Marts skrivning 2013

Noget senere end vanligt, men som de fiffige vil gætte er der også andre ting, der optager mig for tiden. Heldigvis bliver der ved med at springe novellekonkurrencer frem, og det er jo ingen hemmelighed at det er mit foretrukne område. Men mellem de såkaldt "bundne opgaver" dukker der også noveller og tekster frem, der har at gøre med mine selvstændige ting. Derfor vil jeg som en verdenspremiere annoncere, at jeg arbejder på en horror-samling. Om, hvordan og hvornår kan jeg endnu ikke sige noget om. Og med det til side, blev det i marts til to noveller:






Mester Prosopido (fantastisk fortælling/horror, 9100 ord)
Om Carmen (realisme, 5200 ord)

I Mester Prosopido er vi i renæssancen. En kåd yngling er blevet væltet over ende af en mademoiselles skønhed, og søger i sin desperation råd hos Mester Prosopido, der er kendt for at tilvirke de underskønneste udklædninger. Men spørgsmålet er blot, hvem der i sidste ende er mest klædt ud.

Om Carmen handler sjovt nok om Carmen, der er barn af to modeller. Hele hendes verden er fyldt med skønhed og privilegier. Carmen har blot et problem. Hun er ikke selv særlig smuk.

Jeg er allerede i skrivende stund en ti sider inde i en horror-novelle, så lur mig om april ikke kommer til at have hele to noveller også. Stay tuned for updates!

Odd - syvende skud

For omkring tre timer siden lagde jeg sidste hånd på redigeringen af mit manus. Undervejs opdagede jeg, at jeg bliver nødt til at skrive et ekstra kapitel, men det er vel kun godt. Mere Odd til alle ;) Manus kommer til at være på cirka 95.000 ord - hvilket er noget mindre end Pandaemonium. Men nu er det jo også kun første del. Samtidig er det lykkedes mig, efter omkring et års tanker, at finde på delenes undertitler. Det skal nok blive godt! Og med de ord - til obeliskerne.

-------------------------


I Odds verden findes der 12 obelisker. Ud af det blå, midt i det femtende århundrede, åbenbarede den første sig, nær Giza i Egypten. I kølvandet på den begyndte der at ske mærkelige ting med verden. Flere og flere påstod at have set væsner, der vitterligt hørte til overtroens verden, i sprællevende tilstand. Der gik historier om hele familier, der blev ædt af en sfinks. Store fugleskygger viste sig på himlen.

Men det blev ikke ved det. Ganske langsomt gik det op for folk, at når man døde var man ikke længere så død som man engang havde været. På en måde var det lykkedes obelisken at åbne for den næste verden. Formularer og ritualer, der ikke havde virket i årtusinder, begyndte pludselig at fungere igen, og snart var der mennesker, der kunne tale med de døde. Ikke alle der døde, blev hængende. Nogen var uden for rækkevidde. Andre ventede i Åndeverdenen.

Flere og flere obelisker blev fundet, og hver af dem stod for et begreb eller en færdighed. Giza-obelisken stod for liv - det liv, der engang havde tilhørte legenderne, men som nu var i verden.

Odd har kun set en af obeliskerne. Det er den der står i Nidaross, en af de store byer i det stordanske rige. Ved siden af Nidaross-obelisken ligger forskningscenteret Mimers Brønd, hvilket ikke er mærkeligt, da obelisken i det nordlige Danmark står for viden. Den påvirkning Nidaross-obelisken har udøvet på verden, og i særdeleshed Stordanmark, er grunden til at de største teknologiske landvindinger er på Stordanmarks hænder. Dette må også siges at være på tide, da verden i lang tid lå nedsænket i en mørk middelalder. Så stærk er Nidaross-obelisken, at det er lykkedes Stordanmark at gå fra hestevogne til raketter på mindre end 250 år.

