Novellen Spejlkabinet er gammel. Rigtig gammel. Da jeg rodede mine gemmer tomme, kunne jeg dog ikke stå for dens charme. Ægtheden tænkte jeg var så lige i ansigtet, at den måtte med i Optisk bedrag. Christopher, hovedpersonen, er ved at dø af lungekræft i en meget ung alder. Han har ikke noget håb tilbage. Det er ikke det samme som at give op.
""Kohjato. Hvor himlen er uendelig
og man plukker nye lunger fra grønne planter. Kohjato, hvor vinden
altid blæser køligt på varme sommerdage. Kohjato, et sted som folk
har husket tusinde gange og glemt igen" siger han højt og og
slår en flad hånd ned i vindueskarmen.
Et nyt sug på jointen. Sødt. Som
slim fra indre organer. Som betændelse.
Han er ikke syg i hovedet, det ved
han, for de har undersøgt ham. Han har et stykke papir hængende i
stuen. Bogstaverne giver ingen mening for ham, men det siger, at han
er ved sine sansers fulde brug. Lægerne har også tilbudt ham en
støttegruppe sammen med andre terminale patienter. Christopher havde
ret svært ved at se hvad han skulle bruge det til. Koket vifter han
med håndledet og udbryder med en luftløs fistelstemme
"Ja, hej skat. Så du skal også
dø, hva. Det er bare noget værre noget, men det er da godt at man
kan snakke med nogen som har det på samme måde, synes du ikke? Jeg
ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden at have andre, som jeg kunne
svælge sammen med. Hvor er det dejligt at vi lever i en
velfærdsstat."
Hvad fanden er der at snakke om?
Det havde han også sagt til de der
folk, lægerne, psykiaterne, hvad de nu end var. De havde stirret på
ham som om han var rablende vanvittig. De havde nok også indlagt
ham, hvis altså det ikke var fordi de lige havde fortalt ham at han
var helt okay sådan rent mentalt. I stedet for sendte de ham hjem
igen, sammen med en følelse af at han var dybt utaknemmelig.
Idioter.
Et hosteanfald får ham til at knække
sammen. Han vakler i karmen. December rykker så tæt på, at han kan
se dens slutning. Kroppen drives frem mod vinduet. Ned. Så meget ned
... Hurtigt slår han hånden i vinduesrammen og hoster tungt ud i
natten. Vinden griber hans hår og slynger det rundt om hans ansigt.
Ingen kemo her, nej. Når han skal smides i kisten skal det være med
fuldskæg og skridthår.
Det grove slim falder ni meter og
rammer asfalten i gården med et klamt plask. Dråber slynges til
alle sider. Christophers ansigt fortrækker sig i væmmelse. Det er
altså herreulækkert. Han forstår godt, at ingen kommer længere.
Hvem har lyst til at se store håndfulde død blive hostet op.?Hvem
har lyst til at trykke den hånd, der er død?
Han trækker sig tilbage på sin
plads, og sætter sig lidt længere væk fra kanten. Det ville
fandeme være yndigt, hvis han faldt ned. Blev knust mod asfalten, så
alle kunne se de indre organers kaos.
”Kohjato, hvor tyngdekraften holder
en oppe på gennemsigtige vinger. Kohjato, hvor vinduesrammer er
formet som cirkler og synger fortællinger om frelse. Kohjato, hvor
man kan læse sine egne liv uden at skrive dem ned først” hvisker
han til natten."