Trailer 42 - uddrag af Spejlkabinet

Novellen Spejlkabinet er gammel. Rigtig gammel. Da jeg rodede mine gemmer tomme, kunne jeg dog ikke stå for dens charme. Ægtheden tænkte jeg var så lige i ansigtet, at den måtte med i Optisk bedrag. Christopher, hovedpersonen, er ved at dø af lungekræft i en meget ung alder. Han har ikke noget håb tilbage. Det er ikke det samme som at give op.

""Kohjato. Hvor himlen er uendelig og man plukker nye lunger fra grønne planter. Kohjato, hvor vinden altid blæser køligt på varme sommerdage. Kohjato, et sted som folk har husket tusinde gange og glemt igen" siger han højt og og slår en flad hånd ned i vindueskarmen.

Et nyt sug på jointen. Sødt. Som slim fra indre organer. Som betændelse.

Han er ikke syg i hovedet, det ved han, for de har undersøgt ham. Han har et stykke papir hængende i stuen. Bogstaverne giver ingen mening for ham, men det siger, at han er ved sine sansers fulde brug. Lægerne har også tilbudt ham en støttegruppe sammen med andre terminale patienter. Christopher havde ret svært ved at se hvad han skulle bruge det til. Koket vifter han med håndledet og udbryder med en luftløs fistelstemme

"Ja, hej skat. Så du skal også dø, hva. Det er bare noget værre noget, men det er da godt at man kan snakke med nogen som har det på samme måde, synes du ikke? Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden at have andre, som jeg kunne svælge sammen med. Hvor er det dejligt at vi lever i en velfærdsstat."

Hvad fanden er der at snakke om?

Det havde han også sagt til de der folk, lægerne, psykiaterne, hvad de nu end var. De havde stirret på ham som om han var rablende vanvittig. De havde nok også indlagt ham, hvis altså det ikke var fordi de lige havde fortalt ham at han var helt okay sådan rent mentalt. I stedet for sendte de ham hjem igen, sammen med en følelse af at han var dybt utaknemmelig. Idioter.

Et hosteanfald får ham til at knække sammen. Han vakler i karmen. December rykker så tæt på, at han kan se dens slutning. Kroppen drives frem mod vinduet. Ned. Så meget ned ... Hurtigt slår han hånden i vinduesrammen og hoster tungt ud i natten. Vinden griber hans hår og slynger det rundt om hans ansigt. Ingen kemo her, nej. Når han skal smides i kisten skal det være med fuldskæg og skridthår.

Det grove slim falder ni meter og rammer asfalten i gården med et klamt plask. Dråber slynges til alle sider. Christophers ansigt fortrækker sig i væmmelse. Det er altså herreulækkert. Han forstår godt, at ingen kommer længere. Hvem har lyst til at se store håndfulde død blive hostet op.?Hvem har lyst til at trykke den hånd, der er død?

Han trækker sig tilbage på sin plads, og sætter sig lidt længere væk fra kanten. Det ville fandeme være yndigt, hvis han faldt ned. Blev knust mod asfalten, så alle kunne se de indre organers kaos.

”Kohjato, hvor tyngdekraften holder en oppe på gennemsigtige vinger. Kohjato, hvor vinduesrammer er formet som cirkler og synger fortællinger om frelse. Kohjato, hvor man kan læse sine egne liv uden at skrive dem ned først” hvisker han til natten."

Trailer 41 - uddrag af Laphroaig

Nedtællingen til Optisk bedrag fortsætter, og denne gang med novellen Laphroaig. For dem af jer, der undrer sig, kan jeg fortælle at Laphroaig er en ekstremt røget skotsk whisky. Historiens jeg er gift med Helle, og deres ven Jacob er kommet på besøg. Jacob og Helle var kærester i gymnasiet. Der står en sofa i dagligstuen. Den deles de alle tre om. Så godt det lader sig gøre ...

