nu ligger den hos forlaget til vurdering, og jeg håber den vil falde i deres smag. Selv har jeg det mærkværdigt med Odd, da jeg har skabt en mærkelig genrehybrid. Jeg har på fornemmelsen, at den (i den engelsksprogede verden) ville blive placeret under 'weird fiction' , men egentlig er den ikke weird nok til det. Så ... hvilke elementer er det egentlig, der skaber den forvirring og i hvilke genrer hører de oprindeligt hjemme?

-----------------------------------

Odd finder sted i en verden, der næsten ligner vores, men hvor Danmark er en stormagt og stadig  asetroende. Dette viser sig overalt i samfundet, fra kunst til politik. Alternate world-ideen plejer at blive kategoriseret under science fiction.

Der er mange henvisninger til normale hverdage, familieliv, personlige tanker, fjernsyn, forhold, politiske strømninger, kedsomhed og generel malaise - elementer, der normalt hører realismen eller endog social-realismen til.

Der er bogstaveligt talt noget galt i Danmark. Fyrkat Mølle maler helt ad Hel til. Hovedpersonen Odd vikles ind i ting og hændelser han ikke helt forstår. Ting forties. Andre fortælles bramfrit. Disse træk er som taget ud af krimien eller den gammeldags spionfortælling.

Blandt erhvervene i Danmark (og resten af verden) kan nævnes kogler og vølv. Åndeverdenen er reel nok. Fuglen Rok flyver på himlen og søslanger boltrer sig i Kattehul. Mytologi, magi og ånder har normalt deres plads i fantasy.

Andre genrer kommer med indspark. Thrilleren viser sit fjæs ind i mellem. Ligeledes gør dannelsesfortællingen, fablen, magisk realisme og sådan kunne jeg blive ved. Den eneste genre, der umiddelbart ikke er berørt er horror.

Dette bliver min sidste update om Odd - i hvert fald indtil jeg ved hvad fremtiden bringer. Hold jer stående.

-----------------------------------  

Første indlæg om Odd 
Andet indlæg om Odd
Tredje indlæg om Odd   

Fjerde indlæg om Odd

Femte indlæg om Odd  

Sjette indlæg om Odd 

Syvende indlæg om Odd

Trailer 57 - uddrag af Støbeform

Over en måned er gået siden sidste trailer. Der er andre ting, der optager mine tanker og dage. Derfor skal I nu ikke snydes alligevel. Støbeform skrev jeg oprindeligt til en konkurrence, hvor temaet var terror i København. Da jeg begyndte at skrive, prøvede jeg at dreje hele ideen med terror. Jeg ville ikke skrive om det grimme eller modbydelige i det, for det tænkte jeg der var nok historier med. I stedet for gik jeg i en ganske anden retning: Hvad nu hvis en eller anden ryggesløs person rent faktisk vil anvende en tragedie til selv at komme i søgelyset? Jeg kom ikke med i novellesamlingen, men heldigvis fandt Støbeform et hjem i min novellesamling Optisk bedrag, hvor den viste sig at passe glimrende til hele tematikken.

