Nedtællingen til Optisk bedrag fortsætter, og denne gang med novellen Laphroaig. For dem af jer, der undrer sig, kan jeg fortælle at Laphroaig er en ekstremt røget skotsk whisky. Historiens jeg er gift med Helle, og deres ven Jacob er kommet på besøg. Jacob og Helle var kærester i gymnasiet. Der står en sofa i dagligstuen. Den deles de alle tre om. Så godt det lader sig gøre ...
"Jacob
har rigtig mange penge. Så mange, at han knapt aner hvad han skal
stille op med dem alle sammen. Han tager chancer. Han støtter små
firmaer. Han har også tilbudt at skyde lidt penge i mit firma, bare
som et sæt krykker indtil jeg kommer ovenpå igen. Jeg har svaret
nej til hans tilbud. Alle tre gange, han har foreslået det. Helle
forstår det ikke, og det forstår jeg godt. Det står værre til end
nogen af dem ved. Mit firma er en skrantende bil der kører på
fælgene.
Jeg
ved ikke, hvorfor jeg har sagt nej til hans tilbud. Eller også ved
jeg præcis, hvorfor jeg har afslået. Der findes flere former for
gæld, og den ene slags er lettere af betale end den anden. Isspanden
klirrer, da jeg rækker den frem mod ham. Byder den til. Han ryster
både på hovedet og slår afværgende ud med hånden. Siger, at
whisky skal nydes ved stuetemperatur og til enhver lejlighed uden is.
Ved min side nikker Helle bifaldende. Kommenterer, at ellers får man
ikke alle smagsnuancerne med.
To
isterninger falder ned i mit glas. De klirrer tilfredsstillende. En
lyd, jeg har skabt. Så fylder jeg whisky oveni. Isterningerne popper
op til overfladen. Det er sådan en whisky skal drikkes, hvis man
spørger mig. Det er der ingen af dem der gør. Jacob har inddraget
stilheden, og taler igen. Helle hører efter. Har drejet sig en smule
mere, så jeg kan se hendes nakkes runding. Først nu går det op for
mig, at hun har farvet hår. Normalt kan jeg se en smule gråt, men
nu er der intet af tiden tilbage. I mine ører er Jacobs stemme kun
en række af tilfældigt sammensatte lyde. Som en tændt radio midt i
morgenritualet.
Så
siger han mit navn. De to stavelser når gennem mit tankevæv. Jeg
kigger op, bliver klar over at jeg har siddet og kigget på mine
hænder. På højre hånds pegefinger er en brunlig plet. Jeg har
prøvet at fjerne den, inden han kom, men den er genstridig. Jacob
spørger, om vi har flere cigaretter. Vifter med sin tomme pakke. Det
går op for mig, at han gør alt to gange. Understreger sig selv som
den vigtigste sætning i en tekst.
Jacob
ryger som en skorsten, men hoster aldrig. Han trækker kun det gode
ud af smøgerne, ikke alt det dårlige. Et menneskeligt filter. Jeg
nikker og sender dem begge et lille smil. Jeg vidste dette punkt
ville komme. Cigaretterne ligger ovenpå. På kontoret. I
skrivebordets aflåste midterskuffe. Under nogle ligegyldige papirer.
Jeg rejser mig fra sofaen. Tager mit glas med mig ud af stuen, men
lader døren stå åben."