"Jacob har rigtig mange penge. Så mange, at han knapt aner hvad han skal stille op med dem alle sammen. Han tager chancer. Han støtter små firmaer. Han har også tilbudt at skyde lidt penge i mit firma, bare som et sæt krykker indtil jeg kommer ovenpå igen. Jeg har svaret nej til hans tilbud. Alle tre gange, han har foreslået det. Helle forstår det ikke, og det forstår jeg godt. Det står værre til end nogen af dem ved. Mit firma er en skrantende bil der kører på fælgene.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg har sagt nej til hans tilbud. Eller også ved jeg præcis, hvorfor jeg har afslået. Der findes flere former for gæld, og den ene slags er lettere af betale end den anden. Isspanden klirrer, da jeg rækker den frem mod ham. Byder den til. Han ryster både på hovedet og slår afværgende ud med hånden. Siger, at whisky skal nydes ved stuetemperatur og til enhver lejlighed uden is. Ved min side nikker Helle bifaldende. Kommenterer, at ellers får man ikke alle smagsnuancerne med.

To isterninger falder ned i mit glas. De klirrer tilfredsstillende. En lyd, jeg har skabt. Så fylder jeg whisky oveni. Isterningerne popper op til overfladen. Det er sådan en whisky skal drikkes, hvis man spørger mig. Det er der ingen af dem der gør. Jacob har inddraget stilheden, og taler igen. Helle hører efter. Har drejet sig en smule mere, så jeg kan se hendes nakkes runding. Først nu går det op for mig, at hun har farvet hår. Normalt kan jeg se en smule gråt, men nu er der intet af tiden tilbage. I mine ører er Jacobs stemme kun en række af tilfældigt sammensatte lyde. Som en tændt radio midt i morgenritualet.

Så siger han mit navn. De to stavelser når gennem mit tankevæv. Jeg kigger op, bliver klar over at jeg har siddet og kigget på mine hænder. På højre hånds pegefinger er en brunlig plet. Jeg har prøvet at fjerne den, inden han kom, men den er genstridig. Jacob spørger, om vi har flere cigaretter. Vifter med sin tomme pakke. Det går op for mig, at han gør alt to gange. Understreger sig selv som den vigtigste sætning i en tekst.

Jacob ryger som en skorsten, men hoster aldrig. Han trækker kun det gode ud af smøgerne, ikke alt det dårlige. Et menneskeligt filter. Jeg nikker og sender dem begge et lille smil. Jeg vidste dette punkt ville komme. Cigaretterne ligger ovenpå. På kontoret. I skrivebordets aflåste midterskuffe. Under nogle ligegyldige papirer. Jeg rejser mig fra sofaen. Tager mit glas med mig ud af stuen, men lader døren stå åben."

   

Augusts skrivning 2012

August er heldigvis færdig, og inden længe venter den mørke tid. Der er travlt i det lille hjem, hvor en del af biblioteket har måttet lade livet for det, der ender med at blive et skrivekontor. Jeg har, ikke overraskende, arbejdet meget med min roman i løbet af måneden, og er lige ved at nå det punkt, hvor der bliver åbnet for godteposen. Meeen ... et lille teaserbillede kan det nu godt blive til.

Det er nu også lykkedes mig at skrive to helt andre ting i løbet af måneden. Den første er en novelle, og det andet noget som jeg pønser på kunne blive prologen til noget realisme - ja, I hørte det - realisme.

Arving (science fiction, 5900 ord)
Alkohol (realisme, 1000 ord)

I Arving møder vi Albert, der er et rigtigt røvhul. Han er konstant på kant med loven, er seriøst mørkeræd (som i bange for de dersens fremmede) og mener egentlig, at ham der Hitler havde nogle fede ideer. Nu er han blevet indkaldt til en samtale. Men ser intervieweren ikke lidt jødisk ud ...

Alkohol er direkte tale, og handler om at ting smuldrer og ødelægges. Det handler om betydning forvandlet til intet og en verden, der går i opløsning i en dunst af vrede. In your face - der er ikke lagt fingre imellem.

September kommer til at gå med romanen, jeg vil nok forsøge mig med Metro-litteratur igen i år, og så håber jeg snart at høre noget fra bl.a. vampyrkonkurrencen på forlaget Kandor.

Nyheder i august

Måneden går på hæld, men det gør tastaturet heldigvis ikke.

August har været en rigtig modbydelig omgang dage for mig, men i det mindste har jeg kunnet begrave mig i arbejde. Der er sket en del ting på forfatterfronten.