"Ti minutter tidligere havde jeg skævet lidt til pigen ved bordet til højre for os. Hendes læber var røde, uden tvivl farvede med stift, og brysterne var som skåret ud af træ, så godt sad de. Hun tyggede tyggegummi, på den måde der ville få enhver heteroseksuel mand til at tænke på, hvad hun ellers
kunne bruge den mund til. Den slanke skikkelse gjorde hende køn at se på, men det var benene, der virkelig rykkede hende fra en 7er til en 8er. Lange, glatte og slanke. Den slags man
ikke engang vil hælde noget ud over, før man går ombord. Hun røg, Look Menthol, de lange. Selv om Morten ikke havde stoppet et øjeblik med at fortælle om teaterstykket, havde jeg godt lagt mærke til, at også han havde fået øjnene op for hendes kvaliteter. Da bajerne havde truffet vores bord, var hun sprunget op fra sin stol, som en skræmt hind. Retrospektivt set var det ikke det bedste, hun kunne have gjort.
Fireogtyve Carlsberg traf hende lige over lænden, og slyngede hende som en væske ind i caféens upudsede facade. Der lød et voldsomt knæk, og så delte hun sig i to. Benene, de lange lækre stænger, faldt i hver deres retning, og hendes overkrop gled langsomt ned af væggen. På vejen efterlod den
en lang, skarlagen stribe fra blodet der sprøjtede en rød nederdel ud under hende. Jeg blev dækket af mørke prikker og pletter, og hun stirrede på mig, da overkroppen rullede om på siden. Lige der var jeg en hårsbredde fra at tømme min latte og Leffe ud over fliserne, men jeg holdt begge dele i mig. Så
blev hendes øjne tomme, men kæberne trykkede sammen om tyggegummiet et par sekunder, før hendes mund stoppede, åben. Den lille, lyserøde klump røg ud på jorden, forfulgt af en lang, og meget mørkere stribe rød.
Jeg havde øjnene med mig, og det var det der reddede mig. Himlen var stadig dækket af prolleøl, og de faldt, en for en, som proletariatets hævn over de rige. I min fascination var jeg blevet ved med at stirre på den oversavede dame, der døde ved siden af mig. Jeg havde set et dødt menneske før, men
det var min mormor, og hun var alligevel næsten død tyve år før hun døde rigtigt. Morten vil nok kalde mig morbid, men det var sgu en fed oplevelse at få med. Al den ungdom, der bare døde. Dryppede ned gennem kloakristen. Men jeg fortaber mig. Mine lynhurtige reflekser reagerede på det mit skarpe syn havde opfanget. Så slog bajerne ned, hvor mit hoved lige havde været. Det fossede kulsyre, og fliserne blev nærmest flået ud af jorden. Så var der en hånd, der greb fat i mig, og trak mig indenfor.
Det var Morten, der havde reageret hurtigt. Morten er også ret muskuløs; han pumper en masse jern. Jeg er sådan lidt mere fin i min knoglestruktur, og kan bære meget kropsnære skjorter. Sådan en havde jeg også på den dag, men efter jeg var færdig med at polere caféens gulv med den, var det svært at sige hvilken farve den havde. Måske var den mønstret, sådan husker jeg det nu, men det kunne lige så godt være en blanding af øl, blod og skidt. Anyway, lige der hvor jeg havde ligget, ramte op til flere rammer, og der er ingen tvivl om, at jeg ville have været død hvis det ikke havde været for Morten. Så hvis jeg ikke har fået sagt tak før, så vil jeg gerne gøre det nu. Tak Morten."

Marts skrivning 2013

Noget senere end vanligt, men som de fiffige vil gætte er der også andre ting, der optager mig for tiden. Heldigvis bliver der ved med at springe novellekonkurrencer frem, og det er jo ingen hemmelighed at det er mit foretrukne område. Men mellem de såkaldt "bundne opgaver" dukker der også noveller og tekster frem, der har at gøre med mine selvstændige ting. Derfor vil jeg som en verdenspremiere annoncere, at jeg arbejder på en horror-samling. Om, hvordan og hvornår kan jeg endnu ikke sige noget om. Og med det til side, blev det i marts til to noveller:

Mester Prosopido (fantastisk fortælling/horror, 9100 ord)
Om Carmen (realisme, 5200 ord)

I Mester Prosopido er vi i renæssancen. En kåd yngling er blevet væltet over ende af en mademoiselles skønhed, og søger i sin desperation råd hos Mester Prosopido, der er kendt for at tilvirke de underskønneste udklædninger. Men spørgsmålet er blot, hvem der i sidste ende er mest klædt ud.

Om Carmen handler sjovt nok om Carmen, der er barn af to modeller. Hele hendes verden er fyldt med skønhed og privilegier. Carmen har blot et problem. Hun er ikke selv særlig smuk.

Jeg er allerede i skrivende stund en ti sider inde i en horror-novelle, så lur mig om april ikke kommer til at have hele to noveller også. Stay tuned for updates!

Odd - syvende skud

For omkring tre timer siden lagde jeg sidste hånd på redigeringen af mit manus. Undervejs opdagede jeg, at jeg bliver nødt til at skrive et ekstra kapitel, men det er vel kun godt. Mere Odd til alle ;) Manus kommer til at være på cirka 95.000 ord - hvilket er noget mindre end Pandaemonium. Men nu er det jo også kun første del. Samtidig er det lykkedes mig, efter omkring et års tanker, at finde på delenes undertitler. Det skal nok blive godt! Og med de ord - til obeliskerne.

