Brølende kronhjort ved skovsø er en del af min første samling, Køtere dør om vinteren, og blev skabt, ikke overraskende, ud fra naturalistisk kitsch. Alle kender den type billeder, hvor idyl er alt og kronhjorten brøler af glæde og så sandelig ikke liderlighed. Jeg koblede den ide med en mand, der vitterligt ikke kunne se noget smukt ved et billede af den type, men var tvunget til at have et sådan hængende, fordi hans bror havde givet ham det. Meeen man må da give ham lidt credit for at han virkelig prøver ...
"En aften sætter han sig i den dybeste lænestol, fylder sit glas helt op med rødvin og studerer billedet. Sådan sidder han længe, uden at noget går op for ham. Så rejser han sig, og går helt tæt på maleriet. Først kigger han krigerisk lige på det, derefter fra forskellige vinkler. Han kan se de enkelte penselstrøg, så forudsigelige som broderens latter. Han ryster på hovedet. Der er intet nyt at se.
I desperation tager han et par skridt bagud, og kravler op på lænestolens ryg. Han lægger sig på sin egen ryg, han krummer sig sammen, han lægger sig på siden. Nye perspektiver. Anderledes måder at betragte verden på.
Det er spildte kræfter. For det er fandeme bare stadig en forbandet kronhjort ved en blå, blå skovsø. Til sidst tager han det ned fra væggen, og placerer det fladt på stuegulvet. Hans hornhinder krummer sig, mens han sætter sig i stolen igen. Først bombarderer han maleriet med direkte og siden hen skjulte blikke. Så hårdt koncentrerer han sig, at der til sidst kryber en hovedpine frem bag hans pande. Mens han gnider sig over smerten, kan han sværge på, at kronhjorten vækkes til live, og fra dens plads på gulvet ler ham hånligt op i hans åbne ansigt.
„Se hvor dum du er, mester tomhjerne,“ griner den, og kaster med geviret.
„Her fylder jeg dine øjne med prægtighed og du fatter det bare ikke. Det må være hårdt at vide, at man er så fattesvag. Men vi kan jo ikke alle sammen være lige så kloge som brormand, vel?“
Hans ansigt krøller sig sammen i en vred grimasse, og han leger med tanken om at tømme rødvinen ud over billedet. Bare blive ved med at hælde, indtil det fylder hele rammen. Så glasset klukker, lige som den forbandede skovsø sikkert gør det i morgenlyset, og når vinen så flyder ud over kanterne, vil
han hoppe på det. Så dets blod sprøjter til alle sider. Han gør det ikke. I stedet for går han i seng."
 |
| Ingen skovsø - men kitschværdien er fandeme høj! |
I desperation tager han et par skridt bagud, og kravler op på lænestolens ryg. Han lægger sig på sin egen ryg, han krummer sig sammen, han lægger sig på siden. Nye perspektiver. Anderledes måder at betragte verden på.
Det er spildte kræfter. For det er fandeme bare stadig en forbandet kronhjort ved en blå, blå skovsø. Til sidst tager han det ned fra væggen, og placerer det fladt på stuegulvet. Hans hornhinder krummer sig, mens han sætter sig i stolen igen. Først bombarderer han maleriet med direkte og siden hen skjulte blikke. Så hårdt koncentrerer han sig, at der til sidst kryber en hovedpine frem bag hans pande. Mens han gnider sig over smerten, kan han sværge på, at kronhjorten vækkes til live, og fra dens plads på gulvet ler ham hånligt op i hans åbne ansigt.
„Se hvor dum du er, mester tomhjerne,“ griner den, og kaster med geviret.
„Her fylder jeg dine øjne med prægtighed og du fatter det bare ikke. Det må være hårdt at vide, at man er så fattesvag. Men vi kan jo ikke alle sammen være lige så kloge som brormand, vel?“
Hans ansigt krøller sig sammen i en vred grimasse, og han leger med tanken om at tømme rødvinen ud over billedet. Bare blive ved med at hælde, indtil det fylder hele rammen. Så glasset klukker, lige som den forbandede skovsø sikkert gør det i morgenlyset, og når vinen så flyder ud over kanterne, vil
han hoppe på det. Så dets blod sprøjter til alle sider. Han gør det ikke. I stedet for går han i seng."