For det første er jeg med i den sjette i rækken af LUO-udgivelser, der udkom i weekenden. Denne gang med novellen Højdepunkt, der er en ret spøjs størrelse. I historien følger man den 16-årige Joakim, der snart får sit helt eget indeklima. Joakim skriver selv historien, men er ikke særlig god til alt det der med at stave og skrive. Derfor er hele teksten ret horribelt udført. Det var meget svært at skrive Højdepunkt. For det nyttede jo ikke noget, hvis fejlene ikke var de samme, og hvis Joakim pludselig kunne finde ud af det med stumme d'er. Et lille uddrag af teksten kan læses her.  

Nu vi er ved LUO - så er femte del i serien blevet anmeldt i Himmelskibet. Anmelder Tue Sørensen har følgende at sige om min novelle:

"A. Silvestri står for et af antologiens absolut mest originale indslag med historien “Glemmer du så husker jeg alt”. Den handler om en systemkritiker i en totalitær fremtid, som er blevet idømt en medicinsk straf som gør at han vågner helt uden hukommelse hver morgen og hver eneste dag må gennemgå hele sit liv ved langsomt at modnes som menneske (gennemgå emotionel pubertet, etc.) og samtidig gradvist huske sit livs begivenheder, komplet med komprimerede versioner af kriser, depressioner og lykkelige perioder. Han skriver derfor bl.a. et næsten identisk politisk manifest hver dag og gennemgår frustrerede og voldelige episoder, som dagligt går ud over hans kæreste, som har besluttet at tage sig af ham."

Og så udløses spændingen. Læsere af min blog vil måske have bemærket, at jeg flere gange har refereret til en "hemmelig novelle". Den er ikke en hemmelighed længere. Feast your eyes:

Henrik Harksen kontaktede mig for et halvt år siden, med en ide. Han ville gerne invitere en flok forfattere til at skrive horror ud fra nogle fotografier, og resultatet skulle samles i en bog. Den bog nærmer sig nu fødslen og får titlen Pix. Den indeholder noveller af rigtig mange spændende, og dygtige forfattere, men før jeg har den endelige deltagerliste vil jeg ikke sige mere om forfatterne. Mit eget bidrag hedder Hamskifte og er skrevet ud fra billedet til venstre. Det er en historie om en ung mand og hans far, der er ved at sætte et fuglehus op. Imens forfalder faren bid for bid. Når jeg tænker på Hamskifte, tænker jeg altid Kafka. Den er meget nedtonet og meget surrealistisk tekst, men det er samtidig en af de stykker skrift, jeg er virkelig stolt af.

En anden spændende ting ved Pix er, at der bliver lagt lyd til det hele. Det er Ras Bolding, der står for det. Inspireret af uddrag fra flere noveller samt den overordnede tematik for projektet her arbejder han pt. på et 8 minutter langt nr., der kommer med på en CD, som vedlægges bogen. Det ser jeg virkelig frem til!

Men hov - der er en lille ting til. Pandaemonium har på en eller anden obskur måde tilkæmpet sig en plads på Top 10 inde på Litteratursiden.dk. Jeg håber at det er med til at folk, der normalt ikke læser noget som helst modbydeligt, vil give mit zombie-epos en chance.   

Alt for nu. Tingene skriver ikke sig selv.

Trailer 40 - uddrag af "August"

Nu hvor det er blevet 30 grader varmt, er det vel meget passende at lægge en trailer ud til en novelle med titlen August. Det er en gammel novelle, jeg vist nok skrev i 2008, og den er en af dem, der har været under kraftigst revidering, før den kom med i Optisk bedrag. En fuldkommen ændring af grammatisk tid, udeladelse af flere afsnit og en del elementer skrevet til for at få den til at fungere bedre. Ud over det, er det en mørk historie om en mand midt i fyrrerne, der stadig bor hjemme hos sin mor. Og for sjovs skyld vedlægger jeg den gamle forside til novellen, dengang den stadig hed Endelig August. Enjoy.