De obelisker, der nævnes i første del, er som følger:

Giza-obelisken: Liv, står ved Pyramiderne
Chatai-obelisken: Mod, står på bunden af Den Gule Flod i Orienten
Aztlan-obelisken: Krig, står ved Tenochtitlan i Sydamerigo
Kilimanjaro-obelisken: Hemmeligheder, står tæt på Afrikas østkyst.
Nidaross-obelisken: Viden, står i den nordlige del af Stordanmark
Chomolungma-obelisken: Ånd, står på det højeste bjerg i Orienten

Næste gang vil jeg snakke om cigaretter, whisky og nøgne piger ... eller om genre.

-------------------------

Anden omgang nyheder i marts

Jeg ligger dybt begravet i Odd for tiden, og har - som et lille sideprojekt - moret mig med noget online ekstramateriale. Jeg tænker at det kunne være sjovt sådan at udvide sin roman. Selv om foråret stadig har den masochistiske minushat på, tikker det ind med anmeldelser og lidt nye tiltag hist og her:


Thomas Winther er anmelder på bladet Himmelskibet, og i nummer 35 har han været så venlig at anmelde både Optisk bedrag og Faderens sønner. Han siger blandt andet:

Om Optisk bedrag:
"De fleste af samlingens 21 noveller er som nævnt ikke fra de fantastiske genrer, men er historier om menneskeskæbner, om afsavn, svigt og selvbedrag, men også om glæde. Silvestris historier er altid værd at læse da han har et alsidigt og spændende fortælleunivers."

Om Faderens sønner:
"Faderens sønner skiller sig ud fra Silvestris andre novellesamlinger ved at den er genrespecifik. Samtidig viser den også Silvestris bredde gennem en bred tilgang til science fiction, og bogen skal bestemt stå på hylden ved siden af hans andre bøger"

Antologien Vampyr fra forlaget Kandor er landet godt og tungt på markedet, og både de medvirkende forfattere og anmelderne er imponerede over det høje niveau. Som de andre bøger fra Kandor er det også en flot bog, og det er sjældent man oplever en så helstøbt novellekreds. Jeg vil ikke nævne navne, blot sige at dette må være en af de bøger der står højt på horror-entusiastens liste. Antologien er blandt andet blevet anmeldt på gravko.com, og der siger Majbrit Høyrup om min novelle (og selvfølgelig Teddy Vorks):

"De to noveller, der fik mine nakkehår til at rejse sig mest af skræk var "De rette omgivelser" af Teddy Vork og "Som vinden blæser" af A. Silvestri.".

For efterhånden mange år siden (2010?) erhvervede novelleforlaget.dk sig min science fiction-novelle Alting på sin plads. Til min store overraskelse - og glæde - opdagede jeg for kort tid siden at den nu er blevet indtalt. Så nu kan man erhverve sig mine ord ikke kun som skrift, men også som lyd. Og jeg må give deres indlæser (oplæser?) at han har tillagt sig den helt rigtige stemme. En snas kan lyttes her ... og der kan du sjovt nok også købe novellen. 

I øjeblikket arbejder jeg meget med Odd, og hvis nornerne har udmålt det sådan, vil jeg være færdig med førsteredigeringen i næste uge - så fingers crossed. I mellemtiden er der også landet en hastesag i skødet på mig - så jeg ser hvad jeg kan nå at få fra hånden. Cheers.




Trailer 56 - uddrag af Harald Peder Kristensen

For et par år siden var der en konkurrence, der gik ud på at skrive om Østerbro. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at deltage, men så en dag hvor jeg alligevel var på de kanter, faldt en mindeplade mig i øjnene.

Navnet satte sig fast, og da jeg kom hjem gik jeg på nettet. Efter mange dages research havde jeg stykket de faktuelle begivenheder sammen den junidag i '44 - så tilbage for mig var kun at bringe den personlige dimension ind. Heldigvis viste den afdøde Harald at sig at være en ret atypisk modstandsmand, ikke mindst i kraft af sin alder. Han var ikke en optændt knøs, men en midaldrende mand, der nægtede at lade stå til. Ud fra de helt faktuelle beskrivelser lykkedes det mig at skrive mit første stykke historiske realisme. Alene på grund af det står denne novelle som noget ganske specielt i min bog.

