For et par år siden var der en konkurrence, der gik ud på at skrive om Østerbro. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at deltage, men så en dag hvor jeg alligevel var på de kanter, faldt en mindeplade mig i øjnene.
Navnet satte sig fast, og da jeg kom hjem gik jeg på nettet. Efter mange dages research havde jeg stykket de faktuelle begivenheder sammen den junidag i '44 - så tilbage for mig var kun at bringe den personlige dimension ind. Heldigvis viste den afdøde Harald at sig at være en ret atypisk modstandsmand, ikke mindst i kraft af sin alder. Han var ikke en optændt knøs, men en midaldrende mand, der nægtede at lade stå til. Ud fra de helt faktuelle beskrivelser lykkedes det mig at skrive mit første stykke historiske realisme. Alene på grund af det står denne novelle som noget ganske specielt i min bog.
"Der er ingen, der kender mig, mens de fleste har hørt om de to
personer, der kører i bilen foran mig. Flammen. Citronen. Vækker de
navne genkendelse? Ved du, hvor du er nu? Jeg er chauffør. I
lastbilen. Bag mig kører endnu en bil. Vi vækker opsigt. Det er
vigtigt, at folk ser, at der stadig er nogen, der vil gøre deres i
kampen mod uret og vold. Med vold skal vold fordrives. Det nytter
ikke at snakke længere. Det har ikke nyttet i fire år. Min historie
er ikke en lang historie, eller en stor historie. Det er bare en
historie, men jeg vil have lov til at fortælle den. Måske vil du
forstå hvorfor, når du engang er færdig med at læse.
På
ladet i lastbilen sidder mænd. Jeg kender ikke deres navne, men
deres ansigter er unge og forknytte. Vi er gruppe 44. Ikke noget
stort. Hverken nu eller i historien. Vi er nye, ikke gamle i gårde
som dem i bilerne der omgiver os. To af mine kammerater bærer
rekylgeværer. Ved siden af dem ligger granater. Jeg har selv lagt
dem der, for mindre end en time siden, da min død stadig var langt
nok væk til at ignorere den. Jeg kan lugte mændene gennem
den tunge presenning, der er spændt ud over lastvognen. De sveder.
Om det er angstens eller forventningens sved, ved jeg ikke. Sammen
med lugten af sved følger den harske tobaksduft fra tændte
cigaretter. Lucky Strike. Altid Lucky Strike. Vi er med vilje ikke
venner. Det eneste jeg ved med sikkerhed, er at vi er på samme side.
Nu ler de. De har ingen angst. Med gevær i hånden føler de sig
sikre. Jeg misunder dem den følelse.
Om
lidt er jeg død. Der er ingen lykkelig afslutning på min historie.
Jeg bliver skudt under vores aktion, der er dårligt planlagt. Vi
undervurderer vores modstander. Det er hverken første eller sidste
gang det sker. Grunden til, at jeg fortæller dig det, er at du ikke
skal tro at dette her er en leg. Det er dødsens alvor.
Nu
stiger de ud af vognen foran mig. Stopper sporvognene. De viser ikke
ingen følelser. Siger blot, at det er bedst hvis sporvognen ikke
kører videre. Fortæller ikke mere end det nødvendige. Heldigvis
makker vognstyreren ret. Passagererne stiger ud. De ser ikke i vores
retning. Ikke fordi de ikke støtter os. Jo mindre de ser, desto
mindre kan de fortælle. Alligevel fjerner de sig ikke fra os. Luften
er mætte med forventningens elektricitet. De ved, at der vil ske
noget i aften."
Og så en lille bonus-historie. Da jeg mødte op på biblioteket, nægtede bibliotekaren at tro på at det var mig der havde skrevet novellen. I hendes verden skulle jeg være en gammel mand, der selv havde set disse ting ske - eller, der var i hvert fald hvad hun fortalte. Jeg ved stadig ikke om hun troede på mig. Måske er det derfor denne bog er den eneste i min række af antologier jeg ikke har en kopi af.