"Flere minder slynger sig om ham, mens han et for et kigger på billederne. Hendes råben af far, når han kom træt og sent hjem. Far, som byggede en drage til ham nede i kælderen. De vrede lyde fra mors og fars soveværelse, når de troede han sov. En sommerfest i haven, hvor mor pludselig var væk. Far som næsten aldrig var der, heller ikke i ferierne. Far som kom hjem, men gik igen næsten med det samme. Mors stemme, der kaldte far for en vatpik.

Arkiverne i hans hjerne åbner sig et for et. Nogle af erindringerne kan han se på billederne. Får ham til at tro, at han husker dem selv. Andre bobler til overfladen af sig selv og er mere ægte.

Far var død alt for tidligt, og det var mors skyld. Det var mors skyld, at far havde været på arbejde, den dag det skete. For en gangs skyld var han kommet tidligt hjem, og havde sat sig i stuen med piben. Så var mor blevet sur på ham, havde råbt. Far var kørt igen. Flygtet ud i den cremefarvede Ford Taunus, havde trådt speederen i bund og var kørt væk. Helt væk.

Nu flokkes de gamle minder i hans hjerne som blodige fåreflokke. Mor har fået ham til at glemme det hele, ved at fortie det ihjel. Hans mave bobler, hans øjne buler ud af ansigtet. Med et brøl rejser han sig, griber køkkenbordet ved den ene kant og slynger det hen ad gulvet. Den halvtomme flaske øl eksploderer med en klir mod gulvet, skyller linoleumet til med skum. Albummet falder opslået på gulvet. Siden med far, og smilet og kasketten. Han bøjer sig efter det, pulsen pumper i halsen.

Så klapper han det sammen. Lukker øjnene kort, lader gnisterne finde plads i midten af hans hjerne. Tavst kaster han albummet ind i væggen. Det rammer i billedet af mor og ham, som han vendte mod væggen. Med en sprød lyd flækker albummet i ryggen, billedet slår mod pudset, før det hægter sig af sømmet. I en skæv klirren smadrer glasset, og stykker falder ned i håndvasken som tunge tovejsspejle. Albummet springer tilbage, bumper til et holdt. Bladene flagrer lidt, som ville de åbne sig. Tyndekraften kræver sin ret. Billederne falder sammen oven på hinanden.

Bagsiden af hans arm fejer tallerkenerne fra morgenmaden ud over gulvet. De eksploderer, porcelænsinsekter, knive falder morderisk mellem dem. Kaffekoppen, den samme kop han har drukket af i tyve år, er reduceret til skår. Benene svigter ham. Han klapper sammen som en dukke. Mærker kun svagt, at hans undertrøje gennemblødes af brunt med sukker. Er ligeglad. Græder. Knytter hænderne."

Den 15. august

Denne dato står for mig, og vil sikkert stå i lang tid, som noget helt specielt. Hvorfor? Fordi den 15. august 2008 fik jeg min første regulære udgivelse. Et bidrag i en antologi kaldet Lige under overfladen 2. Det var en novelle, med titlen When the music's over, og lidet anede jeg at netop den novelle skulle vise sig at bane en god del af vejen for mit kommende forfatterskab.

Nu skriver vi den 15. august 2012 - og der er er gået fire år. Fire ekstreme år, hvor min skrivning virkelig er eksploderet i alle retninger. I løbet af de 1461 dage er jeg gået fra at være et totalt ubeskrevet blad til at være et blad med et par linjer på. Jeg har medvirket i 19 antologier, har udgivet 10 e-noveller, medvirket i ni magasiner og udgivet tre selvstændige værker: Novellesamlingerne Køtere dør om vinteren og Faderens sønner, samt romanen Pandaemonium. Så sent som for et par dage siden fik jeg grønt lys for det, der bliver min fjerde udgivelse, novellesamlingen Optisk bedrag. Det er i den samme periode lykkedes mig at vinde to priser, Fantastik-prisen i 2009 for netop novellen When the music's over og Niels Klim-prisen i 2012 for novellen Faderens sønner. Og hvad så nu?