"Der er ingen, der kender mig, mens de fleste har hørt om de to personer, der kører i bilen foran mig. Flammen. Citronen. Vækker de navne genkendelse? Ved du, hvor du er nu? Jeg er chauffør. I lastbilen. Bag mig kører endnu en bil. Vi vækker opsigt. Det er vigtigt, at folk ser, at der stadig er nogen, der vil gøre deres i kampen mod uret og vold. Med vold skal vold fordrives. Det nytter ikke at snakke længere. Det har ikke nyttet i fire år. Min historie er ikke en lang historie, eller en stor historie. Det er bare en historie, men jeg vil have lov til at fortælle den. Måske vil du forstå hvorfor, når du engang er færdig med at læse.
På ladet i lastbilen sidder mænd. Jeg kender ikke deres navne, men deres ansigter er unge og forknytte. Vi er gruppe 44. Ikke noget stort. Hverken nu eller i historien. Vi er nye, ikke gamle i gårde som dem i bilerne der omgiver os. To af mine kammerater bærer rekylgeværer. Ved siden af dem ligger granater. Jeg har selv lagt dem der, for mindre end en time siden, da min død stadig var langt nok væk til at ignorere den. Jeg kan lugte mændene gennem den tunge presenning, der er spændt ud over lastvognen. De sveder. Om det er angstens eller forventningens sved, ved jeg ikke. Sammen med lugten af sved følger den harske tobaksduft fra tændte cigaretter. Lucky Strike. Altid Lucky Strike. Vi er med vilje ikke venner. Det eneste jeg ved med sikkerhed, er at vi er på samme side. Nu ler de. De har ingen angst. Med gevær i hånden føler de sig sikre. Jeg misunder dem den følelse.
Om lidt er jeg død. Der er ingen lykkelig afslutning på min historie. Jeg bliver skudt under vores aktion, der er dårligt planlagt. Vi undervurderer vores modstander. Det er hverken første eller sidste gang det sker. Grunden til, at jeg fortæller dig det, er at du ikke skal tro at dette her er en leg. Det er dødsens alvor.
Nu stiger de ud af vognen foran mig. Stopper sporvognene. De viser ikke ingen følelser. Siger blot, at det er bedst hvis sporvognen ikke kører videre. Fortæller ikke mere end det nødvendige. Heldigvis makker vognstyreren ret. Passagererne stiger ud. De ser ikke i vores retning. Ikke fordi de ikke støtter os. Jo mindre de ser, desto mindre kan de fortælle. Alligevel fjerner de sig ikke fra os. Luften er mætte med forventningens elektricitet. De ved, at der vil ske noget i aften." 

Og så en lille bonus-historie. Da jeg mødte op på biblioteket, nægtede bibliotekaren at tro på at det var mig der havde skrevet novellen. I hendes verden skulle jeg være en gammel mand, der selv havde set disse ting ske - eller, der var i hvert fald hvad hun fortalte. Jeg ved stadig ikke om hun troede på mig. Måske er det derfor denne bog er den eneste i min række af antologier jeg ikke har en kopi af.  

Er det at skrive et håndværk?

Inspireret til dels af en tråd på facebook, og af mine egne tanker fra tid til anden, vil jeg forsøge at svare på det spørgsmål ud fra mig selv og det jeg skriver. 


Ja, det er et håndværk.
Ifølge den mere eller mindre kendte10k-regel, tager det 10000 timer at blive rigtig god til noget. Det er 417 døgn, hvis man ikke roder med småting som at spise, sove eller ånde. Reglen har noget på sig. Jo mere man skriver, desto bedre bliver man. Den håndværksmæssige del af det at skrive har forskellige elementer. Hvordan man sætter en tekst op, hvordan man undgår at gentage sig selv for meget, den korrekte brug af citationstegn og så videre. Det er en proces, der tager mange år, men som skribent der ofte omskriver gamle ting, kan jeg på daglig basis se at jeg har forbedret mig inden for en række områder. En tekst jeg skrev i 2006 er sammenlignet med en tekst jeg skrev sidste år væsentligt ringere, når det kommer til de helt elementære ting.