-------------------------

I Odds verden findes der 12 obelisker. Ud af det blå, midt i det femtende århundrede, åbenbarede den første sig, nær Giza i Egypten. I kølvandet på den begyndte der at ske mærkelige ting med verden. Flere og flere påstod at have set væsner, der vitterligt hørte til overtroens verden, i sprællevende tilstand. Der gik historier om hele familier, der blev ædt af en sfinks. Store fugleskygger viste sig på himlen.

Men det blev ikke ved det. Ganske langsomt gik det op for folk, at når man døde var man ikke længere så død som man engang havde været. På en måde var det lykkedes obelisken at åbne for den næste verden. Formularer og ritualer, der ikke havde virket i årtusinder, begyndte pludselig at fungere igen, og snart var der mennesker, der kunne tale med de døde. Ikke alle der døde, blev hængende. Nogen var uden for rækkevidde. Andre ventede i Åndeverdenen.

Flere og flere obelisker blev fundet, og hver af dem stod for et begreb eller en færdighed. Giza-obelisken stod for liv - det liv, der engang havde tilhørte legenderne, men som nu var i verden.

Odd har kun set en af obeliskerne. Det er den der står i Nidaross, en af de store byer i det stordanske rige. Ved siden af Nidaross-obelisken ligger forskningscenteret Mimers Brønd, hvilket ikke er mærkeligt, da obelisken i det nordlige Danmark står for viden. Den påvirkning Nidaross-obelisken har udøvet på verden, og i særdeleshed Stordanmark, er grunden til at de største teknologiske landvindinger er på Stordanmarks hænder. Dette må også siges at være på tide, da verden i lang tid lå nedsænket i en mørk middelalder. Så stærk er Nidaross-obelisken, at det er lykkedes Stordanmark at gå fra hestevogne til raketter på mindre end 250 år.

De obelisker, der nævnes i første del, er som følger:

Giza-obelisken: Liv, står ved Pyramiderne
Chatai-obelisken: Mod, står på bunden af Den Gule Flod i Orienten
Aztlan-obelisken: Krig, står ved Tenochtitlan i Sydamerigo
Kilimanjaro-obelisken: Hemmeligheder, står tæt på Afrikas østkyst.
Nidaross-obelisken: Viden, står i den nordlige del af Stordanmark
Chomolungma-obelisken: Ånd, står på det højeste bjerg i Orienten

Næste gang vil jeg snakke om cigaretter, whisky og nøgne piger ... eller om genre.

-------------------------

Første indlæg om Odd 
Andet indlæg om Odd
Tredje indlæg om Odd   

Fjerde indlæg om Odd

Femte indlæg om Odd  

Sjette indlæg om Odd

Anden omgang nyheder i marts

Jeg ligger dybt begravet i Odd for tiden, og har - som et lille sideprojekt - moret mig med noget online ekstramateriale. Jeg tænker at det kunne være sjovt sådan at udvide sin roman. Selv om foråret stadig har den masochistiske minushat på, tikker det ind med anmeldelser og lidt nye tiltag hist og her:

Thomas Winther er anmelder på bladet Himmelskibet, og i nummer 35 har han været så venlig at anmelde både Optisk bedrag og Faderens sønner. Han siger blandt andet:

Om Optisk bedrag:
"De fleste af samlingens 21 noveller er som nævnt ikke fra de fantastiske genrer, men er historier om menneskeskæbner, om afsavn, svigt og selvbedrag, men også om glæde. Silvestris historier er altid værd at læse da han har et alsidigt og spændende fortælleunivers."

Om Faderens sønner:
"Faderens sønner skiller sig ud fra Silvestris andre novellesamlinger ved at den er genrespecifik. Samtidig viser den også Silvestris bredde gennem en bred tilgang til science fiction, og bogen skal bestemt stå på hylden ved siden af hans andre bøger"

Antologien Vampyr fra forlaget Kandor er landet godt og tungt på markedet, og både de medvirkende forfattere og anmelderne er imponerede over det høje niveau. Som de andre bøger fra Kandor er det også en flot bog, og det er sjældent man oplever en så helstøbt novellekreds. Jeg vil ikke nævne navne, blot sige at dette må være en af de bøger der står højt på horror-entusiastens liste. Antologien er blandt andet blevet anmeldt på gravko.com, og der siger Majbrit Høyrup om min novelle (og selvfølgelig Teddy Vorks):

"De to noveller, der fik mine nakkehår til at rejse sig mest af skræk var "De rette omgivelser" af Teddy Vork og "Som vinden blæser" af A. Silvestri.".