Det er svært at skue mod fremtiden. Jeg er klar over, at jeg har været heldig og nået meget på kort tid. Så hvor skal jeg gå hen herfra? I øjeblikket skriver jeg på en roman, jeg håber bliver til et færdigt produkt. Jeg arbejder på en samling af horror-noveller. Jeg har en mulig tredje novellesamling med blandede noveller in the works. Men hvad så? Rigtig mange af mine historier befinder sig inden for de fantastiske genrer. Det er et område, jeg elsker. Kortene på bordet. Men hvor skal A.Silvestri hen i fremtiden? Der er ingen tvivl om, at jeg bliver ved med at skrive fantastik - det løber i mit blod, gennemsyrer min hud. Men måske, bare måske, kan det være at jeg også til dels vender opmærksomheden mod den virkelige verden. Mange af mine noveller i de fantastiske genrer insisterer på at have et realistisk element. Jeg kunne sagtens forestille mig at udforske det nærmere. En anden del af mig leger med tanken om at rode i mine utroligt mange digte, og måske på sigt forsøge at blive udgivet poet. For mig er det en spændende verden, jeg går i møde.

Under en paneldiskussion på Fantasticon 2012 udfordrede Lars Ahn Pedersen mig til at skrive en realistisk kærlighedshistorie, der endte lykkeligt. Lige der ramte han hovedet på sømmet. Kan jeg det? Som læsere af mig ved, er jeg ikke sen til at se de modbydelige eller sorte ting ved livet. Det er for mig noget der er lige til højrebenet. Hans ide bliver ved med at komme tilbage til mig, og jeg tror at jeg på et tidspunkt vil gøre et forsøg. Dermed ikke sagt, at I skal forvente en lægeroman fra undertegnede. Det spændende og store i litteraturen er for mig, hvordan folk agerer i et univers, der så ofte og så umiddelbart tager ting væk fra dem. Men at miste ting er ikke nødvendigvis negativt. Det kan være en velsignelse i forklædning.

I øjeblikket venter jeg på mange ting. Afgørelsen i drengelitteraturprisen, om min novelle om vampyrer er kommet gennem nåleøjet hos forlaget Kandor og om hvornår min stadig hemmelighedsfulde novelle bliver udgivet. Hver udgivelse er dejlig, og giver blod på tanden (pardon my pun) og jeg siger igen tak til alle de mindre forlag, der har givet mig chancen i løbet af de sidste fire år.

Ønsk mig god vind - because I live in interesting times.  
 

Optisk bedrag er en realitet ...

... og alene titlen på dette indlæg er ret underholdende. Men der skal heller ikke meget til at få mig til at grine. Efter en lang redigeringsproces, der startede i januar, og stadig har de sidste par ting, der skal arbejdes med, kan jeg nu med glæde og stolthed annoncere, at min tredje novellesamling er på vej.

Som med min første novellesamling, Køtere dør om vinteren, bliver Optisk bedrag udgivet på forlaget Hexameter. Novellesamlingen kommer til at indeholde 21 noveller, der over en bred kam enten er realistiske eller fantastiske. Nogle af dem er begge dele.

Mange af novellerne handler om hvordan virkeligheden anskues, fra en subjektiv, samfundsmæssig, økonomisk eller grammatisk opfattelse, for at nævne nogle få. Der er mørke, ubehagelige vandringer ind i absurde psyker, humoristiske tiltag og masser af tab. På mange punkter er Optisk mere eksperimenterende end Køtere var, og jeg er glad for at have fået lov til at udforske den del af mit skrivevirke. Dermed ikke sagt, at der ikke er gode historier, og noveller der spiller en et puds. Heldigvis udelukker de to ting ikke hinanden. Nogle af novellerne har flere år på bagen (jeg tror den ældste blev skrevet i 2006), mens andre er friske fra undertegnedes fingre (januar 2012). I kan godt begynde at glæde jer!

Jeg har oprettet en helt speciel side til Optisk bedrag, hvor man kan følge med i processen. Inden alt for længe vil der også komme en afstemning her på siden, hvor nogle forslag til forsiden dukker op. Indtil videre regner vi med en udgivelse i løbet af efteråret 2012

Julis skrivning 2012

Det har været en noget hæsblæsende juli, fyldt med gode og mindre gode oplevelser. Alligevel har jeg, mere eller mindre dagligt, arbejdet, og det er der heldigvis kommet lidt ud af:

Kærlighedsfrugt (horror, 6700 ord)

Kærlighedsfrugt handler om Christian, der absolut ingen problemer har med at lægge damer ned. Så let er det faktisk, at han ikke kan lide det. Han vandrer konstant rundt i en tåge af oxytocin, men dybt inde i ham, er der noget, der har sin helt egen dagsorden ...