Nej, det er ikke et håndværk.
Lige meget hvor god man er til at få sin tekst til at se pæn ud, og hvor meget styr man har på regler fra grammatik til automatisk indrykning, er der et element, der ikke kan tillæres. Den gode ide, eller den spændende ide. På det punkt har mange af mine tekster ikke forandret sig i samme grad som årene er gået. Der findes mange eksempler på noveller og romaner, hvor man ikke kan sætte en finger på håndværket, men hvor der ikke er nogen sjæl eller gnist.

Ja, det er et håndværk.
Det er ikke altid at inspirationen står forrest, når man sætter sig til at skrive, og det er der håndværket sætter ind. En maler, der har brugt alle de uinspirerede timer til at perfektionere at male en blomst, vil være rigtig god til at male en sådan, når inspirationen rammer. Det samme gør sig gældende som forfatter. Nogle sekvenser af en tekst sidder på rygraden. Der danser man ikke omkring med musen og mærker hjertet banke af glæde og fryd over det lækre, man lige har bedrevet. Det er ikke det samme som at det er dårligt. Et solidt håndværk kan redde mangen en skrivedag.

Nej, det er ikke et håndværk – og dog.
Et gammelt ord siger, at man skal kende reglerne for at bryde dem … eller udnytte dem. Hvis håndværket er på plads, kan det direkte fordre inspirationen og det kreative. Kender man sin artikel, faglitteratur, interview, guldaldertone, tegnsætning kan man anvende formen til en historie. Der går det inspirerede sammen med det tillærte, og kan danne noget helt nyt. Det ændrer ikke på det faktum, at man stadig skal have den gode ide – og at den kan ikke læres.

Ja, det er et håndværk – og dog.
Til enhver god tekst kræves der research. Og som med alle andre ting er god research noget man lærer med tiden. Man bliver ferm til at bruge Google. Man bliver rigtig god til at hente informationer på fremmedsprog. Man udvikler et godt øje for gammelt sprog, højbårent sprog og kancellisprog. For hver omgang research lagrer en del af informationerne sig permanent. Det er her inspirationen sparker til en igen. Den research man oprindeligt ledte efter, kan meget vel vise sig at medføre helt nye ideer – hvis man ellers er i stand til at være åben for det.

Nej, det er ikke et håndværk.
Et af de spørgsmål forfattere oftest får er ”Hvorfor skriver du?”. Og det lige så hyppige svar er ”Fordi jeg ikke kan lade være.” Det kan lyde prætentiøst, men det er sandt. Man kan sammenligne det med mennesker, der bare må motionere – eller med en alkoholiker, der snuser rundt i den lokale kiosk. Der er ingen ro i kroppen, før man får skrevet sin ide ud. Man får det ringe, hvis man er blevet berøvet en mulighed for at skrive. Man skal lige nedfælde en ekstra håndfuld noter. Man skal lige skrive en sektion til. Man glemmer verden omkring sig, fordi den man selv er i gang med, bare er lidt mere spændende. Noget, der er så altopslugende kan jeg ikke se som et håndværk alene.

Er det at skrive et arbejde?
Ja, så bestemt. Det optager mange timer. Kun et fåtal af dem går med at skrive. Størstedelen bruges på historiestruktur, research, rettearbejde, redigering, forlagsaftaler, mails og forberedelse til oplæsninger med mere. Alligevel er humlen det at skrive, og det er, meget enkelt sagt, noget man skal gøre. Sætte sig ned og skrive. Skrive. Skrive. Hvis man hele tiden slår sine ideer og projekter hen, ender det med absolut ingenting. Man skal tage fingeren ud af røven, og gøre det. Ingen gider høre på dine store ord om hvad du vil gøre. Nogen gider godt læse din færdige bog.

Udelukker håndværket ”kunsten”?
Nej, selvfølgelig ikke. Når tingene fungerer bedst, cykler de i tandem. Så er det vekselvirkningen, der medfører de rigtig gode ting. Enhver forfatter har prøvet at have en rigtig god ide, men har måttet sande at de ikke havde forudsætningerne for at få den til at fungere, fordi de manglede en portion konkret skrivefærdighed. Det modsatte gør sig også gældende. Hvad nytter det perfekte sprog og den perfekte research, hvis det i sidste ende viser sig at de rigtige ideer bare ikke kommer?

