Over en måned er gået siden sidste trailer. Der er andre ting, der optager mine tanker og dage. Derfor skal I nu ikke snydes alligevel. Støbeform skrev jeg oprindeligt til en konkurrence, hvor temaet var terror i København. Da jeg begyndte at skrive, prøvede jeg at dreje hele ideen med terror. Jeg ville ikke skrive om det grimme eller modbydelige i det, for det tænkte jeg der var nok historier med. I stedet for gik jeg i en ganske anden retning: Hvad nu hvis en eller anden ryggesløs person rent faktisk vil anvende en tragedie til selv at komme i søgelyset? Jeg kom ikke med i novellesamlingen, men heldigvis fandt Støbeform et hjem i min novellesamling Optisk bedrag, hvor den viste sig at passe glimrende til hele tematikken.
"Ti minutter tidligere havde jeg skævet lidt til pigen ved bordet til højre for os. Hendes læber var røde, uden tvivl farvede med stift, og brysterne var som skåret ud af træ, så godt sad de. Hun tyggede tyggegummi, på den måde der ville få enhver heteroseksuel mand til at tænke på, hvad hun ellers
kunne bruge den mund til. Den slanke skikkelse gjorde hende køn at se på, men det var benene, der virkelig rykkede hende fra en 7er til en 8er. Lange, glatte og slanke. Den slags man
ikke engang vil hælde noget ud over, før man går ombord. Hun røg, Look Menthol, de lange. Selv om Morten ikke havde stoppet et øjeblik med at fortælle om teaterstykket, havde jeg godt lagt mærke til, at også han havde fået øjnene op for hendes kvaliteter. Da bajerne havde truffet vores bord, var hun sprunget op fra sin stol, som en skræmt hind. Retrospektivt set var det ikke det bedste, hun kunne have gjort.
Fireogtyve Carlsberg traf hende lige over lænden, og slyngede hende som en væske ind i caféens upudsede facade. Der lød et voldsomt knæk, og så delte hun sig i to. Benene, de lange lækre stænger, faldt i hver deres retning, og hendes overkrop gled langsomt ned af væggen. På vejen efterlod den
en lang, skarlagen stribe fra blodet der sprøjtede en rød nederdel ud under hende. Jeg blev dækket af mørke prikker og pletter, og hun stirrede på mig, da overkroppen rullede om på siden. Lige der var jeg en hårsbredde fra at tømme min latte og Leffe ud over fliserne, men jeg holdt begge dele i mig. Så
blev hendes øjne tomme, men kæberne trykkede sammen om tyggegummiet et par sekunder, før hendes mund stoppede, åben. Den lille, lyserøde klump røg ud på jorden, forfulgt af en lang, og meget mørkere stribe rød.
Jeg havde øjnene med mig, og det var det der reddede mig. Himlen var stadig dækket af prolleøl, og de faldt, en for en, som proletariatets hævn over de rige. I min fascination var jeg blevet ved med at stirre på den oversavede dame, der døde ved siden af mig. Jeg havde set et dødt menneske før, men
det var min mormor, og hun var alligevel næsten død tyve år før hun døde rigtigt. Morten vil nok kalde mig morbid, men det var sgu en fed oplevelse at få med. Al den ungdom, der bare døde. Dryppede ned gennem kloakristen. Men jeg fortaber mig. Mine lynhurtige reflekser reagerede på det mit skarpe syn havde opfanget. Så slog bajerne ned, hvor mit hoved lige havde været. Det fossede kulsyre, og fliserne blev nærmest flået ud af jorden. Så var der en hånd, der greb fat i mig, og trak mig indenfor.