For efterhånden mange år siden (2010?) erhvervede novelleforlaget.dk sig min science fiction-novelle Alting på sin plads. Til min store overraskelse - og glæde - opdagede jeg for kort tid siden at den nu er blevet indtalt. Så nu kan man erhverve sig mine ord ikke kun som skrift, men også som lyd. Og jeg må give deres indlæser (oplæser?) at han har tillagt sig den helt rigtige stemme. En snas kan lyttes her ... og der kan du sjovt nok også købe novellen. 

I øjeblikket arbejder jeg meget med Odd, og hvis nornerne har udmålt det sådan, vil jeg være færdig med førsteredigeringen i næste uge - så fingers crossed. I mellemtiden er der også landet en hastesag i skødet på mig - så jeg ser hvad jeg kan nå at få fra hånden. Cheers.

Trailer 56 - uddrag af Harald Peder Kristensen

For et par år siden var der en konkurrence, der gik ud på at skrive om Østerbro. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at deltage, men så en dag hvor jeg alligevel var på de kanter, faldt en mindeplade mig i øjnene.
Navnet satte sig fast, og da jeg kom hjem gik jeg på nettet. Efter mange dages research havde jeg stykket de faktuelle begivenheder sammen den junidag i '44 - så tilbage for mig var kun at bringe den personlige dimension ind. Heldigvis viste den afdøde Harald at sig at være en ret atypisk modstandsmand, ikke mindst i kraft af sin alder. Han var ikke en optændt knøs, men en midaldrende mand, der nægtede at lade stå til. Ud fra de helt faktuelle beskrivelser lykkedes det mig at skrive mit første stykke historiske realisme. Alene på grund af det står denne novelle som noget ganske specielt i min bog.

"Der er ingen, der kender mig, mens de fleste har hørt om de to personer, der kører i bilen foran mig. Flammen. Citronen. Vækker de navne genkendelse? Ved du, hvor du er nu? Jeg er chauffør. I lastbilen. Bag mig kører endnu en bil. Vi vækker opsigt. Det er vigtigt, at folk ser, at der stadig er nogen, der vil gøre deres i kampen mod uret og vold. Med vold skal vold fordrives. Det nytter ikke at snakke længere. Det har ikke nyttet i fire år. Min historie er ikke en lang historie, eller en stor historie. Det er bare en historie, men jeg vil have lov til at fortælle den. Måske vil du forstå hvorfor, når du engang er færdig med at læse.

På ladet i lastbilen sidder mænd. Jeg kender ikke deres navne, men deres ansigter er unge og forknytte. Vi er gruppe 44. Ikke noget stort. Hverken nu eller i historien. Vi er nye, ikke gamle i gårde som dem i bilerne der omgiver os. To af mine kammerater bærer rekylgeværer. Ved siden af dem ligger granater. Jeg har selv lagt dem der, for mindre end en time siden, da min død stadig var langt nok væk til at ignorere den. Jeg kan lugte mændene gennem den tunge presenning, der er spændt ud over lastvognen. De sveder. Om det er angstens eller forventningens sved, ved jeg ikke. Sammen med lugten af sved følger den harske tobaksduft fra tændte cigaretter. Lucky Strike. Altid Lucky Strike. Vi er med vilje ikke venner. Det eneste jeg ved med sikkerhed, er at vi er på samme side. Nu ler de. De har ingen angst. Med gevær i hånden føler de sig sikre. Jeg misunder dem den følelse.

Om lidt er jeg død. Der er ingen lykkelig afslutning på min historie. Jeg bliver skudt under vores aktion, der er dårligt planlagt. Vi undervurderer vores modstander. Det er hverken første eller sidste gang det sker. Grunden til, at jeg fortæller dig det, er at du ikke skal tro at dette her er en leg. Det er dødsens alvor.

Nu stiger de ud af vognen foran mig. Stopper sporvognene. De viser ikke ingen følelser. Siger blot, at det er bedst hvis sporvognen ikke kører videre. Fortæller ikke mere end det nødvendige. Heldigvis makker vognstyreren ret. Passagererne stiger ud. De ser ikke i vores retning. Ikke fordi de ikke støtter os. Jo mindre de ser, desto mindre kan de fortælle. Alligevel fjerner de sig ikke fra os. Luften er mætte med forventningens elektricitet. De ved, at der vil ske noget i aften." 