Er talent noget der kan erhverves?
Der er jeg en smule på glatis. Umiddelbart vil jeg svare nej, selv om det ikke passer. Jeg tror at man har en portion talent, som man så kan tage hånd om, og derved forøge. Med det sagt tror jeg også, at nogle forfattere har mere talent end andre og derfor hele tiden vil være et hestehoved foran deres konkurrenter. Er der ikke talent nok til stede til at begynde med, kan man skrive og skrive indtil man bliver blå i hovedet, og i sidste ende stadig stå med et produkt, der ikke er godt nok. Uretfærdigt, ja. Til det bør dog også tilføjes, at jeg tror alle kan blive ramt af inspirationen. At alle kan få den der ene gode ide. Talentet er så den udslagsgivende faktor, der bestemmer hvor ofte lynet slår ned.

Er det at skrive så et håndværk eller hvad?
Ja og nej. Som jeg ser det, er det at skrive et håndværk, hvis det er noget man ser som et håndværk. Hvis man ikke tillægger det større værdi end en god tennisserv eller et lige bukseopsmøg. Hvis man mener, at det korrekte punktum og fejlfrie opsætning er mere end halvdelen af en tekst. Det er ikke et håndværk, hvis man brænder for det, og bare ikke kan lade sine dokumenter eller notesblokke være. Hvis ens tanker må nedfældes i et produkt.

Blablabla – sludrechatol. Hvis jeg nu drikker en øl med dig og spørger om det samme. Hvad så?
Okay. Så nej, det er ikke et håndværk. Det er noget inspireret, som alle kan til en grad, men kun få kan godt. Som det er med alt. Om jeg så lever til jeg bliver hundrede, vil jeg aldrig lære at male. Det kan jeg ikke. Og det æder jeg uden at tude. Men jeg kunne selvfølgelig altid prøve at investere 10000 timer i det …

Første nyheder i marts - med lidt fra februar

Selv om marts måned har mindre end en uge hængende fra sig, er der med et sprunget en bombe af nye ting, der direkte har at gøre med mit forfatterskab. Men den første nyhed er faktisk fra februar - så lad bolden rulle.

Min novellesamling fra sidste år, Optisk bedrag, fik heldigvis den længe ventede lektørudtalelse, og den siger blandt andet følgende:

"De dysfunktionelle eller skadede og ensomme personer han skaber og de udpenslede voldelige og perverse scener gør, at mange af novellerne ikke er for sarte sjæle. Novellerne er af svingende kvalitet, men mange af dem er rigtig godt skruet sammen og A. Silvestri er en sand gysets mester, når det rigtig lykkes."

Selv om det er fine ord, er der to ting der skurrer en smule. For det første er samlingen kaldt for "gyser-noveller", hvad der egentlig ikke passer. Selv at kalde dem horror vil til dels være forkert. Den anden ting er, at en god håndfuld af novellerne hverken er modbydelige eller udpenslende - her kan jeg f.eks nævne Flyttelæs, der handler om en flyttemand der opdager hvad der virkelig har værdi og Valuta for pengene, som du kan læse et uddrag af her på bloggen. Men jeg skal egentlig ikke brokke mig. Alt i alt er jeg ganske tilfreds.

Nu vi er ved Optisk bedrag, tonser jeg til året første oplæsning. Det er i Nykøbing Falster, den 15/3 og der vil jeg både læse op og blive interviewet om samlingen af Thorvald Berthelsen. Arrangementet er støttet gennem Forfattercentrum og som paraply står den litterære forening Stordstrømmen, der er en interessegruppe for forfattere, der enten bor eller har direkte tilknytning til Storstrømsområdet. Mød op. Jeg ved det bliver skægt.

Og så er vi ved marts.