Det var Morten, der havde reageret hurtigt. Morten er også ret muskuløs; han pumper en masse jern. Jeg er sådan lidt mere fin i min knoglestruktur, og kan bære meget kropsnære skjorter. Sådan en havde jeg også på den dag, men efter jeg var færdig med at polere caféens gulv med den, var det svært at sige hvilken farve den havde. Måske var den mønstret, sådan husker jeg det nu, men det kunne lige så godt være en blanding af øl, blod og skidt. Anyway, lige der hvor jeg havde ligget, ramte op til flere rammer, og der er ingen tvivl om, at jeg ville have været død hvis det ikke havde været for Morten. Så hvis jeg ikke har fået sagt tak før, så vil jeg gerne gøre det nu. Tak Morten."
"Ti minutter tidligere havde jeg skævet lidt til pigen ved bordet til højre for os. Hendes læber var røde, uden tvivl farvede med stift, og brysterne var som skåret ud af træ, så godt sad de. Hun tyggede tyggegummi, på den måde der ville få enhver heteroseksuel mand til at tænke på, hvad hun ellers
kunne bruge den mund til. Den slanke skikkelse gjorde hende køn at se på, men det var benene, der virkelig rykkede hende fra en 7er til en 8er. Lange, glatte og slanke. Den slags man
ikke engang vil hælde noget ud over, før man går ombord. Hun røg, Look Menthol, de lange. Selv om Morten ikke havde stoppet et øjeblik med at fortælle om teaterstykket, havde jeg godt lagt mærke til, at også han havde fået øjnene op for hendes kvaliteter. Da bajerne havde truffet vores bord, var hun sprunget op fra sin stol, som en skræmt hind. Retrospektivt set var det ikke det bedste, hun kunne have gjort.
Fireogtyve Carlsberg traf hende lige over lænden, og slyngede hende som en væske ind i caféens upudsede facade. Der lød et voldsomt knæk, og så delte hun sig i to. Benene, de lange lækre stænger, faldt i hver deres retning, og hendes overkrop gled langsomt ned af væggen. På vejen efterlod den
en lang, skarlagen stribe fra blodet der sprøjtede en rød nederdel ud under hende. Jeg blev dækket af mørke prikker og pletter, og hun stirrede på mig, da overkroppen rullede om på siden. Lige der var jeg en hårsbredde fra at tømme min latte og Leffe ud over fliserne, men jeg holdt begge dele i mig. Så
blev hendes øjne tomme, men kæberne trykkede sammen om tyggegummiet et par sekunder, før hendes mund stoppede, åben. Den lille, lyserøde klump røg ud på jorden, forfulgt af en lang, og meget mørkere stribe rød.
Jeg havde øjnene med mig, og det var det der reddede mig. Himlen var stadig dækket af prolleøl, og de faldt, en for en, som proletariatets hævn over de rige. I min fascination var jeg blevet ved med at stirre på den oversavede dame, der døde ved siden af mig. Jeg havde set et dødt menneske før, men
det var min mormor, og hun var alligevel næsten død tyve år før hun døde rigtigt. Morten vil nok kalde mig morbid, men det var sgu en fed oplevelse at få med. Al den ungdom, der bare døde. Dryppede ned gennem kloakristen. Men jeg fortaber mig. Mine lynhurtige reflekser reagerede på det mit skarpe syn havde opfanget. Så slog bajerne ned, hvor mit hoved lige havde været. Det fossede kulsyre, og fliserne blev nærmest flået ud af jorden. Så var der en hånd, der greb fat i mig, og trak mig indenfor.
Det var Morten, der havde reageret hurtigt. Morten er også ret muskuløs; han pumper en masse jern. Jeg er sådan lidt mere fin i min knoglestruktur, og kan bære meget kropsnære skjorter. Sådan en havde jeg også på den dag, men efter jeg var færdig med at polere caféens gulv med den, var det svært at sige hvilken farve den havde. Måske var den mønstret, sådan husker jeg det nu, men det kunne lige så godt være en blanding af øl, blod og skidt. Anyway, lige der hvor jeg havde ligget, ramte op til flere rammer, og der er ingen tvivl om, at jeg ville have været død hvis det ikke havde været for Morten. Så hvis jeg ikke har fået sagt tak før, så vil jeg gerne gøre det nu. Tak Morten."