Og så en lille bonus-historie. Da jeg mødte op på biblioteket, nægtede bibliotekaren at tro på at det var mig der havde skrevet novellen. I hendes verden skulle jeg være en gammel mand, der selv havde set disse ting ske - eller, der var i hvert fald hvad hun fortalte. Jeg ved stadig ikke om hun troede på mig. Måske er det derfor denne bog er den eneste i min række af antologier jeg ikke har en kopi af.  

Er det at skrive et håndværk?

Inspireret til dels af en tråd på facebook, og af mine egne tanker fra tid til anden, vil jeg forsøge at svare på det spørgsmål ud fra mig selv og det jeg skriver. 

Ja, det er et håndværk.

Ifølge den mere eller mindre kendte10k-regel, tager det 10000 timer at blive rigtig god til noget. Det er 417 døgn, hvis man ikke roder med småting som at spise, sove eller ånde. Reglen har noget på sig. Jo mere man skriver, desto bedre bliver man. Den håndværksmæssige del af det at skrive har forskellige elementer. Hvordan man sætter en tekst op, hvordan man undgår at gentage sig selv for meget, den korrekte brug af citationstegn og så videre. Det er en proces, der tager mange år, men som skribent der ofte omskriver gamle ting, kan jeg på daglig basis se at jeg har forbedret mig inden for en række områder. En tekst jeg skrev i 2006 er sammenlignet med en tekst jeg skrev sidste år væsentligt ringere, når det kommer til de helt elementære ting.

Nej, det er ikke et håndværk.

Lige meget hvor god man er til at få sin tekst til at se pæn ud, og hvor meget styr man har på regler fra grammatik til automatisk indrykning, er der et element, der ikke kan tillæres. Den gode ide, eller den spændende ide. På det punkt har mange af mine tekster ikke forandret sig i samme grad som årene er gået. Der findes mange eksempler på noveller og romaner, hvor man ikke kan sætte en finger på håndværket, men hvor der ikke er nogen sjæl eller gnist.

Ja, det er et håndværk.

Det er ikke altid at inspirationen står forrest, når man sætter sig til at skrive, og det er der håndværket sætter ind. En maler, der har brugt alle de uinspirerede timer til at perfektionere at male en blomst, vil være rigtig god til at male en sådan, når inspirationen rammer. Det samme gør sig gældende som forfatter. Nogle sekvenser af en tekst sidder på rygraden. Der danser man ikke omkring med musen og mærker hjertet banke af glæde og fryd over det lækre, man lige har bedrevet. Det er ikke det samme som at det er dårligt. Et solidt håndværk kan redde mangen en skrivedag.

Nej, det er ikke et håndværk – og dog.

Et gammelt ord siger, at man skal kende reglerne for at bryde dem … eller udnytte dem. Hvis håndværket er på plads, kan det direkte fordre inspirationen og det kreative. Kender man sin artikel, faglitteratur, interview, guldaldertone, tegnsætning kan man anvende formen til en historie. Der går det inspirerede sammen med det tillærte, og kan danne noget helt nyt. Det ændrer ikke på det faktum, at man stadig skal have den gode ide – og at den kan ikke læres.

Ja, det er et håndværk – og dog.

Til enhver god tekst kræves der research. Og som med alle andre ting er god research noget man lærer med tiden. Man bliver ferm til at bruge Google. Man bliver rigtig god til at hente informationer på fremmedsprog. Man udvikler et godt øje for gammelt sprog, højbårent sprog og kancellisprog. For hver omgang research lagrer en del af informationerne sig permanent. Det er her inspirationen sparker til en igen. Den research man oprindeligt ledte efter, kan meget vel vise sig at medføre helt nye ideer – hvis man ellers er i stand til at være åben for det.

Nej, det er ikke et håndværk.