Pandaemonium bliver ved med at blive læst og anmeldt - og takterne er stadig i den rigtig gode ende. En af mine gode forfattervenner sagde til mig sidste år, at han havde på fornemmelsen at mit zombie-epos ville gå hen og blive en ægte kultklassiker. Selv om jeg tager ordene med et gran salt, er jeg begyndt at tænke om der er noget om snakken. Denne gang er det bloggeren Cautious, der har været så venlig, og hun siger blandt andet:

"Silvestris basse her er nok én af de mest vellykkede zombiefortællinger jeg har sat mine små fedtede fingre på nogensinde. Og det er store ord, for jeg er normalt ret kræsen når det kommer til danske forfattere. Der skal meget til at imponere mig, indenfor vores egen lille andedam, men denne er nok én af de klammeste bøger jeg har læst, og dét er jo sådan set en fin kompliment til genren."

Og så en af de rigtig sjove ting ved at være forfatter. Efter at have udgivet et trecifret antal noveller, er det altid dejligt når en af de gamle høns vender hjem. Tilbage i 2009 afholdt forlaget Valeta en novellekonkurrence, som jeg var så heldig at være en af vinderne af. Det var min novelle Je ne sais quoi, der møvede sig med ombord i det der skulle blive antologien Begyndelser. Den har nu fået sin første anmeldelse i tre år, inde på Litteratursiden, og om min novelle siger Jette Holst følgende:

"”Je ne sais quio” handler om Niels, hvis kone døde pludseligt, og nu er han taget til Paris for at genfinde livet, men i stedet ender han med at springe ud fra Notre Dame. Og det der skulle være en afslutning, bliver en ny begyndelse. Med kulsort humor fortæller A. Silvestri her en grum historie om kærlighed og døden, og på vanlig vis vender han op og ned på læserens begrebsverden."

SÅ tror jeg ikke der er mere - men det må vist også være nok for en uge. Jeg tørrer sveden af panden og kaster mig ud mine nye projekter.

Februars skrivning 2013

Februar er altid en irriterende måned, for der er alt for få dage. Det er meget fedt på bankkontoen, men på skrivefronten gør det at man lige har lidt for travlt. Måneden har jeg brugt til at grovrette Odd, der nu rykker ind i omskrivningsfasen og så selvfølgelig forfattet nogle noveller, som jeg har for vane. Og i februar blev det til hele to færdige og en der stadig er i gang.

Inspiration til science fiction.
Stumtjener (realisme, 2400 ord)
I sit ansigts sved (science fiction, 11400 ord)
Mester Prosopido (horror/fantasy, 3700 ord - i gang)

I Stumtjener møder vi et kærestepar, der lige er flyttet ind i deres lejlighed og har gæster til house warming. Han elsker, elsker hende og kan ikke holde fingrene fra hende. Hun tænker på tomme flasker og orgasmer.

I sit ansigts sved er et forsøg på at skrive en anderledes science fiction. Den finder sted i den nære fremtid, efter en dobbelt katastrofe. Jeg brugte blandt andet en fandens masse malerier fra guldalderen som inspiration.

Marts bliver travl. Som allerede nævnt går jeg i gang med at omskrive, og så har jeg en oplæsning i Nykøbing Falster den 15. - hvor jeg blandt andet også skal interviewes. 

Trailer 55 - uddrag af Brølende kronhjort ved skovsø

Brølende kronhjort ved skovsø er en del af min første samling, Køtere dør om vinteren, og blev skabt, ikke overraskende, ud fra naturalistisk kitsch. Alle kender den type billeder, hvor idyl er alt og kronhjorten brøler af glæde og så sandelig ikke liderlighed. Jeg koblede den ide med en mand, der vitterligt ikke kunne se noget smukt ved et billede af den type, men var tvunget til at have et sådan hængende, fordi hans bror havde givet ham det. Meeen man må da give ham lidt credit for at han virkelig prøver ...

Ingen skovsø - men kitschværdien er fandeme høj!
"En aften sætter han sig i den dybeste lænestol, fylder sit glas helt op med rødvin og studerer billedet. Sådan sidder han længe, uden at noget går op for ham. Så rejser han sig, og går helt tæt på maleriet. Først kigger han krigerisk lige på det, derefter fra forskellige vinkler. Han kan se de enkelte penselstrøg, så forudsigelige som broderens latter. Han ryster på hovedet. Der er intet nyt at se.
I desperation tager han et par skridt bagud, og kravler op på lænestolens ryg. Han lægger sig på sin egen ryg, han krummer sig sammen, han lægger sig på siden. Nye perspektiver. Anderledes måder at betragte verden på.

