Trailer 39 - uddrag af "Lod"

Lod var en af de noveller, der gik meget hurtigt fra en skitse til et færdig produkt. Lynet slog ned. Tanken om det deterministiske verdensbillede koblet med billedet af en mand, som frygtelig mange mennesker på verdensbasis har set i deres drømme (for real!) medførte denne novelle. En ting er, at vores handlinger måske er forudbestemte - men noget andet er, hvordan vi vil reagere på det, når den anelse bliver til virkelighed.

Novellen kan købes på ebooks2go.dk for den meget overkommelige pris 10 kroner.

”Min historie handler ikke om kærlighed. Den handler om ulykke” begyndte han. Vi havde forinden aftalt, at intet af hans historie måtte reproduceres, i hverken skrift eller tale. Jeg blev nødt til at stole på min hukommelse.

”Det skete for ti år siden. Lige som du kom jeg gående i Frederiksberg Have. Det var tidligt om morgenen, og jeg havde været ude det meste af natten sammen med gutterne. Jeg var stadig vissen og skæv. Resultatet af en vild hærgeraften. Det var så slemt, at jeg flere gange faldt omkuld, og det meste jeg kan huske fra den morgen er tåget og udtværet. Men ikke ham. Ikke manden” sagde Holger, kun afbrudt af en kort ølpause. Imens betragtede jeg ham. Han virkede nøgtern nok, men i hans øjne glimtede små spor af foruroligelse.

”Som jeg husker det, stod han med ét bare foran mig. Da han kom, var jeg ved at hive mig selv op at stå ved en lygtepæl, men det stoppede jeg da jeg opdagede ham. Hans blik var paralyserende. Han smilede en smule. Så nikkede han for sig selv, og satte to fingre til tindingen”

Jeg tog et dybt hvæs af smøgen, og lænede mig ind over bordet. Holger så ikke på mig, men ned i sit ølglas mens han talte.

”Seks uger. Sagde manden. Seks uger, nikkede og gik så sin vej. Jeg fulgte ham med øjnene. Det virkede som om hans hoved var lidt for stort til kroppen. Han lignede en af de der pez-figurer, du ved dem med slik i”

Jeg nikkede til svar. Som de fleste børn af min generation havde jeg haft en kort fascination af de mangefarvede plasticdimser, der fodrede en med støvet slik.

”Jeg nåede hjem, og i dagene efter tænkte jeg meget på manden. Fortalte endda mine venner om ham, men de sagde bare at det var noget jeg havde forestillet mig. Til sidst gav jeg dem ret. Jeg havde trods alt været temmelig langt væk”.

Holger aflivede sin øl, satte glasset fra sig og løftede hånden mod baren. Alt sammen i én glidende bevægelse. Sekundet senere stod en ny foran ham. De måtte enten kende ham, eller hans reaktion på manglende alkohol.

”Hvad skete der så seks uger senere” spurgte jeg, og lænede mig endnu længere frem. Bordet bed i min mave, men jeg var ligeglad. Mit hjerte dunkede hårdt mod ribbenene."