Ud over den ene novelle, er jeg nu rykket ind i kapitel 17 af min roman, der har arbejdstitlen Odd.  Når jeg når til kapitel 20, begynder jeg at komme med små bidder af, hvad den egentlig handler om, så glæd jer. Som en lille teaser lægger jeg et billede op, der måske kan give jer en ide.

Endelig er jeg også blevet færdig med at andenredigere min næste novellesamling. Optisk bedrag er titlen og den kommer til at indeholde lidt over 20 noveller. Af hurtige titler kan i farten nævnes Valuta for pengene, Interstate zero og Doktor Andersen. Som med Køtere dør om vinteren vil samlingen til dels bestå af fantastiske og til dels af realistiske noveller.

Trailer 39 - uddrag af "Lod"

Lod var en af de noveller, der gik meget hurtigt fra en skitse til et færdig produkt. Lynet slog ned. Tanken om det deterministiske verdensbillede koblet med billedet af en mand, som frygtelig mange mennesker på verdensbasis har set i deres drømme (for real!) medførte denne novelle. En ting er, at vores handlinger måske er forudbestemte - men noget andet er, hvordan vi vil reagere på det, når den anelse bliver til virkelighed.

Novellen kan købes på ebooks2go.dk for den meget overkommelige pris 10 kroner.

”Min historie handler ikke om kærlighed. Den handler om ulykke” begyndte han. Vi havde forinden aftalt, at intet af hans historie måtte reproduceres, i hverken skrift eller tale. Jeg blev nødt til at stole på min hukommelse.

”Det skete for ti år siden. Lige som du kom jeg gående i Frederiksberg Have. Det var tidligt om morgenen, og jeg havde været ude det meste af natten sammen med gutterne. Jeg var stadig vissen og skæv. Resultatet af en vild hærgeraften. Det var så slemt, at jeg flere gange faldt omkuld, og det meste jeg kan huske fra den morgen er tåget og udtværet. Men ikke ham. Ikke manden” sagde Holger, kun afbrudt af en kort ølpause. Imens betragtede jeg ham. Han virkede nøgtern nok, men i hans øjne glimtede små spor af foruroligelse.

”Som jeg husker det, stod han med ét bare foran mig. Da han kom, var jeg ved at hive mig selv op at stå ved en lygtepæl, men det stoppede jeg da jeg opdagede ham. Hans blik var paralyserende. Han smilede en smule. Så nikkede han for sig selv, og satte to fingre til tindingen”

Jeg tog et dybt hvæs af smøgen, og lænede mig ind over bordet. Holger så ikke på mig, men ned i sit ølglas mens han talte.

”Seks uger. Sagde manden. Seks uger, nikkede og gik så sin vej. Jeg fulgte ham med øjnene. Det virkede som om hans hoved var lidt for stort til kroppen. Han lignede en af de der pez-figurer, du ved dem med slik i”

Jeg nikkede til svar. Som de fleste børn af min generation havde jeg haft en kort fascination af de mangefarvede plasticdimser, der fodrede en med støvet slik.

”Jeg nåede hjem, og i dagene efter tænkte jeg meget på manden. Fortalte endda mine venner om ham, men de sagde bare at det var noget jeg havde forestillet mig. Til sidst gav jeg dem ret. Jeg havde trods alt været temmelig langt væk”.

Holger aflivede sin øl, satte glasset fra sig og løftede hånden mod baren. Alt sammen i én glidende bevægelse. Sekundet senere stod en ny foran ham. De måtte enten kende ham, eller hans reaktion på manglende alkohol.

”Hvad skete der så seks uger senere” spurgte jeg, og lænede mig endnu længere frem. Bordet bed i min mave, men jeg var ligeglad. Mit hjerte dunkede hårdt mod ribbenene."