Det er spildte kræfter. For det er fandeme bare stadig en forbandet kronhjort ved en blå, blå skovsø. Til sidst tager han det ned fra væggen, og placerer det fladt på stuegulvet. Hans hornhinder krummer sig, mens han sætter sig i stolen igen. Først bombarderer han maleriet med direkte og siden hen skjulte blikke. Så hårdt koncentrerer han sig, at der til sidst kryber en hovedpine frem bag hans pande. Mens han gnider sig over smerten, kan han sværge på, at kronhjorten vækkes til live, og fra dens plads på gulvet ler ham hånligt op i hans åbne ansigt.

„Se hvor dum du er, mester tomhjerne,“ griner den, og kaster med geviret.
„Her fylder jeg dine øjne med prægtighed og du fatter det bare ikke. Det må være hårdt at vide, at man er så fattesvag. Men vi kan jo ikke alle sammen være lige så kloge som brormand, vel?“
Hans ansigt krøller sig sammen i en vred grimasse, og han leger med tanken om at tømme rødvinen ud over billedet. Bare blive ved med at hælde, indtil det fylder hele rammen. Så glasset klukker, lige som den forbandede skovsø sikkert gør det i morgenlyset, og når vinen så flyder ud over kanterne, vil
han hoppe på det. Så dets blod sprøjter til alle sider. Han gør det ikke. I stedet for går han i seng."

Odd - sjette skud

Odd er tilbage forrest i min hjerne, da jeg her for et par dage siden blev færdig med første omgang grovredigering. Heldigvis viste det sig at historien holdt vand, så selv om der er en masse at gå i gang med at omskrive, er jeg ved godt mod. Og så til det I kom efter. Snakken om Mittelland.

-------------------------

Odds Europa
Mittelland er et geografisk område, der i modsætning til f.eks Stordanmark og Romanum ikke har en central ledelse. I stedet består det af et tusindtal af småkonger og riger, der konstant strides indbyrdes. Det eneste der midlertidigt kan samle dem er en fælles fjende.

Undervejs i historiens kappefolder har dele af Mittelland været både på danske og romanske hænder, men begge har måttet opgive deres besiddelser af forskellige grunde, ikke mindst det meget uvejsomme terræn. De forskellige folkeslag i Mittelland er stolte og har det meget dårligt med at være underlagt en fremmed magt. Derfor er landskabet også plettet med ruinerne af tidligere kolonier og militære udposter. På det seneste er en del af Mittellands indbyggere emigreret til Stordanmark og Romanum, hvilket igen har medført ghetto-lignende områder i både København og Roma. Både Stordanmark og Romanum har dog accepteret tingenes tilstand, og er ikke blinde overfor det positive i at have en stødpude mellem de to imperier.

Store dele af Mittelland bekender sig til den krestne tro, i modsætning til Stordanmark, der er asetroende. Teknologisk er Mittelland håbløst bagud, og flere steder er skydevåben et særsyn. Ligeledes er ideer som ligestilling, en central regering og vaccinationer noget der bare skete for alle andre. Men det der virkelig sikrer freden i Mittelland er at både danskerne og romanerne er bange for stedet.

Den vilde og utæmmede natur gemmer på grimme overraskelser og mere end en håndfuld eventyrere fra begge nationer har måttet lade livet. Rygter svirrer om varulve og onde ånder, trolde og enter. Om at Mittelland er et sted, hvor den moderne verden ikke har en plads.

Ikke mere om Mittelland for nu. Men jeg kan afsløre at det kaotiske område har en ikke ydmyg rolle at spille i romanen.

Næste gang vil jeg tale om obeliskerne. Monumenter der bogstaveligt talt ændrede hele verden.

-------------------------

Følg Amdi

Book Amdi

Har du brug for en oplæsning, et foredrag eller et spændende indblik i, hvad det vil sige at være forfatter i dagens Danmark?