Et af de spørgsmål forfattere oftest får er ”Hvorfor skriver du?”. Og det lige så hyppige svar er ”Fordi jeg ikke kan lade være.” Det kan lyde prætentiøst, men det er sandt. Man kan sammenligne det med mennesker, der bare må motionere – eller med en alkoholiker, der snuser rundt i den lokale kiosk. Der er ingen ro i kroppen, før man får skrevet sin ide ud. Man får det ringe, hvis man er blevet berøvet en mulighed for at skrive. Man skal lige nedfælde en ekstra håndfuld noter. Man skal lige skrive en sektion til. Man glemmer verden omkring sig, fordi den man selv er i gang med, bare er lidt mere spændende. Noget, der er så altopslugende kan jeg ikke se som et håndværk alene.

Er det at skrive et arbejde?

Ja, så bestemt. Det optager mange timer. Kun et fåtal af dem går med at skrive. Størstedelen bruges på historiestruktur, research, rettearbejde, redigering, forlagsaftaler, mails og forberedelse til oplæsninger med mere. Alligevel er humlen det at skrive, og det er, meget enkelt sagt, noget man skal gøre. Sætte sig ned og skrive. Skrive. Skrive. Hvis man hele tiden slår sine ideer og projekter hen, ender det med absolut ingenting. Man skal tage fingeren ud af røven, og gøre det. Ingen gider høre på dine store ord om hvad du vil gøre. Nogen gider godt læse din færdige bog.

Udelukker håndværket ”kunsten”?

Nej, selvfølgelig ikke. Når tingene fungerer bedst, cykler de i tandem. Så er det vekselvirkningen, der medfører de rigtig gode ting. Enhver forfatter har prøvet at have en rigtig god ide, men har måttet sande at de ikke havde forudsætningerne for at få den til at fungere, fordi de manglede en portion konkret skrivefærdighed. Det modsatte gør sig også gældende. Hvad nytter det perfekte sprog og den perfekte research, hvis det i sidste ende viser sig at de rigtige ideer bare ikke kommer?

Er talent noget der kan erhverves?

Der er jeg en smule på glatis. Umiddelbart vil jeg svare nej, selv om det ikke passer. Jeg tror at man har en portion talent, som man så kan tage hånd om, og derved forøge. Med det sagt tror jeg også, at nogle forfattere har mere talent end andre og derfor hele tiden vil være et hestehoved foran deres konkurrenter. Er der ikke talent nok til stede til at begynde med, kan man skrive og skrive indtil man bliver blå i hovedet, og i sidste ende stadig stå med et produkt, der ikke er godt nok. Uretfærdigt, ja. Til det bør dog også tilføjes, at jeg tror alle kan blive ramt af inspirationen. At alle kan få den der ene gode ide. Talentet er så den udslagsgivende faktor, der bestemmer hvor ofte lynet slår ned.

Er det at skrive så et håndværk eller hvad?

Ja og nej. Som jeg ser det, er det at skrive et håndværk, hvis det er noget man ser som et håndværk. Hvis man ikke tillægger det større værdi end en god tennisserv eller et lige bukseopsmøg. Hvis man mener, at det korrekte punktum og fejlfrie opsætning er mere end halvdelen af en tekst. Det er ikke et håndværk, hvis man brænder for det, og bare ikke kan lade sine dokumenter eller notesblokke være. Hvis ens tanker må nedfældes i et produkt.

Blablabla – sludrechatol. Hvis jeg nu drikker en øl med dig og spørger om det samme. Hvad så?

Okay. Så nej, det er ikke et håndværk. Det er noget inspireret, som alle kan til en grad, men kun få kan godt. Som det er med alt. Om jeg så lever til jeg bliver hundrede, vil jeg aldrig lære at male. Det kan jeg ikke. Og det æder jeg uden at tude. Men jeg kunne selvfølgelig altid prøve at investere 10000 timer i det …

Første nyheder i marts - med lidt fra februar

Selv om marts måned har mindre end en uge hængende fra sig, er der med et sprunget en bombe af nye ting, der direkte har at gøre med mit forfatterskab. Men den første nyhed er faktisk fra februar - så lad bolden rulle.

Min novellesamling fra sidste år, Optisk bedrag, fik heldigvis den længe ventede lektørudtalelse, og den siger blandt andet følgende:

"De dysfunktionelle eller skadede og ensomme personer han skaber og de udpenslede voldelige og perverse scener gør, at mange af novellerne ikke er for sarte sjæle. Novellerne er af svingende kvalitet, men mange af dem er rigtig godt skruet sammen og A. Silvestri er en sand gysets mester, når det rigtig lykkes."

Selv om det er fine ord, er der to ting der skurrer en smule. For det første er samlingen kaldt for "gyser-noveller", hvad der egentlig ikke passer. Selv at kalde dem horror vil til dels være forkert. Den anden ting er, at en god håndfuld af novellerne hverken er modbydelige eller udpenslende - her kan jeg f.eks nævne Flyttelæs, der handler om en flyttemand der opdager hvad der virkelig har værdi og Valuta for pengene, som du kan læse et uddrag af her på bloggen. Men jeg skal egentlig ikke brokke mig. Alt i alt er jeg ganske tilfreds.

Nu vi er ved Optisk bedrag, tonser jeg til året første oplæsning. Det er i Nykøbing Falster, den 15/3 og der vil jeg både læse op og blive interviewet om samlingen af Thorvald Berthelsen. Arrangementet er støttet gennem Forfattercentrum og som paraply står den litterære forening Stordstrømmen, der er en interessegruppe for forfattere, der enten bor eller har direkte tilknytning til Storstrømsområdet. Mød op. Jeg ved det bliver skægt.

Og så er vi ved marts.

Pandaemonium bliver ved med at blive læst og anmeldt - og takterne er stadig i den rigtig gode ende. En af mine gode forfattervenner sagde til mig sidste år, at han havde på fornemmelsen at mit zombie-epos ville gå hen og blive en ægte kultklassiker. Selv om jeg tager ordene med et gran salt, er jeg begyndt at tænke om der er noget om snakken. Denne gang er det bloggeren Cautious, der har været så venlig, og hun siger blandt andet:

"Silvestris basse her er nok én af de mest vellykkede zombiefortællinger jeg har sat mine små fedtede fingre på nogensinde. Og det er store ord, for jeg er normalt ret kræsen når det kommer til danske forfattere. Der skal meget til at imponere mig, indenfor vores egen lille andedam, men denne er nok én af de klammeste bøger jeg har læst, og dét er jo sådan set en fin kompliment til genren."

Og så en af de rigtig sjove ting ved at være forfatter. Efter at have udgivet et trecifret antal noveller, er det altid dejligt når en af de gamle høns vender hjem. Tilbage i 2009 afholdt forlaget Valeta en novellekonkurrence, som jeg var så heldig at være en af vinderne af. Det var min novelle Je ne sais quoi, der møvede sig med ombord i det der skulle blive antologien Begyndelser. Den har nu fået sin første anmeldelse i tre år, inde på Litteratursiden, og om min novelle siger Jette Holst følgende:

"”Je ne sais quio” handler om Niels, hvis kone døde pludseligt, og nu er han taget til Paris for at genfinde livet, men i stedet ender han med at springe ud fra Notre Dame. Og det der skulle være en afslutning, bliver en ny begyndelse. Med kulsort humor fortæller A. Silvestri her en grum historie om kærlighed og døden, og på vanlig vis vender han op og ned på læserens begrebsverden."

SÅ tror jeg ikke der er mere - men det må vist også være nok for en uge. Jeg tørrer sveden af panden og kaster mig ud mine nye projekter.

Februars skrivning 2013

Februar er altid en irriterende måned, for der er alt for få dage. Det er meget fedt på bankkontoen, men på skrivefronten gør det at man lige har lidt for travlt. Måneden har jeg brugt til at grovrette Odd, der nu rykker ind i omskrivningsfasen og så selvfølgelig forfattet nogle noveller, som jeg har for vane. Og i februar blev det til hele to færdige og en der stadig er i gang.

Inspiration til science fiction.

Stumtjener (realisme, 2400 ord)
I sit ansigts sved (science fiction, 11400 ord)
Mester Prosopido (horror/fantasy, 3700 ord - i gang)

I Stumtjener møder vi et kærestepar, der lige er flyttet ind i deres lejlighed og har gæster til house warming. Han elsker, elsker hende og kan ikke holde fingrene fra hende. Hun tænker på tomme flasker og orgasmer.

I sit ansigts sved er et forsøg på at skrive en anderledes science fiction. Den finder sted i den nære fremtid, efter en dobbelt katastrofe. Jeg brugte blandt andet en fandens masse malerier fra guldalderen som inspiration.

Marts bliver travl. Som allerede nævnt går jeg i gang med at omskrive, og så har jeg en oplæsning i Nykøbing Falster den 15. - hvor jeg blandt andet også skal interviewes.